Det hævdes, at den bog, som filmen "Lolita" bygger på, nemlig Vladimir Nabokov’s roman af samme navn, til gengæld er en fortolkning og videredigtning af en sand historie om en purung pige, der blev bortført af den velkendte pædofile Frank La Salle i 1948. Der har været mange flere bortførelsessager, hvor pædofile mænd har skaffet sig ungt kød, men denne vakte ekstra interesse, bl.a. fordi den blev forbundet med Nabokovs roman.
Dem, der har set Stanley Kubricks film fra 1962, husker sikkert den meget unge Sue (også kaldt Suellen) Lyon (1946-2019) som teenage-forførersken. Hun gjorde et godt stykke arbejde, men har nu ikke fået en særlig imponerende filmkarriere, selv om "Lolita" indbragte hende en Golden Globe, samt en verdensomspændende berømmelse. Man kan sige, at hendes karriere fusede ud i 1970erne, selv om hun havde gjort det godt i flere andre film.
Der er en vis ironi i, at hovedrolleindehaveren, Sue Lyon med sine 15 år, blev anset for at være for ung til at se filmen, da den kom. Det bærer præg af dobbeltmoral, at den unge pige, der ved filmens indspilning, var 14, gerne måtte spille forførende teenager over for James Mason på 53 år, men ikke selv se resultatet af deres samarbejde. Havde man fulgt bogen slavisk, så ville hun også have været for gammel til rollen, for Nabokovs Lolita er bare 12 år. Den pige, der måske inspirerede ham til denne litterære figur, var faktisk endnu yngre, for hun var bare 11, da hun blev bortført og holdt fanget i knap 2 år, indtil det lykkedes hende at flygte.
Dette er den "ægte Lolita", nemlig Sally Horner (1937-1952). Hun er da yndig, men ingen blond nymfe som Sue Lyon. Hendes hjemmeliv omfattede heller ikke en mor, som denne blev spillet af en formidabel, men overvægtig og overkærlig Shelley Winters, der kaster sig i armene på den mand, hun straks falder for, men som i virkeligheden bager på hendes meget unge datter. En rolle, Shelley Winters spillede suverænt godt.
Man kan spørge sig selv, hvordan Sally mødte den pædofile Frank La Salle, og det er faktisk en speget affære, der viser, hvor snu han var, samt hvor enormt naiv den 11-årige pige og hendes mor var. Sally hungrede efter at blive en af skolens populære piger, der var medlem af en bestemt pigeklub, men for at komme i betragtning skulle hun gennemgå en optagelsestest, der bestod i et tyveri af en billig notesbog fra Woolworths. Da hun virkelig var en pæn pige, havde hun (angiveligt) aldrig stjålet før, men den dumme test krævede det altså, så hun begik tyveriet og forlod så ellers straks butikken.
På vej ud blev hun imidlertid standset af en høj, tynd og arret mand, der påstod, at han var FBI-agent, og at han havde set, hvad hun havde gjort. Han ville imidlertid lade hende gå, hvis hun gik med til at mødes med ham igen og så ellers holde ham orienteret om alle sine gøremål. Den skrækslagne Sally gik straks med på hans krav, men allerede dagen efter passede han hende op og sagde, at reglerne var blevet ændret. Nu forlangte han, at hun fulgte med ham, fordi forbrydelsen med notesbogen - ifølge ham - var meget alvorlig. Han truede med forskellige straffe, som han påstod, at tyvagtige børn kom ud for, men samtidig sagde han, at han kunne hjælpe hende.
Man korser sig over, at nogen kan være så naiv som Sally, men hun sagde ja til at følge med ham. Først skulle hun dog sige til sin mor, at han var far til et par af hendes skoleveninder, og at han og hans familie ønskede at invitere hende med på en lille sørejse. Sally gjorde, som han sagde, og hendes mor, der på dette tidspunkt havde så alvorlige økonomiske problemer, at hun ikke engang havde penge til elektricitetsregningen, blev glad for, at hendes datter kunne få sådan en oplevelse. Selv havde hun jo ikke råd til at invitere nogen af sine døtre på noget, der bare lignede en ferie. Derfor vinkede hun glad farvel til sin datter, da hun kørte af sted med den fremmede mand.
Hvad ingen vidste, var, at La Salle var en dømt sex-forbryder, der blot to måneder før mødet med Sally var blevet løsladt efter en fængselsstraf for fem tilfælde af voldtægt på piger mellem 12 og 14 år. Han havde begået andre forbrydelser som f.eks. tyverier og havde desuden ialt ca. 20 forskellige navne, som han jonglerede rundt med for at forvirre politiet. Kort sagt: han var mildt sagt ikke den ideelle rejseledsager for en køn, men super-naiv 11-årig pige. Det varede da heller ikke længe, før gentagne voldtægter af hende indgik i deres samvær. Udadtil spillede han hendes far, men efterhånden som de kom rundt i USA, var der dog dem, der betvivlede dette. Sagen var imidlertid den, at Sally på en vis måde spillede med, for hun anede ikke, hvavd hun ellers skulle gøre. Han tillod hende f.eks. at gå i skole, og hun røbede ikke, at hun var sin såkaldte "fars" fange. Det gjorde hun heller ikke i de telefonopkald hjem, han fik hende til at foretage, så hendes familie ikke brød ind i "idyllen". Da disse opkald ophørte efter 2-3 måneder, og moderens breve kom tilbage med "Adressen ubekendt"-stempler, fattede hun dog mistanke. Hun meldte sin datter forsvundet hos politiet, og da hun havde forklaret sammenhænget, kom der gang i sagerne, for de satte efter det umage par, dog uden at finde dem.
Et af de steder, hvor de havde boet, og som de var flygtet fra, lå der bl.a. dette fotografi af en nu blond Sally. Det var selvfølgelig en ledetråd, men der var flere, uden at disse dog førte til ret meget. Først da Sally gjorde oprør og fortalte en venlig kvinde, der længe havde mistænkt, at der var noget galt, om sin bortførelse og derpå ringede til sin søster og bad hende om at sende FBI, blev La Salle arresteret. Han bedyrede sin uskyld og påstod bl.a., at han var Sallys far, men den gik selvfølgelig ikke: han fik en dom på 30 år, og Sally vendte hjem til sin mor og søster.
Moderens glæde var stor, selv om hun befandt sig på et nyt økonomisk lavpunkt i sit liv. F.eks. havde hun været nødt til at opgive sin telefon, da et telefonabonnement var for dyrt for hende. Da Sally besluttede sig for at bede om hjælp, kom hun derfor ikke igennem til sin mor, men måtte i stedet ringe til sin søster.
Medens familien glædede sig over gensynet, kom pressen ikke bare med lykønskninger, men også med ufine hentydninger til Sallys erotiske oplevelser som La Salles fange samt hendes teenage-buttethed. De bragte også i flere tilfælde hendes navn, hvilket var et overgreb. Nogle kom desuden med udsagn, der enten var eller tangerede "victim-blaming", hvilket jo er grotesk, når forbrydelsen omhandler en 11-årig pige, der ikke var ude på at forføre den midaldrende forbryder, der forbrød sig imod hende.
Dette foto er taget omkring Sallys 15-års fødselsdag
Da Sally vendte hjem, genoptog hun sin skolegang på "Clara S. Burrough Junior High School"og tog sin eksamen. Alle roste hende og talte om hendes intelligens, så hun virkede som en pige, der havde en god fremtid foran sig. Hun ønskede at komme på universitetet, men ak, blot femten år gammel omkom hun i en bilulykke. Bilen, hun var passager i, tilhørte en fem år ældre, ung mand, som hun var lun på, hvilket giver tragedien en ekstra dimension af menneskeligt tab og spild ....
Hvad La Salle angår, så døde han den 22. marts 1966 i "The Trenton State Prison" efter at have afsonet 16 år af sin 30-års dom.Han var på det tidspunkt næsten 70 år gammel.
https://www.cbc.ca/amp/1.4807124
https://www.newyorker.com/books/page-turner/the-salacious-non-mystery-of-the-real-lolita
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar