Magtdrømme og et kæmpestort ego på afveje

 

Sejrrig, stolt og charmerende, ja, sådan var den amerikanske sanger og komponist Joseph Brooks (1938–2011) på dette tidspunkt af sit liv, men det skiftede til noget helt andet, efterhånden som hans karriere og privatliv ikke længere fulgte hans ønsker. Trist nok, for han havde talent og kunne have haft et godt liv, hvis bare han havde indrettet sig på den kendsgerning, der faktisk gælder for os alle, selv om vi selv tror, vi er noget særligt: verden er ikke indrettet på vores ønsker alene, og andre mennesker er ikke skakbrikker, som man kan flytte omkring efter forgodtbefindende.

Som barn havde Brooks angiveligt lært at spille klaver allerede som 3-årig. Bare to år efter begyndte han at skrive skuespil. Nogenlunde samtidig begyndte han dog også at stamme. Et problem, der formentlig opstod i forbindelse med hans forældres skilsmisse. Selv blev han gift og skilt fire gange, og han fik lige så mange børn. Et af disse, nemlig sønnen Nicholas, opnåede sin egen form for berømmelse, da han som 24-årig myrdede sin ti år ældre kæreste, den kønne og talentfulde peruvianske badedragts-designer, Sylvie Cachay, på et hotel. Dette skete formodentlig, fordi hun ville gøre alvor af sine tidligere trusler om at forlade ham, fordi han ikke foretog sig meget andet end at drikke og tage stoffer. Han var desværre det, man kunne kalde "a lost case" efter at have tilbragt det meste af sin barndom alene med sin far, der ikke bare forbød ham at se moderen, der var flygtet til England med parrets datter, men som også nedgjorde og mishandlede den lille dreng både psykisk og verbalt. Intet han gjorde var godt nok eller bare nogenlunde rigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Joseph Brooks var en elendig far, og resultatet var altså en søn, der hadede og frygtede ham, og som slet ikke kunne klare sig selv. Han havde simpelthen ikke lært de færdigheder, der kunne have gjort ham i stand til at forsørge sig selv, hvilket afgjort hang sammen med hans fars konstante nedgørelse af ham. 

Joseph fik grundlagt en formue gennem det, han havde en speciel succes med, nemlig "jingles" til reklamespots. Ud over det skrev han hit-sange som f.eks. "My Ship Is Coming In", "If Ever I see You Again" og "You Light Up My Life", foruden at han producerede forskellige ting. Dvs. at han havde afgjort succes, men måske ikke på den måde, han selv havde ønsket, for oprindelig sigtede han på en karriere som sanger. Hans film, "You Light Up My Life", som han selv havde ventet sig meget af, floppede totalt, men i stedet for at acceptere, at kritikerne ikke kunne lide den, spildte han omtrent $1.5 på at tilbagevise kritikken. Denne reaktion var ret typisk for ham, da han åbenbart ventede, at han - og kun han - kunne afgøre, hvad der var godt eller bare brugbart i hans liv.

Der var imidlertid nogle år, hvor han nærmest væltede sig i succes, tjente en masse penge og fik forskellige priser, men så gik det galt, for den 23. juni 2009 blev han stillet over for 91 anklager om ret slemme overgreb på unge kvinder med skuespiller-ambitioner. Med hjælp fra sin betroede assistent, Shawni Lucier, fik han lokket disse kvinder til sin lejlighed i New York under påskud af at ville bedømme deres evner som skuespillere, så han kunne hjælpe deres karriere på vej. 

Sådanne klamme fyre har der unægtelig været en hel del af inden for branchen, men det uhyggelige med netop denne specielle sag er, at det hele var konstrueret som et velsmurt maskineri, hvor Shawni Lucier optrådte som en mellemting mellem en alfons og en trofast tjenestepige. Når Brooks lagde an til at overfalde og voldtage de unge kvinder, der besøgte ham, så trak hun sig diskret tilbage og lod ham være alene med dem. På en vis måde var hun hans Ghislaine Maxwell, men han var kun en delvis Epstein, for han videreformidlede ikke kvinderne.

Den som ung ganske pæne og tiltrækkende Brooks blev efterhånden forvandlet til et fysisk vrag. På de sidste billeder ligner han noget, der er løgn, og det er velfortjent, når nogle journalister har kaldt ham "creepy" (: uhyggelig). Fortrød han sine misgerninger, både over for sine eks-koner, sine børn og over for de kvinder, han forgreb sig på? Det er der ikke meget, der tyder på, for han brugte hele den formue, som hans søn Nicholas stod som arving til, og som han havde regnet med at få, på advokater, der skulle få ham frikendt. At han var en forbryder, ville han nok aldrig selv indrømme, men han slap nu ikke, for anklagerne bare voksede og voksede. Til sidst, da det formodentlig endelig gik op for ham, at han som godt 70-årig stod over for en fængselsdom, begik han selvmord.

For mig at se var Brooks en typisk repræsentant for en bestemt mandetype, der ikke kan forestille sig en verden, hvor de ikke bestemmer. Havde han behøvet at overfalde og voldtage alle de kvinder? Formentlig ikke, da hans ry sikkert kunne have skaffet ham en ny kæreste eller kone på frivillig basis, men det har næppe været nok for denne magt-liderlige mandsperson. At voldtage og misbruge kvinder har givet ham den magtfølelse, han åbenbart altid har hungret efter, og som man ser hos så mange andre voldtægtsforbrydere og kvindemordere.

 

https://nymag.com/news/features/71271/

 

https://www.nytimes.com/2011/05/23/nyregion/joseph-brooks-found-dead-won-songwriting-oscar.html 

https://www.imdb.com/name/nm0112072/

 

Wikipedia