Hun var ikke mere end 18 år, da det lykkedes hende at markere sig som en tapper, fransk modstandskvinde. Hendes navn er Madeleine Riffaud, og hun blev født den 23. august 1924. Så vidt vides, lever hun endnu og er altså tæt på de 100, hvilket er ret fantastisk, da hun skulle have været henrettet flere gange og konstant bekæmpede den tyske besættelsesmagt i Frankrig under Anden Verdenskrig. Det regnes for en af hendes største bedrifter, at hun som 19-årig skød en tysk officer i hovedet midt på dagen, dvs. i fuldt dagslys, i 1944, men der er mange andre. Udgangspunktet for hendes engagement i modstandsbevægelsen var en selvoplevet episode, hvor Luftwaffe beskød en flok franske flygtninge. Hun var 15 år og besluttede sig på stedet til ikke at fortsætte til det ikke-okkuperede Syd-vest-Frankrig, som hun og de andre flygtninge var på vej til, men i stedet tage til Paris for at slås med nazisterne.
Madeleine Riffaud-billede af Pablo Picasso (1945)
Det er ikke enhver forundt at blive foreviget af en anerkendt kunstner som Picasso, men det blev Madeline altså efter krigen. Folk beundrede hende vidt og bredt for hendes heltemod, men det skaffede hende dog ikke ind i det franske militær, sådan som hun ønskede det efter krigen, og sådan som det skete for mange af hendes kammerater fra modstandsbevægelsen. Grunden til afslaget var 1) hendes køn og 2) hendes unge alder. At hun inden da havde udført mange bedrifter som f.eks. at stå for tilfangetagelsen af 80 nazistiske Wehrmacht-soldater fra et armeret tysk tog talte ligesom ikke, da krigen var forbi ....
På et tidspunkt blev hun imidlertid fanget af Gestapo, tortureret og derpå sat til henrettelse på en bestemt dag. Man besluttede imidlertid at i stedet sende hende i kz-lejr. Tyskerne har nok ikke vidst, hvem de havde fået fat på, for de endte med at udveksle hende med nogle tyske soldater i stedet for. Straks tog hun kampen imod dem op igen, idet hun bare fortsatte, hvor hun slap.
Da hun ikke - sådan som mange af sine venner fra modstandsbevægelsen - kunne komme ind i militæret efter krigen, blev hun journalist ved "Ce Soir" og digter. Hun skrev om den algierske krig, men i 1946 mødte hun Ho Chi Minh og helligede sig derefter Vietnam, hvis kamp for selvstændighed hun fulgte på næræt hold. Faktisk blev hun i landet i omkring syv år, bl.a. fordi hun forelskede sig i den vietnamesiske digter Nguyen Dinh Thi, som hun dog ikke kunne blive gift med på grund af en gammel lov, der forbød ægteskaber mellem landets indbyggere og fremmede.
Under sit ophold i Vietnam publicerede hun flere værker foruden en dokumentarfilm ved navn "Dans Le Maquis du Sud-Vietnam". Efter at være vendt tilbage til Frankrig blev hun sygeplejer på et hospital i Paris. Hun fortsatte dog sin skribent-karriere og skrev bl.a. bestselleren "Les Linges De La Nuit" foruden en antologi af sine egne digte, "Cheval Rouge: Anrhologie Poétique, 1939-1972". I 1994 udgav hun sin selvbiografi om tiden som modstandskvinde, "On L'appelait Rainer", idet navnet Rainer" var hendes pseudonym under krigen.
I 2005 fik hun "Venskabsmedaljen" fra Vietnam, og i 2013 modtog hun "The National Order of Merit" for sin indsats for Frankrig. Hun er også blevet hædret for sin indsats gennem andres værker, både i artikler, dokumentarfilm, etc. som f.eks. i "Les 7 Vies De Madeleine Riffaud".
Nu, hvor hun er i 90'erne får hun stadig opmærksomhed, men hendes alderdom er dog desværre præget af hendes nu meget dårlige syn. Om det har noget med krigen at gøre, ved jeg ikke, men det kan jo også "bare" være et alderstegn, som hun er uheldig at være ramt af.
https://jacobinmag.com/2018/07/madeleine-riffaud-resistance-fascism-nazism
https://annesebba.com/journalism/interview-with-madeleine-riffaud-the-girl-who-saved-paris/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar