Den 82-årige Irene Silverman, der enten opholdt sig på sin fornemme Manhattan-adresse, 20 East 65th Street, nær ved Madison Avenue, eller i en af sine elegante lejligheder i Paris, Athens eller Honolulu elskede at få besøg af spændende og interessante mennesker. Hendes forskellige hjem var som skabt til den slags begivenheder, for hun omgav sig med mange smukke og værdifulde ting, gav stedet atmosfære. Alt sammen noget, hun havde fået samlet under eller efter sit ægteskab med den velhavende bankier Sam Silverman, som hun havde mødt i sin ungdom, da hun var en smuk og omsværmet danserinde.
Som ung var hun yndig og meget charmerende, samt allerede dengang en personlighed. Hendes baggrund var ikke noget at råbe hurra for, da hendes far var en italiensk fiskehandler og hendes mor en græsk syerske. Familiens økonomi gjorde, at hendes skolegang ikke var særlig omfattende, hvilket dog ikke hindrede hende i som 59-årig at begynde at læse på The Columbia University, hvor hun klarede sig godt som studerende. Her gjorde hun sig også bemærket ved at skabe en næsten Mae West-agtig form for fest og ballade ved diverse universitets-arrangementer. En gang vakte hun således stor opmærksomhed ved at komme med et følge af 10 labre muskelmænd, der både skulle optræde som "baggrund" for hende og noget, der vel kan kaldes "uformelle livvagter".
Som ældre må hun have været sig bevidst, at de rigdomme, hun arvede fra sin mand i 1980, kunne friste svage sjæle til at forsøge sig som røvere, for når hun skulle uden for sit super-sikrede hjem, var hun altid sammen med en ven eller andre, der direkte eller indirekte beskyttede hende imod den slags personer. Sært nok, når nu hun vidste, at hun befandt sig i en udsat position, åbnede hun på et tidspunkt sit Manhattan-hjem for interessante, og/eller berømte mennesker, der søgte et sted at slå sig ned en tid. Hun fik huset bygget om, så der skabtes noget, der er blevet kaldt en mellemting mellem et luksus-hotel og et glamourøst pensionat. Den månedlige leje var meget høj, men det var ikke på grund af indtjenings-mulighederne, hun havde bevæget sig ind på dette utraditionelle "pensionats-marked". Det hun søgte var formentlig en form for "bofællesskab" med interessante folk, som hun var på bølgelængde med. Blandt hendes lejere var bl.a. Chaka Khan, Peter Duchin, markien af Northampton og skuespilleren Daniel Day Lewis. Det var dog ikke bare denne type high society-mennesker, hun omgav sig med, for hos hende kunne man også møde andre, som hun havde sympati for. En af disse var efter sigende hendes slagter, der var en ganske almindelig handlende.
Chaka Khan
Jeg tror, man kan kalde hende en festlig livsnyder, der nød sit liv som en velhavende enke med masser af kontakter i alle mulige kredse. Hun havde som sagt forskellige ekstra sikkerhedsforanstaltninger i sit hjem, var forsigtig og ikke spor naiv, så hun burde have været sikret, men det var hun ikke, for i 1998 forsvandt hun på uforklarlig vis. Det vakte bestyrtelse og bekymrede hendes mange venner, for det var atypisk for hende, så de sørgede for, at hendes forsvinden blev efterforsket.
Det viste sig, at en smuk og meget velklædt, ung mand, Manny Guerrin, havde fået indpas blandt de berømte og rige i hendes hjem, idet han påstod at kende nogle af hendes personlige venner og bekendte. Beviser var der dog ingen af, for der manglede de skriftlige referencer, som han havde lovet hende den ene gang efter den anden. For mig at se, er det sandsynligt, at hun lod sig forblænde af hans udseende og charme, så hun uheldigvis glemte sin sædvanlige forsigtighed, selv om der nu hurtigt også viste sig problemer med at få inddrevet lejen. Noget, der dog blev klaret med en kontant betaling efter lidt tid. Mistanken om, at han ikke var den, han gav sig ud for, var dog vakt, og hun begyndte at holde skarpt øje med ham.
Det, der for alvor alarmerede hende, var nogle besøg af en særpræget, midaldrende kvinde, som hun mistænkte måske ligefrem boede hos Manny. Irene var ikke snerpet, men dér satte hun grænsen, også fordi Manny altid gjorde alt for, at hun ikke skulle se damen tæt på eller få lejlighed til at tale med hende. Desuden følte hun sig også mere og mere udspioneret af ham, samtidig med at han begyndte at bagtale hende og "hendes klasse" for personalet. Alt sammen noget, der gjorde både hende og hendes ansatte urolige for, at der var lusk ved den flotte, unge mand, så hun forberedte en udsmidning af ham. Det viste sig dog at være for sent, da hun selv forsvandt i juli 1998. At Manny også syntes at være forsvundet var dog en ledetråd i efterforskningen, der blev bekræftet af venners og personales udsagn om ham og hans sære gæst.
Mor og søn havde boltret sig i forbrydelser af forskellig art i nogle år. I 1986 havde Sante fået en dom på fem år for at holde omkring otte illegale indvandrere af kvindekøn indspærret i sit hjem. Man spørger sig selv, hvad det skulle være godt for, men jeg tager nærmest for givet, at hun ønskede at terrorisere dem til at blive prostituerede, så hun kunne tjene penge på dem. Fanget var de i hvert fald.
Sante Kimes i retten
Da mor og søn myrdede Irene Silverman smækkede fælden endelig, for sådan behandler man afgjort ikke en gammel, berømt societydame med masser af indflydelsesrige venner. De blev sendt i fængsel på livstid efter en pinlig retssag, hvor Sante hævdede, at de var blevet snydt af det juridiske system, hvilket indbragte hende en reprimande fra dommeren, og deres senere forsøg på at anke dommen blev alle afvist. Trist nok fik han dem dog ikke til at fortælle, hvor de havde gjort af Irenes lig, der den dag i dag ikke er blevet fundet.
https://narratively.com/my-mother-taught-me-to-kill/
https://www.nytimes.com/2014/05/22/nyregion/sante-kimes-dies-in-prison-at-79-killed-and-swindled-with-her-son.html
https://unknownmisandry.blogspot.com/2014/04/
https://www.alixkirsta.com/articles/silverman/index.htm
Wikipedia
.jpg)
