lørdag den 20. november 2021

Achsa W. Sprague, spiritist, feminist og slavebefrier

 

En køn, men meget alvorlig, ung dame. Hendes navn var Achsa W. Sprague (1827-1862), og hun blev en kendt spiritist og skribent i 1850'ernes USA. Hendes ry var forbundet med hendes påståede evne til at formidle budskaber fra åndeverdenen, som hun ikke mindst selv troede på. At det overhovedet kan lade sig gøre at få afdøde personer i tale, kan ikke-troende betvivle, også fordi de selv samme ånder, der i død tilstand udtalte sig om alt muligt, rådgav og advarede, jo angiveligt var de samme, der i levende tilstand havde begået en masse fejl. Fortrød de, og var det derfor, de som omvendte syndere forlangte af Achsa, at hun gik ind i et seriøst arbejde for at befri de sorte slaver i USA samt for kvinders ligeberettigelse? Det er i hvert fald nok det underliggende budskab omkring fænomenet ....


Allerede som barn blev Achsa set som noget specielt, idet hun begyndte at undervise andre børn som 12-årig. Flittig og overmåde intelligent markerede hun sig, men som 20-årig blev hun ramt så alvorligt af gigtfeber, at hun ikke kunne gå længere, men blev sengeliggende. Dette skete i 1847, og længe var der ingen bedring at spore, men da hun i 1854 genvandt sit helbred, tolkede hun det som en følge af åndernes indgriben. Efter hendes mening var det dem, der havde helbredt hende, da ingen andre kunne. Hendes taknemmelighed gav sig udtryk i en omfattende foredrags- og udgivelsesvirksomhed, bl.a. af "Banner of Light" og "The Green Mountain Sibyl". Ud over det blev hun spiritistisk medium, rejste rundt i hele landet, holdt foredrag og gav trance-taler, hvor hun kom med budskaber fra de ånder, hvis stemme hun angiveligt gengav ved sine formidlinger af deres ord til de nu-levende. Alt sammen mægtig spændende, også for den unge kvinde selv. Andre har formentlig set hendes aktiviteter som et udslag af noget helt andet og i hvert fald ikke "kvindeligt" ud fra datidens forestillinger.

Synet på Achsa havde åbenbart ændret sig meget efter hendes sygdom, for da hun lå syg var der dem, der mente, at det hele "foregik i hendes hoved", og at hun nok bare trængte til at blive gift. Det fortælles således, at en dame af den gamle skole havde ment, at det, der skulle til for at få hende op af sengen og i gang igen, var en dragt prygl. Hvad hun mente om hendes spiritisme, vides ikke, men den gjorde under alle omstændigheder Achsa kendt og elsket af sine trosfæller. Der meldte sig også adskillige bejlere, og der er bevaret mindst et brev til og fra en af dem, hvor hun udråber sig selv til at være den grimmeste af alle grimme kvinder, hvilket det var meningen skulle få bejleren verfet af. Stik imod diverse mindre smigrende teorier om hendes sygdom var hun så absolut ikke en frustreret gammeljomfru, der burde have været vild efter at blive gift, men et tænkende menneske med ånd og vid.

Den siddende kvinde er ikke Achsa, men dette var, hvad hendes kolleger udi ånde-formidlinger gjorde. Så vidt jeg har forstået, foregik Achsas formidlinger dog kun ved stemmegengivelser og var ikke noget hokus-pokus med ånder, der trådte frem på denne måde, men som ærlig talt ikke ligner, hvad de blev udgivet for at være. Spøjst nok var der flere forskellige mediummer, der fortalte, at hendes ånd efter hendes død i 1862 som bare 34-årig opsøgte dem. Nu var hun jo ikke bare spiritist, men også digter, så ved et besøg som ånd hos sin veninde og mediumskollega, Melvina Townsend, kom hun efter sigende med denne lyrisk formede besked: “Sister! One simple word/I love you still!/My strength shall be conferred/Your need to fill. I come to you at night./ In some still hour;/ And lend my spirit’s might/To give you power.” 

Som en kvinde, der rejste frit omkring, holdt foredrag og gav seancer, brød hun med adskillige fordomme omkring kønsroller og kvindekønnets evner og psyke. Selv udtrykte hun det som en protest imod de to muligheder, kvinder havde i denne tidsalder: vær enten en slave eller en sommerfugl. Fordi hun også tænkte på denne utraditionelle måde om kvinders rolle i samfundet, må hun have været spændende og ukonventionel for de mange, der kom til hendes forskellige former for optræden. Man har da også talt om hendes særlige karisma, der vel sagtens også har været forbundet med hendes gode udseende. At hendes navn trak store skarer til hendes foredrag og seancer, er der i hvert fald ingen tvivl om. På mange måder var hun en rebel, der også arbejdede for fængselsreformer foruden slaveriets ophør. Under en af sine turnéer fik hun også brokket sig over de mange penge, arrangørerne havde brugt på traktementet i forbindelse med hendes besøg, da hun mente, at de kunne være givet bedre ud, nemlig på sociale mærkesager ....


https://vermonthistory.org/documents/findaid/sprague.pdf

 

https://vtdigger.org/2018/08/19/achsa-spragues-transformation-invalid-spiritual-medium/ 

 

https://www.collectorsweekly.com/articles/ghosts-in-the-machines-the-devices-and-defiant-mediums-that-spoke-for-the-spirits/

 

Wikipedia

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar