Strøtanker omkring efterladenskaber, skrald og roderi

Denne enormt rodede butik finder man i Tokyo. Når man ser sådan et billede, så slår det én, at roderi er noget internationalt. Fyren, der sidder dér og venter på kunder med et lille ironisk smil på læben og (formentlig) et stort håb i hjertet om at sælge en hulens masse, er nok den eneste, der har en ide om, hvor tingene befinder sig. Andre skulle formentlig have både kort og lommelygte for at finde noget som helst brugbart. Dermed er denne mand skaber af og suveræn hersker over sit eget enestående "kongerige" på en helt anden måde end ham, der har frembragt dette indendørs-skraldområde, dette virvar af kassable ting:

Måske ejermanden selv er klar over, hvor nogle af tingene er, for jeg kan se, at der bl.a. er flere større papkasser, der kan være samlested for mindre ting, og - ret skal være ret - der er noget, der ligner en sti gennem roderiet. Altså ikke helt håbløst, for det, der gør roderi "tåleligt" er nu engang, at man bevarer et vist overblik. Personligt ville jeg ikke synes om at leve sådan, men jeg er ikke blind for eksistensen af samlere, der bare grabser til sig af alt muligt, selv om det fylder. De forekommer mig sære, men jeg erkender, at de findes og trives med deres bunker af underlige genstande, som jeg ikke selv ville have. Det står mig klart, at de lader sig styre af de omvendte tendenser, der får mig til at fjerne tøj fra stole, vaske op og støvsuge. "Live and let live", som man siger - og så alligevel, hmmmmm ....

Hvad mon den nysgerrige mand venter at finde i den container, som han står på hovedet i? Noget af værdi - altså objektivt set - eller bare skrald? Jeg vil indrømme, at store bunker af decideret affald kan vække min nysgerrighed, og jeg husker en losseplads, som jeg besøgte sammen med nogle kammerater som barn. Det var faktisk ret spændende, for det satte gang i min fantasi, men det var bestemt ikke den guldgrube, som nogle genbrugs-entusiaster mener. De elsker containere og lossepladser, idet de kombinerer deres fund med salg på loppemarkeder, sådan at de på den måde tjener en ekstra sjat penge, hvilket jeg til enhver tid tager hatten af for.

Nej, dette er ikke et mordoffer, selv om den oppustelige mande-kæreste ser sådan ud, men det får mig til at tænke på de mange absurde, amerikanske mordsager, hvor ligene er blevet dumpet på en skraldeplads. For det første er det mangel på respekt for de døde, men det er hele mord-processen jo i forvejen, så dette sidste ildelugtende og ulækre hvilested er altså "bare" rosinen i pølseenden på et sørgeligt og/eller horribelt forløb. Det er dog interessant, at det rent faktisk lykkes kriminalfolk at finde nogle af disse "skrottede" mordofre under lag på lag af skrald. At de kan finde dem på en åben mark eller i en skov, forstår man, for dér kan lighunde hjælpe til, men det kan umuligt være lige så let på en i forvejen ildelugtende losseplads.

Den enes skrald kan være den andens "guld", sådan som det formentlig er tilfældet med denne bil. Genbrug er sagen for mange mennesker, og jeg har også selv et par møbler, som jeg har arvet fra afdøde slægtninge. De har altså ikke været om ved lossepladsen, men der klæder alligevel en fornemmelse af noget brugt, noget à la "spøgeri" og forrige tiders liv ved dem. En underlig tanke, at den krukke, en bestemt, over-regelret, men nu afdød veninde, som jeg har arvet den efter, i sin tid direkte SNØD sig til den i en arvesag. Jeg syntes, det var morsomt, fordi det var så ukarakteristisk for hende, men andre kan sikkert godt blive forargede.

Man skal dog være overordentlig "speciel" for at kunne se en losseplads som et romantisk mødested. Det lader dog til at fungere for disse to, der ser ud til at fejre et eller andet med vin og hygge. Faktisk ret mystisk - og måske endda lige ved at være perverst? Kort sagt: HVAD laver de dog dér??????
 

Denne bils ejer kan da umuligt holde styr på sine ejendele, som de ligger dér, hulter til bulter, i bilen. Jeg kan til en vis grad forstå, at man kan leve med roderi, hvis man bor i en lille lejlighed og har et nogenlunde overblik over, hvor tingene er, men dette er komplet uoverskueligt. Så vidt jeg kan se, er der bl.a. en del (formentlig) tomme bægre, der ikke repræsenterer en værdi, og som derfor ikke er berettiget til en plads i den overfyldte bil. Når jeg tænker på skrald og folks accept af roderi, så er jeg nemlig ikke i tvivl om, at kun nytteværdien af det, andre har kasseret, gælder som argument for alligevel at bevare det. Er der et fremtidsperspektiv i en tom papkasse? Jamen så har den værdi!!! Hvis ikke, så af sted til pap-containeren ..... 

Et sørgeligt tilfælde af skrald, der blev smidt i det, mange ser som en stor skraldespand: havet. Det er mere end velfortjent, at vi ubetænksomme væsener fik det lige i hovedet igen, for det kunne måske hjælpe nogle særligt slemme forurenere med at forstå, hvordan bare lidt skrald kan blive til dynger af forurenet møg, fordi andre tænker på samme måde.