søndag den 27. marts 2022

George Blonskys centrifugale fødselsmaskine

Når man tænker på, hvad kvinder gennemgår under en fødsel - måske endda uden at få et levende og sundt barn ud af det - så forstår man til fulde, at der har været mere eller mindre seriøse forsøg på at lave "fødselsmaskiner", der kan minimere risikoen for mor og barn. At slippe levende gennem denne biologiske proces har været vanskeligt for mange, både kvinder og børn. Hvilket så fører til det særdeles logiske spørgsmål: hvorfor skal det være så farligt og så smertefuldt at føde et barn, og hvorfor er der så mange nyfødte, der er gået til under fødslen????? Her tænker jeg uvilkårligt på den engelske dronning Anne (1665-1714), der var gift med den danske prins Jørgen, og som arvede tronen efter sin far, James II, i 1702.

Jeg har ondt af alle kvinder, der er kommet ud for det, der skete for hende (mindst) 17 gange: hun blev gravid, alle omkring hende glædede sig over udsigten til, at landet skulle få en ny tronarving, og så fødte/aborterede hun under mange smerter og i stor bekymring for udfaldet af en næppe særlig let graviditet. Dette skete ikke bare én eller et par gange, nej, det skete hele 17 gange!!! At få 17 døde børn, når alle venter spændt på fødslen af den længe ventede nye tronarving, må have været enormt traumatisk. Når det kan ske for en dronning - altså en monark, en regent, der må formodes at have styr på de pengemidler, der garanterer lægelig ekspertise og de allerbedste jordemødre - så virker det nærmest ubegribeligt, men sådan gik det altså for stakkels Anne rigtig mange gange, og jeg har ondt af hende.

Sådan er der sikkert adskillige fødende kvinder, der har tænkt, men den går jo altså ikke. "Jobbet" med at føde næste generation er hendes, og sådan bliver det nok ved med at være. Noget, de fleste kvinder lader til at acceptere, selv om de ved, at det indebærer mange smerter og stort besvær.

Wilhelm Nicolai Marstrand

I middelalderen var en fødsel en social begivenhed, hvor man flokkedes om barselskvinden, gav hende opmuntring, men også næringsrige fødemidler som f.eks. kager med masser af æg. Marstrands billede her ovenfor er fra en senere historisk periode og viser barselsstuen og ikke selve fødslen. Atmosfæren er måske noget anderledes end nogle hundrede år før, for her kommer man for at lykønske den unge mor med en vellykket fødsel. 

Efterhånden opfandt man forskellige instrumenter, der skulle lette forløbet og sikre mor og barn bedst muligt som f.eks.. Forceps'en har sikkert hjulpet godt til for nogen, men der fortælles nu også om alvorlige skader på især barnet, men også moderen, så det var ikke et sikkert instrument. 

Det er jo ikke lige det, man ønsker for den lille nyfødte. Jeg har dog forstået det sådan, at forcepsen virkelig var til hjælp, da den fødende ikke længere - som i middelalderen - sad eller ligefrem stod under fødslen, men blev placeret i rygleje, hvilket gjorde det nemmere for hendes hjælpere at komme til. Dvs. at hvor tyngdekraften tidligere havde hjulpet til med at få barnet ud, så skulle der noget andet til, og der kom flere forskellige mere eller mindre brugbare instrumenter. Et af de mest spøjse var mineingeniør George Blonskys fødselsmaskine, hvor man forsøgte at gøre brug af centrifugalkraften. 

Det er et ret avanceret apparat, som opfinderen, George Blonsky, og hans kone, Charlotte - der i øvrigt begge var barnløse - tog patent på i 1963. Når man ser arbejdstegningerne ligner det grangiveligt en torturbænk, men det er altså en opfindelse, der skulle lette fødslen for mor og barn samt forhindre dødfødsler.

Det vil ikke være mig muligt at forklare præcis, hvad der sker i denne maskine, men resultatet skulle angiveligt være en hurtigere, lettere og sikrere fødsel, idet barnet så at sige "slynges" ud i et net, der opfanger det og forhindrer ulykker.  
Som det ses, er nettet strategisk placeret, men hvad nu hvis denne "centrifugalkraft" er så voldsom, at barnet kommer til verden som en prop ud af en rystet flaske champagne? Måske det er den slags, der har fået eftertiden til at ligge flad af grin over Blonsky's sikkert velmente, men næppe brugbare ide? Den skaffede ham imidlertid den satiriske pris "The Ig Nobel Prize" i 1999. Denne specielle pris er skabt for at “honor achievements that make people laugh, and then think,” hvilket nok er lige præcis det, der sker, når man præsenteres for George Blonskys "fødselsmaskine" .....


https://www.npr.org/sections/health-shots/2013/11/20/246426132/popping-a-baby-out-like-a-cork-and-other-birth-innovations  

 

https://www.history.com/news/royal-birth-traditions-marie-antoinette-meghan-markle 


https://www.amusingplanet.com/2019/12/child-birth-by-centrifugal-force.html

 

https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-derfor-er-det-saa-besvaerligt-at-foede-for-mennesker 

 

https://momkind.dk/artikler/post/hvor-ondt-gor-det-at-fode/ 

 

https://munksgaard.dk/products/fodsel-og-smerte-e-bog-(pdf-format)-16174-9788762807051 

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar