Eventyrprinsesserne Askepot og Snehvide føles som søstre, der har mistet kontakten med hinanden, men som stadig har en masse til fælles. Resultatet af alle deres prøvelser med onde stedmødre og misundelige stedsøstre er i hvert fald nogenlunde det samme: de vinder den flotte prins's kærlighed og bevæger sig op ad den sociale rangstige som hans brud, hvilket har været regnet for idealet for kvinder i århundreder. Man stiger ikke i graderne ved at udrette store ting, men ved at være smuk og behagelig, så andre føler sig godt tilpas med én ....
Nej, nej, nej, sådan er det ikke: Askepot er bundet af aftalen med den gode fe, der forvandlede hende fra undertrykt hushjælp i sin stedmors palads til en dårende dejlig skønhed, der fik chancen for at danse med den skønne prins, som alle kvinder er ude efter at erobre, da han er vejen til social fremgang - foruden at han altså er en laber fyr.
Det er faktisk billigt for resterne af det køretøj, som feen udstyrede Askepot med, så hun kunne komme med til ballet, hvor hun mødte prinsen. Trylleri gjorde det muligt, men trolddom har sine begrænsninger, for den virkede kun til midnat, hvor Askepot ville miste sit fine føj og den flotte karet. Surt show, må man sige, men så tabte hun heldigvis sin ene forheksede sko, og den førte prinsen ud på en større eftersøgning, der dog virker ret suspekt i mine øjne.
Ak ja, den mandlige hjerne + hukommelse er ikke altid, hvad den burde være, dvs. set fra et feminint synspunkt. Parterne forenes dog, efter at han har ledt og ledt overalt efter den skønne pige, der forsvandt så brat under ballet. Dermed forventes man at godtage forklaringen om, at de levede lykkeligt til deres dages ende, og det får én til at tænke lidt over sandhedsværdien i dette gamle eventyr: kan det være sket i virkeligheden, eller er det bare en myte? 
Ifølge den græske historiker Strabo og hans ‘Geography, Book XVII.33’ var der faktisk en kvinde, der kom ud for noget lignende. Hendes historie er senere blevet set som en forløber for det velkendte eventyr, men sandhedsværdien betvivles: var der engang en underskøn slavinde og/eller hetære ved navn Rhodopis, der fik stjålet en sko af en ørn, der tabte den ned i skødet på den ægyptiske farao, eller var der ikke??? Og blev denne farao så betaget af skoen, at han gik i gang med en eftersøgning af dens ejerinde? Ikke nok med det, men giftede han sig også med hende??????
Det er en skøn beretning om en kvindes sociale opstigen, der kommer i stand via en total mangel på egen indsats: ørnen gør arbejdet, og skoens ejerinde høster, hvor hun ikke såede ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar