Hitlers læremester, Dietrich Eckart

 

Ligner denne fyr ikke en slange, der er parat til at hugge? Det var i hvert fald den tanke, jeg fik, da jeg så dette ungdomsbillede af ham. Hans navn var Dietrich Eckart (1868-1923), og han var en kendt digter, skuespilforfatter, journalist og - vigtigst af alt - politisk aktivist. At han bør huskes skyldes, at han var en af dem, der influerede Hitler, bl.a. indirekte gennem sin anti-semitisme, men også direkte ved at være en af hovedmændene bag "Die Deutsche Arbeiterpartei" (DAP) fra 1919, der blev forvandlet til "Die Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" (NSDAP) i april 1920. Hitler havde deltaget i det første offentlige møde i DAP, der fandt sted i en tysk ølstue i München den 20. februar 1920. Ved dette møde overtog han så at sige partiet med sit "25 punktsprogram".

Hitler var altså medlem nr. 7 i "Die Deutsche Arbeiterpartei", men han var dog ikke medlem af den tyske okkulte og populistiske gruppe i  München, "Das Thule-Gesellschaft", der sponsorerede DAP. Denne gruppe var dannet omkring nogle vidtløftige ideer om den "ariske races" oprindelse i det antikke Thule/Hyperborea, der af nogle blev set som det forsvundne sagn-land Atlantis. Denne tro blev senere søgt bevist af Heinrich Himmler og hans "SS-Ahnenerbe". Sært nok lader det til, at den vilde ide om "den ariske races" oprindelsesland "Thule/Atlantis/Hyperborea" stadig gør sig gældende i forskellige meget højreorienterede grupper. Dette forklarer også, hvorfor et højreekstremt mailbox-netværk i Tyskland i 1990'erne blev kaldt "Thule-Netz".

Thule som Tile på Carta Marina af Olaus Magnus

Når man ser på denne side af ideologien omkring Hitler, så bliver det klart, at hans tilhængere var drømmere, fanatikere, fantaster og mytomaner. Desværre var der så også dem, der var særdeles praktiske folk, og som derfor kunne realisere vanviddet på den værst tænkelige måde. Hvad Dietrich Eckart angår, så døde han jo altså i 1923, hvilket betyder, at hans indflydelse kun bestod  i ideologier og ikke i praktisk arbejde. Det var imidlertid ham, der med sin "Sturmlied" skabte SA's slagsang, der først senere blev erstattet af den stadig kendte og berygtede "Horst-Wessel-Lied". Sloganet "Germany erwache", der fik en stor indflydelse på den nazistiske bevidsthed, stammede fra Eckarts storm-sang.

Dietrich Eckart

Efter Hitlers magtovertagelse blev den afdøde Dietrich Eckart anerkendt af nazisterne som en stor tænker samt åndelig medstifter af partiet. Han blev fremhævet som et forbillede for alle, der bekendte sig til nazismen, hvilket så er det, der udgør hans eftermæle den dag i dag, men der er dog også dem, der fremhæver nogle af hans mere neutrale citater.

 

https://spartacus-educational.com/GEReckart.htm

 

^{https://www.historylearningsite.co.uk/modern-world-history-1918-to-1980/weimar-germany/dietrich-eckart/} 

 

^Wikipedia 

Else Cederborg: "Karen Blixen, Allegorical Animals and Racism" (revised Ezine article)

Karen Blixen/Isak Dinesen

The famous, Danish writer Karen Blixen (1885-1962) had her fame boosted by the movie "Out of Africa" about her years as a farmer in Kenya. She was born on the 17th March of 1885 as the second daughter of a well-to-do and well-connected family in Denmark, the Dinesens. That means that from the very first start of her life she belonged to high society, but not the most elevated part of it, i.e. one of the noble families which may count their ancestors far back in time. Her family tree could boast nobility on her father's side, but not in a direct hereditary line, making her and her siblings noblemen. However, when she married her Swedish relative, Baron Bror von Blixen-Finecke she obtained the coveted title of Baroness.

Bror von Blixen-Finecke 

Very early on the life style of the families of the large Danish and Swedish noble houses had a tremendous appeal to her. A snob she was, no one can deny it, but the snobbery was more for a special kind of nobility of character than for the hereditary distinction itself. With her it wasn't enough to be born a nobleman to become one of those noble characters whom she admired, some of them actually belonged to the poorest of the poor or were revolutionaries like some of the heroes of The French Revolution.

 

The brother of Karen Blixen/Isak Dinesen: Thomas Dinesen

Her mother's family consisted of well-to-do merchants which weren't among her favorite class of people. When her father committed suicide in her childhood (1895) and her mother's family raised her as well as her brothers and sisters she felt exposed to the bourgeois and religious ideals which they represented. She came to resent most of what they stood for - or rather, she came to resent them for the ideas and ideologies she saw in them: Prudishness, puritanism, and pragmatism. She found them unimaginative, non-idealistic, materialistic and not in accord with their own inner-most instincts. With her instincts mean something exalted like "connected to God or fate by one's very soul" and she purports the idea that in reality it takes a wild animal to have the perfect form of this instinctual and divine connectedness. Or as it's put by the young man, Peter, who has an inherited drive (i.e. his God-given instinct) to become a sailor, but is being urged to be something he has no inner drift for ("Peter and Rosa" from "Winter's Tales"): "I saw a fox the other day," he took up his theme, after a long silence, "by the brook in the birch-wood. He looked at me, and moved his tail a little. I reflected, as I looked back at him, that he does excellenctly well at being a fox, such as God meant him to be. All that he makes or thinks is just foxlike; there is nothing in him, from his ears to his brush, which God did not wish to be there, and he will not interfere with the plan of God. If a fox were not so, a beautiful and perfect thing, God would not be beautiful and perfect either." 

 

I find this imagery perfect as I don't see how it might be misunderstood, even by those who don't know much about wild animals. She made a very wise choice when she chose this animal allegory. In the writings of Karen Blixen the nobleman - or the one in the other end of the social scales, the destitute and according to her thus totally free man - is considered an equal to the wild, untamed and instinctual animal who lives in accordance with God's plans for him. To be compared to e.g. a wild animal is a real compliment with her. In the other end of the scales the domestic animals equal the bourgeois of her mother's family. If one is compared to these animals one is not living by one's inherent instincts, or put in another way, the direct connection to God has been broken or at least twisted: Man doesn't live like he was meant to, but like he finds fit to in order to obtain the non-instinctual, social security of e.g. farm animals who are secured because they are belongings.

 

 

The young Karen Blixen/Isak Dinesen in Africa

 

You may ask, now what has all that to do with racism? Well, in her beautiful book on her time in Kenya, "Out of Africa", Karen Blixen/Isak Dinesen compared everyone to animals, but most certainly not in a derogatory way, but simply to mark them for their inner qualities as she saw them. She herself was very proud that she was being called "Lioness" because that spoke of bravery and fortitude which were ideals with her. Her best friends, young noblemen and great huntsmen from England and Scandinavia, belonged naturally in this group and so did some of the natives: Both the devout and very strict Muslim Somalis and the warlike Masai whom she saw as free in body and spirit because they have never been slaves are compared to birds of prey. The Masai are being her absolute favorites because they simply can't survive slavery ("Out of Africa"): "This stark inability to keep alive under the yoke has given the Masai, alone amongst all the Native tribes, rank with the immigrant aristocracy." The Kikuyus who have been enslaved, and who have reputedly hunted down and sold each other, are being compared to farm animals, but more to describe their relationship with each other than anything else. One must admit that the Somalis and Masai are her favourites, yes, even human ideals with her, but still she has a soft spot for the Kikuyus and she is not derogatory of them when she compares them to rodents which just are another kind of free animals. In their tribe relationship she sees the Somalis as faithful sheepdogs guarding the valuable sheep, i.e. the Kikuyu.

 

The paintings by Karen Blixen/Isak Dinesen of Africans she knew as part of her staff or met

The use of animal categories to describe people go very far back in time. We meet gods as animals and animals as gods all over the world and this tradition of comparing humans to animals live on in fairy tales and fables, but also in Heraldry. In the noble families of Scandinavia many have animals in their Coat of Arms. The heraldic animals were accepted as valid names for members of these families in their addressing each other so it hasn't been unnatural to Karen Blixen to think along these lines with the natives of Kenya and with herself and her friends. First and foremost it hasn't been derogatory to talk of someone being like a "sheepdog", guarding "sheep" and others being "birds of prey".

"Winter's Tales" by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books Edition, Random House, New York (1961): page 261 "Out of Africa" (and "Shadows On The Grass") by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books, Random House, New York, 1985: page 156

 

Else Cederborg: ""Det drømmende Barn" og andre fortællinger af Karen Blixen, Dansklærerforeningen, Gyldendal, 1979 

 

Else Cederborg: e-book

Societydamen og de morderiske lykkejægere

 

Den 82-årige Irene Silverman, der enten opholdt sig på sin fornemme Manhattan-adresse, 20 East 65th Street, nær ved Madison Avenue, eller i en af sine elegante lejligheder i Paris, Athens eller Honolulu elskede at få besøg af spændende og interessante mennesker. Hendes forskellige hjem var som skabt til den slags begivenheder, for hun omgav sig med mange smukke og værdifulde ting, gav stedet atmosfære. Alt sammen noget, hun havde fået samlet under eller efter sit ægteskab med den velhavende bankier Sam Silverman, som hun havde mødt i sin ungdom, da hun var en smuk og omsværmet danserinde.

Som ung var hun yndig og meget charmerende, samt allerede dengang en personlighed. Hendes baggrund var ikke noget at råbe hurra for, da hendes far var en italiensk fiskehandler og hendes mor en græsk syerske. Familiens økonomi gjorde, at hendes skolegang ikke var særlig omfattende, hvilket dog ikke hindrede hende i som 59-årig at begynde at læse på The Columbia University, hvor hun klarede sig godt som studerende. Her gjorde hun sig også bemærket ved at skabe en næsten Mae West-agtig form for fest og ballade ved diverse universitets-arrangementer. En gang vakte hun således stor opmærksomhed ved at komme med et følge af 10 labre muskelmænd, der både skulle optræde som "baggrund" for hende og noget, der vel kan kaldes "uformelle livvagter". 

Som ældre må hun have været sig bevidst, at de rigdomme, hun arvede fra sin mand i 1980, kunne friste svage sjæle til at forsøge sig som røvere, for når hun skulle uden for sit super-sikrede hjem, var hun altid sammen med en ven eller andre, der direkte eller indirekte beskyttede hende imod den slags personer. Sært nok, når nu hun vidste, at hun befandt sig i en udsat position, åbnede hun på et tidspunkt sit Manhattan-hjem for interessante, og/eller berømte mennesker, der søgte et sted at slå sig ned en tid. Hun fik huset bygget om, så der skabtes noget, der er blevet kaldt en mellemting mellem et luksus-hotel og et glamourøst pensionat. Den månedlige leje var meget høj, men det var ikke på grund af indtjenings-mulighederne, hun havde bevæget sig ind på dette utraditionelle "pensionats-marked". Det hun søgte var formentlig en form for "bofællesskab" med interessante folk, som hun var på bølgelængde med. Blandt hendes lejere var bl.a. Chaka Khan, Peter Duchin, markien af Northampton og skuespilleren Daniel Day Lewis. Det var dog ikke bare denne type high society-mennesker, hun omgav sig med, for hos hende kunne man også møde andre, som hun havde sympati for. En af disse var efter sigende hendes slagter, der var en ganske almindelig handlende.

Chaka Khan

Jeg tror, man kan kalde hende en festlig livsnyder, der nød sit liv som en velhavende enke med masser af kontakter i alle mulige kredse. Hun havde som sagt forskellige ekstra sikkerhedsforanstaltninger i sit hjem, var forsigtig og ikke spor naiv, så hun burde have været sikret, men det var hun ikke, for i 1998 forsvandt hun på uforklarlig vis. Det vakte bestyrtelse og bekymrede hendes mange venner, for det var atypisk for hende, så de sørgede for, at hendes forsvinden blev efterforsket. 

Det viste sig, at en smuk og meget velklædt, ung mand, Manny Guerrin, havde fået indpas blandt de berømte og rige i hendes hjem, idet han påstod at kende nogle af hendes personlige venner og bekendte. Beviser var der dog ingen af, for der manglede de skriftlige referencer, som han havde lovet hende den ene gang efter den anden. For mig at se, er det sandsynligt, at hun lod sig forblænde af hans udseende og charme, så hun uheldigvis glemte sin sædvanlige forsigtighed, selv om der nu hurtigt også viste sig problemer med at få inddrevet lejen. Noget, der dog blev klaret med en kontant betaling efter lidt tid. Mistanken om, at han ikke var den, han gav sig ud for, var dog vakt, og hun begyndte at holde skarpt øje med ham.

Det, der for alvor alarmerede hende, var nogle besøg af en særpræget, midaldrende kvinde, som hun mistænkte måske ligefrem boede hos Manny. Irene var ikke snerpet, men dér satte hun grænsen, også fordi Manny altid gjorde alt for, at hun ikke skulle se damen tæt på eller få lejlighed til at tale med hende. Desuden følte hun sig også mere og mere udspioneret af ham, samtidig med at han begyndte at bagtale hende og "hendes klasse" for personalet. Alt sammen noget, der gjorde både hende og hendes ansatte urolige for, at der var lusk ved den flotte, unge mand, så hun forberedte en udsmidning af ham. Det viste sig dog at være for sent, da hun selv forsvandt i juli 1998. At Manny også syntes at være forsvundet var dog en ledetråd i efterforskningen, der blev bekræftet af venners og personales udsagn om ham og hans sære gæst.

En årvågen detektiv opdagede, at den forsvundne Manny var forbundet med en sag om bedrageri, han arbejdede på. Ikke nok med det, han fandt også ud af, at den unge mands rigtige navn ikke var Manny, men Kenny Kimes, og at han arbejdede sammen med sin mor, Sante Kimes (1934-2014). De to var nært knyttet til hinanden, ja, de var mere end det, de var kolleger mht forbrydelser af forskellig art, da de udførte mange af dem sammen. På dette tidspunkt havde de i hvert fald myrdet tre mennesker, inklusiv Irene Silverman.

På en vis måde kan man se den 64-årige Sante Kimes som den ikke-succesfulde version af den 82-årige Irene, for også hun var startet med at gifte sig med en velhavende, men dog ikke helt lovlydig mand, Kennett Kimes, som hun fik den på mord-tidspunkt 24-årige søn Kenny med. Modsat Irene kom hun fra en pæn, borgerlig familie, men var selv uregerlig og amoralsk. Som ung havde hun været flot og karismatisk som Irene, og hendes udseende havde givet hende en masse af de samme fordele, som hendes offer havde haft. Faktisk kunne jeg forestille mig, at Sante og Irene kunne have fået nogle af de meget spændende og underholdende samtaler som den gamle societydame og millionær søgte hos sine lejere. Problemet var nok bare, at Sante lige fra begyndelsen var ude efter mere end som så: hun ville have det, Irene havde, nemlig hendes luksus, hendes penge og hendes besiddelser ....

Mor og søn havde boltret sig i forbrydelser af forskellig art i nogle år. I 1986 havde Sante fået en dom på fem år for at holde omkring otte illegale indvandrere af kvindekøn indspærret i sit hjem. Man spørger sig selv, hvad det skulle være godt for, men jeg tager nærmest for givet, at hun ønskede at terrorisere dem til at blive prostituerede, så hun kunne tjene penge på dem. Fanget var de i hvert fald.

Sante Kimes i retten

Da mor og søn myrdede Irene Silverman smækkede fælden endelig, for sådan behandler man afgjort ikke en gammel, berømt societydame med masser af indflydelsesrige venner. De blev sendt i fængsel på livstid efter en pinlig retssag, hvor Sante hævdede, at de var blevet snydt af det juridiske system, hvilket indbragte hende en reprimande fra dommeren, og deres senere forsøg på at anke dommen blev alle afvist. Trist nok fik han dem dog ikke til at fortælle, hvor de havde gjort af Irenes lig, der den dag i dag ikke er blevet fundet.

https://narratively.com/my-mother-taught-me-to-kill/

 

https://www.nytimes.com/2014/05/22/nyregion/sante-kimes-dies-in-prison-at-79-killed-and-swindled-with-her-son.html 

 

https://unknownmisandry.blogspot.com/2014/04/ 

 

https://www.alixkirsta.com/articles/silverman/index.htm 

 

Wikipedia

 

Fra syerske til marinebiolog

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor akvariet kom fra, og sådan er det jo med masser af ting, vi ser som gammelkendte. Mht akvariet, så var det en uventet opfinder, jeg fandt frem til, nemlig den franske kvinde, Jeanne Villepreux-Power, der også er kendt - eller rettere sagt glemt!!! - under navnet Jeannette Power eller Givovanne Power, født Jeanne Villepreux (1794-1871). Hun var datter af en skomager og var kommet til Paris som 18-årig for at arbejde som assistent for en dameskrædder. En af de sjove ting med Jeanne er, at hendes videnskabelige karriere tog fart, da hun, der altså startede som syerske, designede brudekjolen til den ældste datter af Francis I af De To Sicilier, da hun skulle giftes med prins Charles-Ferdinand de Bourbon. 

Den berømte brudekjole, som Jeanne Villepreux-Power designede, er da også ganske imponerende, og den gjorde hende i hvert fald kendt som en meget talentfuld kvinde.

Dette er formentlig ikke en kjole, som Jeanne har designet, men sådan så den fornemme og meget ærgerrige prinsesse altså ud. Hendes drømme om at indtage den franske trone efter sit bryllup med Ludvig XVIII's nevø førte ikke til noget, men mødet med hende og arbejdet med hendes kjole gav til gengæld syersken Jeanne luft under vingerne, for det gjorde hende direkte berømt. Skæbnens veje er som bekendt uransagelige, for det medførte, at den engelske købmand James Power fik øje på den talentfulde, franske pige, og at de blev gift på Sicilien i 1818. Faktisk blev de boende i Italien i flere år, og dem brugte Jeanne på selvstudier af naturhistorie. Det, der interesserede hende mest, var planterne og dyrelivet på Sicilien.

Botanik og zoologi var altså hendes område, men det, der først og fremmest fangede hendes opmærksomhed, var havdyrene og deres på mange måder ukendte liv. For bedre at kunne registrere, hvordan de levede, konstruerede hun det første akvarium i 1832. Det kan eventuelt have set sådan ud:

Hendes observationer gjorde, at man nu forstod udviklingen af nogle havdyrs skaller. Før havde man troet, at de fik dem ved at stjæle dem fra andre dyr, men hun påviste deres evne til selv at skabe dem som en naturlig del af deres livscyklus. I 1839 udgav hun "Observations et expériences physiques sur plusieurs animaux marins et terrestres", der beskrev hendes arbejde. Senere kom der en bog om Sicilien, "Guida per la Sicilia", som hun og hendes mand ellers forlod i 1842 for i stedet at bosætte sig i London og Paris. Desværre medførte denne flytning, der foregik med skib, at en betydelig mængde af hendes materiale gik til i et skibsforlis. Nok fortsatte hun med at skrive, men det lader til, at hun holdt op med sine observationer og egentlige studier.

Som så ofte med kvinder, der har begået en bedrift inden for videnskab, litteratur og kunst, blev også Jeanne glemt. I sin levetid var hun bl.a. tilknyttet "The London Zoological Society" og "The Gioenian Academy of Natural Sciences " på Sicilien. I 1858 var der en højt anerkendt britisk palæontolog og anatom ved navn Richard Owen, der kaldte hende "the mother of aquariophily", hvilket selvfølgelig var mægtig ærefuldt. Det var dog endnu finere, da et stort krater på Venus blev opkaldt efter hende i 1997.  

Jeanne i hendes senere år

https://interestingengineering.com/jeanne-villepreux-power-marine-biologist-and-inventor-of-the-aquarium

http://thescuttlefish.com/2015/07/how-the-scientific-legacy-of-inventor-of-the-aquarium-lies-lost-on-the-ocean-floor/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Jeanne-Villepreux-Power 

 

Wikipedia

 

Henrik VIII-facit: forfængelighed og forgængelighed

 

Her ligger han så i Whitehall Palace, Englands kong Henrik VIII (1491-1547), men at det drejer sig om hans dødsleje, forstår han nu ikke, for hvordan kan HAN dø som alle andre? Er han måske ikke den gloriøse monark, der revolutionerede England ved at omlægge kirken totalt? Og - vigtigst af alt! - havde han måske ikke produceret en mandlig arving (Edward IV), der kunne føre Tudor-slægten og dens magt videre? Jo da, og den unge prins sidder da også ved siden af sin fars seng, køn og fornemt klædt, men uden den stærke livskraft,  der bygger dynastier, så også dér blev Henrik "snydt af skæbnen", for Edward døde den 6. juli 1553, blot 15 år gammel. 

At teenageren tilmed skabte ravage i en andens liv på sit dødsleje er utrolig trist: han udnævnte sin kusine, Jane Grey (ca. 1537-1554), til dronning i stedet for en af sine halvsøstre, Mary og Elizabeth, der dog begge blev dronning på et senere tidspunkt. Sørgeligt nok førte dette til den unge, nyudnævnte dronnings fald og henrettelse den 12. februar 1554. "Ni-dage-dronningen", som hun blev kaldt, havde ikke engang selv ønsket at blive dronning.

Henrettelsen af dronning Jane Grey

Intet illustrerer forholdet mellem begreberne forfængelighed og forgængelighed som Henrik VIII og hans liv. Han havde ast og mast for at opbygge og sikre Tudor-dynastiet, sådan som han forestillede sig det i al fremtid, og så krakelerede det hele ved hans død. Det får én til at tænke på hans sidste ord på dødslejet, der imidlertid gengives i flere forskellige former. En af disse lød: "All is lost! Monks, monks, monks!", og det kan man så tænke over, for det kan forstås på flere måder. Så han f.eks. munke samles ved sengen i en plagsom febervildelse? Dvs. at han måske fortrød sin omlægning af kirken og sin udplyndring af klostrene på dødslejet? Det kan dog også tænkes, at han bare blev tilskrevet disse ord af én, der mente, at det var, hvad han burde tænke på i sin dødsstund ....

Henrik VIII, 18 år gammel

Som ung havde han været fuld af fysisk kraft, og han elskede at vise sig frem som sportsmand. Han greb enhver chance for at brillere med sin styrke, men den mand, der døde i 1547, var et meget overvægtigt, voldsomt fysisk svækket, opsvulmet og ildelugtende vrag og slet ikke den kraftkarl, han stadig så sig selv som. Vi har alle et indre billede af os selv, der ikke altid forrykkes af alder og skavanker, og hans var tilsyneladende blevet stående ved ungdomstiden. Det bestod i hvert fald i noget andet end det, han var blevet til efter at have pløjet sig igennem seks koner for at få den søn, han absolut måtte have for at redde dynastiet. Som han lå dér på sit dødsleje, har han tydeligvis forestillet sig, at den omfattende svækkelse, som han oplevede, blot var af forbigående art. Det femgår nemlig af det, der formentlig i virkeligheden var hans sidste ord: "I will first take a little sleep, and then, as I feel myself, I will advise upon the matter." En ytring, der i sig selv er en afvisning af det, han er blevet, for det er ikke "myself" ....

En kraftkarl? Ja, men kun i fantasien, for visse detaljer omkring kongens udseende blev retoucheret, f.eks. blev musklerne i hans ben gjort større. Gad vide, om ikke hans såkaldte "skampose" med de kongelige "kronjuveler" også har fået lidt ekstra fylde, for alt i den etage betød utrolig meget for ham. Ganske vist kunne han ikke det, han burde - og ville - med Anne af Cleve, så han kunne få endnu en søn, men han gjorde et stort nummer ud af, at det kunne han skam med andre, og at han desuden havde natlige "pollutioner", der beviste hans enorme virilitet. Ingen skulle pille ved den maskuline stolthed, der var forankret i denne skampose ....

Som yngre havde han altså været glad for alt, der beviste hans fysiske styrke, og han var faktisk rigtig god til flere sportsgrene. Noget af det, han syntes bedst om, var brydning, men i 1520 var han uforsigtig nok til at deltage i en brydekamp med kong Frans I af Frankrig, som han selvfølgelig tog for givet, at han ville vinde. Dér tog han dog fejl, for den 7. juni tabte han til franskmanden, hvilket må have kreperet ham samt - vigtigst af alt - undergravet hans selvopfattelse. Visse ting som netop denne kamp viser med al tydelighed, at han så sig selv som den, han havde været: hans selvbillede fulgte ikke med tiden og det fysiske forfald, han var udsat for som ældre, "var ikke ham".

Den unge Henrik VIII 

Det er nemt nok at fordømme Henrik for hans grusomheder, men man skal ikke glemme, at han faktisk var et lidende menneske. Beretningerne om hans fysiske tilstand, da han kom op i årene, er forfærdelige. Bl.a. led han af meget smertefulde og stinkende sår på benene, der blev holdt åbne, for at "giften kunne komme ud". Man kan ikke andet end at have ondt af ham på dette felt, og jeg forstår såmænd godt, at han drømte sig tilbage til en tid, hvor han ikke var gammel, grim og forpint, men tiden kan nu engang ikke skrues tilbage, så man må forsøge at udvikle sig med den og ikke imod den. Noget, han nægtede, for med "myself" har han tænkt på sig selv, som han var i ungdommen. Jeg mistænker, at han nærmest følte sig "forbyttet" fra sit sande, unge jeg til dette unaturligt ækle, ildelugtende og smerteplagede, men forbigående gammelmands-uhyre, der syntes at have overtaget hans identitet for en tid. Efter den søvn, han taler om, at han vil have, vil han igen "være sig selv", ung, stærk og smuk, faktisk den mand, der refereres til af hans første kone i det sidste brev, hun skrev til ham: "Mine eyes desire thee only. Farewell." (Catherine of Aragon, den 7. januar 1536).

Katharina af Aragonien

Ak, Døden kom også efter Henrik, og som den sidste ydmygelse af den førhen så mægtige konge og fyrige sportsmand, eksploderede hans lig på grund af de gasser, der havde samlet sig i det. Dette skete, da ligtoget gjorde holdt ved The Chapel of Syon Abbey på sin vej til det, der blev hans sidste hvileplads, nemlig det underjordiske kammer i St. George's Chapel, der tilmed ret hurtigt efter blev glemt indtil 1813, hvor det blev genfundet. Som det  fremgår af hans testamente, havde han taget for givet, at  det skulle placeres i et fornemt mausoleum, hvor det så at sige kunne "leve videre", men det skete aldrig: ". . . our last Will and Testament, doe will and ordaine, that our bodie be buried and enterred in the quire of our College of Windsor, midway between the stalls, and the high altar; and there be made and set, as soon as convenientlie maie be donne after our descease, by our executors, at our costs and charges (if it be not donne by us in our life time), an honourable tombe for our bones to rest in, which is well onward and almost made therefore already, with a fair grate about it, in which we will alsoe, the bones of our true and loving wife Queen Jane be put alsoe."  

Henriks børn og måske mest hans yngste datter, dronning Elizabeth I, regnede på udgifter i forbindelse med opførelsen af det flotte gravkammer, han havde ønsket sig, men opgav. Det ville simpelthen blive alt for bekosteligt, så liget blev, hvor det var.

https://historywithhenry.com/the-strange-story-of-henry-viiis-grave/

 

http://under-these-restless-skies.blogspot.com/2014/02/the-repose-of-king-burial-place-of.html 

 

https://historienet.dk/samfund/kongelige/henrik-8-blev-vanvittig-af-smerte

 

https://www.history.com/news/henry-viii-wrestled-french-king-field-of-cloth-of-gold

 

https://www.dailymail.co.uk/home/books/article-6985923/Fat-furious-fault-Henry-VIII.html

 

https://www.englishmonarchs.co.uk/tudor_3.htm

 

https://www.rmg.co.uk/stories/topics/little-known-or-unknown-facts-regarding-queen-elizabeth-death 

 

Wikipedia

 

Arabella Stuart - fra tronarving til spøgelse

Arabella Stuart (1575-1615) var kun et barn, da hun flyttede ind hos sin mormor, Bess af Hardwick, fordi hendes far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, døde af tuberkulose, da hun var knap et år gammel, og hendes mor, Bess's datter, Elizabeth Cavendish, ca. seks år senere. Hvis billedet ovenfor ligner den lille pige, så må hun have været et tænksomt barn med tydelige Tudor-træk, bl.a. med hensyn til hårfarve. Noget, der får én til at tænke på teorien om, at hendes mormor, Bess af Hardwick, i virkeligheden var en ukendt, illegitim helsøster til dronning Elizabeth (jfr. evt. mit Boobytrap-indlæg "Var Bess af Hardwick helsøster til Elizabeth I" den 29. marts d.å.) Umuligt er det ikke, men det kræver mere end gætterier for at kunne bruges som andet end en ikke fuldt ud velunderbygget teori.

Bess af Hardwick

Hvad der til gengæld er stensikkert er, at Bess af Hardwick var en intrigant kvinde, der spillede et højt spil, da hun fik sin datter, Elizabeth Cavendish, gift med en af arvingerne til den engelske trone efter Elizabeth I, nemlig Charles Stuart, Jarl af Lennox, der - via sin oldemor, Margaret Tudor - også var en efterkommer af Henry VII. At dronningen blev gal, da hun fandt ud af det, siger sig selv, men som sædvanlig med  Bess, skete der hende ikke rigtig noget, selv om det, hun havde lavet, faktisk var en form for dynastisk kup.

Mary Stuarts anden mand, Henry Stuart, Lord Darnley, og hans yngre bror, Arabellas far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, 1563

Efter at Arabellas mor, Elizabeth Cavendish, var død, flyttede den lille pige altså ind hos sin mormor, Bess of Hardwick. Det betød imidlertid, at hun voksede op i en husholdning, der også rummede hendes tante, den flygtede skotske dronning, Mary Stuart, hvis søn, James (VI), var blevet konge af Skotland som baby, da hun blev tvunget til at abdicere, mistænkt for mordet på hans far, hendes anden mand, Lord Darnley, i 1567. Bess og hendes mand, Sir William (Stloe) St Loe, havde nemlig fået til opgave at huse - samt bevogte - den skotske dronning, hvilket var en dyr og besværlig "fornøjelse", der altså foregik i deres hjem. 

Henry Stuart, Lord Darnley og Mary Stuart 

Det må have været en spøjs oplevelse for alle involverede at skulle leve så tæt sammen, velvidende at de ikke bare var i familie med hinanden, men også konkurrenter, for både Henry og Charles Stuart havde jo efterkommere, der kunne gøre krav på den engelske trone efter Elizabeth I. Mange mente, at hun ville vælge Arabella som sin efterfølger, men på dødslejet udnævnte hun Mary Stuarts søn, der dermed også blev kong James I af England.

Eftersom Henry var den ældste, var selvfølgelig logisk nok, at hans søn med Mary Stuart, James VI af Skotland, blev valgt, for han var nr. 1 i arvefølgen, medens Bess af Hardwicks datterdatter, Arabella, som Charles Stuarts datter var nr. 2. INGEN amerikansk soup-opera ville være sluppet godt fra at levere en så dramatisk og højspændt handling som i det Tudor-Stuart-kaos, der herskede på dette tidspunkt, for det ville have lignet et ganske urealistisk scenarie, men var altså den skinbarlige sandhed ....

Så hun sådan ud? Det er ikke til at sige, men hvis det var tilfældet, så har hun i hvert fald været yndig som ung. Sært nok blev hun ikke gift som ung, selv om man lige fra hendes fødsel diskuterede en del mere eller mindre brugbare ægtemandskandidater. En af dem, der blev foreslået var hendes og den skotske konge, James VI's slægtning, Ludovic Stuart, Hertug af Lennox, men planerne slog fejl. Andre kandidater var udenlandske efterkommere af John af Gaunt, hvilket gav dem en vis status med hensyn til arvefølgen. Netop det var det afgørende i de forskellige diskussioner og forslag, men de løb alle ud i sandet, også den polske kong Zigismund III's frieri. Kandidater var der altså nok af, men alle blev forkastet af den ene eller den anden grund, hvoraf de fleste var forbundet med arvefølgen.

 

Mary Stuarts søn, James I af England og VI af Skotland

 

Arabella valgte først en mand, efter at James VI havde arvet Elizabeth I's trone i 1603. Stik imod hendes tidligere forsikringer over for den på det tidspunkt aldrende og døende Tudor-dronning, giftede hun sig nemlig hemmeligt med William Seymour, Hertugen af Somerset (1588-1660). Han var tretten år yngre end hende, og der var næppe tale om en ubetvingelig, romantisk kærlighed fra nogen af parternes side, men gift blev de, og dette ægteskab sendte dem begge i fængsel. Kong James I var nemlig lige så meget imod bryllupper, der forstærkede hans konkurrenters krav på den trone, han havde arvet efter Elizabeth, som hun havde været, og William nedstammede minsandten også fra Henry VII, nemlig gennem dennes datter, Mary Tudor.

William Seymour

 

Ægtefællerne må på det tidspunkt have været henholdsvis fjerde og sjette kandidat til den engelske trone, som James I havde sat sig godt og grundigt på. Arabella har tilsyneladende forsøgt at påkalde sig Williams opmærksomhed og støtte siden sin tidlige ungdom, så hun har altså været opmærksom på mulighederne i en forbindelse med ham. At netop de to fandt sammen var imidlertid ikke så smart, som de måske selv havde forestillet sig, for det blev set som en form for "attentat" på det nye engelske dynasti: Stuart'erne.

Det var lykkedes Arabella at flygte fra den  husarrest, hun var idømt, forklædt som page, og minsandten om ikke også William fik held til at slippe ud af Tower. De skulle være fortsat til fastlandet, men dårligt vejr forhindrede denne flugtplan, der skulle være foregået med båd. Inden længe blev hun fanget, medens han nåede i sikkerhed i Belgien, og de så aldrig mere hinanden. Denne gang blev Arabella også sendt i Tower, hvor hun døde i 1615, angiveligt sindssyg, forvirret og også meget fysisk svækket. Der er dem, der påstår, at de har set hendes spøgelse i det gamle fængsel, og hvis det er tilfældet, så har det set ud, som hun gjorde, da hun nærmede sig fyrrerne, for hun var 39 år gammel, da hun døde, vist nok først og fremmest fordi hun nægtede at indtage føde. 

Arabella Stuart som ældre

Hvad William angår, så gjorde han karriere efter Arabellas død. Han modtog forskellige fornemme udnævnelser og arvede også sin farfars titel "Jarl af Hertford", hvilket gav ham en plads i parlamentet, som han bl.a. brugte til at gå imod James I's efterfølger på tronen, dvs. hans søn, Charles I. På et tidspunkt markerede han sig dog mere som kongetro, end han før havde gjort. Han gik ind for en moderat linje og støttede kongen på forskellig måde helt op til hans henrettelse den 30. januar 1649. Derefter oplevede han nogle hårde år, hvor han mistede mange af sine ærefulde titler, men med genoprettelsen af kongedømmet i 1660 under Charles II fik han dem alle tilbage samt opnåede nye former for hæder.

 

William Seymour

 

Arabella Stuart var altså nært beslægtet med den konge, der regerede ved hendes død, James I og VI. Hendes lig ligger derfor blandt mange andre kongelige i Westminster Abbey, men påstande om, at hendes kiste blev placeret oven på Mary Stuarts mangler så vidt jeg kan se billed-dokumentation. Jeg ved, at Mary Stuarts søn, James I/VI fik sin henrettede mors kiste omplaceret samt udstyret med forskellige udsmykninger, og det ville være sært, hvis den døde Arabella fulgte med til det nye sted. 

https://www.theanneboleynfiles.com/monarchs-who-never-were-hauntings-at-the-tower-of-london-part-2/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-8759819/Ghosthunters-spot-spooky-apparition-monastery-Lost-Queen-England.html

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-8759819/Ghosthunters-spot-spooky-apparition-monastery-Lost-Queen-England.html

 

https://www.nationaltrust.org.uk/hardwick-hall/features/the-story-of-lady-arbella-stuart 

 

http://www.alexandrawalsh.com/the-arbella-stuart-conspiracy-meeting-arbella/ 

 

Wikipedia