Det dér med masokisme, hvor folk synes, det er noget så dejligt, når det gør ondt, har jeg svært ved at forstå, men sådan er det altså for nogen. Ligesom, der også findes andre, der nyder at få det til at gøre ondt på andre, hvilket jeg hverken forstår eller har nogen form for billigelse af. At nogle mennesker selv ofte opsøger dem, der får det til at gøre ondt på dem, accepterer jeg, men med en skuldertrækning, for det er mig dybest set ubegribeligt om end ikke forkasteligt. Dvs. at jeg forkaster sadisme som noget, man oftes møder i forbindelse med horrible forbrydelser, og som har haft forfærdelige konsekvenser for mennesker, der ikke deltager frivilligt. Er det en del af et erotisk spil, hvor begge parter er enige, accepterer jeg det som noget meget underligt, men dog ikke forkasteligt. Hvad masokisme angår, så accepterer jeg det som noget meget mærkeligt og mig komplet fremmed. Jeg indrømmer altså, at jeg ikke forstår nogen af delene fuldt ud, og at jeg derfor har visse forbehold.
Hvad begreberne angår, så er modsætningen til "masokisme" altså "sadisme", og det er knyttet til den franske adelsmand Donatien Alphonse Francois Sade (1740-1814). Han havde tydeligvis en vildtvoksende psyke og søgte seksuel tilfredsstillelse gennem det, der er opkaldt efter ham, og som vi forstår ved "sadisme". Man må sige, at han på alle måder var en meget interessant mand, der gjorde sig som filosof, politiker og forfatter. Nogle af hans mange værker udkom under hans eget navn, men andre kom anonymt, og mange af disse benægtede han - mere eller mindre forgæves - at have skrevet.
Hans krav om total erotisk frihed for individet virker naivt på mig, for det er nu engang sådan, at det, der er den enes "frihed", meget ofte er den andens fængsel. Dette ses bl.a. i hans teorier om "statsbordeller", hvor man(-den) kunne føre sine mere eller mindre absurde lyster og lidenskaber ud i livet, tilmed gratis, nemlig på statens regning. At man ikke kan gøre dette uden samtidig at undertrykke eller mishandle de personer (: kvinder!!!), der er tilknyttet bordellerne, faldt ham åbenbart ikke ind: altså en typisk aristokratisk og mandschauvenistisk tankegang, hvor nogle mennesker angiveligt eksisterer for at tjene andre, men ikke selv har nogen virkelig eksistens. Det, han håbede på/regnede med, var nok, at "unaturligt dydige", men seksuelt tiltrækkende kvinder ville "se lyset" og blive forvandlet til ikke bare villige, men også smask-liderlige deltagere i de orgier, han drømte om.
Marki de Sade tilbragte ialt omkring 32 år i fængsler og på sindssygehospitaler, og mange af hans værker blev skrevet, medens han var indsat. Man kan dog undre sig over, at han, der jo var adelsmand på et tidspunkt, hvor dette kunne betale sig for magtgriske personer, blev straffet på denne måde for noget, der så vidt vides aldrig blev til andet end fantasier om det, han kunne tænke sig at gøre, og som han syntes, andre burde tage del i. Når jeg læser om ham veksler jeg mellem forargede fnys og vilde latterkramper, for basalt set er hans drømme om det, der vel er "evige orgasmer", umulige at realisere fysisk for en mand. Teoretisk set ville en kvinde være i stand til at føre hans drømme ud i livet, men med flere mandlige partnere, efterhånden som potensen svigter de enkelte mænd. Mon han har tænkt på dette, eller har han været frustreret over det?
Masokismens besynger var Leopold Ritter von Sacher-Masoch (1836-1895), altså en fyr, der blev født omkring 100 år senere end Marki de Sade. Også han var adelsmand, men østriger og ikke franskmand. I sin levetid udgav han mange værker af forskellig art - bl.a. anti-antisemitiske, idet han støttede jøderne og deres stilling i det, der jo blev jødehaderen Hitlers fødested. Mange af Leopolds værker er ikke blevet oversat, f.eks. til engelsk, så hans berømmelse hviler på ret få værker, selv om han var en flittig skribent. Skyldes dette, at tanken om masokisme forekommer de fleste endnu mere fremmed end tanken om sadisme? At udlevere sig selv til en andens sex-tortur er i hvert fald næppe de flestes foretrukne stil ....
Denne roman, der afgjort er den berømteste af hans værker i og uden for Østrig, er oversat, og i 2015 blev den fulgt af "Die Gottesmutter", men den er vist ikke så kendt endnu. Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, men at jeg har en stærk mistanke om, at den ville kunne være umagen værd for kvinder fra vor tid.
Hvad "Venus im Pelz" angår, så blev den udgivet i 1870. Den bygger på Leopolds specielle fantasier om stærke kvinder i pels, der åbenbart var en fetich for ham og noget, han forsøgte at udleve med sine forskellige koner og kærester. Her ses han med sin anden kone, Hulda Meister, der også havde været hans assistent gennem nogle år.
Som helt ung var Leopold blevet dybt berørt af Peter Paul Rubens' maleri af en buttet, nøgen kvinde i pels. Det var formentlig dette billede, der først vakte hans fetich til live.
https://en.wikipedia.org/wiki/Leopold_von_Sacher-Masoch_bibliography
https://artsandculture.google.com/entity/m04ny4?hl=hu
https://headstuff.org/culture/literature/leopold-von-sacher-masoch-poet-of-masochism/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar