søndag den 13. marts 2022

Svenske "Flygtninge-Snehvider"

 

Havde det ikke været for det med æblet, der ifølge eventyret om Snehvide var blevet forgiftet af den misundelige dronning, så kunne man virkelig undre sig over prinsessen, der pludselig faldt i koma, og som ikke vågnede op før meget senere, da en prins kyssede hende. Dér ligger hun nu - begloet af syv dværge - der ofte mistænkes for urene motiver til at tage sig af den sovende prinsesse, og det er alt sammen meget mærkeligt - selv for et gammelt eventyr, hvor man ellers kan vente sig alt muligt sært ....

Ja, stakkels Snehvide kom sandelig ud for mange slemme ting, og det værste var ikke engang, da dronningen sendte hende ud med sin jæger, der havde fået ordre om at myrde denne alt, alt for skønne steddatter. Æblet gjorde udslaget, men andre er faktisk faldet i en dødlignende koma uden forgiftede æbler, ja, tilsyneladende helt af sig selv, sådan som det er sket med flygtningebørn i Sverige samt formentlig også Australien. De første eksempler på svenske asylansøger-børn, der pludselig befandt sig i en umiddelbart uforståelig koma-lignende tilstand, hvor de ikke reagerede på omgivelserne, var inkontinente, stumme og ikke kunne åbne øjnene, synke mad eller drikke, ja, ikke engang kunne bevæge så meget som en muskel, optrådte første gang i 1990erne. 


Man tog hånd om børnene, som der efterhånden er flere hundrede af, men mange indfødte svenskere undrer sig, og nogen formår kun at se dette fænomen som et bedrageri for at skaffe flygtningefamilierne en permanent opholdstilladelse. Ingen har nemlig kunnet give en fuldgyldig medicinsk forklaring på fænomenet, men det lader til at være forbundet med flygtningenes usikre status som asylansøgere. Noget, der altså har fået nogle indfødte svenskere til at råbe vagt i gevær, for de ser det udelukkende som snyd og taler om at få tvunget disse besværlige personer ud af smørhullet Sverige, hvad enten de bliver dræbt i deres hjemland eller ej. Således er dette afgjort et område, hvor der hersker en mangel på empati, der kan koste fordrevne og jagtede mennesker livet.

De forlader et sted, hvor de og deres familie er truet på livet for at begive sig ud på en farefuld rejse til noget helt andet, som de ikke kender, men måske har hørt om. Undervejs kan de komme ud for alle mulige livstruende farer, men når så de når frem, er det ikke engang slut, for i stedet for sikkerhed mødes de nu af spørgsmålet om, hvorvidt de og deres kære kan blive, eller om de skal udvises til noget, der meget vel kan ende med døden for hele familien. Deres ansøgninger afslås måske, de anker og håber, men alt er usikkert, og selv om familiens børn vel ikke helt forstår, hvad der foregår, så fornemmer de faren for igen at havne som retsløse flygtninge, der leder efter et  trygt sted at slå sig ned.

Denne mors angst forplanter sig måske til hendes lille datter, selv om hun ikke direkte forstår, hvad det gælder. Det er nemlig muligt, at netop dette lille barn er for ungt til at kunne fatte, hvor udsat hun er som medlem af ikke bare en flygtningefamilie, men også en gruppe asylansøgere, hvis skæbne afgøres, uden at det ikke altid er helt forståeligt, hvad der har ført til lige denne afgørelse. Børnene lider på en anden måde end de voksne, for de føler sig udsat for en fare, som de ikke helt forstår, og nogle er altså havnet i en sygdomssituation, der af visse personer i Sverige ses som svindel. Hvordan pokker man skal få et 3-6-årigt barn til at fingere en koma, hvor de bare ligger hen, er der dog ingen forklaring på, så det er efterhånden gået op for svenskerne, at der er tale om en ægte og livstruende sygdom, som de kalder "Uppgivenhetssyndrom", dvs. "opgivelsessyndrom". Andre steder taler man om "Resignationssyndromet", og der er forskellige kloge hoveder, der er kommet med teorier om, hvad det går ud på. Foreløbig kan man dog blot konstatere, at nogle flygtningebørn udvikler dette syndrom, men en vis procentdel bliver efterhånden raske, når familiens status som asylansøgere ændres, fordi de får en opholdstilladelse.

Her ser man den 15-årige armenske pige Ewa, der, siddende i sin kørestol, lige er vågnet op af tilstanden, og som ser sig forvirret om. Hun aner endnu ikke, hvor hun er, eller hvad der sker omkring hende .... 


https://www.dr.dk/nyheder/indland/ny-forskning-tyder-paa-dansk-statsborgerskab-fremmer-integrationen?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20220312121620


https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

https://www.bbc.com/news/magazine-41748485 

 

https://lithub.com/hundreds-of-young-swedish-asylum-seekers-are-falling-unconscious-why/ 

 

https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar