Skiftingen - det forbyttede menneske

Nej, hvor yndigt, en fe!!! Tænk, at man før i tiden var bange for dem og frygtede, at de skulle bebyrde én med en skifting. Det var de ikke ene om at kunne, for det var noget, som også trolde og forskellige andre underjordiske skabninger kunne finde på, men feerne lader til at have været særlig slemme i England og Irland. Hvem, der var de værste, kan man derfor diskutere, for det skiftede altså efter geografi og tidsrum, men én ting er sikker: de var overmåde mægtige og skræmmende, for de kunne både stjæle ens sjæl og ens krop. Skiftingen var således et barn - eller i sjældnere tilfælde - en voksen, der var blevet forbyttet og udskiftet med en underjordisk skabning. 

Bridget Cleary og hendes mand, Michael

Den sidste såkaldt "heks", der blev brændt i Irland, var således en god, flittig og smuk syerske ved navn Bridget Cleary, der havde været så uforsigtig at gå forbi et forhekset hus i marts 1895. Da hun kom hjem, syntes hendes mand, Michael, at "hun ikke længere var sig selv". Denne opfattelse blev forelagt den tilkaldte præst, Fader Ryan, men det var Michael, der forkastede den medicin, en læge, der også havde tilset Bridget, havde ordineret. I stedet for greb han til gamle metoder til at få skovlen under "feer", der havde stjålet menneskers identitet, og det var noget, der kun kan opfattes som tortur, nemlig med ild. Efter at Michael - sammen med forskellige familiemedlemmer som bl.a. Bridgets far - havde behandlet den "fe", der efter hans mening havde erstattet hans kone, så døde hun en meget pinefuld død, og han blev kort efter anklaget for mord. Han indrømmede at have holdt hende over - eller i - ildstedet, men mente fortsat, at han ikke havde dræbt Bridget, men den stygge "fe", der havde stjålet hendes identitet, så hun var blevet en anden. Kort sagt en forklaring, der ikke er uden lighedspunkter med mange senere voldelige ægtemænds fornemmelse, når konen ikke lystrer eller viser "respekt", og som derfor myrder hende .....

Skiftinger optræder imidlertid oftest som børn, idet et eller andet underjordisk væsen stjæler det sunde og raske, nyfødte menneske-barn for i stedet at lægge sit eget grimme og vanskelige afkom i vuggen. De kan dog også bortføre barselskvinden og gøre hende til amme for fe-børnene. Samtidig hugger de så formentlig hendes barn og udgiver det for deres eget. Det faste mønster i denne form for bortførelser er, så vidt jeg kan se, at skurkene gør sig fri af noget mindre kønt for i stedet at tilegne sig noget nemt og smukt, der ikke skaber vanskeligheder ved at være grimme eller syge.

Dette pæne, unge ægtepar, der lige har fået et barn, og som åbenbart ikke har beskyttet det med hverken kors, bibelsteder, sølv eller stål i vuggen, er så optaget af hinanden, at de slet ikke har bemærket, at den lille er blevet udskiftet med noget, der ligner et djævlebarn. Skrækkelig situation, for sådan er barn beskrives altid som helt rædselsfuldt, umedgørligt, støjende og krævende, hvilket går forældrene så meget på nerverne, at de tvinges til at gribe til fortvivlede midler. Det populæreste middel var at plage den lille så meget, at det skreg, for man mente, at så kom dets fe- eller troldemor for at hjælpe den lille skrighals ved at tage det tilbage og i stedet efterlade menneskebarnet.

Noget af det mest uhyggelige ved denne gamle tro på børn, der blev udskiftet med skiftinge, er den brutalitet som "vanskelige" babyer blev udsat for. I visse tilfælde gik det så vidt, at man dræbte barnet, "for det var jo slet ikke et menneskebarn, men en dæmon". Martin Luther var en af dem, der troede på myten om skiftinge, og han citeres af Frederik Stjernfelt ("Syv myter om Martin Luther" (s. 88-89), Gyldendal, 2017) for at råde forældrene til at dræbe det "vanskelige barn": "Luther troede også på forestillingen om skiftinger. I Dessau havde han set en tolvårig dreng, der "ikke gjorde andet end at æde og skide". Luther gav det råd at få drengen druknet, "for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen ... De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads".

Sådan en udlægning af fødslen af et tydeligvis mentalt handicappet barn forarger mig, men Luther var selvfølgelig en mand af sin tid, så man må vel bære over med ham, selv om hans barske udtalelse får mig til at tænke på Hitler og hans grusomme udrensninger af bl.a. handicappede. Der var ingen nåde og barmhjertighed hos Luther, og det var der heller ikke i f.eks. Bridgets sag, hvor en masse familiemedlemmer pinte hende, for at få hende til at blive "sig selv" igen.

Hvis man trods alt veg tilbage for det allermest drastiske middel og fulgte Luthers råd om aflivning af det sære, grimme, støjende, etc. barn, så var der det gode, gamle middel: pin den lille, til dens virkelige mor kommer og henter det samt - måske vigtigst af alt - afleverer det smukke, sunde og søde barn, man selv er mor til. Metoden giver børnemishandling et helt nyt perspektiv, og jeg gad nok vide, hvor mange der blev ofre for denne metode op igennem historien. Stakkels Bridget Cleary blev i hvert fald brændt og tævet ihjel, hvilket skaffede Michael en dom på tyve år i fængsel, da retten ikke troede på onde "feer" og den slags overnaturlige væsener, men mente, at han i stedet for at være en djævleuddriver var noget langt mere almindeligt, nemlig en hustrumishandler og hustrumorder af den slemme art.

Det for mig at se allermest besynderlige er, at denne tro på feer, trolde, etc., der stjæler folks børn og udskifter dem med deres egne, fortsætter temmelig langt op i tiden. Der var således en sag i 1953, og der er sikkert stadig nogen, der tror på påstandene om, at særligt grimme eller vanskelige børn og voksne i virkeligheden er skiftinge .....

 https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/en-skiftning

 

http://www.historie-online.dk/temaer-9/livets-fester-42-42/skiftninger 

 

https://denstoredanske.lex.dk/skifting 

 

Wikipedia