Boobytrap: Lidt om skønhedsdronninger, titler og stridigheder

Ikke helt det, man forventer af den svenske Miss Universe, Hillevi Rombin, men sådan er der jo så meget sært omkring nogle af disse skønhedskonkurrencer. Denne, der fandt sted i 1955, blev præget af ubehagelige stridigheder, da en del af tilskuerne mente, at Miss Salvador, Maria Isabel Arrieta Galvez (med kælenavnet Maribel), burde have vundet. Det gjorde hun så ikke, men hun blev dog nr. 2, hvilket også er flot i en konkurrence, der hviler på noget så subjektivt som en bedømmelse af et menneskes udseende. I sit hjemland var Maribel en berømthed og højt elsket af sit folk, men det betød altså også, at de forventede noget stort af hende. Da hun ikke kunne blive "Dronning", så blev hun belgisk baronesse og mor til tre - vist nok mere som et personligt valg end som en form for "sidste udvej".

Skønhed er og bliver et underligt, vagt begreb, for det, der regnes for smukt i den ene kultur eller en speciel tidsalder, er det langt fra i en anden. F.eks. kunne man jo gøre indsigelse imod, at en titel som "Miss Universe" altid går til en jordboer. Efter min mening burde man slet ikke bruge den, for vi ved ikke, om der er andre beboede planeter, fyldt med flotte, men for os at se mærkeligt udseende mennesker eller "væsener" ....

I virkeligheden er den - objektivt set - allersmukkeste kvinde i hele universet måske damen nedenfor, men ville hun vinde, hvis hun stillede op i en Miss World-skønhedskonkurrence? Næppe, for vi kan ikke bedømme hende på en objektiv måde og viger måske tilmed tilbage i afsky for netop det, der i hendes galakse regnes for smukt ....

Så er der mere stil - og først og fremmest genkendelighed - over den første Miss Amerika, Margot Gorman fra 1921. Hendes type og personlighed er afslappet, og hun virker ikke spor anspændt eller nervøs, men ser ud til at more sig over alt det hurlumhej, der er omkring denne på det tidspunkt nye, men populære begivenhed. Det synes jeg godt om, så jeg ville afgjort have stemt på hende, selv om jeg ikke anser hende for at være en strålende skønhed, men bare en ganske pæn, sød, glad og ligefrem pige.

Margot Gorman, den allerførste Miss Amerika (1921)

Hun stod over for forskellige rivalinder til titlen, men vandt altså, selv om hun ikke var den højeste eller tyndeste i flokken af de skønheder, der stillede op. Her nedenfor ses hun til højre, og det er tydeligt, at hun er den laveste i forhold til to af sine rivalinder og ikke er specielt smuk. Derfor tror jeg, at hun ville være chanceløs i en moderne konkurrence, men skidt nu med det ....

Tre år senere virker nedenstående Miss Amerika (1924) helt modsat den glade og afslappede Margot Gorman. Hun ser nærmest desperat ud, og ligner ellers mest af alt en forpjusket fugleunge, der er blevet skubbet for tidligt ud af reden. Hende ville jeg derfor ikke have stemt på, men det var der altså andre, der gjorde. Er hun smuk? Næh, ikke specielt, men dog ganske pæn og hun vandt altså ....

Miss America 1924

Man har ofte hævdet, at misserne er tomhjernede, men hvorfor skulle de egentlig være det? Det kropslige system har aldrig opereret med et biologisk system, hvor en god hjerne kun fungerer på bekostning af en sund og brugbar krop. Har man det sidstnævnte, så er der mest logik i at antage, at øverste etage også virker efter hensigten, da den jo faktisk er en del af kroppen og ikke svæver i en separat sfære uden en kropslig forbindelse.

Der er også dem, der påstår, at misserne er så forfængelige, at de ikke tænker på andet end deres ydre. Og hvad tænker de kritikere, der angriber misserne, mon med, hjernen eller følelserne? Disse kritikeres vurderinger er vist nøje forbundet med deres personlige interesse i konkurrence-deltagerne. For kvindelige kritikere kan der være ting inde i billedet som misundelse over den opmærksomhed, misserne får, og for herrerne kan der opstå en frustration, der hænger sammen med den tiltrækningskraft, de føler uden at få andet ud af mødet end et synsindtryk. Altså er begge køns vurderinger ofte meget, meget anti-objektiv og siger mere om dem end om misserne ....

Der findes også konkurrencer for udvalgte dele af kvindekroppen. Det gælder f.eks. benene, der altså vurderes separat. Normalt anser jeg det for yderst fornærmeligt at dele kvinden op i legemsdele, men det gælder dagliglivets kønskampe og ikke konkurrencerne, som jeg finder sære og overflødige, men samtidig morsomme. Noget, der hænger sammen med det faktum, at der også er skønhedskonkurrencer for mænd, bare ikke så mange og desuden ofte forklædt som bodybuilderkonkurrencer. Her ser vi f.eks. den første James Bond, Sean Connery, i en skønhedskonkurrence for mænd.

Selv om han var en laber steg, blev han "kun" nr. 3 i konkurrencen, men det var den, der skabte opmærksomhed omkring ham som et skuespiller-emne. Er der nogen, der siger, at han er "tomhjernet" for at have vist sig frem på denne måde? Næh, men det gør nogle altså stadig om kvinder. At de stiller op, fordi de ønsker chancen for at få indpas i model- og filmverdenen og ikke, fordi de er helt vilde med lumre herrer, der beglor og kommenterer deres ynder, siger sig selv. Om det virker afhænger af mange ting som f.eks. held og "rette sted på rette tidspunkt", ganske som med Sean Connery.

Alle univers-"dronningerne" er forhåbentlig stillet op frivilligt og har oplevet begivenheden som en form for "leg". Hvis ikke, så håber jeg, at de alligevel har fået en positiv oplevelse, og - hvad der er det vigtigste - ikke har ladet sig forlede til KUN at dyrke deres egen skønhed, men f.eks. skaffer sig andre karrierer, der ikke bygger på denne .....