Kwaneta Harris, den snu morder

Mange har sikkert opfattet Kwaneta Harris som en sød, ung dame, men hun havde mildt sagt nogle mørke sider, som hun imidlertid var god til at skjule, især for dem, der forelskede sig i hende. Alt, hvad hun foretog sig, lader til at have været lagt an på én ting: ønsket om at skrabe rigdomme til sig, ligegyldigt hvad der skulle til for at opnå dette. At myrde en mand, der havde hjulpet hende og i det hele taget havde gjort mange gode ting for hende, rørte hende ikke, for det var ikke ham, men hans penge, der interesserede hende .... 

Den 46-årige Michael Giles havde altid været en god, ærlig og særdeles respektabel mand, men han har formentlig følt sig ensom efter at have været i flåden i omkring tyve år, for han var ugift og barnløs. Familien betød meget for ham, så da de ikke hørte fra ham, anede de uråd, men blev beroliget af flere SMS'er og emails. Disse virkede dog noget konstruerede, da ordlyden ikke stemte med Michaels sædvanlige stil, men familien slog sig til tåls med forsikringerne om, at han bare var ude at rejse, for det var noget, han elskede. Da forskellige regninger ikke blev betalt, fattede de dog mistanke, for den slags havde han altid helt styr på. Det tog imidlertid et helt år, før der kom skred i sagerne, og politiet rykkede ind.

Politiet fandt hurtigt en mistænkt, nemlig den 35-årige Kwaneta Harris, der havde været Michaels kæreste, da han forsvandt. Alt pegede på hende, men kriminalbetjentene stod over for en person, der ikke undslog sig for noget som helst for at klare frisag - ja, måske hun ligefrem elskede lusk. Hendes metode må dog have været noget ret nyt for det hærdede efterretningskorps, for hun løj og inddrog andre og ellers helt udenforstående personer i sit komediespil på en særdeles fantasifuld måde. Efter mordet gik hun således i gang med at få Michaels hus, som han var så stolt af, solgt, men også møblerne og alt, hvad der var i det. Da en køber viste interesse, måtte han dog garantere hende, at han aldrig gravede i baghaven og slet ikke dér, hvor cementen var. Dette fik imidlertid politiet til at interessere sig for det tildækkede sted i haven, og det varede ikke længe, før de fandt den myrdede Michaels lig begravet under cementen i baghaven. Netop det sted havde Kwaneta fået gravet ud af en 13-årig og hans onkel med den begrundelse, "at det var til en dam".

Da liget blev fundet, hyrede hun - forklædt og med en grå paryk - en åbenbart særdeles naiv og meget ung dame til at spille Michaels morder som "en intern spøg" over for den kriminalbetjent, der stod for undersøgelsen af hans død. Den unge dame blev udstyret med replikker og andet samt fik at vide, at hvis hun klarede det godt, ville hun få chancen for yderligere "jobs". Heldigvis lugtede politiet lunten, og på det tidspunkt kom der virkelig skred i udredningen af mordet. F.eks. viste det sig, at det var Kwaneta, der havde sendt de beroligende SMS'er og emails til Michaels familie, men man fandt også ud af, at hun havde stjålet mere end $200,000 fra hans bankkonti. Hendes nye kæreste havde desuden måttet spille den på det tidspunkt døde Michael som led i en anden del af hendes bedragerier for at få flest mulige penge ud af sit mord på ham.

Stakkels Michael havde mistet livet, fordi en totalt hæmningsløs og grådig kvinde havde udset sig ham som "malkekvæg". Det lykkedes hende langt hen ad vejen, men da hun blev sendt i fængsel med en dom på 50 år, mislykkedes sidste del af hendes plan dog. Hun forsøgte nemlig at bedrage fængslet med falske papirer, så hun kunne blive prøveløsladt inden for ganske kort tid. Det var lige ved at lykkes, men også kun lige ved, for hun blev opdaget tids nok til at forhindre denne flugt. Noget, der vist har gjort hende meget, meget sur, og jeg gad nok vide, om hun er gået i gang med andre planer, og om de i så tilfælde bliver afsløret, inden hun kommer fri ....

https://www.dallasnews.com/news/crime/2016/04/15/killer-who-had-lover-buried-in-backyard-tried-to-flee-prison-by-forging-dallas-judge-s-signature/



https://thecinemaholic.com/michael-giles-murder-where-is-kwaneta-harris-now/

 

https://www.dissentmagazine.org/online_articles/i-hope-our-daughters-will-not-be-punished 

 

https://www.thejournal.ie/evening-longread-daughters-not-punished-5140936-Jul2020/ 

 

 

Youssef Khater: Luskebuks og "maratonmand"

Youssef Khater arresteret og i håndjern?!!!!!! Det er noget, mange af hans ofre har drømt om, og det skete altså (bl.a.) i 2017 i Puerto Viejo. Når man kender Youssef og hans synderegister som international svindler og (potentiel) morder, så bliver man dog ikke særlig forbavset over at erfare, at han temmelig hurtigt blev sat på fri fod igen. Noget, de ansvarlige myndigheder imidlertid har haft meget svært ved at forklare. Faktisk lader det til, at alle skyder skylden på hinanden samt på den store forvirring, der hersker omkring ham og hans status: er han - eller er han ikke - stadig efterlyst? Det mente politiet i Puerto Viejo ikke, at han var, og dér tog de altså fejl ....

Fyren er ikke uden charme, og dem, der kender ham personligt, taler f.eks. om hans lange, lange øjenvipper. Det er sikkert mægtig charmerende, men med eller uden øjenvipper, den veltrimmede krop, etc. er og bliver han en farlig mand, der allerede er blevet dømt for ét mordforsøg på en kvindelig bekendt. At han også forsøgte at myrde en mandlig kammerat viser noget om, hvor farlig han kan være. Når han føler sig trængt op i en krog, fordi hans luskerier og bedragerier bliver afsløret, slår han nemlig fra sig på den værst tænkelige måde.

Typisk nok for Khater er der mange modstridende oplysninger om ham og hans nuværende opholdssted, men det sikreste er nok at sige, at han har haft held til at holde sig skjult, siden sin sidste opdukken i Danmark i 2018. Noget, der så kan få alle, der enten har hørt om ham, oplevet ham face to face eller har set den Netflix-dokumentar, hvor hans kriminelle aktiviteter omtales, nemlig "Worst Roommate Ever", til at blive ret bekymrede for, hvad han er i gang med. Såvidt jeg kan se, har han lige fra begyndelsen nærmest stilet imod en "karriere" som international bedrager, idet hans mål tydeligvis altid er at kunne rage penge til sig - andres penge vel at mærke ....  

På nogle punkter er han fuld af talenter, men hvad hjælper det, hvis hans evner først og fremmest bruges på lusk og bedragerier? Han gør sig f.eks, ganske godt som løber og har deltaget i løb som "dansker med palæstinenser-baggrund". Det første er rigtigt, for han er blevet tildelt dansk nationalitet, men han har nu aldrig været palæstinenser. Faktisk er han oprindelig fra Libanon, men den falske palæstinensiske nationalitet gav ham økonomiske fordele i sportsverdenen, som han udnyttede til fulde. Hans navneskift til "August Eriksen" har formentlig også været ham til gavn på forskellige punkter, som der bare ikke er klarhed over endnu. Man ved dog, at han lavede bedragerier med salg af mobiltelefoner i Sydamerika i 2017 .... 

Der er ingen tvivl om, at han har udsat venner og sponsorer for slemme, traumatiske oplevelser, der har ødelagt tilværelsen for dem i øjeblikket, men jeg anser ham nu ikke for en super-svindler. Beløbene er ikke astronomiske, og nok forsøger han sig med vold, men de ofre, vi kender til, har alle overlevet. Måske den bedste betegnelse for en person som Khater er "tikkende bombe": hvis han er nødt til at gribe til yderligheder, så gøre han det åbenbart, men han er ikke særlig god til det, han gør, også fordi han sjældent stræber højere med hensyn til ofre end til venner, kærester og sports-sponsorer. Gad vide, om det er derfor, han har kunnet holde sig skjult, for hvis nu det havde været erhvervsfolk i milliardklassen, han havde bedraget, så tør jeg vædde med, at interessen for at fange ham havde været langt større .... 

 

https://www.interpol.int/en/Who-we-are/Member-countries/Americas/COSTA-RICA 

 

https://thenetline.com/youssef-khater-now/ 

 

https://www.bt.dk/film-tv-og-streaming/hele-verden-taler-om-ham-dansk-storsvindler-blev-doemt-for 

 

https://ticotimes.net/2017/01/05/international-con-man-detained-puerto-viejo-fraud-charge 

 

https://blurred-reality.com/youssef-khater-now/ 

 

https://www.berlingske.dk/karriere/her-er-historiens-stoerste-svindlere-2 

 

https://youssefkhaterscammer.wordpress.com/ 

 

Wikipedia

Den "døde", der overlevede

 

Ifølge logikkens love burde en person, der blev udsat for tredive knivstik, fik halsen skåret over 16 gange, så hun var lige ved at blive halshugget af de mange knivstik, osv., osv. være død, men nej, Alison Botha (født den 22.september 1967) fra Sydafrika snød døden. Hun var ellers ilde tilredt efter to mænds voldsome voldtægt af hende, inden de begyndte på deres mordforsøg. At det ikke lykkedes dem at slå hende ihjel, og at hun var i stand til at kravle op på en tværgående motorvej med sine løsthængende indvolde holdt oppe af sin ene hånd, er intet mindre end et mirakel. Alison er da også blevet kendt som mirakelkvinden, idet hun har holdt foredrag verden over, da hun ønsker at opmuntre andre kvinder til ikke bare at opgive. 

Overfaldet skete den 18. december 1994, da Alison blev bortført af en ukendt mand i sin egen bil for derefter at blive kørt væk til et øde sted i nærheden. Manden kaldte sig "Clinton", men hans rigtige navn var Frans du Toit, og han var kendt for kvindehadske udtalelser samt voldtægt og overfald på kvinder. Det var hans ven, Theuns Kruger, også, og da han sluttede sig til dem, blev Alison udtalt for et rent voldorgie af dobbelt styrke, fordi de var to. På et tidspunkt fandt mændene det sikrest at myrde den voldtagne kvinde, og de forsøgte at kvæle hende, men det lykkedes dem ikke. Allerede på dette stadium beviste Alison sin livskraft, for nok gled hun ind og ud af en besvimelse, men hun døde ikke. Da overfaldsmændene var forsvundet, var hun dog så overbevist om, at dette ville ende med døden for hende, at hun besluttede sig for at skrive deres navne i støvet på jorden, så man ville kunne finde dem.
 

Efter at have maltrakteret Alison på alle leder og kanter, mente de to mænd, at nu måtte hun være død. Det ville de måske selv have været, hvis det havde været dem, der blev udsat for det, de gjorde ved hende, men hun var sejere end som så. Da de forlod det, de troede, var hendes lig, må hun have fået et stærkt boost af livsvilje, for det lykkedes hende at kravle op på en vej, hvor en forbipasserende, den dyrlægestuderende Tiaan Eilerd, opdagede hende. 

Alison med sin redningsmand, Tiaan Eilerd

Det var ikke bare heldigt for Alison, at Tiaan fandt hende, men også, at hans studier til veterinær gav ham en speciel anatomisk indsigt. Formentlig var det det, der gjorde udslaget, så hun ikke omkom, men kom på hospitalet og senere også fik talt med politiet. De to afskyelige forbrydere blev lokaliseret og fik hver en dom på livsvarigt fængsel. Noget af det mest tankevækkende, som Alison fortalte politiet var, at de begge, men især Frans du Toit talte meget om målrettet at knivstikke og ødelægge hendes kønsorganer. At dette ønske om lemlæstelse af netop dette område på hendes krop efterhånden ændredes til ønsket om og de gentagne forsøg på at tage hendes liv er også ganske interessant, når man skal bedømme denne frygtelige forbrydelse som udtryk for de to mænds tankegang. 

Et par seje fyre? Nej, nogle sølle og snotforvirrede kræ, der hader kvinder uden egentlig at kunne komme med nogen forklaring på de følelser, de har.

Hvad Alison angår, så er der lavet en film, "Alison", om hendes prøvelser i hænderne på et par mandschauvenistiske idioter, der gjorde, hvad de kunne for ikke bare at knække hende, at "kastrere hende", men også at slå hende ihjel. Intet af dette har dog forhindret hende i at blive gift og få et par drenge samt gøre sig gældende som foredragsholder.

 

https://allthatsinteresting.com/alison-botha 

 

https://abtc.ng/alison-botha-biography-injuries-husband-documentary-pictures/


https://thenetline.com/alison-botha-story/ 

 

Wikipedia

Tre kvinder - og ligene af deres afdøde mænd .....

Denne stolte Middelalder-dame hed Dervorguilla af Galloway, og hun var datter af den meget velhavende Alan of Galloway, hvis arving hun var. Hendes mange penge gjorde det muligt for hendes mand, John de Balliol, at opnå en fornem position i datidens samfund, bl.a. som rådgiver for kong Henry III. Senere blev hans og hans kones søn ligefrem konge af Skotland. 

Kong John af Skotland, Dervorguillas og John de Balliols søn 

Da John de Balliol døde i 1268, gjorde hans hengivne kone, hvad hun kunne for at ære hans minde, bl.a. ved at donere masser af penge til det, der er blevet kendt som Balliol College ved Oxford Universitet. OK, det virker da ret normalt, for den slags pengegaver er jo også ærefuldt for familien. Dervorguillas handlinger antog dog et par særprægede udtryk, ikke mindst når det gjaldt hendes afdøde mands lig.

Var det sorg over John de Balliols død, der fik hans enke til at få hans hjerte taget ud af kroppen på ham, få det præserveret og derpå opbevare det i et smukt udsmykket skrin af elfenben og sølv? Og hvad i alverden fik hende dog til ikke bare at opbevare det på denne aparte måde, men også kræve, at det altid var i hendes umiddelbare nærhed, f.eks. under alle måltider??? 

De fleste af os i nutiden ville afgjort have os frabedt, at hjertet af vor døde ægtefælle blev stillet over for os i et nok så smukt skrin, når vi sad ved middagsbordet. Det er simpelthen for makabert, men i det trettende århundrede, hvor John de Balliol og hans kone, Dervorguilla, slog deres folder, havde også konkrete hjerter en høj symbolsk værdi. Den indtørrede kødklump i sølvskrinet har formentlig repræsenteret alt, hvad der var godt ved Dervorguillas afdøde mand.

Dronning Kristina af Sverige (1626-1689) var og blev en ret gådefuld skikkelse, der må have forekommet samtiden mere end sær. Som datter af Sveriges krigerkonge, Gustav II Adolf og Maria Eleonora af Brandenburg, kan nogle dog have opfattet hende som en form for "biologisk" eksperiment, for disse ægtefæller var meget forskellige. Da hun blev født, troede man oprindelig, at hun var den dreng, som kongeparret i den grad havde håbet på at få, men det var hun så ikke. Hendes livsstil og mange af hendes interesser var imidlertid udpræget maskuline, sådan som man opfattede tingene dengang, for hun var både meget intellektuelt og fysisk aktiv. Noget, der senere medførte, at man mistænkte hende for alt muligt lige fra at være hermafrodit til lesbisk.

Denne "sære", regerende dronning (fra 1644 til 1654), var imidlertid datter af en anden endnu mere sær, men ikke regerende dronning: Maria Eleonora af Brandenburg (1599–1655), hvis eftermæle har udpeget hende til at være noget af det mest besynderlige, der har siddet på den svenske dronning-trone. 

Man fortalte om Maria Eleonora, at hun var som besat af tanken om hele tiden at være sammen med sin mand, der jo konstant var væk på forskellige krigeriske missioner. Hun plagede ham efter sigende konstant om at blive hos hende eller tage hende med og blev dybt frustreret, når det ikke kunne lade sig gøre. Umiddelbart får man indtryk af, at hun var nymfoman, men der er nu også en anden forklaring: nok fik hun børn, men de døde - dvs. med undtagelse af denne sære datter, Kristina, der skulle have været en dreng - så hvad gav den stakkels dronning berettigelse til at indtage den samfundsstilling, hun nu engang havde??? Det eneste, der virkelig kunne legitimere kongens hustru og sikre hendes stilling, var børn, dvs. tronarvinger, og dem kneb det altså med ....

Gustav II Adolf (1594-1632) var bestemt en ganske flot fyr, hvis man skal tro dem, der har malet hans portrætter, og det skulle såmænd ikke undre mig, om Maria Eleonora var vildt forelsket i ham. Hvis det er tilfældet, så vil jeg nu sige, at hun tog denne mulige forelskelse meget for vidt, da han døde på slagmarken i 1632, for hun nægtede i to år at lade ham begrave. Det siges, at hun tilmed sov side om side med sin afdøde mand, indtil hun endelig gik med til at få ham stedt til hvile i 1634. Troede hun, at hun kunne få børn med den døde, eller hvad handlede denne supersære adfærd om???????

Mange har opbygget et sæt ritualer omkring dødsfald. Man har æret dem på forskellig vis, bl.a. ved at æde (dele af) dem, balsamere dem til en pseudo-evighedstilstand, osv., osv.. Mumie-industrien kan ses i forskellig form rundt omkring på jordkloden, hvor der virkelig er blevet gjort meget ud af - og ofret mange penge på - at bevare det, der dog kun er en tom skal af det menneske, der levede engang. Ordet "sært" opsummerer det ikke engang, for det er nærmest "grotesk" ....

Den engelske digter, Percy B. Shelley (1792-1822), giftede sig i 1816 med den purunge Mary Godwin, der skabte sin egen berømmelse som forfatteren Mary Shelley (1797–1851). Hun udgav i 1818 den stadig meget berømte roman "Frankenstein" om lægen, der skaber et "kunstigt menneske" ved hjælp af kropsdele fra afdøde personer. Dette væsen er i pop-kulturen blevet til et skræmmende uhyre, men som Mary fremstillede ham, var han en nærmest overjordisk skabning med en uskyldsren, barnlig psyke, og det er ikke retfærdigt, når han forfølges som et truende udyr. At Mary var gravid, da hun skrev bogen, er en interessant detalje, som man kan tænke nærmere over ....

Da Mary levede vidste man så, at hun havde fået taget sin afdøde mands hjerte ud og gemt det, pakket ind i et stykke papir med et af hans digte? Jeg mistænker, at det er en detalje i deres samliv, der er blevet glemt eller bare skubbet til side som "rygter", selv om det faktisk er rigtigt. Det balsamerede og indpakkede hjerte blev fundet et års tid efter hendes egen død, hvilket forekommer mig mere sært end det, Dervorguilla of Galloway gjorde med sin mands lig, for Mary var langt tættere på os tidsmæssigt. Så hvad er hun for os, "Sære Mary" eller den "superromantiske" Shelley-enke, der dyrkede sin afdøde mand på denne uhyggelige måde? 

 

https://www.mentalfloss.com/article/65624/mary-shelleys-favorite-keepsake-her-dead-husbands-heart

 

https://www.medievalists.net/2014/12/dervorguilla-galloway-daughter-oath/

https://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/d/devorgilla.html

http://www.transviden.dk/christina-dronning/

Wikipedia

Seriemorderen, der lignede en sød og rar bedstemor

Hvor de fleste kvinder gør mere ud af at virke yngre, end de er, havde Dorothea Puente (1929–2011) skabt sig et image som ældre, fordi det virkede tillidsvækkende på dem, hun havde udset sig som penge-"maskiner": svage, ældre mennesker på pension eller i hvert fald med sociale ydelser, som de levede af. En af de betjente, der efterforskede hende og hendes mange, alvorlige forbrydelser, sagde, at det føltes "underligt" bare at mistænke hende, fordi hun i den grad lignede hans gamle, søde og rare bedstemor, der aldrig ville kunne så meget som at gøre en kat fortræd. Lige det gjorde Dorothea måske heller ikke, for hun poserede som dyreven, men mennesker kunne hun til gengæld gøre frygtelige ting ved den ene gang efter den anden, for dem, hun havde udset sig som ofre, var ældre, svagelige, syge eller mentalt forstyrrede individer, der boede i det pensionat, hun havde oprettet til den slags socialt belastede mennesker. Hvorfor dog det, når ingen af dem havde gjort hende noget??? Jo, de fik faste sociale ydelser, og dem  ville Dorothea meget gerne have fingre i, hvilket skete ved at hun myrdede mange af sine pensionatsgæster ....

Nok løj hun sig 15-20 år ældre, end hun egentlig var, men det undrer mig nu alligevel, at hun havde held til at gennemføre sine mord, for det må have krævet kræfter, da hun ikke bare myrdede folk, men også transporterede mordofrenes lig om i baghaven eller andre steder, hvor de blev begravet eller bare dumpet. Hvordan bar hun sig f.eks. ad med at få ligene fra huset og om i haven? Tjah, nogle af disse bortskaffelser fik hun hjælp til, som dengang hvor hun ansatte en hjælper, der tilsyneladende ikke havde nogen anelse om, hvad det var for en sær, stor kasse, hun ville have ham til at køre til et depot. Undervejs bad hun ham om at dumpe kassen, som hun først havde fortalt indeholdt bøger, men derefter beskrev som fuld af "bras". Havde han kendt til hendes fortid som tyv, bedrager, bordelmutter, etc., etc., ville han nok have undret sig over skiftet i planer, men det gjorde han åbenbart ikke. Det var der til gengæld en fisker, der gjorde nogle dage senere, for han blev nysgerrig og åbnede kassen. Formentlig blev han både chokeret og skuffet, da han i stedet for div. værdigenstande fandt liget af en ældre mand ....

Sød og mild at se på, men det var Dorothea altså langt fra, hvis der var penge at tjene på andres død. Penge var nok omdrejningspunktet for hendes mere muntre livsudfoldelse, for i sine ægteskaber havde hun også haft en kedelig tendens til at bruge sine ægtemænds penge på spil og druk. Jeg tror, hun var ludoman, men ordet er så vidt jeg kan se ikke blevet brugt om hende. Psykologer har kaldt hende en "patologisk løgner", hvilket da mildt sagt er en underdrivelse. Hun både løj, bedrog, stjal og foregav at være en anden, end hun var, foruden at hun altså myrdede et ret stort antal socialt udsatte mennesker.

Liget i kassen skaffede hende politiets søgelys på halsen, og hun endte med at blive idømt livsvarigt fængsel for ni bekræftede mord og seks formodede, der bare ikke kunne bevises 100%. Teoretisk set kan hun have myrdet endnu flere, men på grund af sit søde, venlige,  bedstemoderlige udseende virkede hun så tillidsvækkende, at én nævning strittede imod tanken om, at hun overhovedet havde gjort noget af det, hun blev anklaget for. Det holdt hårdt at få dommen over hende igennem, men det lykkedes dog til sidst. Ikke overraskende for dem, der kendte hende, fastholdt hun nu alligevel sin totale uskyld. Således blev hun ved med at hævde, at de døde pensionatsgæster alle var døde af "naturlige årsager", havde begået selvmord, og at hun i hvert fald ikke havde forårsaget deres død ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-6616525/Grandson-Dorothea-Puente-laced-cakes-poison-says-shared-real-connection-her.html

 

https://www.mirror.co.uk/news/uk-news/female-serial-killers-836434 

 

Wikipedia

Næsten glemt, men genopdaget

 

Vida Goldstein (1869–1949)

Hun havde det ikke fra fremmede, for den australske feminist og politiker Vida Goldsteins mor havde også kæmpet for kvinders ligeberettigelse, kvindelig valgret og andre ændringer af den britiske samfundsmodel, der stadig var gældende i Australien. Vida gik tidligt ind i kvindebevægelsen og gjorde sig så godt bemærket som både taler og som redaktør af bevægelsens tidsskrifter, at hun hurtigt blev en af lederne. Alt sammen mægtig flot og imponerende, men alligevel ikke en total succes, da den stat, Victoria, hvor hun boede og virkede, haltede bagefter mht. kvinders stemmeret, der først blev indført i 1908.

Vida knoklede løs med sine politiske taler, etc., og i 1903 var hun den første kvinde i verden, der stillede op til det nationale parlament. Hun gjorde dette som privatperson, og til trods for den latterliggørelse, der mødte hende, lykkedes det hende alligevel at få 51.000 stemmer, hvilket vil sige 16,8 procent af stemmerne, men vandt hverken denne gang eller en af de andre tre gange, hun stillede op. Noget, der dog ikke fik hende til at opgive, idet hun heller ikke ville bløde sit valgprogram op, så hun fik større chance for at komme ind. At hun som "venstreorienteret" var ret radikal på nogle punkter, er der ingen tvivl om, og det var med til at afskrække både nogle vælgere og tilmed en del af hendes egne politiske støtter.

Som overbevist pacifist, bl.a. under Første Verdenskrig har hun sikkert også stødt mange af sine landsmænd, der mente, at krigen var nødvendig. Jeg har en stærk fornemmelse af, at hun var en noget naiv, men meget velmenende kvinde, og dem har jeg faktisk en vis respekt for på et menneskeligt plan. Mange af dem et stoute personligheder, og det tror jeg også gjaldt Vida.

Med tiden blev hun mindre betydningsfuld i kvindebevægelsen, også fordi hun i højere og højere grad helligede sig privatlivet og "The Christian Science"-bevægelse, som hun også gik ind for.

https://walkingmaps.com.au/walk/3720 

https://www.abc.net.au/news/2014-08-12/vida-goldstein-biography/5593204

Wikipedia

Else Cederborg: "Dreamy Life", Short story

 

Sometimes Elaine dreamt of a small, red house sitting in a pretty garden with a lot of flowers. In this garden she was as a small child in the company of someone with two kind hands holding her and patting her head. There was no face to go with the hands and when she came to the point in the dream where they appeared she almost always woke up, feeling sad and worried. However, the night before her 22nd birthday she had a more extended dream:

She went up the garden path with her small hand in this unknown bigger hand and she had a very strong sense of herself being a child walking with a grown-up who loved her very much and whom she also loved. They passed the beautiful roses and for the very first time in the dream they went into the house. At that point she woke up, quite disappointed at not having seen much of the interior of this mystery-house and not to know anything about who that grown-up person was. She wasn't even sure of the sex of him or her, but the hand was very soft so she felt that this loving person by her side most probably was a woman.
A couple of times she asked her Mom about the house and the person from her dream, but she never got any answers by her as to whom the woman was and where the house was to be found. Actually, it seemed that her mother didn't like to talk about it. She looked sad or worried when she mentioned it so she stopped doing it and simply put it in the narrow room in her mind labeled "childhood memories". Here the small house, the garden and the loving person lived side by side with fairy tale characters like Snow White, Cinderella, hordes of fairies, as well as hags and trolls of all descriptions.
The night before her 23rd birthday the dream once more took her past the threshold of the small house, but this time they ended up in a small, but cozy sitting-room. An old woman with white hair greeted her in the most loving manner, but she wasn't the one who had held her by hand. Happy to see this old woman she ran to her yelling "Grandma".
When she woke up from this dream she felt very confused. Her grandmothers, both of them, were wealthy and well conserved women who paid fortunes to keep what was left of their youthful looks, and nothing like this blatantly old woman who flaunted her white hair and aged looks without any pretence of not being 70 or maybe even more.
After this dream she decided to mention it to her mother once more. She started by telling her about it over the phone to prepare her. Then she at once went to see her in the beautiful house she and her late husband had lived in for many years and where she herself had grown to adulthood.
However, when she arrived, she was met by her mother's physician, Doctor Adair, and he didn't look very happy. As to the house it was abuzz with people she didn't know.
"What's going on?" Elaine exclaimed.
"We tried to reach you over the cell phone ..."
"Yes, yes, I didn't answer it as I was driving, but what is this, what has happened?"
"Your mother has had a stroke. The maid told me that she had a phone call and as she hung up she suddenly fell to the floor."
"A phone call? At what time?"
"Around 11.00 AM ..."
"That may have been my call, but I don't understand. She seemed quite all right ..."
"It may not have been the call itself that led to this, but it did happen right afterwards. Unfortunately it doesn't look too well ...
"No!" she exclaimed. "My Mom is strong and not that old, only 62 years old, she will be all right."
He didn't answer, but started up the stairs to her mother's bedroom. She followed him and was relieved to see that a nurse was tending her.
"I want her committed to the hospital right away," the doctor said, "Nurse Kennedy simply was in the car with me when I was called and she wanted to help, but the patient can’t stay here."
Elaine couldn't agree more and she accepted the commitment at once. She followed her mother in the ambulance, holding her hand all the time, but not even that physical closeness made her realize that she had died before they arrived at the hospital.

"And I just sat there, patting her hand," she cried when she told her boyfriend, Frederick, what had happened. "I didn't feel it when she died."
"Nonsense," he said, hugging her lovingly. "On the contrary, you felt too much to see what happened ..."
She cried in his arms and he did his best to console her, but she felt miserable, both over her loss and over her suspicion that it was her phone call which had led to this. Doctor Adair ordered her to take some medicine to help her through this awful time of her life and she went on taking it for some weeks after the funeral. Now that both her parents had died she often felt a special surge of love for both of them, even more than she had felt before. However, they had always been there for her, had loved and protected her and she knew only too well what she had lost.
That is, she knew what they had been to her until she went with Frederick to meet with her mother's lawyer who was working on her papers. He told her that she could have all her personal papers, but that he couldn't find them.
"It's strange," he said, "your parents must have kept all the papers from your birth, your baptism, and so on separate because they are not to be found anywhere. As their only child you inherit everything, no doubt about that, but ..."
She looked at him in amazement. "But where can they have kept the papers? Didn't my parents talk of them?"
"No, never, and it didn't occur to me to ask them." He looked at her, obviously very confused at this development in the case, then he said: "Not to worry, because they have played safe by writing a will so that you are secured in every way. However, that's strange too as you are the only child and thus the sole heir anyway."
Elaine turned to Frederick, looking so bewildered and hurt that he at once kissed her tenderly, saying: "All right, but then they must be in the house somewhere. We shall find them, no doubt about it ..."

That very same day Elaine started to look for the papers by herself. She had seen to it that there wouldn't be anyone in the house but her although she had told Frederick that she would love him to help her at the same time hoping he would not. She didn't find anything until she came to a couple of boxes with her old toys. On top of the heaps of toys she found her beloved Teddy and she felt like an instinctive drift to take him in her arms for comfort. This large toy-bear her father had given her and she had loved it, almost as much as she loved him. 

- I had good parents, loving and kind, she thought to herself as she hugged the Teddy bear and dripping tears onto his furry head. As she tried to dry the tears by wiping the fur with her sleeve she noticed that he had an opening in his back. It was zipped closed, but still, there it was. Without really thinking about it she pulled the zipper and poked inside.
Her finger met with something that felt like papers and she pulled at them. Out came a large mass of newspaper clippings and the very first one she noticed was a newspaper article with a photo of a small, red house in a beautifully kept garden. In this garden a young woman stood, obviously crying, and beside her there was a man and an old woman.
Elaine looked at this old, faded photo in amazement, then she pushed the clippings back in and zipped the bear shut once more. She felt that this was something that nobody but herself should see and she decided at once to go somewhere else to read it where nobody would disrupt her privacy.
The only place she could think of right now was her mother’s bedroom which by now was more or less emptied of furniture. Still, there was her small antique desk with all the family photos and she sat down by it to browse her find.
After having read a few sentences in the newspaper article she had seen when unzipping Teddy she knew much more than she ever had before. The small, red house was the home of a happy family of four: Mrs. Blair, who was the mother of Mrs. Jameson, married to Charles and the mother of a pretty girl of 1½ years by the name of Karen. When Elaine looked at the photos of Karen she knew what had happened to her, because the little girl was the exact duplicate of the little girl she looked at in the family photos on her Mom’s desk. – It’s me, she thought, I was kidnapped. I’m Karen, not Elaine …
The clippings told of the kidnapper as being a man looking as a gupsy or maybe a Mexican. He had entered the garden and in a split second he had grabbed the child and run off in a fast moving car. According to the clippings the police feared that the child would be murdered in some gruesome way or that she already was dead.
Dead, she thought, no, shocked to the core of my being, dead I’m not …
She sat browsing all the clippings when she heard footsteps outside the door and before she could stack the telltale articles back inside the bear the door was opened by her aunt Elaine whom she was named after. For some years she had more or less kept away from the family, and it seemed that she and her sister, Elaine’s Mom, had fallen out, but nobody knew how and why that had happened. Now she startled the young woman sitting at her sister’s desk with a lot of newspaper clippings and looking like the culprit she wasn’t.
“Aha,” she said as she entered the room, “you found them …”
The younger Elaine stared at her in disbelief. “Did you know anything about this?” she exclaimed.
“Yes,” her aunt answered, “it was I who did it and I’ve come for the papers to destroy them.
 I’m the “Mexican” who robbed that nice family of their cute baby daughter.”
“But … but … how and why?”
“Because my sister had had seven miscarriages and desperately wanted a baby and I … well, I needed the money she was to pay me.”
They looked at each other, then the younger Elaine said: “And what about my real parents? What happened to them?”
“They had four wonderful kids and even though they miss you, they have come to terms with their grief.”
“How do you know that?”
“I knew them, the old Missis, you grandmother, had been our cook some years before this happened.”
It dawned upon Elaine that the family she had lost might not be all innocent in her loss and somehow that felt as a relief. She looked at her aunt and then she said: “Let’s burn those clippings right away.”
Her aunt smiled and put the heavy ashtray from the desk in front of her: “I have the matches – still a smoker, I’m afraid – so let’s make a bonfire of the past.”
While the clippings were turning into ashes Elaine asked her aunt: “Was my grandmother the only one who knew about this kidnapping?”
“Yes, except for your Mom and Dad. Your birth mother and birth father never knew what had happened, but she both sold you and, perhaps even saved you, as your abduction made them revise their relationship. There was some kind of abuse, but that stopped and you had a good and loving, new family.”
Elaine sat still for some minutes then she said: “Yes, I had and what happened is in the past. I shall live in the present and in the future, not the past.”
Her aunt smiled as their eyes interlocked over the smouldering ashes from the clippings.

ALL rights reserved
© EC