Som datter af den skotske/engelske kong James VI/I var Elizabeth Stuart (1596-1662) ikke bare den henrettede dronning Mary Stuarts barnebarn, men også vores danske kong Christian IV's niece, da hendes mor var hans søster, Anne. På et tidspunkt, hvor Christian IV besøgte det skotske hof, vakte han furore ved i udseende "at være en mandlig udgave af dronning Anne", så meget lignede de to søskende efter sigende hinanden.
Dronning Anne
Noget af ligheden er gået i arv til Annes datter, Elizabeth Stuart, selv om jeg nu mere hæfter mig ved en sjov, mærkeligt moderne detalje: hun er blevet malet med pandehår, hvilket jeg ikke mindes nogensinde før at have set på portrætter af kongelige fra denne tid. Er det udtryk for hendes personlige holdninger, måske om kvinders adgang til en mode og et udseende, der ikke ville hæmme dem i deres fysiske og sociale udfoldelser, sådan som det ellers var tilfældet, eller kan det hænge sammen med hendes status som politisk nøglefigur? Stod frisuren for noget oprørsk? Det er næppe tilfældet, men der er faktisk et portræt af prinsessen, der har vakt opmærksomhed blandt nutidige historikere, fordi det tilsyneladende indeholder et sprængfarligt politisk budskab. Det drejer sig om nedenstående maleri, hvor hun ikke bare bærer en kongelig hermelinskåbe, men også en krone, der antages at være en restaurering af den såkaldte "Tudor-krone". Eftersom kronen blev tilføjet af en senere maler, der simpelthen malede det på det allerede eksisterende billede, udtrykker den imidlertid nok mere forskellige intrigemageres ønsker end hendes egne. Dvs. at det ikke kan være hende selv, der intrigerer for at få Englands trone, men andre, der gør det på hendes vegne. Dette var faktisk også tilfældet, da der var kræfter i gang for at få hende - og ikke hendes bror, Charles (I) som tronarving samt kommende marionetdronning, der log sig blive styret af intrigemagerne.
Den unge prinsesse, Elizabeth Stuart, var populær, da hun var overbevist protestant, men også fordi Englands Elizabeth I, hvis trone Stuarterne havde arvet, var hendes gudmor. Desuden var hun kendt som en art "amazone", der var god til at skyde med bue og pil. Hun gik ofte på jagt, og det fortælles, at hun bl.a. jagtede vildsvin med spyd fra hesteryg, selv på et tidspunkt, hvor hun var højgravid. Folk kunne lide hende, ja, selv skotske katolikker, så der var måske ikke noget at sige til, at der var dem, der gerne så hende indtage Englands og Skotlands troner. I stedet blev det så hendes yngre bror, Charles I, der både fik - og mistede - denne arv efter deres far, James I/VI, idet han blev henrettet ved halshugning den 30. januar, 1649. Noget, der så førte til borgerkrig og mange år efter en genindførelse af Stuart-kongerne med hans søn, Charles II.
Ung, smuk og fornem, så der er ikke noget at sige til, at Elizabeth Stuart fik mange frierier fra forskellige europæiske fyrstehuse. Et af disse frierier kom fra en mand, der også blev regnet for at være en ualmindelig flot fyr, nemlig den svenske kong Gustav Adolph, men der var et alvorligt problem: Elizabeths mor var dansk, og Danmark lå i krig med Sverige, så den gik ikke, selv om det blev anset for et overmåde passende parti mellem repræsentanter for to magtfulde fyrstehuse.
Flot fyr: Gustav Adolph af Sverige
Andre fornemme, kongelige friere blev også afvist, indtil man gik med til at acceptere en uventet bejler, nemlig den kalvinistiske Frederick V (1596-1632), der var kurfyrste af Pfalz, hvilket efter sigende kreperede Elizabeths mor, den angiveligt snobbede dronning Anne. Hun, der jo selv var kongedatter, ønskede, at hendes datter skulle blive dronning ligesom hende selv, og man mener, at hun præparerede hende til at presse sin mand til at gå efter kongekronen i Böhmen. Hvis det er tilfældet, så lykkedes det hende formentlig, for han blev konge af Böhmen (1619-1620), hvilket var noget af en ulykke for ham og hans kone. Hans korte regeringstid skaffede ham tilnavnet "Vinterkongen", ligesom Elizabeth blev kaldt "Vinterdronningen".
Frederick V af Pfalz
Elizabeth havde udtrykt sin store kærlighed til Frederick, men da han døde i 1632, faldt hun ikke hen i en konstant jammer og ustoppelig tåreflod. Nej, hun, der jo via sit ægteskab var havnet i et epicenter for den såkaldte Trediveårskrig, gjorde sit for at hævde sin ret til det landområde, hun og hendes mand havde regeret. Som person bevarede hun nu ikke sin popularitet, bl.a. fordi man mente, at hun udviste større interesse i og kærlighed til sine foretrukne kæledyr, nemlig en flok aber, end over for sine børn. Desuden var hun kendt for en vis tendens til ødselhed. Det sidste hang nok sammen med Stuart-hoffets uvilje til at udbetale hende de midler, man havde indrømmet hende, da hun giftede sig med Frederick, hvilket selvfølgelig betød, at hun ofte sad sad tilbage med økonomiske problemer, der blev tilskrevet ødselhed. Eftersom hun hævdede sin såkaldte "kongelige ret" til ret store landområder, var det vigtigt, at hun fremstod som en fornem dame, og den slags koster som bekendt penge.
.jpg)
children.https://www.factinate.com/people/facts-elizabeth-stuart/
Wikipedia
.jpg)
