Boobytrap: Vilde affærer på kryds og tværs

Violet Trefusis (1894-1972) var en køn pige af god familie. Hendes far, George Keppel, var søn af den syvende jarl af Albemarle, men hans familie mistænkte nu, at han ikke var Violets biologiske far. I stedet nærede de en vis mistanke om, at hendes rigtige far var bankieren og parlamentsmedlemmet William Beckett, der senere blev den anden baron Grimthorpe. Nu var hendes mor, Alice Keppel, jo heller ikke ligefrem en dydsdragon, og hun var i mange år den senere kong Edward VIIs yndlingselskerinde, så mistanken er måske ikke så mærkelig endda ....

Alice Keppel med sin datter, Violet

Ja, den lille Alice var en yndig pige, hvem nu end hendes far var. Når man husker hende i dag, så skyldes det imidlertid ikke hendes forældre, men hendes pige-kæreste, forfatteren Vita Sackville-West (1892-1962), som hun havde kendt, siden hun var ti år gammel. Vita var gift med diplomaten, politikeren og forfatteren Sir Harold Nicolson (1886-1968), der var lige så omkringflagrende som sin forfløjne hustru.

Vitas mand, Sir Harold Nicolson

Som medlemmer af den særdeles liberale Bloomsbury-gruppe levede de i det, vi i vore dage kalder et "åbent ægteskab". Begge havde forskellige affærer med alle mulige personer af begge køn. Noget, der forøvrigt var kendt i samtiden. Nok var nogle af de ting, de lavede, ret skandaløse, men da begge ægtefæller foretog sig alt muligt erotisk, så blev de sædvanlige løftede øjenbryn måske i virkeligheden i deres tilfælde forvandlet til en måben af forbløffelse.

Vita hyggesnakker med sin mands elsker, Raymond Mortimer

Sir Harold Nicolson havde såmænd lige så mange affærer med mænd, som Vita havde med kvinder, men ægteskabet holdt alligevel, og de fik også to sønner, hvoraf den ene, Nigel Nicolson, udgav en bog i 1973 om sine forældres usædvanlige ægteskab, "Portrait of a Marriage".

Vita Sackville-West

Engang måtte Harold dog rejse efter sin kone til Frankrig, fordi hun var stukket af med Violet, der på det tidspunkt var hendes store kærlighed. Ikke nok med at Vita var vild med den flyvske Violet, som hun altså havde kendt siden barndommen, men denne havde også en sådan magt over hende, at Sir Harold Nicolson anså hende for at være den eneste, der kunne true ægteskabet. Normalt kaldte han sin kones lesbiske affærer for "her muddles", så han tog dem åbenbart ikke særlig alvorligt. Hans skræk - og respekt - for den forføreriske Violet fremgår imidlertid af hans beskrivelse af hende som "a fierce orchid, glimmering and stinking in the recesses of life". UHA, siger man bare, men han var jo altså en mand, der følte sig alvorligt truet af en farlig rival/rivalinde, så man må vel bære over med ham .....

Violet med sin mor, Alice Keppel

Da Violet havde tilbragt flere måneder med Vita i Frankrig, var blevet set sammen med hende i forskellige offentlige sammenhæng som f.eks. på en danse-restaurant i Monte Carlo, trådte hendes mor, Alice Keppel i karakter. Hun forlangte, at Vita giftede sig med en af de mange mænd, der var betaget af hende, men som slet ikke interesserede hende. Den unge mand, Alice havde i kikkerten, var krigshelten Denys Trefusis (1890-1929), og efter at han havde svoret aldrig så meget som at røre hende, gik Violet med til ægteskabet. Han var meget forelsket i hende, men hun havde stadig en masse følelser for Vita, og de talte om og planlagde jævnligt at stikke af sammen. Ligesom Harold måtte også Denys - efter pres fra sin svigermor, Alice Keppel - hente sin hustru hjem til familiens arne efter en kærligheds-udflugt med Vita. På disse ture nød de to kvinder hinandens selskab, og da de begge skrev, fik de meget ud af at samarbejde omkring udarbejdelsen af et fælles roman-projekt, der dog aldrig blev færdiggjort, men som formentlig kan findes som fragmenter i deres senere separate værker.

Violets påtvungne ægtemand, Denys Trefusis

Den jaloux Harold, der jo frygtede at miste sin hustru, Vita, greb til en tarvelig list: han påstod, at Violet havde været utro imod hende, og at hun havde været i seng med sin mand, Denys Trefusis. Dette benægtede Violet på det kraftigste, og der var sandsynligvis ikke belæg for anklagen, men det gav anledning til mistro mellem de to kvinder. Deres affære fortsatte dog, off and on, i årevis, men da de endnu engang flygtede til Frankrig, og deres respektive mødre sendte deres svigersønner ud efter dem, vidste Violet, at den lakkede imod enden.

Violet og Denys Trefusis, side om side, men uden egentlig at være sammen

Forholdet mellem Violet og Denys var altså formelt, idet det ikke var, hvad han havde ønsket, eller vel sagtens havde forventet. Alligevel var det ham, der præsenterede hende for den særdeles velhavende amerikanske Singersymaskine-arving, Princesse de Polignac (1865–1943), der - som stort set alle denne tids kvinde-elskende damer - var gift. Hun havde sin prinsesse-titel fra sit andet ægteskab med den musik- og kunstelskende bøsse Prins Edmond de Polignac (1834-1901), der fulgte efter et katastrofalt, annulleret ægteskab med prins Louis de Scey-Montbéliard, hvor bruden var flygtet fra brudgommen på bryllupsnatten og havde truet med at dræbe ham, hvis han rørte hende.

Princesse de Polignac, født Winnaretta Singer

Ægteparret Polignac havde en mondæn salon i Paris, hvor berømtheder som f.eks. Proust, Cocteau, Valery og Poulenc kom. Derudover blev de mæcener for komponister som Debussy og Ravel samt mange andre. Han var amatør-komponist, og hun elskede musik, hvilket var med til at binde dem sammen. De havde simpelthen et godt kammeratskab, der samtidig var et anerkendt dække for deres egentlige tilbøjeligheder, da de begge dyrkede deres eget køn. Winnaretta havde masser af forhold med kendte kvinder som f.eks. maleren Romaine Brooks, pianisten Renata Borgatti samt - i ti år (1923-1933) - Violet Trefusis. På et tidspunkt havde hun desuden et forhold til den berømte engelske forfatter Virginia Woolf (1882-1941), hvilket indirekte forbinder hende med Violets store kærlighed, Vita Sackville-West.

Vita Sackville-West og Virginia Woolf

Begge skrev, men Virginia bevægede sig nu på et andet kunstnerisk niveau end Vita. (Der var også dem, der mente, at Violet nåede litterære højder, der lå over Vitas, men det er ligesom en anden historie .....).

Virginia Woolf satte Vita Sackville-West et forrygende minde med romanen "Orlando" fra 1928, for hun var inspirationen til den. Den fortæller den totalt vilde historie om den flotte adelsmand Orlando, der er en af dronning Elizabeth I's yndlinge. Som 30-årig gennemgår han imidlertid et forunderligt kønsskifte og lever videre som kvinde i (foreløbig) 300 år, dvs. op til vores tid, uden spor af synlige alderstegn. Medens Virginia altså er inspirationen til romanen, så optræder Violet som den lunefulde, meget smukke og sexede, men utro russiske prinsesse Sasha, der knuser hans hjerte, og som måske er den, der indirekte sætter gang i hans forvandling.

Violet blev i Frankrig indtil tyskerne besatte Paris under Anden Verdenskrig, for da vendte hun tilbage til England. Hun genopfriskede forbindelsen med Vita, men nu (formentlig) som et venskab uden erotiske undertoner. På det tidspunkt havde Virginia Woolf begået selvmord, angiveligt af frygt for, at hendes skrøbelige sind skulle briste endnu engang, så hun skulle indlægges. Da Violet døde i 1972, var det ti år efter Vita. På det tidspunkt var den førhen så eventyrlige og dragende kvinde en skygge af sig selv, idet dødsårsagen var sult som følge af en sygdom, der gjorde, at hendes krop ikke formåede at optage det, hun spiste.