Mødet mellem patient og læge minder mig på mange måder om det, man som borger oplever, hvis man stilles over for en politibetjent som mistænkt. Man er totalt uskyldig, men atmosfæren kan pludselig blive ladet med antydninger og mistro, som man tvinges til at forholde sig til. Jeg tror, at den person, der mødes af en uventet politianklage, vil føle noget af det samme som den patient, der mangler en diagnose, men som har en masse såkaldt "sære, uforklarlige, ikke-velbegrundede symptomer", som han/hun er nødt til at få set på hos en læge for at få den diagnose, der åbner vejen til en behandling.
Stemningen
skifter og kan blive direkte fjendtlig under en konsultation, hvor man
som patient møder op med en række symptomer, der ikke er lige efter bogen, om jeg
så må sige. Eftersom lægen ofte bare uden videre tilsidesætter de forklaringer og udredninger, han/hun bliver præsenteret for, så risikerer patienten at stå tilbage med alle de generende og/eller skræmmende symptomer. Lægen har dermed støttet sig alt for meget til sin egentlig ikke særlig holdbare "fingerspids-fornemmelse" og har afvist noget, der var nøglen til gådens løsning. Hvorfor? Fordi han/hun så patientens opremsning af symptomer som ligegyldig pludren, der ikke lød som den medicinske lærebog, han/hun havde lært faget efter ....
En konsultation skal ikke efterlade patienten med en fornemmelse af at være til grin - eller utroværdig. Disse fornemmelse har jeg sørgeligt nok ikke bare selv oplevet med læger, men også hørt andre fortælle om, og det er ikke i orden. Patienten skal hverken føle sig misforstået eller måske ligefrem klandret for noget, lægen tydeligvis ikke har tjek på: symptomer, der burde være løftestang for diagnosticeringen bortforklares og ses måske som "hypokondri" eller "farverige" = uvederhæftige.
Her må man huske på én ting: patienter stiller ikke deres egne diagnoser, men har fået dem af en eller anden mere eller mindre kløgtig læge. Hvis man som patient stilles over for ting som blodprøver, røntgenbilleder, etc., så er der tale om en hardcore-diagnosticering, der kan sammenlignes med de beviser, politiet får ved at gribe morderen med en rygende pistol. Det er i hvert fald svært at argumentere imod en blodprøve eller et røntgenbillede, for det eneste, man kan sætte op imod den slags, er "fornemmelser": "Det gør altså så ondt, hvis jeg gør sådan og sådan" vejer ikke tungt, for sådanne subjektive symptomer kan hurtigt stemple patienten som "vanskelig", "sygdomsfikseret", osv., osv.. Jo mere man nævner og jo mere detaljeret man fremlægger symptomerne, desto mindre populær bliver man hos lægen, der bevidst eller ubevidst tager afstand fra den slags "sygdomsfikserede hypokondere".
På grund af et system, der gør diagnoser nødvendige for en behandling - og for en social accept af lidelser og problemer - bliver nogle patienter desperate. De har længe følt sig mistænkeliggjorte og er derfor loyale over for de diagnoser, de til sidst får, hvad enten disse er logiske eller ej. Pludselig bruger de ikke længere så megen energi på at finde ud af, hvad der kan være galt, som de ofrer på bekræftelser af 1) at det er det eller det, de fejler, og bekymringer for, om 2) de læger, de konsulterer i andre sammenhæng, tror på den diagnose, de - eller en kollega - allerede har givet dem. Altså en grotesk situation, som både læger og patienter burde reagere stærkt imod, for diagnoser, der kun kan opretholdes via "tro" er i bund og grund anti-diagnoser og som sådanne noget, der slet ikke burde komme på tale. At nogle læger tilmed kommer salt i såret ved at anklage disse i forvejen røvrendte patienter for at være hypokondere og/eller socialbedragere gør det hele endnu mere grotesk. Efter min mening er der tale om en (for lægestanden) uværdig patient-mishandling, hvis funktion er at tjene som en beskyttelsesforanstaltning for lægen, der kan skubbe alle patientens besværlige symptomer til side og erstatte dem med en diagnose, som han/hun måske ikke engang selv har nogen respekt for. Er en diagnose regnet "kontroversiel", så skyldes dette nemlig, at den mangler respekt i lægeverdenen, selv om det er denne, der har skabt den ....
Skal man klage over en dårlig læge? Ja, moralsk set bør man gøre noget, så vedkommende ikke fortsætter med mishandlingen af andre patienter. Jeg tror imidlertid ikke, at sådan noget som "Patientklagenævnet" er brugbart, da jeg ser det som en "luk-munden-på-patienten-institution". Det, der skal til, er barske, hærdede advokater, der forstår at føre patientsager for domstolene ....
https://danskepatienter.dk/?fbclid=IwAR1tF1olXTMtbctTJWV5STLgg2A5CeSZBuWfjJARcPtyQzlteNqg6e3b5n0
Ingen kommentarer:
Send en kommentar