torsdag den 4. november 2021

Lærerinden, der "voldtog" sin 12-årige elev

 

Det, lærerinden Mary Kay Letourneau (1962-2020) gjorde i 1997, ville vi ikke kalde "voldtægt" her i landet, men der var helt sikkert tale om et seksuelt misbrug af et barn. Hun var voksen, for hun var nemlig 34 - og gift - på det tidspunkt, hvor hun gik i seng med sin 12-årige elev, Vili Faulaau. Ikke bare var hun gift, men hun var også mor til fire børn, to piger og to drenge. Det hed sig dog, at hendes mand, Steve, havde mishandlet hende fysisk og psykisk, men da der aldrig blev rejst tiltale imod ham, er det svært at afgøre, om det kan have været rigtigt. Hvorom alting er, hun faldt for den eksotiske, 12-årige Vili og forførte ham. Efter vores juridiske definitioner, er der således ikke tale om "voldtægt", da intet tyder på, at forholdet kom ind under følgende definition: "Det er det manglende samtykke, der afgør, om den seksuelle handling er strafbar." 


Forargelsen var ikke bare stor, men også international, da forholdet blev afsløret, for det var mildt sagt ikke i overensstemmelse med en lærerindes pligter og ansvar at forføre en elev, der tilmed var så ung. Mary-Kay er nr. 4 ud af 7 børn i en borgerlig, katolsk familie. Hendes mor havde arbejdet som kemiker, og hendes far, der døde i 2001, var politiker. Han havde præsident-drømme, men hans politiske karriere led uoprettelig skade, da det kom frem, at han havde fået to børn med en elskerinde. "Sjovt nok" var denne elskerinde en tidligere elev, på den skole, hvor han havde undervist i politisk videnskab, så det lader til, at det med at have et godt øje til elever er et familie-træk .....

Selv om der var tale om en meget alvorlig forbrydelse ifølge de amerikanske love, så fandt man frem til en ordning, der næsten virker for god til at være sand: seks måneders fængsel, hvoraf tre var betingede. Desuden måtte hun ikke nogensinde igen have nogen kontakt med Vili. Måske al denne juridiske velvilje skyldtes, at hun var gravid med hans datter, og at man derfor ville skåne hende. Det kan dog også være at politiker-faderen med det blakkede ry trak i nogle tråde. Eller kan det have været hendes indflydelsesrige brødre, der også gjorde sig inden for politik, der hjalp med at redde hende? Hvad der end gjorde, at man gik fra det oprindelige krav om 6-7 års fængsel til denne milde straf, så røg alle aftaler, da man opdagede, at hun igen mødtes med og havde sex med den 12-13-årige Villi. Ikke nok med det, men hun blev sørme gravid med hans anden datter! Denne gang fik hun en fængselsstraf på syv år, og medens hun sad inde, fik hendes ældste søn med Steve også en datter, så hun blev farmor i fængslet. Da hun kom ud igen i 1998, giftede hun og Villi sig fjorten dage efter løsladelsen.

I årenes løb ytrede de sig begge positivt om forholdet, men efter fjorten års ægteskab forlangte Villi skilsmisse. Først på det tidspunkt medgav han, at deres forhold havde sine skævheder, og at det derfor måtte slutte nu. Tidligere havde han indgivet en anden skilsmissebegæring, som han imidlertid trak tilbage. På et tidspunkt havde han haft et vist narko- og alkoholproblem, hvilket måske har spillet ind i deres forhold. Han var depressiv og forsøgte selvmord i 1999. Hans to døtre boede hos hans mor, og han sank bare hen i depressioner og misbrug, men hans familie rejste en erstatningssag imod det skolevæsen, hvor han havde været elev og Mary-Kay lærerinde. De mente, at skolen havde svigtet, og at dette svigt havde haft katastrofale følger for deres familie, også af økonomisk art.

Selv om Mary-Kay og Vili åbenbart har haft deres stridigheder i ægteskabet, så arbejdede de dog sammen på udgivelsen af en bog, der udkom i Frankrig, og som forsvarede det: "Un seul crime, l'amour". Senere kom den også på engelsk: "Only One Crime, Love".  

Næste bog, "If Loving You Is Wrong", blev sandsynligvis skrevet af en såkaldt ghost writer, for hverken Mary-Kay eller Vili bidrog meget til dens udarbejdelse. At der også kom en film, siger næsten sig selv: "All-American Girl: The Mary Kay Letourneau Story". Det er en TV-film, men interessen for forholdet har ført til andre udgivelser og (f.eks.) dokumentar-videoer.

Da Mary-Kay sad i fængsel gjorde hun sig nyttig, bl.a. ved at undervise andre fanger, der ønskede det. Hun stod også bag indtalingen af bøger for blinde, sang i koret og var flittig kirkegænger. Alligevel var hun upopulær og tilbragte flere måneder i enecelle, dvs. uden kontakt med andre. Efter deres separation i 2019, udviklede Mary-Kay kolon-cancer og døde i 2020, 58 år gammel. Inden da skrev hun et testamente, hvor hun efterlod meget til "manden i sit liv", nemlig Vili. 


https://www.legaldesk.dk/artikler/seksuel-lavalder

 

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/akut-og-foerstehjaelp/tilstande-og-sygdomme/oevrige-tilstande/voldtaegt-og-voldtaegtslignende-overgreb/

 

https://denstoredanske.lex.dk/voldt%C3%A6gt

 

https://www.intouchweekly.com/posts/vili-fualaau-mother-160948/ 


https://www.intouchweekly.com/posts/mary-kay-letourneau-reveals-she-wants-to-teach-again-once-hosted-hot-teacher-party-with-vili-fualaau-55897/

 

https://www.tmz.com/2018/09/17/mary-kay-letourneau-husband-vili-fualaau-plea-deal-dui/ 


https://www.dailymail.co.uk/news/article-9004969/Woman-32-lured-boy-14-house-sex-watching-play-football-court-hears.html

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar