Af med knoppen!!!!

Sikke en fast og bestemt kvinde med mord i sinde og tydeligvis også det rette håndelag til at gennemføre mordet! Motivet, nemlig Judiths mord på Holofernes, er velkendt, for det er blevet brugt i kunsten om og om igen, men den der har lavet netop dette billede fra omkring 1300 er ukendt. Var det en mandlig eller en kvindelig kunstner, der førte penslen, da han/hun malede den israelske heltinde i færd med at halshugge den syriske general efter en forræderisk elskovsstund, som han troede byggede på ægte følelser fra hendes side? Den fuldkomne hengivelse til opgaven, der ikke giver plads til nogen tøven, får mig til at tænke på den måde, motivet er blevet brugt af senere tiders kvindelige malere, men det beviser selvfølgelig ikke, at denne tidlige kunstner var kvinde. Det samme gælder nedenstående og ligeledes anonyme gengivelse af det kendte motiv, der stammer fra begyndelsen af det sekstende århundrede. Opgaven er fuldført, og den mægtige syriske general Holofernes er blevet slagtet af sin svigefulde elskerinde, den fine israelske dame, Judith:

Hovedet er sejrstrofæet, og resten af den førhen så mægtige general er ikke andet end dødt kød, der udspyr blod, uden at hun så meget som løfter et øjenbryn eller kaster et eneste medlidende blik på hans nydelige, men halshuggede krop. 

Sandro Botticelli (billedet er fra ca. 1470) viser en pinupagtig morderske med løsthængende hår og en flagrende klædning. Det afhuggede hoved ligner noget, der mest er en rekvisit, og intet i billedet emmer af det lidenskabelige had, det har krævet at gennemføre drabet i virkelighedens verden.
 

Har denne fine og fornemme dame med den flotte og klædelige hat - her foreviget af Lucas Cranach den Ældre (c. 1472–1553) - virkelig hugget hovedet af den mægtige syriske general? Ligesom Botticelli har også denne mandlige kunstner efter min mening fortabt sig i en skønhedsdyrkelse, der forbigår motivet og dets inderste kerne: had og mordlyst.

Mordet er overstået, og hovedet kan løftes op, men hvor er blodet i Jacopo Robusti Tintorettis (1518-1594) mordscene fra ca. 1577? Den lidenskabelige Holofernes kan umuligt have været så blodløs, som hans halshuggede lig antyder.  

Agostino Carracci (1557-1602) har ikke vist Judith som en skønhedsdronning med morderiske tilbøjeligheder, men dog stadig sexet. Hos ham ligner hun nærmest en sur og tvær husmor, medens Holofernes har fået et Jesus-agtigt præg. Man ved, at han brugte et par velkendte, levende modeller og spørger uvilkårligt sig selv, om der er et specielt budskab i hans gengivelse af situationen. Havde han f.eks. et horn i siden på sin Judith, Olimpia Luna? 

En nydelig dame i en ganske flot dragt med masser af flot gult stof, men Christofani Allori (1577-1621) har ikke forløst dramaet i Judiths heroiske - og meget farlige - handling. Hans Judith er køn, men virker også lidt dum, medens Holofernes har et vist Jesus-agtigt præg: det hoved kunne have hængt på korset, og ingen ville have gættet, at dette ikke var Jesus, men israelernes fjende, Holofernes.

Ortezio Gentileschi (1563-1639) fremstiller mordet som en fordækt handling, hvad det selvfølgelig også er, men det er dog ikke motivets kerne. Både Judith og hendes trofaste tjenestepige, Abra, ser ud, som om de er stivnet i frygten for at blive fanget og stillet for retten, medens deres gerning udviser et nærmest overvældende mod. Jeg vil mene, at først Ortezios datter, Artemisia Gentileschi (1593-1653), formår at give dette klassiske motiv en tolkning, der virkelig forløser det. 

Artimisia er ikke den eneste kvinde, der maler dette berømte bibelske motiv. Her er det f.eks. Elisabetta Sirani (1638-1665), der viser sin Judith-version. Det afhuggede hoved ligger der bare, og Judiths flotte tøj samt hendes bortvendte blik går efter min mening imod motivets sande indhold. Var Judiths rigdom og fornemhed det centrale i mordet? Næh, det var en del af det, der udgjorde hendes status i det israelske samfund, men det var modet og hendes beslutsomhed, der gjorde hende speciel.

Dette motiv har tydeligvis haft en særlig betydning for Artimisia Gentileschi, for hun har malet det flere gange. Her ser man således Judith og hendes tjenestepige, Abra, med det afhuggede hoved, og nok er de vagtsomme, men det hævede våben viser, at de ikke er lammet af frygt som i hendes fars, Ortezio Gentileschis, gengivelse. Tværtimod er Judith parat til at forsvare sig selv og Abra. 

Den nok kendteste version af motivet er efterhånden blevet denne, hvor Artimisia Gentileschi lader sin Judith foretage en brutal, ubesmykket aflivning af den kæmpende general. Han forsøger at afværge mordet, men holdes nede af de to kvinder, idet Abra her får tildelt en langt mere aktiv rolle. Judiths sammenbidte og nøgterne udtryk, hvor blikket ikke vendes væk, men hviler på hendes offer uden at vige, viser med al ønskelig tydelighed, hvad dette går ud på, nemlig MORD og hævn for den forsmædelse, han har udsat hende for som kvinde. Som kunstner var Artimisia bl.a. influeret af både sin far og Caravaggio, men hun er ikke bare en stor kunstner, men har også helt sin egen stil, der måske bunder i hendes særlige oplevelser som kvinde, nemlig i forbindelse med den voldtægt, maleren Agostino Tassi udsatte den dengang 17-årige pige for. En langvarig retssag, hvor hun, men ikke Tassi, blev tortureret, endte med, at han slap for videre tiltale. Det må have været en traumatisk oplevelse for den unge pige, og mordet på Holofernes kan være hendes hævn over ham, idet han muligvis optræder i billedet i skikkelse af den myrdede hærfører. Dermed må man sige, at voldtægtsmanden Tassi har fået et eftermæle, der ikke lader sig ryste af. Det har det datidige italienske retssystem også, men det vidste man nok ikke dengang .....

https://www.rct.uk/collection/404989/judith-with-the-head-of-holofernes

 

https://www.historytoday.com/archive/foundations/judith-and-holofernes 

https://www.currentaffairs.org/2018/09/ranked-10-paintings-of-judith-beheading-holofernes

 

https://www.khanacademy.org/humanities/renaissance-reformation/baroque-art1/baroque-italy/a/gentileschi-judith-slaying-holofernes 

 

Wikipedia