Boobytrap: Kongelige knoklerier

Eftersom George III af England (1738-1820) og hans dronning Charlotte (1744-1818) i den grad straks fandt melodien i deres arrangerede ægteskab, at de producerede ialt 15 børn, der også gav dem en masse børnebørn, så skulle man tro, at der var kongelige arvinger nok til den engelske trone, men nej, det var der faktisk ikke. Kronprinsen George (senere George IV: 1762-1830) var ikke den eneste playboy i familien, men det kunne måske endda gå, hvis bare han havde sørget for fødslen af en arving, der kunne blive hans tronarving, når han selv blev konge. Der var forskellige problemer med virkeliggørelsen af den ide, og et af de værste var, at han og hans brødre havde en for den tid kedelig tendens til at formere sig uden for ægteskabet, hvorved deres afkom blev illegitimt. Den slags "uægte" individer - som f.eks. Georges søn, major George Seymour Crole, som han havde med en af sine elskerinder - kunne ikke arve den engelske trone, så gode råd var dyre.

Maria Anne Fitzherbert

Kronprinsen blev ganske enkelt tvunget til at opgive sin hemmelige hustru, Maria Fitzherbert (1756-1837), som han ellers var helt vild med, og i stedet gifte sig med sin tyske kusine Caroline of Brunswick, som han aldrig havde mødt. Pressionsmidlet var til at tage og føle på: den ekstravagente kronprins havde en gæld på £630,000, der omregnet til vore dages valuta nok ville være i nærheden af £48 millioner. England var på denne tid i krig med Napoleon, hvilket belastede statskassen alvorligt, så han kunne ikke bare få gælden dækket af Staten eller af sin far, kongen, og nettet trak sig mere og mere sammen om ham. Den eneste løsning var at finde en velhavende og "passende", dvs. royal, kone, selv om han jo altså allerede var gift med den seks år ældre Maria Fitzherbert. Han ville ikke, men det blev han faktisk nødt til, hvis Parlamentet skulle hjælpe med at dække hans gæld ....

Maria Fitzherbert

Grunden til, at ægteskabet med Maria Fitzherbert ikke kunne anerkendes og derfor blev holdt hemmeligt, var hendes katolske tro og formentlig også hendes ganske vist adelige, men dog ikke kongelige baggrund. Hun havde allerede været gift - og var blevet enke - to gange, men dette tredie ægteskab var dømt til undergang på grund af kronprinsens slemme økonomiske situation og manglen på en næste-generations-tronarving.

Caroline of Brunswick

Brylluppet med kusine Caroline fandt sted i 1795, og man mener, at bryllupsnatten blev gennemført som et første og måske endda sidste erotisk møde mellem ægtefællerne. George fortalte selv, at de havde været i seng sammen ialt tre gange, men det er nu ikke så sikkert, og mere blev det i hvert fald ikke til, for de kunne slet ikke lide hinanden. Resultatet af de påtvungne anstrengelser var dog lige præcis det, Staten og kongefamilien havde håbet på: Caroline blev prompte gravid, og selv om hun ikke fik en dreng, men en pige, så jublede alt og alle - måske med undtagelse af Maria Fitzherbert - over fødslen af næste generations-tronarvingen, prinsesse Charlotte (1796-1817).

Prinsesse Charlotte

Nogenlunde samtidig med den lille, populære prinsesses fødsel gik hendes forældre over til at leve adskilt, og i det år, de var sammen, sås de praktisk talt aldrig. Han var overmåde ivrig efter at indlede en skilsmissesag, men det modsatte hun sig hele vejen igennem. Hvorom alting er, så indledte de en offentlig mudderkastning af de helt vilde. Befolkningen var forarget, og de fleste holdt med hende, for på grund af sin ødselhed og sit fortsatte skørlevned var han ikke populær.

Da han ville af med sin kone én gang for alle, blev der indledt en undersøgelse af hendes privatliv væk fra ham. Sagen var den, at utroskab kunne føre til den skilsmisse, han så brændende ønskede sig. Måske fordi hun kun måtte se sin datter én gang om ugen, begyndte Caroline at tage imod fattige plejebørn. Dette blev brugt imod hende, idet hun blev beskyldt for at være den biologiske mor til i hvert fald ét af børnene, nemlig William Austin, hvis far angiveligt var hendes elsker. Man opdagede ret hurtigt, at den lille William ikke var hendes biologiske barn, men det, der blev kendt som "The Delicate Investigation" af hendes privatliv ødelagde hendes rygte, selv om man ikke fandt beviser på den utroskab, hun blev anklaget for. Iøvrigt virker det grotesk, at hendes mand, George, med alle sine elskerinder, sit vilde forbrug, osv. anklagede hende for det, han selv gjorde, og som han ikke lagde skjul på.

William Austin

udlæggelseb af plejeforholdet benægtede Caroline voldsomt, også på skrift, da hun skrev en bog om den forfølgelse, hun mente sig udsat for, men beskyldningen førte i sig selv til, at hun blev umuliggjort i den kongelige familie. Hun rejste til Italien, hvor hun fik en tjener, der nu også blev brugt imod hende, fordi han var en mulig elsker. Heller ikke det er blevet bekræftet.

Prinsesse Charlotte of Wales

Da Carolines og Georges datter, prinsesse Charlotte, døde uventet under fødslen af en dødfødt dreng i 1817, var hun ifølge vidneberetninger helt utrøstelig. Efter datterens og barnebarnets død havde hun meget lidt at komme tilbage til England for, men da hendes svigerfar, George III, døde i 1820, og hendes mand blev konge, besluttede hun sig for at stå fast på sine rettigheder. Hvordan man end vendte og drejede det, så var hun stadig gift med den nye konge og var derfor den lovformelige dronning af England. Da hun ankom, modtog hun en kanonsalut fra slottet, men ingen varm velkomst fra sin mand. Han knoklede løs med de undersøgelser af hendes privatliv, der ville kunne give ham den skilsmisse, han brændte sådan efter at få. Ved hans kroning som George IV den 19. juli 1821 burde hun som hans dronning have fået adgang til Westminster Abbey og være blevet kronet sammen med ham, men i stedet for, fik hun i bogstaveligste forstand smækket døren i lige foran sig. Hun var og blev uønsket, og efter denne ydmygelse forværredes hendes forskellige helbredsproblemer hurtigt.

Caroline of Brunswick

Den grove behandling, hun blev udsat for, har måske, været et chok for hende, da hun døde knap en måned efter Westiminster-episoden, nemlig den 7. august 1821. Nok var hun ingen engel, men det var han altså heller ikke, og det er sørgeligt, som deres liv udformede sig efter brylluppet i 1795. Nok elskede de ikke hinanden, men masser af andre kongelige op igennem historien har accepteret arrangerede ægteskaber under de samme vilkår, som disse to stridende personer levede under, og det har langt hen ad vejen fungeret. Nok er det et ret vildt koncept, men det er altså også brugbart, hvis parterne accepterer det. Begge opførte sig imidlertid som forkælede børn, og det satte en stopklods for alle forsøg på at leve neutralt sammen.

Efter George IV's død fulgtes han af sin bror, William IV (1765-1837), der heller ikke havde præsteret en "færdig" tronfølger. Han fik ganske vist børn med sin dronning, men de døde kort efter fødslen. Selv regerede han kun i syv år (1830-1837), før han døde og blev fulgt af sin niece, Victoria.

Figur, der forestiller William IV's tredie barn, den lille prinsesse Elizabeth af Clarence, der døde to måneder gammel. Hvis hun havde levet, så ville England have fået en ny Elizabeth II før George VI's datter, der stadig regerer landet.

Det lykkedes først George III's fjerde søn, Prins Edward, Hertug af Kent og Strathearn (1767-1820) at få produceret det, hele landet havde sukket efter i årevis, nemlig en legitim tronarving. Hans datter var den stadig berømte Victoria (1819-1901), der fik ni børn i sit eget ægteskab. Hendes mor var prinsesse Victoria af Saxe-Coburg-Saalfeld, der som hertugens enke kom til at stå for opdragelsen af deres datter.

At det lykkedes for hertugparret at producere det, den ene efter den anden i den kongelige familie var mislykkedes med, er tankevækkende, for det må have krævet et intenst knokleri, der blev drevet af pligten og ikke af lysten, da parterne ikke var forelskede i hinanden. Kongers og dronningers soveværelser kan næsten kun have været en slagmark, hvor Gud Amor blev tvunget i knæ og besejret af pligtfølelsen og ærgerrigheden. Det gjaldt faktisk også George og Caroline, der fik produceret prinsesse Charlotte. At miste hende må have været ekstra slemt for dem, da de jo havde måttet overvinde deres modvilje imod hinanden for at kunne gøre, hvad der skulle til. Således var det ikke bare George, der ikke kunne lide Caroline, men hun beklagede sig også over, at den mavesvære og fordrukne prins ikke lignede det portræt, hun havde set af ham. Det tror da pokker, når man tænker på hans livsførelse .....