Kvinden, der blev bortført to gange

 

Da den lille (ca. 8-11-årige) Cynthia Ann Parker blev kidnappet af indianere i 1836 har det sikkert været overordentligt traumatisk for både hende og hendes europæisk fødte forældre. Derfor har de, der reddede hende fra den Comanche-stamme, som hun på det tidspunkt havde tilbragt 24 år hos, sikkert følt både stolthed og glæde over at få denne stakkels, bortførte, hvide kvinde tilbage fra de "vilde" til det, de forstod som "civilisationen". Det ville formentlig også have været godt, hvis det var sket mange, mange år før, men det gjorde det jo altså ikke. På dette tidspunkt var Cynthia en voksen kvinde, og der var sket meget i hendes liv, der havde forandret hendes indstilling og selvopfattelse .....

 Høvding Quanah Parker, Cynthias søn med sin indianske mand

Eftersom Comancherne tog hende til sig som en af deres egne, fik hun også en mand, nemlig høvding Peta Nocona. De fik tre børn, hvoraf det ene, sønnen Quanah Parker (1845-1911), blev Comanchernes sidste frie høvding. 

Alt tyder på, at Cynthia faldt godt til blandt indianerne, og det er i hvert fald højst sandsynligt, at hun i sidste ende døde af sorg over at blive ført væk fra dem og fra sine tre børn. Hun nægtede at tilpasse sig den hvide kultur, som hun var blevet bortført fra som barn, og hvor man nu nærmest så hende som en symbolsk figur. 

At man betragtede hende som prototypen på den "reddede kvinde, der blev revet ud af "de vildes" kløer" svarede slet ikke til hendes opfattelse af situationen. Dette fik hende til at kaste sig ud i mindst et forgæves forsøg på at vende tilbage til den stamme, hun betragtede som sin familie. Hun led og blev efterhånden så deprimeret, at hun helt holdt op med at spise, hvilket førte til hendes død af influenza i 1871, ca. 10 år efter hendes såkaldte "befrielse" fra indianerne. 

Mindesten over Cynthia med det indianske navn Naduah

 

Da hun blev "befriet", var hun ca. 34 år, og da hun død ti år senere, var hun således omkring 44 år gammel. Meget tragisk, også fordi det afslører de såkaldt hvides totale mangel på empati samt respekt for indianernes livsstil.

https://www.humanitiestexas.org/programs/tx-originals/list/cynthia-ann-parker

 

https://www.legendsofamerica.com/na-cynthiaparker/

 

https://www.womenhistoryblog.com/2012/02/cynthia-ann-parker.html

 

Wikipedia

"When the Children Went On A Crusade": Else Cederborg Ezine article, previously published

The Medieval crusades have been seen as something very brave and honourable, but not all of it was either. Also, now we tend to forget that we - the Christian part of the world - didn't come out victorious in that far-away past. No, on the contrary, we lost this war to further the Christian faith and our supremacy...
One of the episodes which it's impossible to forget even today is the Children's Crusades in 1212. There were two of them and the first one was instigated by a 12 year old shepherd-boy called Stephen (or Etienne). He approached the French king Philip and handed him "a letter from Jesus" whom he said had appeared to him while he was tending the sheep. Presumably Jesus had ordered him to go and preach the Crusades to the public. However, the king didn't believe him or wasn't too impressed by him, but this young boy of 12 was undismayed by such a setback which might have stopped anybody else. He started to preach wherever he had a chance to bring out the message to someone.
Actually, he seems to have been an oral genius who caught the attention of a lot of devout Christians. Some of these were circa 20-30,000 thousand children who were convinced by him that they should follow him. Several of these children were of noble birth and must have eloped their wealthy homes to join his Christian "army". At Marseilles two merchants, who went by the nicknames of Hugh the Iron and William the Pig, offered them ships, free of charge - and from then on the child Crusaders are lost to history for many years. They disappeared and were not to be seen or heard of until the fate of some of them was disclosed 18 years later.
In Germany a boy by the name of Nicholas entered on the same course as the first child Crusaders. He and his cohorts - also many girls - set out on their way to Palestine, but their losses were heavy, due to starvation and other hardships. When many of them gave up their plans to go to Palestine they were too exhausted to go back home, but decided to stay where they were, i.e. in Italy. Some of the dead children's parents were so enraged by Nicholas, who by this time had disappeared, that they took his aged father and executed him as a substitute for his son.
As to Stephen and his followers who had set out in three ships then two of these were shipwrecked and all aboard drowned. This sad fate was disclosed to their relatives when a young priest returned home to Europe after 18 years of captivity in a Muslim country. He told them that those on the third ship were captured and taken to Muslim slave markets where they were sold. Thus the relatives learnt the hard way that those two merchants who had proposed to help the children had betrayed them to the point of setting them up for sale in a Muslim slave market. However, some years later they in their turn were hanged for their harebrained attempt to kidnap the Emperor Frederick.
Some of the merchandised Christian children were killed for not being willing to accept Islam, but others were lucky enough to be bought by the governor of Egypt, al-Kamil, who treated them very kindly and set them to work as interpreters, teachers, etc. without demanding that they embraced the Muslim faith.
All in all these sad stories of committed, but betrayed children should be better investigated than they are. Most of them are mere myths, but it's a historical fact that these groups of children set out as crusaders just as did the grown-ups. In many respects both these groups were deluded by their own all too high ideals, dreams and hopes, but also haughtiness as they were sure that they alone had religion.

Article Source: http://EzineArticles.com/?expert=Else_Cederborg

Dronning af navn, men ikke af gavn ....

Romantisk fremstilling af Richard Løvehjertes dronning Berengaria

Her ovenfor ses en sværmerisk gengivelse af Richard Løvehjertes dronning, Berengaria, der ser længselsfuldt ud for sig. Billedet giver indtryk af, at hun længes efter noget, og det skal formentlig antages at være hendes forfløjne mand, eftersom han jo sjældent var ved hendes side. Hvis man skal tro på gravbilledet af dronning Berengaria (ca. 1163-1230), så havde hun i virkeligheden en noget anderledes udstråling end på billedet. Hun fremstilles nemlig som en smuk, statuarisk kvinde, der som type synes at passe godt med det billede af hendes korsridder-mand, som vi først og fremmest har fra Walter Scotts heltedyrkende roman, "Ivanhoe". 

Denne engelske konge omtales for det meste som "Richard Løvehjerte" (1157-1199), der jo i sig selv er et navn, der fremstiller ham som en tapper mand, ja, en helt. Ikke nok med det, men hans krigeriske bedrifter, der nok forekommer de fleste moderne mennesker højst besynderlige og som et totalt unødvendigt spild af menneskeliv og ressourcer, har tilmed skaffet ham en blivende popularitet. Desuden: at det i virkeligheden var Saladin (1137-1193) og muslimerne, der vandt, er ligesom gået i glemmebogen, sådan at "helten" Richard automatisk opfattes af mange som den tapre sejrherre. 

Saladin

Jo mere jeg tænker over det, desto mere besynderligt er det, at englænderne elsker og beundrer netop denne konge den dag i dag, for han var for det meste væk fra det land, hvis kronede regent han var, men hvor han kun tilbragte ialt seks måneder som konge. Det tredie korstog efter Saladins erobring af Jerusalem trak simpelthen langt mere i ham end England, hvis sprog han ikke engang mestrede. Umiddelbart virker han som en komplet uduelig regent, der svigtede sit land for at søge skæg og ballade - samt såkaldt hæder - i udlandet som korsridder. Inden han tog afsted, havde han skaffet sig penge til rejsen, våben, osv. ved at sælge embeder i det land, hvis konge han var. DET lyder ikke godt i moderne ører, men det har åbenbart ikke trukket fra i hans popularitet. 

Errol Flynn som titelpersonen i "The Adventures of Robin Hood" (1938)

En del af Richards underlige - og for mig at se - ufortjente popularitet skyldes afgjort den kendsgerning, at hans navn er blevet knyttet til en elsket folkehelt, bl.a. via "Ivanhoe". Denne, der måske/måske ikke er en fiktiv skikkelse, nemlig Robin Hood, er også stadig højt elsket og fremstilles gerne som helt i film og bøger. Man kan sige, at hvis ikke Robin Hood eksisterede i virkeligheden, så har han i hvert fald fået sig et liv i filmens og litteraturens verdener.   

Richard Løvehjerte

Under sit korstogseventyr mødte Richard en passende gemalinde i kongen af Navarras datter, Berengaria (født mellem 1163 og 1170; død i 1230). Ægteskabet var arrangeret, og hendes medgift lokkede den pengetrængende konge, men det er dog positivt, at han mødte denne prinsesse, før han giftede sig med hende den 12. maj 1191. Det virker umiddelbart som en lovende start på et royalt ægteskab, da så mange blev gift uden at mødes, men de sås i virkeligheden meget lidt og fik selvfølgelig heller ingen børn. Noget, der kunne tyde på, at ægteskabet aldrig blev til det, som kongelige parforhold i den grad byggede på, nemlig børneavl. At hans familie senere nægtede at lade hende begrave ved siden af ham virker også ret suspekt, for hvad havde hun gjort for at blive kasseret på den måde, når hun jo faktisk var kronet som dronning? Det eneste, jeg kan forestille mig er, at parterne måske aldrig var i seng sammen, for hvis ikke ægteskabet blev "konsumeret", så regnedes det ikke for legalt. Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor Berengaria gjorde sig så mange anstrengelser for at slutte sig til sin mand under hans korstogseventyr: hun ville opfylde reglerne ved at gå i seng med ham og måske tilmed blive gravid, helst med en søn ....

Berengaria og hendes svigermor, Eleanor af Aquitanien (1122-1204), mødtes hos hendes far for sammen at følges ad på jagten efter hendes forfløjne ægtemage. Det var en overmåde vanskelig tur, og intet tyder på, at det rent faktisk lykkedes dem at støde til Richard og hans soldater. At han ikke gjorde noget for at fremme et reelt - og børnerigt - forhold mellem dem virker sært, så jeg spekulerer da på, om han overhovedet var til kvinder, eller om han i virkeligheden foretrak mænd. For min skyld ingen alarm, men det ville ikke stemme med hans image som beundret korsridder-helt ....

Det, der kørte rundt i knolden på denne sære konge, var og blev åbenbart krige og kampe, selv om han faktisk indgik en aftale med Saladin. Noget, der heller ikke virkede befordrende på ægteparrets ikke-eksisterende anstrengelser for at starte en produktion af små tronarvinger var, at Richard på et tidspunkt blev taget til fange i Italien og derpå holdt fanget af den tyske kejser, Henrik VI, der forlangte en dengang astronomisk løsesum på 150,000 mark for ham. Noget, der med møge og besvær samt mange afsavn lykkedes at skrabe sammen. Straks efter løsladelsen vendte han tilbage til England for at lade sig krone én gang til for at styrke sin stilling i landet. 

Yderst snedigt, men denne begivenhed blev ikke en af dem, der bragte ægteparret sammen, for kort efter kroningen fortsatte Richard sit liv som kriger, idet hans sidste fem år blev tilbragt i krig med Frankrigs Filip II August (1165-1223). Dvs. at hans ægteskab med Berengaria var og blev mere af navn end af gavn. 

Efter Richards død i kamp den 6. april 1199, blev Berengaria forvandlet fra mere eller mindre forladt dronning til enkedronning uden nogensinde at have sat sin fod i England. Den næste konge, Richards yngste bror, John (på dansk kaldt "Johan uden land": 1166-1216), havde i årevis lagt alle mulige lumske planer om at vælte ham og hans ikke-regentskab af deres fælles fædreland. Måske det var derfor, han ikke var vild med tanken om at skulle forsørge hans enke, men hun stod fast og krævede sin ret. 

Efter Richards død kunne Berengaria se frem til 30 års enkestand, hvor hun skulle forsørges af sin modvillige svoger, John. Hun boede vist nok først hos sin yngre søster, Bianca, der var blevet grevinde af Champagne, men flyttede derefter til Le Mans, hvor hun grundlagde klostret L'Épau og ellers tilbragte sin tid med kævlerier med diverse kirkelige og verdslige instanser. Desværre var hun også kendt som jøde-hader og beskattede denne forfulgte samfundsgruppe voldsomt.

Hun har efterladt sig en brevsamling, Epistolae: Medieval Women's Latin Letters, der er bevaret den dag i dag. Derudover er hun en del af Richard Løvehjerte-mytologien - med tryk på mytologi ....

 

https://historienet.dk/krig/korstog/hvorfor-blev-richard-kaldt-loevehjerte  

 

https://www.theguardian.com/world/2020/aug/03/berengaria-of-navarre-cursed-tomb-restored-france  

 

https://www.britannica.com/biography/Richard-I-king-of-England 

 

Wikipedia

Nutidens tyske "Blonde Bestie"

 

Kurt-Werner Wichmann

Den ideelle, lyshårede, mandlige tysker á la den slags, Hitler drømte om at se befolke sit nazistiske drømmerige? Ja, af ydre, men det indre hos kirkegårdsgraveren, gartneren og gigoloen Kurt-Werner Wichmann (1949-1993) bestod af en farlig og ustyrlig cocktail af dystre og forvirrede drifter, had og vilde ideer, der med årene blev mere og mere morderiske. Med sine brutale overfald på kvinder og sexmord har han efter min mening gjort sig fortjent til også at bære den benævnelse, man bl.a. har brugt om den totalt skrupelløse, men nazi-blonde SS'er Reinhard Heydrich, nemlig "Die Blonde Bestie". (Dette udtryk stammer fra filosoffen Friedrich Nietzsche, men har efterhånden fået et specielt nazistisk skær, fordi det  stod for et af deres meget kendte idealer).

Reinhard Heydrich

Når det gælder Heydrich, der havde titlen "SS-Obergruppenführer" og var leder af det tyske Reichssicherheitshauptamt, så kender vi formentlig - men sikkert er det nu ikke! - de fleste af de uhyrligheder, han har begået, før han blev myrdet i et attentat i Prag i 1942, men det gør vi ikke med voldtægtsforbryderen og morderen Kurt-Werner Wichmann (1949-1993). Man mistænker adskillige uopklarede uhyrligheder, men da han er død, har man ikke kunnet komme til bunds i omfanget af hans forbrydelser. Nogle mener, at han har myrdet over 24 kvinder, men helt sikkert er det ikke på nuværende tidspunkt. Det eneste, man ved er, at der er mange ofre, og at han startede i en meget ung alder, idet han allerede som 14-årig overfaldt og forsøgte at myrde en kvinde. 

Birgit Meier

Alt i hans senere liv tyder på, at han ville være fortsat, hvis ikke han var blevet standset under en flugt i forbindelse med en mordefterforskning i 1993. Samtidig opdagede man en masse våben i hans bil, hvilket førte til, at man gik i gang med en ny gennemsøgning af hans hus og grund. Dette burde have været foretaget med langt større grundighed allerede i 1989, hvor han var mistænkt for et mord på en forsvundet kvinde ved navn Birgit Meier, som man ved, at han kendte. Inden da havde han været arresteret for andre forbrydelser, bl.a. i 1970. Noget, der var en følge af, at han blev fornærmet over en avisartikel, der efter hans mening ikke gav en rimelig beskrivelse af hans overfald på en kvindelig blaffer. Hans enorme forfængelighed fik ham derfor til at protestere imod denne "slemme uretfærdighed" på politistationen, hvilket nok var det dummeste, han kunne gøre som seriemorder. Trist, at politiet ikke var vaksere, når han nu opførte sig som et fjols, for det kunne have reddet flere af hans ofre.

Her ses Wichmann helt til venstre og Birgit Meier helt til højre. De er fotograferet til et selskab hos en fælles nabo, men kendte allerede tidligere hinanden fra hans arbejde som gartner.

"Die Blonde Bestie", Kurt-Werner Wichmann var længe blot regnet for en særling med fascistiske/nazistiske tilbøjeligheder. Bl.a. udsmykkede han somme tider det hus, han delte med sin hustru, med det vist stadig forbudte "Die Reichskriegsflagge" og lignende nazi-symboler. At han havde foretaget mange ændringer og udbygninger i huset, vidste kun han, men mærkeligt nok åbenbart ikke hans nu afdøde hustru. De "forbedringer", han havde fået gennemført bestod ellers i alt fra deciderede torturkamre til fangehuller. Sidstnævnte mener man bl.a. kan være blevet brugt efter en bortførsel af Birgit Meier. Overalt i disse hemmelige rum flød det med porno foruden håndjern, medikamenter og andre tortur-remedier af forskellig art.

Wichmann var meget driftig med hensyn til forbrydelser af forskellig art, men manglede tilsyneladende altid penge, så på et tidspunkt falbød ham sig selv og sine seksuelle tjenester i pornoblade. Det er tydeligt, at han i årevis havde snoet sig i et socialt system, hvor han ikke havde kunnet skaffe sig til dagen og vejen på en måde, der svarede til hans forestillinger om sig selv og det liv, han mente, at han fortjente. 

Kurt-Werner Wichmann, vist nok med sin nu afdøde hustru

Da politiet gik i gang med en grundig gennemsøgning af Wichmanns hus, vidste han åbenbart, at det var slut, for 10 dage efter arrestationen hængte han sig i fængslet. Dvs. at han snød alle, der var involverede i udredningen, for en redegørelse for hans forbrydelser. En af de mest aktive havde været Birgit Meiers bror, den pensionerede politimand, Wolfgang Sielaff. Som sagt er der dog ingen, der for alvor har kunnet komme til bunds i alle Wichmanns forbrydelser, og det er tydeligt, at en masse mennesker har lukket øjnene for en hel masse indicier på urent trav. Han slap af sted med ting, der burde have været standset på et meget tidligere stadium ....

https://www.daserste.de/unterhaltung/film/das-geheimnis-des-totenwaldes/dokumentation/index.html

https://thecinemaholic.com/kurt-werner-wichmann/

 

https://historienet.dk/krig/2-verdenskrig/nazisme/reinhard-heydrich-hitlers-blonde-boeddel 

 

https://hpd.de/artikel/blonde-bestie-18306 

 

https://www.stern.de/p/crimeplus/geschichten/die-goehrde-morde-9045282.html 

 

Wikipedia 

 

Sondra og seriemorderne

Det dér med kvinder, der fascineres af kvindemordere, fatter jeg bare ikke. I krimiforfatteren Sondra Londons tilfælde var der dog en vis form for forklaring på, hvorfor hun kontaktede den dømte, tidligere politibetjent, men nu seriemorder Gerard Schaefer (1946-1995), da de var barndomsvenner. Hendes plan var at indlede et litterært samarbejde med ham, men de blev uvenner, da han begyndte at øse ud af detaljerne omkring sine forbrydelser på en åbenbart ubehagelig facon. Derpå afsluttede hun alt samarbejde, for da var Schaefer gået over til at true hende og hendes datter på livet. På et tidspunkt havde de dog utvivlsomt stået hinanden nær, selv om han sad i fængsel for mord.

Jeg kan ikke lide dette fotografi af de to barndomsvenner og samarbejdspartnere, som jeg finder anstødeligt, da hun ser nærmest triumferende ud, og han smiler smørret. Eftersom han røg i fængsel for to mord, men var mistænkt for mange flere, er han efter min mening ikke en person, der burde have lov til at posere i en kærlig omfavnelse med en kvinde. Selv om han konstant benægtede at være morder, så pralede han i andre mere private sammenhæng af at have myrdet mere end 30 piger og kvinder, medens han arbejdede som politibetjent, hvilket i mine øjne gør ham til et kryb af den allerlaveste art. Nogle har fremhævet hans intelligens på 130, men man må sige, at hvis man som ham bruger sine gode åndsevner på mord, drab og tortur, så er og bliver man altså dum på en ekstremt ubehagelig facon. Når han selv fortæller om sin barndom, hvor han følte sig tilsidesat af faderen, der angiveligt syntes bedre om hans søster, så er det altså en meget lidt fyldestgørende forklaring på, hvad han har gjort imod kvinder og børn.

Man ved, at han som teenager nærmest blev besat af trusser, og at han somme tider også optrådte i kvindetøj, hvilket han imidlertid et par gange har forsøgt at bortforklare som en snedig list, der skulle redde ham fra at blive sendt til Vietnam. Da han fik et lærerjob i 1966, blev han fyret meget hurtigt på grund af noget, der kaldtes en "totalt upassende opførsel", men der er vekslende forklaringer på, hvori hans forsyndelse egentlig bestod. Han blev i hvert fald smidt ud, og da han forsøgte at komme ind ved teologistudiet, afviste man ham, hvilket måske betyder, at hans meriter var så slemme - samt velkendte - at han blev set som uegnet til at studere netop dette emne. 

Sært nok, må man sige, kom han til gengæld ind ved politikorpset, hvilket gav ham en masse chancer for at gøre lige præcis det, han i den grad nød, nemlig at bortføre, voldtage og myrde kvinder og børn. Midt under en bortførelse og forberedelse til mord på to piger, han havde taget op som blaffere, blev han kaldt bort på en tjenstlig opgave, og det gav pigerne mulighed for at flygte. De anmeldte ham straks, men han forsøgte at komme dem i forkøbet ved at påstå, at han bare havde forsøgt at forskrække dem, så de aldrig mere ville risikere livet ved at blaffe. Hans chef troede ham dog ikke og fratog ham hans politiskilt samt anklagede ham for bortførelse og overfald, men hvad straffen angår, så forhandlede han sig til sølle et år, så han var snart i gang igen efter at have betalt kaution. Det kom til at koste 17-årige Susan Place og 16-årige Georgien Jessup livet.

Deres maltrakterede lig blev først fundet et halvt år efter mordene, men da der var mange lighedspunkter mellem Schaeffers tidligere bortførelse af de to blaffere, der undslap, blev han ret hurtigt mistænkt. En ransagning af det hjem, han delte med sin kone og sin mor, afslørede en masse beviser på alle mulige forbrydelser foruden et særdeles sygt sjæleliv. Hans forskellige hemmelige skriverier, som der var mange af, beskrev mord og tortur samt et afgrundsdybt had til kvinder, som han konsekvent kaldte "ludere". Efter at være blevet dømt brugte han en masse energi på appeller, idet han hævdede, at han var blevet anklaget på et falsk grundlag. Ud over sådanne påstande anklagede han andre, som han ønskede at føre retssager imod, fordi de havde kaldt ham "overvægtig" og en "seriemorder". Disse latterlige forsøg på at få gang i flere retssager blev dog afvist som useriøse, hvilket de så sandelig også var.  

I fængslet tegnede og skrev Schaefer, men alt var beskrivelser af de gruopvækkende ting, han ville gøre ved kvinder. Med sine formentlig over 30 mord havde han dog mildt sagt allerede gjort mere end tilstrækkeligt, og det var der også en af hans medfanger, der mente, for han overfaldt og dolkede ham ihjel.

Schaefer havde været meget stolt af, at en mand, han så op til, nemlig Ted Bundy, havde udtrykt beundring for ham, men det var så sandelig ikke alle i fængslet, der havde et positivt syn på ham. Nogle mente, at han blev dræbt, fordi han skyldte nogle medfanger penge, var en sladrehank eller lignende, men Sondra London har hævdet, at mordet skyldtes noget så banalt som et skænderi om en kop kaffe. Da han døde, stod han ellers lige over for nye mordanklager, der var ved at blive gjort færdige.  

Selv om Sondra London altså havde afbrudt forbindelsen med Schaefer efter hans dødstrusler imod hende og hendes datter, så var det alligevel hende, der samlede og udgav en samling af hans noveller og tegninger i bogen "Killer Fiction" (1989). Senere kom bl.a. "Beyond Killer Fiction", hvor Schaefers pralerier om de mord, han havde begået - men samtidig benægtede - er særlig interessante. Ifølge disse udtalelser til en person, som han anså for at være en meget nær ven eller kæreste, så har han dræbt 34 kvinder og børn. Ligeledes ifølge ham selv begik han sit første mord som 19-årig. Det var iøvrigt også hans mening at sagsøge Sondra for at have "stjålet" de af hans værker, som hun bragte i Killer-bøgerne, men det skete nu ikke.

Danny Rolling

Efter sin affære med Schaefer blev Sondra forlovet med en anden seriemorder, nemlig Danny Rolling. Som sagt, jeg begriber ikke kvinder, der føler sig tiltrukket af disse uhyrlige kvindemordere, men det var hun altså. Også ham indgik hun et litterært partnerskab med, idet hun skrev og udgav hans erindringer, der også indeholdt en tilståelse af de fem mord på college-piger, han var blevet dømt for at have begået.

Der er ingen tvivl om, at han begik mordene - og måske endnu flere - så hun har vidst, hvad det var for en fyr, hun samarbejdede og flirtede med. Da han blev henrettet den 25. oktober, 2006, sørgede hun imidlertid. OK, hun havde følelser for ham, men det er og bliver mig ubegribeligt, hvordan de kunne overleve hendes indsigt i hans gerninger.

Forklaringen er nok den, at hun simpelthen er tiltrukket af denne type forbrydelser. Hendes bøger er i hvert fald mørke og uhyggelige.

https://torontosun.com/news/crime/crime-hunter-how-damn-weird-florida-cop-became-a-serial-killer

 

https://vocal.media/criminal/must-read-books-written-by-serial-killers 

 

Wikipedia

Døtre af en feteret skønhed - Sissis døtre

Da den østrigske ærkehertuginde Gisela (1856-1932) blev født, var hendes køn en skuffelse for alle omkring hende. Hendes forældre, kejser Franz Joseph (1830-1916) og kejserinde Elisabeth, kaldt Sissi (1837–1898), og formentlig hele Østrig håbede på en masse livskraftige prinser, der kunne sikre tronen, men de fik imidlertid kun én, nemlig kronprins Rudolph (1858–1889) foruden tre døtre, hvoraf kun to overlevede. Den ældste af disse overlevere var Gisela, og man må sige, at hun lignede sin ikke specielt kønne far mere end sin smukke mor, Sissi, der blev regnet for at være Europas skønneste kvinde. Hvis man kun så på det ydre, så "havde hun kun én fejl", nemlig mindre gode tænder. Dykker man dybere og ser på hendes indre, så var der ikke den fejl, man ikke tilskrev hende. Den dag i dag regnes hun for kold, ukærlig, forfængelig og enormt egocentrisk af mange, men der er dog også dem, der ser en tidlig form for feminist i hende. Sær var hun i hvert fald efter den tids standard, men også meget smuk og interessant.

Dette er et Hermann Nigg-portræt af kejserinde Sissi med en stor vifte, så hun kan skjule sine dårlige tænder, når hun finder det nødvendigt. Noget, hun sikkert har haft helt styr på, da hun var besat af sin skønhed og det indtryk, hun gjorde. Var det derfor, hendes svigermor, den meget dominerende kejserinde Sophie kaldte hende "umoden" og krævede at måtte opdrage hendes tre ældste børn, hvoraf datteren Sophie døde et par år gammel? Hvorom alting er, så førte dette "barnerov" til en form for gensidig distance i forholdet til datteren Gisela, der aldrig følte sig nært knyttet til sin mor. Mange mener, at sønnen Rudolph, der begik selvmord i 1889, blev svigtet totalt af sin mor, der var mere optaget af sin intense skønhedspleje end af ham og hans genvordigheder, bl.a. med et påtvunget ægteskab. Dette finder jeg dog uretfærdigt over for Sissi, hvis børn var blevet taget fra hende af hendes emsige svigermor.

Kejser Franz Joseph I

Og hvor var faderen, kejser Franz Joseph, i alt det her? Fraværende formentlig, for nok var han betaget af sin kone, Sissi, men hun trak sig efterhånden tilbage fra ham - måske fordi han kan have smittet hende med en kønssygdom. Hun dyrkede visse mærkesager som bl.a. Ungarn, men begav sig ellers sig ud på endeløse rejser rundt omkring, indtil den italienske anarkist Luigi Lucheni myrdede hende på en ensom spadseretur. Ironisk nok har denne gåtur formentlig skullet tjene som en af hendes utallige helsegivende og skønhedsfremmende aktivitet, men kostede hende altså livet.

Den ældste af de to overlevende Sissi-døtre, Gisela, blev gift med prins Leopold af Bayern. De fik fire børn, to døtre og to sønner. Hun var ingen stor skønhed, og folk faldt ikke i svime over hendes udseende som med hendes mor. Dvs. at hun ikke er faldet i det, jeg kalder "skønhedsfælden", hvilket er det sted, hvor hendes mor havde befundet sig hele sit liv. Da Giselas bror, Rudolph, begik selvmord, sørgede hun dybt, for hun havde været nært knyttet til ham, men det forhindrede hende ikke i at gøre sig nyttig i sit nye fædreland, Bayern. Under Første Verdenskrig drev hun et militærhospital, medens hendes mand og to sønner gjorde tjeneste ved fronten. Senere fik hun en hel del børnebørn og levede vel et typisk "bedstemor-liv". Hun var havde tilsyneladende en god tilværelse uden nogen særlig ståhej, dvs. totalt modsat sin mor.

Hvad angår Sissis fjerde barn, datteren Marie Valerie Mathilde Amalie (1868-1924) - der blev kaldt Valerie - så mener jeg, at hun i konventionel forstand var langt smukkere end sin søster, Gisela. Selv om hun ser ud til at have arvet sin mors 51 cm brede talje og også andre træk, der blev regnet for smukke, så søgte hun selv efter lighedspunkter med sin far, kejser Franz Joseph. Sagen var nemlig den, at hun tidligt i sit liv havde hørt foruroligende sladderhistorier om, at hun måske var såkaldt "uægte". Hendes mor blev nemlig mistænkt for at have haft en affære med sin ven og beundrer, den ungarske premierminister, Gyula Andrassy, hvilket pinte hende meget og førte til, at hun fik en livslang antipati imod alt ungarsk.

Sissi og Gyula Andrassy

De ville have været et flot par, men intet er nogensinde blevet bevist vedr. et muligt intimt forhold. Desuden mener man, at Sissi ikke var særlig interesseret i sex. På et tidspunkt banede hun ligefrem vejen for, at en bestemt skuespillerinde, som hendes mere eller mindre forladte og ensomme ægtemand beundrede, kunne træffe ham. Noget, der førte til et tyve år langt forhold mellem de to. Hun foretrak ganske enkelt sit spejl fremfor erotik, og det er usandsynligt, at hun har haft nogen form for fysiske affærer, men måske nok åndelige eller bare sværmeriske betagelser.

Modsat de andre Sissi-børn blev lille Valerie hos sin mor, og hun overøste hende med kærlighed. Ved hoffet blev den lille ærkehertuginde kaldt "den eneste", for hende ignorerede Sissi ikke. Det gjorde hun ellers tit med sine to andre børn, Gisela og Rudolph. På mig virker det, som om hun har set denne lille datter som en forlængelse af sig selv, fordi der var en vis fysisk lighed imllem dem, som hun ikke så i sine andre børn. Somme tider blev det ifølge Valeries efterladte dagbøger lidt for meget for hende, men hun kunne i hvert fald ikke klage over at blive ignoreret af sin mor. At hun i virkeligheden følte sig mest knyttet til sin far er skæbnens ironi, men det hænger nok sammen med hendes frygt for at være "uægte".

Som ung var Valerie meget optaget af sprog, poesi, teater, skuespil og malerkunst. Hun elskede at male og var især god til blomstermalerier. 

Da tiden kom til at finde en passende ægtemage til Valerie, udtalte Sissi sin mening om, at hun - i modsætning til Gisela og Rudolph - skulle have frie hænder. "Om så hun vil giftes med en skorstensfejer, så er det i orden," var, hvad hun angiveligt ytrede sig om denne vigtige statsbegivenhed. Hoffet og alle andre håbede, at den unge ærkehertuginde ville vælge en af de i hvert fald tre kronprinser, der bejlede til hende, men nej, hun valgte en ret fjern slægtning, ærkehertug Franz Salvator (1866-1939), der hverken var særlig fremtrædende i slægten eller velhavende. For at blive gift med ham måtte hun afskrive sig forskellige rettigheder, hvilket oprørte hendes søskende, så de var imod ægteskabet, men det var Sissi altså ikke. Gift blev de, og de fik såmænd 10 børn. 

Sissi til hest 

En af Valeries mange graviditeter gjorde i øvrigt, at hendes mor afslog et besøg, da hun "ikke kunne udholde at se sin datter så stor og deform". Skønhed var og blev det vigtigste for kejserinden, måske fordi det havde været det "værktøj", hun havde lært at stole allermest på i sit liv som Østrigs fødemaskine og pyntedukke.

Valerie og hendes mand, Franz Salvator, havde et i begyndelsen godt ægteskab, men i tidens løb led det skade på grund af hans utroskab. Han havde mange affærer, og det sårede den følsomme Valerie. Hun fandt trøst i arbejdet med flere humanitære organisationer som f.eks. Røde Kors, som hun skaffede penge og hospitaler. Det var bare et af hendes gøremål, og det gav hende tilnavnet "Den hvide engel". 

En af Franz Salvators elskerinder, Stephany Julienne Richter (1891-1972), gjorde en forrygende karriere som nazi-spion. Hun havde et særligt talent for at smigre magtfulde mænd med indflydelse og blev på et tidspunkt gift med diplomaten, prins Friedrich Franz von Hohenlohe-Waldenburg-Schillingsfürst, som hun dog senere blev skilt fra. Med den fornemme titel, som dette ægteskab havde givet hende, fik hun indpas forskellige steder, bl.a. i inderkredsen omkring Hitler, selv om hun nu faktisk anses for at være jøde. På et tidspunkt blev hun nazi-spion og fik en guldmedalje for sine tjenester. Efter Pearl Harbor, hvor hun åbenbart befandt sig i USA, blev hun arresteret af FBI og holdt fængslet som en fjende af landet. I 1943 gav hun imidlertid værdifulde oplysninger om Hitlers personlighed, hvilket nok er baggrunden for hendes løsladelse i 1945. Straks vendte hun tilbage til Tyskland, hvor hun fortsatte med at dyrke folk, der kunne give hende indflydelse. Da Valerie var død mange år før, så bestod forbindelsen mellem dem kun i deres fælles forhold til Franz Salvator, så det bør ikke kaste en skygge over Valeries minde, for hun havde intet med hverken Stephany eller Hitler at gøre.

Kort før sin alt for tidlige død i 1924 fik Valerie besøg af sin søster, der fik det indtryk af hende, at hun, der jo var syg, var træt af livet og derfor glædede sig til at få fred. Sissi-søstrene forekommer mig meget forskellige både i ydre og indre, og der var vist ingen tegn på, at Gisela følte sådan, men hun havde jo også en god og trofast mand, hvilket Valerie ikke havde. Ti år efter hendes død giftede han sig i øvrigt med en baronesse, som han dog først havde truffet senere og altså ikke under deres ægteskab.

 

https://www.britishmuseum.org/collection/term/AUTH224603 

 

http://thehistorybuff.org/archduchess-gisela-of-austria-1856-1932/  

 

https://sisiandaround.altervista.org/the-children-of-sisi.html

 

http://www.sisi-strasse.info/en/biography.html

 

https://sisiandaround.altervista.org/the-children-of-sisi.html 

 

Wikipedia