Det dér med kvinder, der fascineres af kvindemordere, fatter jeg bare ikke. I krimiforfatteren Sondra Londons tilfælde var der dog en vis form for forklaring på, hvorfor hun kontaktede den dømte, tidligere politibetjent, men nu seriemorder Gerard Schaefer (1946-1995), da de var barndomsvenner. Hendes plan var at indlede et litterært samarbejde med ham, men de blev uvenner, da han begyndte at øse ud af detaljerne omkring sine forbrydelser på en åbenbart ubehagelig facon. Derpå afsluttede hun alt samarbejde, for da var Schaefer gået over til at true hende og hendes datter på livet. På et tidspunkt havde de dog utvivlsomt stået hinanden nær, selv om han sad i fængsel for mord.
Jeg kan ikke lide dette fotografi af de to barndomsvenner og samarbejdspartnere, som jeg finder anstødeligt, da hun ser nærmest triumferende ud, og han smiler smørret. Eftersom han røg i fængsel for to mord, men var mistænkt for mange flere, er han efter min mening ikke en person, der burde have lov til at posere i en kærlig omfavnelse med en kvinde. Selv om han konstant benægtede at være morder, så pralede han i andre mere private sammenhæng af at have myrdet mere end 30 piger og kvinder, medens han arbejdede som politibetjent, hvilket i mine øjne gør ham til et kryb af den allerlaveste art. Nogle har fremhævet hans intelligens på 130, men man må sige, at hvis man som ham bruger sine gode åndsevner på mord, drab og tortur, så er og bliver man altså dum på en ekstremt ubehagelig facon. Når han selv fortæller om sin barndom, hvor han følte sig tilsidesat af faderen, der angiveligt syntes bedre om hans søster, så er det altså en meget lidt fyldestgørende forklaring på, hvad han har gjort imod kvinder og børn.
Man ved, at han som teenager nærmest blev besat af trusser, og at han somme tider også optrådte i kvindetøj, hvilket han imidlertid et par gange har forsøgt at bortforklare som en snedig list, der skulle redde ham fra at blive sendt til Vietnam. Da han fik et lærerjob i 1966, blev han fyret meget hurtigt på grund af noget, der kaldtes en "totalt upassende opførsel", men der er vekslende forklaringer på, hvori hans forsyndelse egentlig bestod. Han blev i hvert fald smidt ud, og da han forsøgte at komme ind ved teologistudiet, afviste man ham, hvilket måske betyder, at hans meriter var så slemme - samt velkendte - at han blev set som uegnet til at studere netop dette emne.
Sært nok, må man sige, kom han til gengæld ind ved politikorpset, hvilket gav ham en masse chancer for at gøre lige præcis det, han i den grad nød, nemlig at bortføre, voldtage og myrde kvinder og børn. Midt under en bortførelse og forberedelse til mord på to piger, han havde taget op som blaffere, blev han kaldt bort på en tjenstlig opgave, og det gav pigerne mulighed for at flygte. De anmeldte ham straks, men han forsøgte at komme dem i forkøbet ved at påstå, at han bare havde forsøgt at forskrække dem, så de aldrig mere ville risikere livet ved at blaffe. Hans chef troede ham dog ikke og fratog ham hans politiskilt samt anklagede ham for bortførelse og overfald, men hvad straffen angår, så forhandlede han sig til sølle et år, så han var snart i gang igen efter at have betalt kaution. Det kom til at koste 17-årige Susan Place og 16-årige Georgien Jessup livet.
Deres maltrakterede lig blev først fundet et halvt år efter mordene, men da der var mange lighedspunkter mellem Schaeffers tidligere bortførelse af de to blaffere, der undslap, blev han ret hurtigt mistænkt. En ransagning af det hjem, han delte med sin kone og sin mor, afslørede en masse beviser på alle mulige forbrydelser foruden et særdeles sygt sjæleliv. Hans forskellige hemmelige skriverier, som der var mange af, beskrev mord og tortur samt et afgrundsdybt had til kvinder, som han konsekvent kaldte "ludere". Efter at være blevet dømt brugte han en masse energi på appeller, idet han hævdede, at han var blevet anklaget på et falsk grundlag. Ud over sådanne påstande anklagede han andre, som han ønskede at føre retssager imod, fordi de havde kaldt ham "overvægtig" og en "seriemorder". Disse latterlige forsøg på at få gang i flere retssager blev dog afvist som useriøse, hvilket de så sandelig også var.
I fængslet tegnede og skrev Schaefer, men alt var beskrivelser af de gruopvækkende ting, han ville gøre ved kvinder. Med sine formentlig over 30 mord havde han dog mildt sagt allerede gjort mere end tilstrækkeligt, og det var der også en af hans medfanger, der mente, for han overfaldt og dolkede ham ihjel.
Schaefer havde været meget stolt af, at en mand, han så op til, nemlig Ted Bundy, havde udtrykt beundring for ham, men det var så sandelig ikke alle i fængslet, der havde et positivt syn på ham. Nogle mente, at han blev dræbt, fordi han skyldte nogle medfanger penge, var en sladrehank eller lignende, men Sondra London har hævdet, at mordet skyldtes noget så banalt som et skænderi om en kop kaffe. Da han døde, stod han ellers lige over for nye mordanklager, der var ved at blive gjort færdige.
Selv om Sondra London altså havde afbrudt forbindelsen med Schaefer efter hans dødstrusler imod hende og hendes datter, så var det alligevel hende, der samlede og udgav en samling af hans noveller og tegninger i bogen "Killer Fiction" (1989). Senere kom bl.a. "Beyond Killer Fiction", hvor Schaefers pralerier om de mord, han havde begået - men samtidig benægtede - er særlig interessante. Ifølge disse udtalelser til en person, som han anså for at være en meget nær ven eller kæreste, så har han dræbt 34 kvinder og børn. Ligeledes ifølge ham selv begik han sit første mord som 19-årig. Det var iøvrigt også hans mening at sagsøge Sondra for at have "stjålet" de af hans værker, som hun bragte i Killer-bøgerne, men det skete nu ikke.
Danny Rolling
Efter sin affære med Schaefer blev Sondra forlovet med en anden seriemorder, nemlig Danny Rolling. Som sagt, jeg begriber ikke kvinder, der føler sig tiltrukket af disse uhyrlige kvindemordere, men det var hun altså. Også ham indgik hun et litterært partnerskab med, idet hun skrev og udgav hans erindringer, der også indeholdt en tilståelse af de fem mord på college-piger, han var blevet dømt for at have begået.
Der er ingen tvivl om, at han begik mordene - og måske endnu flere - så hun har vidst, hvad det var for en fyr, hun samarbejdede og flirtede med. Da han blev henrettet den 25. oktober, 2006, sørgede hun imidlertid. OK, hun havde følelser for ham, men det er og bliver mig ubegribeligt, hvordan de kunne overleve hendes indsigt i hans gerninger.
Forklaringen er nok den, at hun simpelthen er tiltrukket af denne type forbrydelser. Hendes bøger er i hvert fald mørke og uhyggelige.
https://torontosun.com/news/crime/crime-hunter-how-damn-weird-florida-cop-became-a-serial-killer
https://vocal.media/criminal/must-read-books-written-by-serial-killers
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar