PENGE og "den nye fattigdom"

 

Jeg har været ude for noget ubehageligt her på det sidste: folk, jeg ikke kender på anden måde end som (f.eks.) Facebook-ven, har skrevet "tigger-breve" til mig. For det første er jeg ikke særlig vild med at forære penge væk til ukendte formål, selv om jeg støtter visse organisationer, når jeg synes, jeg har råd til det, og for det andet er jeg ret chokeret over, at verdenssituationen har fået nogle ud i rene tiggerier. Under alle omstændigheder er det et dilemma, for de mennesker må/kan være ret desperate for at bede om penge fra en fremmed. At være Facebook-ven skaber et overfladisk bekendtskab og ikke noget, der ligefrem gør det rimeligt at forvente økonomisk støtte, hvilket jeg tager for givet, at disse mennesker godt ved. De vælger imidlertid at tro noget andet, og det både forbavser og forfærder mig. Er vi virkelig så langt ude økonomisk, at nogle af os bliver desperate? Hvis det er tilfældet, så er det virkelig sørgeligt, også fordi det er  en situation, der ikke er nem at løse ....