Boobytrap: Når kravet om en søn gør en dronning syg

Denne unge kvinde, der 16 år gammel blev brud for kejseren af Østrigs bror og tronarving, Karl (VI), var en strålende smuk, yndefuld og meget begavet prinsesse, men forvandledes til et tidligt alderspræget vrag, fed og fordrukken. Hun er ikke den eneste, der har været ude for noget lignende, men man spørger alligevel sig selv om grunden til netop denne tragiske deroute, da hun som kongelig jo var socialt sikret, hvilket ofte ikke er tilfældet i den slags sociale sager. Kort sagt, hvorfor drak Elisabeth Christine of Brunswick-Lüneburg-Wolfenbüttel (1691–1751), og hvorfor forfaldt hendes helbred i den grad, at hun døde forholdsvis ung??? Når man hører, at det først og fremmest skyldtes hendes mand, virker det såmænd ikke særlig overraskende, for mange ægtefæller af begge køn har tyet til flasken, når der ikke var anden trøst at finde i et koldt eller direkte nedbrydende ægteskab. Elisabeth Christines tilfælde var dog noget specielt, da den, der direkte ønskede, at hun drak, var hendes mand, den østrigske tronarving, der blev til kejser Karl VI (1685-1740), da hans ældre bror, Joseph I, ved sin død "kun" havde døtre. Inden da gjorde Karl alt for at bevare Spanien som sit specielle kongedømme. Josephs pludselige død betød imidlertid, at han måtte vende hjem til Østrig, medens Elisabeth Christine i første omgang blev tilbage i Spanien som hans stedfortræder. En rolle, hun i øvrigt klarede rigtig godt, idet hun viste en politisk tæft og snilde, man ellers ikke tilskrev kvindekønnet på denne tid.

Forhistorien er ganske interessant, for den viser de kongeliges og adeliges opfattelse af den nedarvede pligt over for deres folk og dynasti, nemlig sådan som denne gjorde sig gældende i hele den vestlige verden. Da man vidste, at Joseph altså ikke ville efterlade sig sønner, havde Karl gjort, hvad der blev forventet af ham som tronfølger, dvs. finde sig en smuk og intelligent hustru i den 16-årige Elisabeth Christine. Hendes engagement i forbindelsen kan ses af hendes accept af, at hun som troende protestant måtte forsværge sin tro for at blive katolik. Det faldt hende ikke let, med familien og alle omkring hende bearbejdede hende, til hun faldt til føje. Alting tydede på, at alliancen ville blive en succes med denne smukke, fornemme og lydige, unge brud som den kommende kejsers gemalinde. At ofre sin protestantiske tro var imidlertid ikke nok for hverken hoffet eller kongefamilien, for man forventede langt mere af hende og især én bestemt ting: alle ventede med spænding på, at hun opfyldte sine omgivelsers allermest brændende ønske, nemlig at hun blev gravid og gav sin mand og hans - nu også hendes - kejserrige en prins, der kunne arve tronen efter sin far. Det var simpelthen det, hendes stilling som kejserinde gik ud på, og hvis hun svigtede på det punkt, ja, så var hun en sølle og værdiløs hustru, ligegyldigt hvor god og klog hun var som menneske.

Alle, der kendte hende, berømmede hendes skønhed og sikkert også hendes beredvillighed til at ofre sin tro for dette ægteskab, men da det varede hele otte år, før hun fødte sit første barn, sønnen Leopold, så var tålmodigheden med hende efterhånden tyndslidt. I Spanien havde hun vist sig som en dygtig politiker og regent, men i Østrig måtte hun holde sig helt ude af den slags og bare koncentrere sig om den kongelige arving, der altså lod vente på sig. Hendes mand og formentlig også hendes dominerende svigermor og svigerinde, der spillede en stor rolle ved hoffet, tvang hende gennem sære og usunde "kure", der skulle sætte gang i frugtbarheden. En af disse "kure" bestod i en form for "opfedning", og den suppleredes af en alkohol-kur, hvilket simpelthen ødelagde den smukke og sunde kvindes helbred. Som en ekstra foranstaltning blev hun omgivet af billeder af erotiske scenerier, der skulle sætte fut i foretagendet. Resultatet efter otte år blev altså sønnen Leopold, men ak, han døde kun et par måneder gammel. Gode råd var dyre, men kejserparret knoklede løs - og endte i præcis den samme situation som den afdøde Joseph I med hans to døtre, for efter at have mistet en søn og en datter ud af ialt fire børn, så var det det resultat, som Elisabeth Christine og Karl endte med.

En af disse tre døtre døde altså, så knokleriets "høst" bestod i et par udmærkede, men dynastisk set ikke ønskværdige døtre. Den ældste af pigerne på billedet ovenfor må formodes at være den datter, der senere udmærkede sig på forskellig vis som kejserinde, men det vidste man jo ikke på forhånd, at hun ville kunne. Østrig havde ikke kvindelig arvefølge, så Karl måtte gribe til fortvivlede midler, for at få gennemført en mulighed for, at hans ældste datter, Maria Theresia (1717–1780), kunne arve hans trone. Én ting er dog at stå på hovedet for at gøre det muligt for en datter at arve, men hvad med Karls to niecer, dvs. afdøde Josephs døtre, der som børn af den forrige kejser, jo egentlig stod foran deres kusine Maria Therese i arvefølgen? Den forhindring snoede Karl sig ud af, for han ville have sin datter på tronen, når nu han ikke kunne fremvise en levedygtig søn.

Joseph's datter, Maria Josepha, der var dronning af Polen

Det kostede Karl dyrt i forhandlinger, intriger og modstand af forskellig art, men hans plan lykkedes, og Maria Theresia blev tronarving, så da Karl døde i 1740, fulgte hun ham som kejserinde, selv om der var protester fra forskellig side foruden trusler fra de omgivende lande. På det tidspunkt var hendes mors helbred ødelagt, så hvis denne forhenværende smukke og intelligente kvinde har vejret morgenluft og har håbet på en mere meningsfuld tilværelse med reel indflydelse som kejserindemoder, måtte hun tænke om igen. Det tillod Maria Theresia ikke, og det lader til, at hendes mor har henslæbt hele livet efter brylluppet som en super-fornem kejserinde i et trist "ingenting", der ikke gav hende mulighed for nogen egentlig udfoldelse. Hun døde i 1751, og når man ser billeder af den ældre Elisabeth Christine, er det tydeligt, at hun var blevet en syg og bitter kvinde.

Elisabeth Christine som ældre

Den unge Maria Theresia lignede sin mor som ung, og efterhånden som hun blev ældre fulgte også ældre-ligheden med, men hvor Elisabeth Christine ser forgræmmet og tydeligt besværet ud af alle de legemlige skavanker, hun fik, så virker datteren som en form for kvindelig sejrherre, selv om også hun blev ret korpulent.

Den unge Maria Theresia. Som sin mor en smuk, ung pige, der tilmed fik ialt 16 børn, hvoraf 13 opnåede voksen-alderen. Dvs. at på dette ene punkt lignede hun ikke sin mor, der "kun" fik præsteret fire, hvoraf de to døde.