I vor tid, hvor det er tyndet ud i konger og royale slægter, er mange kongelige personer, der engang besad magt og status som regenter, blevet glemt. Andre huskes af sære grunde, sådan som det er tilfældet med den svenske og norske kong Magnus VII/IV's dronning, Blanche af Namur (1320-1363), der kendes i Norden som Blanka. Hun var en meget fornem dame med kongelige og adelige aner, der bl.a. forbandt hende til det franske Capet-kongehus. Man spørger sig selv, hvordan denne fine og angiveligt meget smukke dame kunne havne i Norden som den svenske konges dronning, men de blev i hvert fald gift i 1335, selv om kongen faktisk blev regnet for bøsse, bl.a. af Den Hellige Birgitta, hvilket var baggrunden for hans tilnavn "Smek". Denne seksuelle orientering gav Birgitta iøvrigt Blanche skylden for, da hun efter en række dødfødsler ikke længere ville dele soveværelse med kongen. Noget, der efter Birgittas vurdering skulle have ført til, at kongen svigtede kvindekønnet, for i stedet at kaste sig over mænd og især én bestemt. Efter den såkaldt hellige kvindes mening var Blanche derfor "en giftig slange, en luder" samt en masse andet forfærdeligt, inklusiv en utro hustru .....
Magnus Eriksson Smek
Tre år gammel blev Magnus Eriksson Smek (1316-1374) valgt som konge af Norge og Sverige. Eftersom Danmark på det nærmeste var blevet pantsat væk af kong Valdemar Atterdags far, Christoffer II, var det en nem sag for den nu myndige Magnus at tilegne sig Skånelandene ved at betale pantet med 34.000 mark sølv (6.432 kg). Han lod sig hylde som konge af dette købte land, hvilket ikke huede Valdemar Atterdag, der kæmpede ihærdigt for at samle det pantsatte og splittede Danmark. I første omgang måtte Valdemar dog finde sig i Magnus' besiddelse af det eftertragtede område, men da denne i 1357 måtte anerkende sin søn, Erik XII (1339-1359), som konge af Skånelandene og store dele af Sverige, begyndte det at gå tilbage for den svenske konge. Far og søn havde ført magtkampe siden 1355, men Erik var i 1344 blevet valgt som arving til Sverige og Skåne, medens hans bror, Håkon, fik Norge i 1355. Hans hustru var såmænd vores egen Margrethe I, nemlig Valdemar Atterdags datter, der i 1363 blev gift med den norske konge som 10-årig og syv år senere fødte sønnen Oluf.
Stridighederne mellem Magnus og hans søn, Erik, virker som et antiklimaks til den romantisering, der beskriver de to små drenges barndom med deres kærlige mor, Blanche, der er beskrevet i børnesangen "Ride, ride ranke, hesten hedder Blanke". Vores danske gengivelse findes i flere versioner som f.eks. den, der følger nedenfor, hvor Blanka/Blanche ikke nævnes, men det er denne sang, der gør, at hun huskes den dag i dag. Den svenske version starter med "Rida, rida ranka, hästen heter Blanka ....".
Den lille prins Erik - eller Haakon - "rider" på sin mors knæ
Ride ride ranke!
Sig mig hvor skal vejen gå?
Bedstefar besøg skal få.
Ride ride ranke!
Ride, ride ranke!
Og når vi så stiger af,
siger vi "goddag, goddag!"
Ride, ride ranke!
Ride, ride ranke!
Bedstemor, hun er så snild.
Vi kan lege som vi vil.
Ride, ride, ranke!
Ride, ride ranke!
Nu til onkel i galop.
"Er han hjemme?" Ja! Så stop!
Ride, ride ranke!
Ride, ride ranke!
Nu er hesten ordnt'lig træt.
Rytteren er god og mæt.
Ride, ride ranke!
Billederne af den kærlige mor, Blanka/Blanche indeholder ikke noget om det, der fulgte med magtkampen mellem Erik og hans far, Magnus. Man beholder indtrykket af en svensk idyl på grund af dem og sangen, men da Erik i 1359 lå på sit dødsleje, beskyldte han sin mor for at have forgivet sig. Om der var noget om denne beskyldning, eller om det bare var en døende mands tågesnak, er der vist ingen, der rigtig ved.
Magnus Eriksson Smek
Hvad Magnus Eriksson Smek angår, så må man sige, at det ikke gik ham særlig godt efter sønnens død, for kort efter fik Valdemar Atterdag held med sine mange intriger samt brugen af våbenmagt: han fik samlet det pantsatte land, og i 1364 blev Magnus fordrevet fra Sverige, sad fængslet i nogle år (1365-1371) og døde ved et skibbrud i Norge i 1374. På det tidspunkt havde hans dronning, Blanche/Blanka, været død i elleve år, hvilket måske var meget godt, da synet på hende var skiftet, og der åbenbart var dem, der mistænkte hende for at have myrdet sin søn, Erik, og dennes gravide hustru. Nu mener man til gengæld, at de begge døde af pest, men dengang var man åbne over for alle mulige slemme teorier om kongen og hans dronning.
Hvad enten Den Hellige Birgitta og Erik havde ret eller ej, så var dronning Blanche det meste af sit liv så respekteret, at hun fik sit eget segl. Det afbilder hende med krone og scepter, hvilket er ret sigende, for det viser, at hun var respekteret .....
https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/blanche-namur-d-1363
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/magnus-eriksson-1316-1374/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar