Da bødlen jagtede Henrik VIII's gamle tante rundt på skafottet ....

 

Margaret Pole, grevinde af Salisbury 

Henrik VIII (1473-1541) revolutionerede den engelske indenrigspolitik, bl.a. ved at ændre forfatningen, sådan at kongerne nu stod som "Guds udvalgte" med en guddommelig ret til at regere landet og også stå for retsvæsenet. Mange af hans modstandere blev anklaget, dømt og henrettet uden skyggen af en formel rettergang, hvilket jo er det samme som at tilsidesætte retsvæsenet som i et diktatur. Han henrettede rask væk mennesker, der var faldet i unåde, hvad enten de havde gjort det, han beskyldte dem for eller ej. Det betød, som vi ved, at han begik mange overgreb af forskellig art. F.eks. henrettede han to af sine koner for noget, der enten var opdigtet eller i hvert fald ikke af en så alvorlig karakter, at mange - og da slet ikke nutidens mennesker - ser dødsstraf som berettiget. Noget af det allerværste, han gjorde, var imidlertid efter min mening halshugningen af hans slægtning, den 67-årige Margaret Pole (1473–1541). Grunden til dette var en uforståeligt og næppe holdbar anklage for forræderi imod den siddende konge, hvilket jo på dette tidspunkt i historien ville sige ham selv, Henry VIII, der var søn af Margarets kusine, Elizabeth af York.

At hans vrede imod Margaret i virkeligheden nok mere skyldtes hendes sønners efter hans mening fornærmelige adfærd, bl.a. ved diverse protester imod skilsmissen fra hans første dronning, Katharine af Aragonien, er der vist ingen tvivl om. Med sin York-afstamning repræsenterede hun nu også selv en trussel imod hans Tudor-dynasti, hvilket på dette tidspunkt vil sige ham selv og hans søn med Jane Seymour, den senere kong Edward VI (1537–1553). Hvis man havde fortalt ham, at denne søn ikke kom til at videreføre dynastiet, og at det ville uddø med hans og Anne Boleyns datter, Elizabeth I (1533-1603), ville han have græmmet sig. En pige kunne ganske vist videreføre blodlinien - dvs. slægten - men ikke Tudornavnet, der betegnede det dynasti, han var så ivrig efter at opbygge.

Både Henry VIII' mor, Elizabeth af York, og Margaret repræsenterede altså det besejrede York-hus, der var blevet erstattet af Lancaster-sejrherrerne som følge af "Rosekrigene" (1455-1487). Selv om Henrik VIII's fødsel så at sige betegnede facittet i ligningen "adeligt hus imod adeligt hus", fordi hans mor jo var en York-datter og hans far en Lancaster-efterkommer, har han alligevel følt sig usikker på tronen, hvilket må have været baggrunden for det, han gjorde imod sin mors højfornemme kusine, Margaret Pole, der holdt en adelstitel i sin egen ret, dvs. en titel, som hun ikke delte med sin mand. 

Sagen var den, at Tudor-dynastiet var skabt af en opportunistisk opkomling, Henry VII (1457-1509), der havde besejret den sidste York-konge Richard III (1452-1485) i Slaget ved Bosworth Field, og alt, hvad der truede denne nye kongeslægt, var selvfølgelig skræmmende for dens repræsentant, dvs. den siddende konge, Henry VIII. Kunne nogen slippe godt fra at "stjæle" hans trone, ligesom hans far havde stjålet Richard III's? Det må have været noget, der kværnede løs i hovedet på ham, når han da ikke var fordybet i spekulationer om sin egen mandighed, dynastiets fremtid, duellerne med Frans I af Frankrig, plyndringerne af klostrene og stridighederne med paven, osv., osv..

At Henry VIII holdt sin gamle, svagelige slægtning, Margaret Pole fængsle i to år og senere henrettede hende til trods for hendes vilde protester, bl.a. oppe på skafottet, er og bliver pinligt, og han må virkelig have oplevet hende - dvs. den slægt, hun repræsenterede - som en trussel imod sig selv og Tudor-dynastiet. Formentlig har han følt, at hendes børn lurede i skyggerne for at finde en mulighed for at angribe og afsætte ham. Gennem årene var intrige på intrige imod Tudor-slægten blevet afsløret, bedragere henrettet, osv., osv. i den evige kamp om den engelske trone, som derfor må have forekommet Henry VIII særdeles vakkelvorn. Hvorom alting er, så anklagede han altså Margaret for forræderi og fik hende dømt til døden ved halshugning. Dybt pinlige scener med den rædselsslagne samt vildt protesterende Margaret, der jagtedes af bødlen, blev foreviget til evig skam og skændsel for den paranoide konge.

Der er to overleverede beretninger om henrettelsen, og begge fortæller om mange fejl-hug og frygtelige detaljer, der hverken tjener Henry eller bødlen til ære. Det siges, at sidstnævnte var uerfaren, og at hans elendige præstation blev den egentlige årsag til, at to af Henrys dronninger, Anne Boleyn og Catherine Howard, fik luksusbehandling med erfarne bødler fra udlandet. 

Har Karma ramt Henry efter døden? Han har helt sikkert opfattet sig selv som en stor konge, der fortjente det allerfineste mht begravelse, kiste, etc., men det fik han nu ikke. I stedet for et fint mausoleum havnede han og den af hans mange dronninger, der gav ham den ønskede mandlige arving, dvs. Jane Seymour, under gulvet i St. George’s Chapel i Windsor. Ikke særlig fornemt, og hvad mere er, da graven blev åbnet i 1649 for at placere den henrettede Stuart-konge Charles I's lig i den, viste det sig, at medens Jane Seymours kiste var intakt, så var Henry's ødelagt, og man kunne se resterne af hans lig gennem hullerne i den. Var det hærværk? Tjah, umuligt er det vel ikke, men det føles under alle omstændigheder ret velfortjent, at denne kronede barbar ikke fik den grav, han havde taget for givet, at han ville få for en storhed, han aldrig besad ....

Hvad Margaret Pole angår, så lod pave Leo 13 hende saligkåre som martyr for den katolske kirke den 29. december 1886, hvilket jeg nu synes er temmelig mærkeligt. Hun kæmpede for dronning Katharina af Aragonien og dennes datter, den senere dronning Mary I (1516-1558), men kan det ses som en religiøs handling? Næææhhhh - dog må jeg sige, at jeg under hende hendes helgenkåring oven på alle de rædsler, hun gennemgik, hvoraf hun beskrev nogle i et digt under fangenskabet:

"For traitors on the block should die;
I am no traitor, no, not I!
My faithfulness stands fast and so,
towards the block I shall not go!
Nor make one step, as you shall see;
Christ in Thy Mercy, save Thou me!"

https://www.theanneboleynfiles.com/the-execution-of-margaret-pole-countess-of-salisbury/

 

https://medium.com/frame-of-reference/the-botched-execution-of-the-woman-hacked-11-times-by-an-ax-5050fecbec81 

https://www.historyextra.com/period/tudor/henry-viii-buried-where-windsor-castle-westminster-tomb/

https://thefreelancehistorywriter.com/2016/07/29/where-is-king-henry-viii-buried-and-why-doesnt-he-have-a-tomb/ 

 

Wikipedia

Symptom/patient contra diagnose/læge ......

 

Mødet mellem patient og læge minder mig på mange måder om det, man som borger oplever, hvis man stilles over for en politibetjent som mistænkt. Man er totalt uskyldig, men atmosfæren kan pludselig blive ladet med antydninger og mistro, som man tvinges til at forholde sig til. Jeg tror, at den person, der mødes af en uventet politianklage, vil føle noget af det samme som den patient, der mangler en diagnose, men som har en masse såkaldt "sære, uforklarlige, ikke-velbegrundede symptomer", som han/hun er nødt til at få set på hos en læge for at få den diagnose, der åbner vejen til en behandling.  

Stemningen skifter og kan blive direkte fjendtlig under en konsultation, hvor man som patient møder op med en række symptomer, der ikke er lige efter bogen, om jeg så må sige. Eftersom lægen ofte bare uden videre tilsidesætter de forklaringer og udredninger, han/hun bliver præsenteret for, så risikerer patienten at stå tilbage med alle de generende og/eller skræmmende symptomer. Lægen har dermed støttet sig alt for meget til sin egentlig ikke særlig holdbare "fingerspids-fornemmelse" og har afvist noget, der var nøglen til gådens løsning. Hvorfor? Fordi han/hun så patientens opremsning af symptomer som ligegyldig pludren, der ikke lød som den medicinske lærebog, han/hun havde lært faget efter ....

En konsultation skal ikke efterlade patienten med en fornemmelse af at være til grin - eller utroværdig. Disse fornemmelse har jeg sørgeligt nok ikke bare selv oplevet med læger, men også hørt andre fortælle om, og det er ikke i orden. Patienten skal hverken føle sig misforstået eller måske ligefrem klandret for noget, lægen tydeligvis ikke har tjek på: symptomer, der burde være løftestang for diagnosticeringen bortforklares og ses måske som "hypokondri" eller "farverige" = uvederhæftige.  

Sagen er den, at som patient repræsenterer patienten det, lægen via sin stilling skal have styr på, men ikke altid har. Dvs. at patienten automatisk står for noget vanskeligt, noget kritisk, noget suspekt, eller i hvert fald et problem, hvis manglende løsning udstiller lægen og dennes mangel på fagkundskab. Når der opstår sådan en situation, fornemmer man det som regel hurtigt, for det kan skabe en meget dårlig kemi mellem parterne, der hver for sig repræsenterer en viden, der desværre ikke deles umiddelbart af modparten. Lægen ved noget, og patienten ved noget, men i den indledende fase er det helt sikkert den syge, der besidder den største viden, hvilket bare ikke altid anerkendes af lægen. Derfor virker situationen irriterende på lægen, der ellers - glad og fro - lever i den for læger gængse vildfarelse, at hans/hendes eksamen forlener ham/hende med en nærmest overjordisk kundskab om snart sagt alt på denne  jord ....

Den egentlige pointe i denne vittighed er, at damen nok aldrig har været hypokonder. Hun har været syg, men lægen har ikke opfanget problemet, måske fordi han/hun er så optaget af at få ryggen dækket som fagmand ved at åbne op for mistanker om patient-snyderier af en eller anden uspecificeret art. Kort sagt: den manglende respekt for denne patient har ført til, at det, hun fejlede, har fået lov til at vokse sig stort og synligt ....

Her må man huske på én ting: patienter stiller ikke deres egne diagnoser, men har fået dem af en eller anden mere eller mindre kløgtig læge. Hvis man som patient stilles over for ting som blodprøver, røntgenbilleder, etc., så er der tale om en hardcore-diagnosticering, der kan sammenlignes med de beviser, politiet får ved at gribe morderen med en rygende pistol. Det er i hvert fald svært at argumentere imod en blodprøve eller et røntgenbillede, for det eneste, man kan sætte op imod den slags, er "fornemmelser": "Det gør altså så ondt, hvis jeg gør sådan og sådan" vejer ikke tungt, for sådanne subjektive symptomer kan hurtigt stemple patienten som "vanskelig", "sygdomsfikseret", osv., osv.. Jo mere man nævner og jo mere detaljeret man fremlægger symptomerne, desto mindre populær bliver man hos lægen, der bevidst eller ubevidst tager afstand fra den slags "sygdomsfikserede hypokondere". 

På grund af et system, der gør diagnoser nødvendige for en behandling - og for en social accept af lidelser og problemer - bliver nogle patienter desperate. De har længe følt sig mistænkeliggjorte og er derfor loyale over for de diagnoser, de til sidst får, hvad enten disse er logiske eller ej. Pludselig bruger de ikke længere så megen energi på at finde ud af, hvad der kan være galt, som de ofrer på bekræftelser af 1) at det er det eller det, de fejler, og bekymringer for, om 2) de læger, de konsulterer i andre sammenhæng, tror på den diagnose, de - eller en kollega - allerede har givet dem. Altså en grotesk situation, som både læger og patienter burde reagere stærkt imod, for diagnoser, der kun kan opretholdes via "tro" er i bund og grund anti-diagnoser og som sådanne noget, der slet ikke burde komme på tale. At nogle læger tilmed kommer salt i såret ved at anklage disse i forvejen røvrendte patienter for at være hypokondere og/eller socialbedragere gør det hele endnu mere grotesk. Efter min mening er der tale om en (for lægestanden) uværdig patient-mishandling, hvis funktion er at tjene som en beskyttelsesforanstaltning for lægen, der kan skubbe alle patientens besværlige symptomer til side og erstatte dem med en diagnose, som han/hun måske ikke engang selv har nogen respekt for. Er en diagnose regnet "kontroversiel", så skyldes dette nemlig, at den mangler respekt i lægeverdenen, selv om det er denne, der har skabt den ....

Skal man klage over en dårlig læge? Ja, moralsk set bør man gøre noget, så vedkommende ikke fortsætter med mishandlingen af andre patienter. Jeg tror imidlertid ikke, at sådan noget som "Patientklagenævnet" er brugbart, da jeg ser det som en "luk-munden-på-patienten-institution". Det, der skal til, er barske, hærdede advokater, der forstår at føre patientsager for domstolene ....

 

https://www.aftenposten.no/meninger/sid/i/9m16Qq/er-du-hypokonder-eller-ja-faktisk-isabel-svendsen-berge 

 

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/medicininformationer/den-fejlbarlige-medicin/hvordan-stiller-laeger-diagnoser/ 

 

https://danskepatienter.dk/?fbclid=IwAR1tF1olXTMtbctTJWV5STLgg2A5CeSZBuWfjJARcPtyQzlteNqg6e3b5n0 

Indianeren, der blev kaldt "Gertrude"

Bliver man forbavset, når man hører, at denne nydelige, unge, borgerligt udseende dame med violinen viser sig, at have en spændende og nærmest eksotisk fortid, før hun blev til Gertrude Simmons? Navnet signalerer i hvert fald noget europæisk og slet ikke det, hun blev født som, nemlig Yankton Sioux-indianeren Zitkala-Sa (1876-1938). Efter som barn at være havnet i et amerikansk kvæker-"raceskift-maskineri", der - så at sige - skulle drive indianeren ud af hende, fik hun dette nye, fremmede navn, som hun oven i købet som regel brugte i offentlige sammenhæng senere i livet. Mange andre indianske børn blev taget ud af reservatet, hvorefter de kom ud for den samme grusomme "forvandling" som hende, og mange blev ofre for processen, idet de gik til socialt og menneskeligt. Zitkala-Sa havde imidlertid den fordel, at hun ikke bare var psykisk stærk, men også kunstnerisk begavet. 

Man kan sige, at hun skrev sig ud af overgrebene på både hende som person og på hendes kultur ved at fortælle om sine oplevelser i bog- og artikelform samt desuden skrive og gengive forskellige indianske legender. Ud over det kæmpede hun for indianernes rettigheder i samfundet på alle mulige måder. At få sine forfædres historie og kulturarv forkastet af amerikanerne havde været en traumatisk oplevelse for den unge pige, selv om hun var glad for nogle af de kundskaber, hun fik gennem den påtvungne uddannelse. Det gjaldt f.eks. skrivning og læsning, der blev hendes nye interesser - og våben imod amerikanernes diskrimination af indianerne.

Hun ikke bare udgav bøger og artikler, men holdt også mange foredrag rundt omkring. Dvs. at hun var kendt som talsmand for indianerne og deres sag. Desværre følte hun sig dog altid splittet mellem sin indianske og amerikanske kultur. Noget, andre med samme baggrund har talt om. Hendes mand, kaptajn Raymond Talefase Bonnin, som hun fik en søn med, var ikke en fuldblodsindianer, men han havde rødder i Yankton-stammen og arbejdede for "The Bureau of Indian Affairs" i Utah, indtil han mistede sin stilling. Også Zitkala-Sa havde været tilknyttet dette bureau, som hun dog havde kritiseret for dets behandling af indianske børn i et skolesystem, der bl.a. påtvang dem kristne værdier.

Raymond Talefase Bonnin

I 1913 skabte Zitkala-Sa og komponisten William F. Hanson det, der er blevet regnet for den første indianske opera, nemlig "The Sun Opera". Det virker dog mere betydningsfuldt, at hun nogenlunde samtidig startede "The National Council of American Indians", selv om det er interessant at se, hvor begavet hun var, siden hun både kunne skrive og også arbejde med musik. 

Eftersom alt, hun foretog sig som politiker og forfatter, drejede sig om indianere og deres rettigheder, virker det sært på mig, at hun blev begravet under sit "europæiske navn", Gertrude Simmons Bonnin. Gad vide, om det har noget med hendes gravs placering på den fornemme Arlington National Cemetery at gøre. Var denne grav et symbol på samfundets forsøg på at lægge beslag på hende og gøre hende til en af sine og ikke "bare" en indianer ved navn Zitkala-Sa? Det skulle ikke undre mig, om det er sådan, det forholder sig, og det er væmmeligt at tænke på ....

https://www.the-sun.com/news/2381003/what-zitkala-sas-most-famous-quotes/

 

https://library.arlingtonva.us/2020/01/28/this-week-in-19th-amendment-history-the-death-of-zitkala-sa/

 

Wikipedia

Nedladende hjælp - eller: er offentlige livsudfoldelser kun for de smukke???

 

Det spørgsmål er nemt at besvare, for nej, retfærdigvis bør det ikke være tilfældet. Smuk eller ej, så har vi alle behov for og lyst til en naturlig og umiddelbar livsudfoldelse. Manden ovenfor er ikke det, man normalt forstår ved "smuk" - eller bare almindeligt pæn - men det er forargeligt, at han blev chikaneret på dansegulvet, da musikken og stemningen gjorde, at han tog et par trin for sig selv. Fordi han ikke lever op til de gængse forestillinger om mandlig skønhed, accepterede nogle personer omkring ham nemlig ikke engang en så uskyldig form for livsudfoldelse sammen med andre mennesker, som han ikke generede på anden måde end ved "at se forkert ud".

Udseende og status er blevet kædet sammen på en direkte usund måde i vort samfund. Vi kan formentlig alle lide og føler os tiltrukket af folk, som vi anser for smukke/flotte/labre og ønsker måske også at vække disses interesse, selv om vi måske ikke engang er direkte fysisk tiltrukket af dem. Skyldes dette den status, deres udseende giver dem i venneflokken eller (f.eks.) på arbejdspladsen? Føler vi, at deres høje position på grund af udseendet, smitter af på os? Jeg vil ikke afvise, at dette kan være tilfældet, for der er status i at være ven/kæreste med én med en høj position, hvad enten dette skyldes udseende, job eller penge. Hvis man er indrettet til det, kan man rent faktisk selv opnå en bedre status ved en synlig omgang med sådan en ven/kæreste: andre ser, at man bliver anerkendt af en høj-status-person og måske tilmed har en høj stjerne hos vedkommende, hvilket er status-givende. 

Skønhed er - og har vel altid været - et godt kort at have på hånden i vort samfund, hvor en smuk pige eller flot mand, kan gøre karriere bare ved at se godt ud. Man kan være imod et  så "overfladisk" system, men det lader ikke til at det ændrer sig i vor tid, tværtimod. Der er i hvert fald mange, der investerer i dyre forskønnelser, f.eks. gennem kirurgi, der kan give dem de nye muligheder, som de er sig helt bevidst hænger sammen med udseendet. 

Hvad den dansende "grimrian" angår, så gav episoden anledning til en masse internet-tumult. Nogle tilbød at hjælpe ham, bl.a. ved at danse med ham. Sikkert smukt og uegennyttigt fra deres side, men skyggesiden af sådan et tilbud er, at det nu også har noget nedladende over sig. Hvis man kigger lidt mere på tilbuddet, så er det tydeligt, at det, det siger. er: ja, du er en grim klumpedumpe, men jeg er smuk, og jeg kan forlene dig med noget af den høje status, det giver dig at danse med mig, og vi vil begge stråle, hvis vi tager en svingom, for du låner noget af min skønhedsglans og jeg viser, hvor god, sød og humanitær, jeg er. Kort sagt: en ny form for fornærmelse af den uheldigt udseende dansemus af hankønsarten, for tilbuddet er i bund og grund nedladende .... 

Ser dette kys sært ud? Ja, men ikke hvis man siger, at manden er super-rig og/eller super-begavet. I sådan et tilfælde accepterer man ideen om, at det mindre attraktive ydre opvejes af andre status-angivelser, hvilket er noget, der siger MEGET om os og vort samfund ....

 

Forsvundet, men hvordan - og hvorfor?

 

Jody Ledkins var ikke mere end 14 år, da hun forsvandt i 1985, og hendes sag virker som et lærestykke i, hvordan mennesker kan gå op i røg, uden at efterlade sig konkrete spor af nogen art. Eller sagt på en anden måde: sådan en uopklaret sag med en forsvunden 14-årig pige illustrerer til fulde hvor illusorisk det stabile  "jeg" - dvs. en historisk defineret personlighed, der er forankret i noget konkret, som vi alle tror på - egentlig er, og hvor svævende et begreb den såkaldte "virkelighed" er. Teenageren Jody var her på jorden - dvs. hos sin familie - i så kort tid, at hendes liv er lige ved at blive uvirkeligt: eksisterede hun overhovedet? Ja, men alligevel må jeg sige, at på mig virker hendes liv overmåde illusorisk, nærmest som et postulat ....

Jody og flere andre forsvundne personer som hende giver mig faktisk nogenlunde den samme fornemmelse, som når jeg ser gamle fotografier af mennesker, der må anses for at være døde for mange år siden. Deres liv er lige ved at blive et postulat, og kun fotografierne beviser, at de engang levede og åndede her på jorden, hvor vi andre befinder os her og nu, fulde af illusioner om vores egen eksistens + betydningen af denne ....
 

Karen Stratton

Hvad Jody angår, så kom hun fra en meget dysfunktionel familie, og på et eller andet tidspunkt havde hun rodet sig ud i noget, der gjorde, at hun fik en tilsynsværge. Da hun pludselig forsvandt den 23. maj 1985 nogle timer efter et skænderi med sin mor, Karen Stratton, der ikke ville lade hende tage af sted sammen med sin kæreste og nogle andre teenage-venner, har det nok ikke virket så alarmerende på nogen. Jody havde sine egne ideer om, hvad hun ville, og at være teenager betyder jo næsten automatisk oprørsforsøg og stridigheder med forældre og andre, der har en anden mening. Karen var dog tilstrækkelig bekymret til at fortælle Jodys tilsynsværge, at hendes meget unge datter pludselig var væk. Logisk nok troede hun, at tilsynsværgen derefter ville melde barnet savnet, men det skete først ca. to år senere,  da Karen og tilsynsværgen åbenbart gik fejl af hinanden med hensyn til opgaver og hvem, der gjorde hvad vedr. Jody. 

Efter den forsinkede anmeldelse kom der imidlertid lidt skred i sagerne, men desværre både for sent og ikke nær nok: Jody var og blev væk, og hvad der er lige så besynderligt, måtte man erkende, at man vidste mere om hendes sidste besøg hos vennerne end om hele hendes unge liv. Når man kun er 14 år, så er det selvfølgelig ikke forventeligt, at der er de store sager at fortælle, for de ting, hun normalt ville have oplevet i sit liv som voksen eller bare nogle år ældre, manglede jo. Var hun blevet rodet ind i noget kriminelt, og var hun derfor forsvundet af egen fri vilje? Ingen vidste det, men der har nok været dem, der overvejede muligheden, for en af skyggesiderne ved at være teenager er jo, at man ikke bare er eventyrlysten, men også tit overvurderer sine egne evner til at tackle problemer, vove pelsen, osv., osv. ....
 

Da Jody have været forsvundet i nogle år, begyndte Karen i 1993 at få uhyggelige telefonopkald fra en hende ukendt person, der forlangte penge for ikke at "sende Jodys lig i smådele". Inden da havde tilsynsværgen modtaget et brev, der angiveligt var fra Jody. Ifølge brevet havde den unge, forsvundne pige, der på det tidspunkt var/ville have været ca. 18 år, det rigtig godt, og der var "ingen grund til bekymringer". Eftersom Karen ikke var sikker på, at det var Jodys skrift, er det dog meget tvivlsomt, om det var ægte - eller rettere sagt: intet tydede på, at det var skrevet af den forsvundne, unge pige. Dvs. at alting svævede i det uvisse et sted midt mellem formentlig falske livstegn og lige så falske løfter + trusler, så man begyndte at udsende opdaterede fotografier af Jody, som man kunne forvente, at hun så ud, hvis hun da stadig levede. Netop det var det store spørgsmål, for dengang - ligesom nu - var der mange seriemordere, der forgreb sig på og myrdede kvinder i alle aldre. Blev Jody offer for en af dem? Det tror jeg desværre ikke er usandsynligt, men ingen ved det, og hun og hendes liv er efterhånden blevet mer eller mindre glemt: ja, hun levede, for der er dem, der beviser det gennem deres fortsatte søgen, men ellers er hun blevet forvandlet til en skygge - et postulat .....

https://www.kshb.com/news/local-news/mother-continues-search-for-missing-daughter-35-years-later

 

https://www.kcpd.org/crime/missing-persons/jody-ledkins/

 

Wikipedia

Video-narren!!!

Der findes nogle mægtig søde videooptagelser af Kevin Dowling (født den 12. juni 1958) sammen med sine børn, hvor han er lige ved at blive ganske pæn, fordi han lyser af en ægte glæde og faderstolthed. Man må sige at disse idylliske scener fra hjemmelivet med kone og børn danner en skarp kontrast til den videooptagelse, der i særlig grad har gjort hans ækle forbrydelser i 1996 og 1997 kendte, og som i 1998 førte til hans dødsdom. 

Kevins kone har stået ved hans side i tyk og tyndt - indtil et vist punkt, for så mistede hun troen på ham og hans uskyld, hvilket man ikke kan fortænke hende i. 

At han senere har gjort alt for at protestere imod dommen fra 1998 virker latterligt på mig, for jeg kan ikke se, at han på nogen måde kan sno sig ud af de beviser, der er på hans forbrydelser. Når man læser nogle af hans udgydelser efter dommen, er det ikke desto mindre tydeligt, at han har mægtig ondt af sig selv, selv om det var alle dem, som hans gerninger har ramt direkte eller indirekte, han burde beklage, ikke mindst Jennifer Myers (1954-1996), hvis liv han invaderede i 1996 ved at overfalde, binde, røve og forsøge at voldtage hende. 

Hun, der var en vældig køn, sød og stilfærdig kvinde, der drev sit eget kunstgalleri, Gray Fox Gallery, havde aldrig set sin overfaldsmand før, da han pludselig dukkede op og forlangte penge samt sex. Det siger sig selv, at hun blev vildt chokeret, men hun fik dog samlet sig tilstrækkeligt til at få foretaget en politianmeldelse. Dette skete dog angiveligt ikke lige med det samme, men først senere op ad dagen, efter at hun formentlig havde overvejet sagen noget mere. Ingen kendte tilsyneladende Kevin, så anmeldelsen ville formentlig være fuset ud, hvis ikke Jennifer tilfældigvis var kommet ind i den Sheetz-butik, hvor han arbejdede. Hun genkendte ham straks som sin overfaldsmand og fik tilkaldt politiet. Derfra rullede sagen, og Kevin blev anklaget for overfaldet på hende, men var fri under udredningen, hvilket fik fatale følger for dem begge.

Den på det tidspunkt 44-årige Jennifer levede et stille og roligt liv med mand, børn og børnebørn. Hun var således ikke "rodet ind i" kriminelle forhold, der kunne forklare, at hun den 20. oktober 1997 blev fundet myrdet af skud i hovedet og brystet. Dvs. at man hurtigt fattede mistanke til Kevin, der stod foran en retssag, der kunne koste ham alt lige fra kone, børn, job og social anseelse til friheden mange år frem i tiden. Havde han skaffet sig af med ofret for den forbrydelse, han stod anklaget for? Det var der meget, der tydede på, men han nægtede og nægtede. På et tidspunkt gav han politiet, der stod for udforskningen af hans sag, et videobånd, som han hævdede bestyrkede hans alibi for mordet: han havde ikke kunnet myrde Jennifer, da båndet viste ham på en fisketur på mordtidspunktet. 

Bl.a. ved hjælp af en ekspert fra NASA opdagede man dog, at bånd-"alibiet" var forfalsket. Tidsangivelserne var ændret manuelt, og Kevin befandt sig ikke dér, hvor han - og båndet - angav, at han var. Da han forstod, at hans bedrageri var afsløret, sagde han, at han bare havde sagt det og havde lavet videoen, fordi han ville skjule for sin kone, at han havde været på stripbar i stedet for på fisketur. Den forklaring rakte dog ikke til som alibi, selv om det faktisk kunne bevises, at han også havde været på stripbar på et eller andet tidspunkt under den såkaldte fisketur. Alt tydede derfor på, at han ikke bare var skyldig, men også overmåde snedig og vildledende, hvilket nok var med til, at juryen dømte ham til døden. Baggrunden for mordet på den forurettede og totalt uskyldige Jennifer var sandsynligvis det brev, han havde skrevet til hende efter overfaldet, og hvor han havde bedt hende om tilgivelse, hvilket selvfølgelig ville være et stærkt bevis på hans skyld, hvis det blev lagt frem i retten, for man beder jo kun om tilgivelse for noget, man har gjort .... Politiet mener, at han ønskede at få dette afslørende brev tilbage, men at han ikke fandt det og derfor handlede, som han gjorde.

Senere er der så opstået flere støttegrupper for ham rundt omkring, bl.a. på Facebook, der arbejder for at få hans dom omstødt. Et enkelt af argumenterne for en genoptagelse af hans sag er ikke helt ude i skoven, om jeg så må sige: i stedet for at finkæmme båndet, (som han jo selv havde givet politiet som alibi), så burde man have gjort mere ud af at undersøge besøget på stripbaren, da det angiveligt foregik på samme tid som mordet på Jennifer. Eftersom han stadig sidder på dødsgangen, selv om hans henrettelse har været fastlagt flere gange, så er der jo nok noget i gang mht hans sag, men om det fører til noget nyttigt for ham er jo ikke til at sige, og jeg har i hvert fald meget svært ved at tro på hans påståede uskyld.

https://www.monstersandcritics.com/tv/american-monster-spotlights-kevin-dowling-who-shot-jennifer-myers-dead-to-silence-her-forever/

 

https://veritycreates.medium.com/the-vhs-tape-that-convicted-a-killer-757b1d66a665 

 

https://www.humanwrites.org/writing?id=69 

 

https://mycrimelibrary.com/kevin-dowling-pennsylvania-death-row/ 

"The Transgendered Murderer": Ezine article by Else Cederborg; revised and previously published

In 1893 there was a scandal of dimensions in Copenhagen. The renown lady superintendent of the home for wayward or orphaned boys, KANA, i.e. (Frederikke) Vilhelmine Møller, confessed to having murdered one of the orphans. The unlucky boy was the 15 year old Volmer Sjøgren and her reason to take his young life was that they had been lovers so that he unfortunately had learned her most well guarded secret, namely that "she" in fact was a "he" or perhaps a hermaphrodite.
Vilhelmine Møller's sexual organs had been deformed ever since birth. However, when she was arrested and taken to prison she also underwent a medical examination and her sex was determined as masculine. Even today the case is not quite clear, but as her (his) organs were more masculine than female she (he) now officially became a man and had the name of Vilhelmine Møller changed into Frederik Vilhelm Schmidt which means that the "she" of this article is now turning into a "he". 

The text reads "It has been revealed, Miss Møller is a man in all respects"

As to the crime it was almost incomprehensible that he would harm any of the boys as he had been an outstanding and very considerate superintendent who also published articles about his advanced ideas for the education of these forlorn children. Perhaps his good reputation as a dedicated head master is the reason why his former assistant, Mrs Mackwitz, was seen by the public as the one who had corrupted his morals, in a way thus being the true criminal. However, blaming her did not change the fact that he was a murderer and he concurrently was sentenced to death. However, this sentence was eventually changed into imprisonment for life, but as early as 1905 he was released and that same year he married. It seems that from then on he lead a good and to all intents "normal" life with his wife. In 1906 he published a short article about his life in a magazine, "Naturen og Mennesket"       (: "Nature and the Human Being"). He died on Christmas Eve in 1936 at the ripe old age of 91. 

One of the reasons this sad murder was such a scandal was that at that time these special homes for the orphaned children were run by private donations. All the people who were engaged in this work feared that they would lose the public support which was the foundation of the homes, but that didn’t happen. The public did not lose sympathy with these young outcasts or the people who tended and educated them. On the contrary, they went on supporting them until 1905 when the homes became part of a special children's act and thus turned State wards. Up till then they literally had lived at the mercy and sympathy of the public.

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1191/origin/170/ 

 

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/75161/108878/160404

 

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/75161/108878/160404

http://www.transviden.dk/det-er-opdaget/

 

Wikipedia