Vi er så vant til at læse og høre om pædofiles kidnapninger af børn, der ender med død eller voldsom traumatisering af ofrene, at det ikke bare virker befriende at læse om Katie Beers, men direkte opbyggeligt. At hun er kommet igennem en skrækkelig barndom med misbrug, forskellige former for udnyttelse foruden direkte mishandling uden at miste sine gode menneskelige egenskaber er et mirakel. Mange har været ude for langt mindre og er endt som rene uhyrer.
Katies biologiske mor, Marilyn Beers
Katie
- egentlig Katherine - havde all odds imod sig, da hun blev født den
30. december i 1982. Hun var datter af Marilyn Beers, der tidligt viste
sig uegnet som mor, og som derfor ofte overlod Katie til hendes gudmor, Linda, der
imidlertid nærmest behandlede hende som husslave. Fire år gammel blev hun f.eks. sendt
på møntvaskeri for at vaske familiens tøj. Det var dog værre, at Lindas mand, Sal Inghilleri, forgreb sig på barnet. Noget, han blev dømt for i 1994.
Sal Inghilleri
Katie ønskede brændende at komme hjem til sin ellers så ustabile mor, Marilyn, som hun til trods for hendes gentagne svigt følte holdt af hende. Sådan havde hun det ikke med sin gudmor, Linda, og slet ikke med hendes mand, Sal. En anden, hun følte sig tryg ved, var familievennen John Esposito, der på en vis måde tog sig af kvarterets børn. At han var lige så pædofil som f.eks. Sal Inghilleri var der tilsyneladende ingen, der vidste. Derfor kunne han få lov til at tage Katie og et par andre børn med til en forlystelsespark, men her skete så det, der udgjorde første del af denne sensationelle sag: Katie forsvandt, men optrådte på sin gudmors telefonsvarer med en yderst skræmmende besked om, at "en mand med en kniv har kidnappet mig". Ordlyden lød ikke spontan, men nærmest indøvet, så allerede fra starten var der tvivl om, hvorvidt Katie virkelig havde indtalt den. Desuden var det mærkeligt, at den stammede fra en mønttelefon, for hvordan kunne hun bruge sådan en, hvis hun virkelig var kidnappet?
John Esposito
Denne bortførelsessag vakte stor opmærksomhed, men efter 17 dage blev Katie fundet, nemlig i en underjordisk bunker på John Espositos grund. Eftersom der var ting i hans forklaring om Katies forsvinden, der bare ikke kunne passe, havde man mistænkt ham i tilstrækkelig grad til at gennemsøge hans hus. Katie havde hørt politiet, der gik omkring og ledte efter hende, og hun havde råbt og skreget samt banket i væggen, men de havde ikke opdaget hende. At de endelig fandt frem til hende, skyldtes faktisk John Esposito, der meldte sig selv og fortalte, at hun "var bag væggen". Alle troede, at han med det mente, at hendes lig lå skjult i huset, men hun var skam levende og tilsyneladende ikke særlig traumatiseret af sin oplevelse. Disse omfattede bl.a. daglige voldtægter og fastlænkning.
Ifølge hendes bortfører, så havde han bygget bunkeren specielt til brug for hans planer om at bortføre Katie. De beskrivelser, jeg har fundet rundt omkring, tyder på, at John Esposito har haft en form for "romantiske" planer om at opbygge en fremtid sammen med den på det tidspunkt knapt 10-årige pige. Han forestillede sig, at de kunne danne par, få børn og i det hele taget være sammen, når alt ståhejet om hendes bortførelse var stilnet af. Ret naivt og absolut ikke særlig realistisk, selv om der jo er flere eksempler på mænd, der har bortført mindreårige piger eller meget unge kvinder og har levet med dem i flere år. Han havde i hvert fald ingen planer om at dræbe Katie, sådan som det ellers ofte sker i lignende bortførelsessager.
Den 27. juli 1994 blev John Esposito idømt 15 års fængsel, som han skulle have afsonet i SingSing-fængslet. I 2013 blev han imidlertid fundet død i sin celle, angiveligt af naturlige årsager. Hvad Katie angår, så har hun fået det, man kunne kalde "et normalt liv" med mand og børn, efter at hun oven på sine oplevelser i John Espositos bunker kom til en god plejefamilie i New York. Der er skrevet bøger og lavet film om hende, ligesom hun også selv har udgivet sine memoirer, "Buried Memories", der er kendt i nogle lande som "Help Me".
Den voksne Katie virker som et sundt og helstøbt menneske, hvilket jo nærmest må ses som et under oven på alt det, hun var ude for i sin barndom. Glædeligt, at det (tilsyneladende) kan lade sig gøre ....
https://thecinemaholic.com/where-is-katie-beers-now/
https://projects.newsday.com/long-island/katie-beers-anniversary/
https://www.distractify.com/p/what-happened-to-katie-beers
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar