Vida Goldstein (1869–1949)
Hun havde det ikke fra fremmede, for den australske feminist og politiker Vida Goldsteins mor havde også kæmpet for kvinders ligeberettigelse, kvindelig valgret og andre ændringer af den britiske samfundsmodel, der stadig var gældende i Australien. Vida gik tidligt ind i kvindebevægelsen og gjorde sig så godt bemærket som både taler og som redaktør af bevægelsens tidsskrifter, at hun hurtigt blev en af lederne. Alt sammen mægtig flot og imponerende, men alligevel ikke en total succes, da den stat, Victoria, hvor hun boede og virkede, haltede bagefter mht. kvinders stemmeret, der først blev indført i 1908.
Vida knoklede løs med sine politiske taler, etc., og i 1903 var hun den første kvinde i verden, der stillede op til det nationale parlament. Hun gjorde dette som privatperson, og til trods for den latterliggørelse, der mødte hende, lykkedes det hende alligevel at få 51.000 stemmer, hvilket vil sige 16,8 procent af stemmerne, men vandt hverken denne gang eller en af de andre tre gange, hun stillede op. Noget, der dog ikke fik hende til at opgive, idet hun heller ikke ville bløde sit valgprogram op, så hun fik større chance for at komme ind. At hun som "venstreorienteret" var ret radikal på nogle punkter, er der ingen tvivl om, og det var med til at afskrække både nogle vælgere og tilmed en del af hendes egne politiske støtter.
Som overbevist pacifist, bl.a. under Første Verdenskrig har hun sikkert også stødt mange af sine landsmænd, der mente, at krigen var nødvendig. Jeg har en stærk fornemmelse af, at hun var en noget naiv, men meget velmenende kvinde, og dem har jeg faktisk en vis respekt for på et menneskeligt plan. Mange af dem et stoute personligheder, og det tror jeg også gjaldt Vida.
Med tiden blev hun mindre betydningsfuld i kvindebevægelsen, også fordi hun i højere og højere grad helligede sig privatlivet og "The Christian Science"-bevægelse, som hun også gik ind for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar