Den morderiske læge

 

Da jeg bedømmer folk ud fra mine erfaringer, er jeg ikke ligefrem en læge-beundrer. Hvis det nogensinde skulle skifte, så skal der sørme ske store forandringer i de oplevelser, jeg har med denne stand. Jeg må dog indrømme, at jeg (endnu) aldrig er stødt på en så ondsindet læge som Michael J. Swango (født den 21. oktober 1954), der indrømmer mord på 4, men i virkeligheden omkring 60 af de mennesker, han fik sin løn for at hjælpe, nemlig hans patienter. Han er hverken den første eller eneste inden for hospitalsvæsenet, der har gjort noget lignende, men han virker ekstra skummel, fordi han under sin studietid var kendt for sin enorme fascination af døende mennesker. Døden tiltrak ham, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor dette ikke tjente som et advarselstegn for hans omgivelser, sådan at han kunne være blevet stoppet på et langt tidligere stadium af hans "karriere" som seriemorder.

Han blev uddannet på Southern Illinois University of Medicine og var kendt som en strålende elev, selv om han ofte foretrak at følge ambulancepersonalet på udrykninger frem for at studere. Når der var blod i farvandet lader han nemlig til at have søgt det aktivt på en usund måde. Desuden var der det med hans patienter, der døde eller blev langt mere syge, når de blev behandlet af ham. Meget, meget sært, da de fleste af dem ikke havde fejlet noget særligt eller måske ligefrem var i bedring .....

Ikke nok med det, men det viste sig også, at han havde forfalsket forskellige pesonlige papirer, både under studierne og ved ansættelser. Noget, der var lige ved at få ham smidt ud fra både det ene og det andet, men det lykkedes ham desværre at blive hængende, fordi han ironisk nok alligevel blev anset for at være en dygtig studerende/læge.

Man må sige, at det hospitals-sikkerhedsnet, der skulle have forskånet patienterne for at møde ham som læge, svigtede. Af mystiske årsager bar man over med ham, selv om der var en masse "episoder" med patienter, der ikke ligefrem fik det bedre af hans behandlinger. At han selv skiftede arbejdsplads den ene gang efter den anden - og fik lov til det -  er yderst foruroligende, for han burde ikke være blevet støttet af hospitalsvæsenet. På et tidspunkt blev han grebet i at give en patient uidentificerede indsprøjtninger, men da denne blev meget syg, fik det ingen konsekvenser for Swango, selv om det vakte opmærksomhed. Han sejlede tilsyneladende uhindret igennem hospitalssystemet, medens folk døde omkring ham. Den sygeplejerske, der havde rapporteret, hvad hun havde set, blev tilmed afvist med beskyldninger om paranoia. Nok var der  dem, der mistænkte, at Swango ikke var helt fin i kanten, men ingen undersøgte ham og de mærkelige ting, der foregik rundt omkring ham. 

I oktober 1984 skete der noget: han blev arresteret og senere dømt for at have forsøgt at forgive flere af sine kolleger med arsenik. Det fik ham sendt fem år i fængsel, hvilket tydeligvis ikke gjorde noget for hans moral, da han fortsatte med sine drab efter løsladelsen. Ligesom før var der ingen, der holdt ham i kort snor eller bare forestillede, at han havde de samme lyster som før. Noget af det, der hjalp ham med hans morderiske forehavende, var hans brug af flere pseudonymer. Pressen kaldte ham "Dr. Død", men andre kendte ham f.eks. under et af hans falske navne "David J. Adams", "Jack Kirk", "Michael Kirk" eller "Michael Swan". Beredvilligheden til at se bort fra alle mistanker var dog det, der hjalp ham mest i hans fortsatte myderier.

For ham var patienter tydeligvis noget, der var til for at skaffe ham underholdning og ikke medmennesker, han som læge burde hjælpe. Et patientforløb, der senere blev meget omtalt, handlede om en ung piges død: hun fejlede ikke noget, der blev anset for at være livsturende, men da hendes mor kom for at besøge hende på hospitalet, bad Schwango hende om at gå uden for døren i en fem minutters tid. Hun troede selvfølgelig, der var tale om et diskretionshensyn i forbindelse med en undersøgelse eller behandling, men da de fem minutter var gået, og hun vendte tilbage til datterens stue, var denne død. 

Når man ser på billeder af Schwango, så er der noget mærkeligt og ligesom "skævt" ved hans ansigt. Det ene øje sidder længere inde i øjenhulen end det andet, hvilket får mig til at mistænke, at han kan have været ude for en ulykke, der har givet ham en hjerneskade. At han var vaks, er der imidlertid ingen tvivl om. Alene hans omfattende svindlerier med officielle papirer af forskellig art viser, at han forstod de juridiske følger af sine handlinger samt den straf, han var idømt. På et tidspunkt forfalskede han de oplysninger, der fremgik af hans straffeattest, og "selvfølgelig" slap han også godt fra dette bedrageri, for hans omgivelser var ikke opmærksomme på ham og hans forbrydelser. For dem var han lægen og frelseren, hvor han i virkeligheden var både dommer og bøddel ....

Han var godt i gang med at få udskiftet alle dårlige oplysninger om sin karriere med falske forklaringer, men da han forsøgte at genvinde sin fulde status som læge gennem brancheorganisationen "American Medical Association" (AMA), smækkede fælden i, for de tjekkede hans oplysninger. Ikke at det forhindrede ham i at finde ansættelse, men det medvirkede dog til at få ham blacklistet. Eftersom han nu ikke kunne arbejde på et amerikansk hospital, søgte han til udlandet, nemlig Zimbabwe, hvor han fik et job på baggrund af forfalskede papirer, som man åbenbart ikke så nærmere på. Det sved til de afrikanske myndigheder, da patienterne omkring Schwango som sædvanlig døde, hvor de burde have været helbredt. "Sært nok" blev også den kvinde, han havde lejet værelser hos, meget syg, og det blev startskuddet for hans flugt til et andet afrikansk land, hvor han også fik ansættelse som læge. Mønsteret var lagt, og han veg ikke fra det, ligegyldigt hvor han var.

I 1998 blev han idømt 3½ års fængsel for sine forfalskninger, men under afsoningen dykkede politiet ned i alt det materiale, de havde liggende om ham. De var overbeviste om, at han var en seriemorder, men manglede konkrete beviser, for dem havde han fjernet. Derfor blev flere af hans afdøde patienter gravet op igen og obduceret. Da FBI informerede ham om deres fund, men samtidig fortalte, at han efter udståelsen af sin straf ville blive udleveret til de afrikanske stater, hvor han også havde slået sine folder, valgte han at tilstå fire mord i USA, for han vidste, at i Afrika ville han formentlig få en dødsdom. Nok var han vildt fascineret af andres død, men noget sådant ønskede han sandelig ikke for sig selv, så han blev stillet for retten i USA, hvor han blev idømt tre livstidsstraffe uden mulighed for prøveløsladelse.

https://www.physiciansweekly.com/top-14-most-evil-doctors-of-the-last-two-centuries/ 

 

http://vamalpractice.info/vaprovidershsllofshame/michael-swango/ 

 

https://murderpedia.org/male.S/s/swango-michael.htm 

 

Wikipedia

Jerusalems dronning

 

Når man tænker på fortidens Jerusalem, så forestiller man sig nok uvilkårligt en lang række hvidskæggede alvorsMÆND, der dikterer og skriver ned, da både jødedom og kristendom samt Islam er forbundet med alle mulige patriarkalske forestillinger. Man ser for sig, hvordan den ene patriark efter den anden søger patriarkalsk legimitet i de bøger og skrifter, de eller deres kønsfæller selv har nedskrevet gennem mange århundreder. At Jerusalem for mange år siden var hovedstaden i et kristent kongerige er ligesom blevet glemt i farten, men dette rige blev faktisk etableret i 1099 efter det første korstog, og det eksisterede indtil 1291, hvor mamelukkerne erobrede det. På højden af sin magt udgjorde kongeriget et område, der var lidt større end nutidens Israel og Palæstina foruden dele af Libanon.

 

Balduin I krones

 

Kongerækken ser sådan ud:

 

Balduin I: 1100-1118

Balduin II: 1118-1131
   
Fulko: 1131-1143

Balduin III: 1143-1162

Amalrik I: 1162-1174

Henrik II: 1285-1291

Når man ser denne kongerække, så er det tydeligt, at der i hvert fald mangler én højt respekteret regent, og det skyldes nok, at det var en kvinde, nemlig dronning Melisende (1105-1161), der var datter af kong Balduin II og den meget stærke og handlekraftige Morphia af Melitene, der ligefrem fik befriet sin mand fra et meget uheldigt fangenskab i 1124. Den unge Melisende havde altså et godt forbillede i sin mor, men også hendes far viste sig stærk og viljefast, ikke mindst i de foranstaltninger, der tænkt som en fasttømring af hendes stilling som tronfølger. At der alligevel kom knas i maskineriet skyldtes mænds magtbestræbelser.

Kejserinde Matilde  

Melisende var imidlertid ikke den eneste kvindelige, regerende dronning i denne tid, for der var også bl.a. Isabella af Kastilien (1451-1504), Eleanor af Aquitanien (1122–1204) og kejserinde Matilde (1101-1167), der som datter af Henrik I og Matilde af Skotland, blev den første kvindelige regent i England.

Henry I af England 

Eftertiden har haft en tendens til at "glemme" regerende dronninger, fordi de som regel har været gift, hvilket gør, at deres mænd ses som de ægte regenter. En dronning som den ugifte Elizabeth I af England, der jo rent faktisk regerede landet, ville sandsynligvis være blevet usynliggjort som sin mands hustru eller sin søns/datters mor af senere tider, hvis hun havde giftet sig. Man forstår godt, at nutidige, regerende dronninger som f.eks. den engelske Victoria håndhævede sin status for ikke blive suget ind i de sædvanlige kønsstereotyper, der forklejnede hendes magt og indsats og gjorde hende til en art "medhjælpende hustru". Hendes ægtemand, prins Albert var utvivlsomt hendes store, private glæde og fornøjelse, men hun regerede.

Prins Albert

Hvad Melisende angik, så forsøgte hendes far at sikre hende, der var den ældste af hans tre døtre, det reelle herredømme på forskellig vis. Bl.a. blev hun tidligt defineret som "kongens datter og arving til kongeriget Jerusalem" i officielle sammenhæng, samtidig med at han nægtede at lade sig skille fra hendes mor og gifte sig med en yngre kvinde, så han måske kunne få en søn. Som hans ældste datter fik hun forrang for alle andre kirkelige og adelige notabiliteter og blev mere og mere synlig, også i forbindelse med sin fars offentlige pligter, bl.a. inden for møntvæsen. I 1128 lod han sig krone sammen med sin datter for at pointere hendes position som tronfølger. Det springende punkt med hensyn til at sikre hendes magtposition var imidlertid valget af en ægtemage. Hvem kunne ikke bare sikre arvefølgen ved at give hende børn, men også respektere hendes ret til at regere? Balduin valgte at rådføre sig med Ludvig VI af Frankrig, også kaldt "den fede".

Ludvig VI af Frankrig 

Fed eller ej så foreslog kongen den velhavende og militærkyndige korsfarer, grev Fulko, måske også fordi han ville af med ham. Fulkos søn fra hans tidligere ægteskab var nemlig gift med den engelske dronning Matilde, og den slags tætte forbindelser kunne føre til uheldige alliancer, der måske ville blive en trussel imod den franske konge. Under alle omstændigheder: Fulko og Melisende blev gift den 2. juni 1129.

Allerede året efter fik de den søn, der senere blev til Balduin III. For at sikre Melisendes magt yderligere sørgede hendes far for, at hun blev indsat som ene-værge for sønnen. Det ægteskabelige  samliv med Melisende var dog ikke nok til at holde styr på den ambitiøse Fulko, selv om han ved ægteskabet havde opnået at blive fælles hersker over Jerusalem sammen med sin kone. Det med at træde til side og bare være en "toy boy" for Melisende var ganske enkelt ikke Fulkos stil. Desuden var det ikke utænkeligt, at han havde planlagt at forskyde Melisende, når hendes far døde, så han kunne ægte en anden og/eller indsætte en af sine voksne sønner fra sit første ægteskab som arving til Jerusalems-tronen. Mulighederne var mange for en rask og ærgerrig franskmand!

Da Balduin II døde i 1131, begyndte hans svigersøn helt åbenlyst at tiltage sig mere og mere magt. Han tilsidesatte på alle mulige måder sin hustrus nedarvede rettigheder, og det var tydeligt, at han var ude på at tilrane sig den fulde magt. Ikke nok med det, men han forsøgte også at nedgøre hende via falske anklager om utroskab. Det kunne hun - og hendes politiske støtter - selvfølgelig ikke acceptere, så de gik i gang med en paladsrevolution, der endte med, at hun fik skik på sin oprørske ægtemage. Der var mange, der lovpriste hende og hendes visdom, og hun havde bred støtte fra forskellig side.

Melisende blev altså set som en meget klog kvinde, men det virker nu alligevel noget sært, at hun og hendes oprørske og magtbegærlige ægtemand blev forsonet i 1136. Noget, der iøvrigt førte til, at de fik endnu en søn, nemlig Amalric. Da Fulko blev dræbt i en jagtulykke i 1143, sørgede Melisende også, så måske hun virkelig holdt af ham. Ligesom hendes far, der havde ladet sig krone sammen med hende i 1128, så lod hun sig nu også krone sammen med sin søn og arving, Balduin (III) i 1143. De havde ellers et noget anstrengt forhold til hinanden, der også inkluderede militære aktioner. Ganske som sin far ønskede han mere magt og forventede, at hans mor abdicerede, men det havde hun nu ingen planer om. Når hun ikke var involveret i stridigheder med ham, brugte hun sin tid til at fremme kunstneriske og religiøse forehavender, og både her og som regent vakte hun beundring. Ingen betvivlede hendes menneskelige egenskaber eller hendes kompetence som regent, heller ikke kirken.

http://israelshistorie.dk/history/chronological_presentation12.php 

 

http://www.womeninworldhistory.com/heroine4.html

 

https://historycollection.com/12-of-the-coolest-medieval-women-of-all-time/4/ 

 

Wikipedia

Nøgne drenge

 

Når man tænker på internet-forbrydelser, så forestiller de fleste sig nok skumle fyre, der lokker naive, unge PIGER med tilbud om romantik, berømmelse eller forrygende indtægter som fotomodeller. Sådan forholder det sig også meget tit, så det er ikke forkert, men lad os ikke glemme, at der faktisk også er lige så skumle fyre, der går direkte efter andre fyre, dvs. deres egne kønsfæller. Dette kan f.eks. foregå via falske KVINDELIGE profiler på Facebook og andre sociale platforme af samme slags. 

Således lod denne unge mand, der på det tidspunkt var 14-16 år og skoleelev, sig lokke af en kvindelig agent ved navn Courtney Jansgen, der angiveligt arbejdede for et modelbureau, og som fik ham til at sende mange billeder af sig selv. Disse billeder omfattede også nøgen-fotos, selv om han ikke kunne lide det og først protesterede. Hans drøm om at få en givtig model-karriere fik ham dog til at glemme al forsigtighed, og dermed klappede fælden: han havde givet den angiveligt kvindelige agent et middel til at afpresse ham. Det, "hun" - der selvfølgelig ikke var, hvad "hun" gav sig ud for at være - ville have var flere nøgenbilleder. Ja, faktisk flere og flere, for ellers ville de billeder, han allerede havde sendt, komme på Facebook og andre internetsteder. En anden trussel gik ud på at sende billederne til hans skolekammerater eller andre, han kendte, og den mulighed fyldte ham med rædsel, ikke mindst fordi han samtidig modtog forskellige tilbud af erotisk art fra en mand. Da han afviste ham, begyndte der tilmed at ske underlige ting i hans liv, hvilket var med til at skræmme ham.

Hvem var denne Courtney Jansgen, og hvad var "hun" ude på? Desuden: hvor mange - og hvem - havde hun allerede fået i sine garn ved at lokke med velbetalt modelarbejde? Da også en pige-skolekammerat ved navn Kourtney Lofgren blev kontaktet af Courtney Jansgen, der sendte hende flere nøgen-billeder af drenge, hun kendte, kom der skred i sagerne, for hun blev forarget på deres vegne. Også fordi billederne var ledsaget af klamme beskrivelser af eller bedømmelser af deres mandlige udstyr og dets formåen. 

Hun var sikker på, at denne udbredelse af meget unge drenges nøgenbilleder var forbudt og gjorde derfor, hvad hun kunne for at lokke Courtney Jansgen i en fælde, så hun kunne melde hende. Først var politiet ikke særlig interesseret i Kourtney Lofgrens anmeldelse, men hun fortsatte og kontaktede bl.a. en elev-rådgiver på skolen, hvilket virkelig satte fut i foretagendet.

Man fandt ud af, at "Courtney Jansgen" var identisk med den 32-årige bankmand Anton Martynenko, der havde boltret sig på internettet med mere end 50 falske Facebook-profiler. Det bytte, han gik efter, var drenge mellem 14-16 år, og der var utrolig mange, der havde ladet sig lokke af modeldrømmene, og som simpelthen ikke formåede at gøre sig fri igen af hans internet-fangarme. Mange kendte ham tilmed af udseende, fordi de kom på det samme fitness-center, hvor han havde kunnet finde dem, han fandt attraktive. Ingen af drengene vidste dog, at den fyr, de havde set på fitness-centret, var lig med deres plageånd.

Tidligere offer for "Courtney Jansgen"

Uden at vide det, havde disse unge fyre vakt Martynenkos interesse, når de viste krop og muskelkraft på centret. At komme ind på livet af dem ville nok have været ret svært for Martynenko, men ikke for "Courtney Jansgen", og det viste sig, at han havde ialt 155 ofre, han kunne plage med trusler om offentliggørelse af deres nøgenbilleder. To af dem var imidlertid blevet så desperate over at se sig fanget i hans afpresningsfælde, at de havde begået selvmord, og man kan spekulere over, hvorfor det skulle være så slemt at blive set nøgen, hvis de i forvejen havde drømme om en modelkarriere. Formentlig havde det noget at gøre med deres maskuline identitet, da de måske følte sig så udnyttet, at det gik ud over deres selvforståelse som mænd ....

Martynenko regnes iøvrigt for en af de største producenter af børneporno, da drengene jo ikke var voksne, og man er ikke blind for, at han kan have videresolgt billederne til det såkaldt "mørke internet". Dvs. at drengene vil kunne møde deres eget tidligere jeg i mange forskellige sammenhæng livet igennem ....

Til betjentenes forbløffelse viste det sig tilmed, at Anton Martynenko havde udnyttet de samme drenge i flere år, idet de havde kviet sig ved at fortælle deres forældre eller andre voksne om det, de var udsat for. Nogle havde forsøgt at købe sig fri af deres plageånd, men Martynenko var ikke ude efter penge, han ville "bare" have flere og flere nøgenbilleder samt formentlig også sex. Kun fordi drengenes pige-skolekammerat, Kourtney Lofgren, greb ind, blev han stoppet og sendt i fængsel med en dom på 38 år.

I fængslet fik Anton Martynenko kontakt med en anden indsat ved navn Danny Heinrich, der viste ham fortrolighed i forbindelse med pædofile mord, han havde begået. 

Denne overmåde skumle fyr havde ikke, sådan som Martynenko, brugt internettet som jagtområde, men havde bortført, voldtaget og myrdet den 11-årige Jacob Wetterling i nærheden af hans hjem i 1989. Han havde åbenbart brugt en pistol til at true med, hvilket jo er lige ved at virke gammeldags. Allerede inden Wetterling-bortførelsen havde Heinrich begået den samme forbrydelse imod i hvert fald en anden dreng, nemlig Jared Scheierl. Groft nok gav han drengene skylden for sine forbrydelser imod dem, men det har man jo også set i sager, hvor det drejer sig om piger, det er gået ud over, så vildt forbavsende er det vel ikke.

Jacob Wetterling 

Hvorom alting er, så fik de to fyre i hvert fald en form for venskab i fængslet, og Heinrich betroede sig til Martynenko. At han gav visse informationer videre til politiet viser bare, at han er smart, idet dette kan føre til alt lige fra nedsat straf til bedre fængselsforhold. Om han er forandret af sine fængsels-oplevelser virker dog ikke særlig sandsynligt, selv om han angiveligt indrømmer, at det var forkert, hvad han gjorde.

 

https://www.justice.gov/usao-mn/pr/largest-producer-child-pornography-ever-prosecuted-minnesota-sentenced-38-years-prison

 

https://thecinemaholic.com/who-is-the-real-courtney-jansgen-where-is-anton-martynenko-now/

https://www.kaspersky.dk/resource-center/threats/deep-web

 

https://www.twincities.com/2016/11/30/jacob-wetterlings-killer-confessed-crime-to-cellmate-before-guilty-plea/ 

 

https://minnesotaminutes.com/where-are-grant-abens-tommy-wiita-and-kourtney-lofgren-now/ 

"Det smukkeste væsen i verden"

Der er noget meget trist over Katharina af Aragonien (1485-1533). I sin samtid blev hun regnet for en stor - ja, nærmest perfekt!!! - skønhed, men i nutiden ser vi hende først og fremmest som den kone, Henrik VIII kasserede med hård hånd. Det smitter af på vores opfattelse af hende, og hvis man ikke bare nøjes med at trække på skuldrene, så ynker man hende. "Hun duede ikke", og jo, det gjorde hun faktisk og det endda på mange punkter, som vi har en tendens til at glemme for hendes efterfølger, den forførende og glamourøse Anne Boleyn, der til gengæld ikke blev regnet for en klassisk skønhed dengang. 

Smuk eller ej, så fik hun en enorm indirekte betydning for det engelske samfund, da Henrik VIII brød med Paven og den katolske kirke for at få hende som dronning, selv om hun - i modsætning til Katharina af Aragonien - havde en "mørk teint", hvilket ikke blev set som pænt af hendes samtid. På grund af hende blev der dannet en ny, engelsk kirke, og - ikke at forglemme - England oplevede en fantastisk udvikling under hendes datter, Elizabeth I. At hun endte med at blive halshugget er et barsk punktum for en kærlighedsaffære med en så omfattende indvirkning på historiens gang.

Den unge spanske prinsesse Katharina, der kom til England som Henrik VIII's ældre bror, Arthurs, brud var ikke særlig høj. Hun havde langt gyldent, rødbrunt hår, et rundt ansigt med store blå øjne og en lys teint. Sådan skulle en kvinde se ud for at være smuk!!! At hun som datter af regentparret Isabella af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien også var af fornem slægt gjorde det hele endnu bedre. Desuden - ikke at forglemme - så nedstammede hun også fra John af Gaunt, hvilket gav hende en familiemæssig tilknytning til det engelske kongehus.

Da hun ankom til England, var hun allerede gift pr. stedfortræder med tronfølgeren, prins Arthur. Den 15. november 1501 blev de tillige viet i Saint Paul's Cathedral, så hun var hans lovformelige kone, da han døde af en mystisk sygdom, der blev kaldt "svedesygen" i april det følgende år. Hun var nu enke og kunne være rejst hjem til det spanske hof, men hendes svigerfar, Henrik VII, der var kendt for sin pengegriskhed, ønskede ikke at give slip på den medgift, de allerede havde fået udbetalt. 

Pengegrisk? Ja, det ligefrem lyser ud af dette portræt af Henrik VII

Efter Arthurs død var hans bror, Henrik, rykket op i arvefølgen og var nu blevet tronfølger, så ville det ikke være alle tiders gode ide at få ham gift med Arthurs enke, Katharina? Den unge mand var ganske vist fem år yngre end sin brud, men hvad gør man ikke for en god medgift? I dette tilfælde var der imidlertid problemer, fordi Arthurs død åbenbart satte en stopper for den fulde udbetaling fra Spanien. Eller skyldtes det Katharinas mægtige mor, dronning Isabellas, død? Hvorom alting var, så blev den unge enke på et tidspunkt nærmest holdt som fange i Durham House i London, hvor hun blev hensat i en fattigdom, der gjorde det nødvendigt for hende at sælge ud af sine ejendele for at betale sine hofdamer. 

 

Et andet problem var mistanken om, at hendes og hendes første ægtemand, prins Arthur, havde fuldbyrdet ægteskabet. Hvis det var tilfældet, så røg planerne om et bryllup med Henrik i vasken, men Katharina bedyrede, at det ikke var sket. Nok var de gift, men de havde skam aldrig været i seng sammen.

 

Den nye tronfølger, Henrik, var nogle få dage fra sin 18 års fødselsdag, og Katharina var fyldt 23, da de to blev gift i 1509. I sit ægteskab med den prins, der blev til Henrik VIII efter sin fars død, fik hun adskillige børn, hvoraf kun datteren Mary nåede voksenalderen. (Hun er senere gået over i historien som dronning Mary den Blodige). Katharinas sidste graviditet fandt sted i 1518, men barnet døde. Dette må have været som et skæbnetegn for Henrik VIII, der måtte se i øjnene, at han ikke ville kunne få flere arvinger med sin første kone, Katharina. Noget, der sikkert har været med til at gøre ham modtagelig for Anne Boleyn. 

 

Børn eller ej, så var Katharina en sej kvinde. Da Henrik skulle til Frankrig i 1513, udnævnte han hende til regent, og det var nok det, der forledte den skotske kong Jacob IV til at invadere England. Noget, der ikke lykkedes, for den højgravide Katharina slog ham i slaget ved Flodden og føjede en posthum spot til spe, da hun sendte hans blodtilsølede jakke til sin fraværende ægtemand sammen med et brev, hvor hun forklarede, hvad der var sket. 

 

 

William Shakespeare kaldte hende "Dronningen over alle jordiske dronninger", og Thomas Cromwell sagde: "Hvis det ikke havde været for hendes køn, ville hun kunne have besejret alle heltene i historien." - WOW, men selv om det umiddelbart lød flot, så var det jo tomme ord, når Henrik kunne annullere deres næsten tyve år lange ægteskab for at gifte sig med hendes unge hofdame, Anne Boleyn. 

 

Katharina havde altid været en trofast katolik, der fulgte alle kirkens forskrifter til punk og prikke, men da han foreslog hende at gå i kloster, sagde hun: "Gud har aldrig kaldt mig til et nonnekloster, jeg er kongens eneste og legitime dronning." En ting var, at Henrik kasserede hende og deres lange ægteskab, noget andet, at hun også måtte opretholde sin kongelige status for sin datters skyld. Efter forskydelsen var Mary jo røget ned ad rangstigen fra prinsesse til "kongelig bastard", hvilket må have været helt forfærdeligt for hendes mor.

At Henrik havde "uægte" børn med andre kvinder, har alle omkring hoffet vidst. Et af disse "bastarder" var Henry Fitzroy, Duke of Richmond, som der på et tidspunkt var overvejelser om at gøre legitim, så kongen endelig langt om længe kunne få den mandlige arving, han ønskede sig så brændende, men planen blev opgivet.

Den smukke, unge prinsesse, der var kommet fra Spanien for at ægte tronarvingen Arthur, var formentlig ikke længere den store skønhed, hun var blevet regnet for at være, men hun lod sig nu ikke slå ud af alderens hærgen. Hun vedblev med at at kalde sig Henriks eneste lovformelige hustru og Englands eneste retmæssige dronning til sin dødsdag. Det huede selvfølgelig ikke Henrik, der forsøgte at lukke munden på hende ved at give hende en "erstatnings-titel", nemlig "Enkedronning prinsesse af Wales", hvilket selvfølgelig var tænkt som en henvisning til hendes status som hans brors kone. Et smart træk, men ikke afgørende for, hvad hun følte, og hun veg ikke fra sin definition af sig selv som hans ægteviede dronning. 

Noget, hun  må have følt sig virkelig krænket over var kongens forbud imod hendes og deres datters kontakt. Hun var Marys mor, og venligsindede folk omkring dem trodsede kongens bud ved at smugle breve ud mellem dem, men de mødtes ikke. Katharinas tid gik ellers med det, hun havde lært allerede i sine unge dage, nemlig forskellige former for håndarbejde, læsning og religiøse øvelser. Hun havde altid hævdet kvindens ret til at modtage undervisning og at dyrke intellektuelle sysler. Det var derfor, at Juan Luis Vives dedikerede sin bog, "The Education of Christian Women", til hende. Desuden var hun personlig ven med Erasmus af Rotterdam og andre intellektuelle, så hun var andet og mere end bare et godt udseende. 

Hun døde i 1536, og på dagen for hendes begravelse aborterede Anne Boleyn en søn, hvilket var det værste, der kunne ske for hende, så det virker helt karmisk i dette drama om kongelighed, magt og følelser. At hendes datter som sin fars arvtager og dronning af England fik erklæret sine forældres ægteskab "godt og gyldigt", siger sig  selv, også at hendes halvsøster, Elizabeth (I), nu blev regnet for en "bastard". Senere fik en anden dronning Mary, nemlig George V's dronning, Mary af Teck, hende flyttet til en mere kongelig grav i Peterborough Cathedral, end den, hun oprindelig havde fået. 

At netop denne dronning gjorde dette, hang måske sammen med hendes egen status som "genbrugt brud", for hun var først forlovet med Edward den VII's ældste søn, Albert Victor, Hertug af Clarence. Da han døde, blev hun gift med hans bror og efterfølger, George V.

Mary af Teck med sin forlovede, Albert Victor, hertugen af Clarence 

https://www.thehistorypress.co.uk/articles/12-little-known-facts-about-catherine-of-aragon/

 

https://www.biography.com/royalty/catherine-of-aragon 

 

Wikipedia

 

Massemorder-beundreren, som politiet hjalp til at begå mord .....

 

En dejlig "dreng"??? Tjah, han kan stadig ligne det, han var engang, nemlig et kønt barn, og så var han altså god til det, han gjorde, nemlig at MYRDE. Hans navn var Richard Ramirez (1960-2013), men han var kendt som The Night Stalker, og selv om han på alle leder og kanter var en led karl, så havde han i den grad vakt den østrigske forfatter Jack Unterwegers (født 1950) beundring, at han ville følge i hans fodspor ....

Ramirez nåede at blive dømt for tretten mord, fem mordforsøg, elleve seksuelle overfald og fjorten indbrud igennem sin godt et år lange hærgen. En del af den tid havde han boet på det i vore dage notoriske "Cecil Hotel" i Los Angeles, hvor der er blevet begået adskillige mord, selvmord, voldtægt, røverier, osv., osv..

Alt sammen noget, der tiltalte Unterweger, der tilmed fik arrangeret, at han kom til at bo i det samme værelse, som hans idol, Richard Ramirez havde haft. Den detalje ved hans besøg i byen burde have tjent som et advarselstegn for det amerikanske politi, da denne fremmede kom fra Østrig og ville have hjælp til at samle stof om byens kriminelle miljøer, men det gjorde det ikke. Jeg vil tro, at man har været benovet over besøg af en kendt forfatter fra udlandet, og at man på forhånd har taget for givet, at han var en hæderlig intellektuel med et legitimt ønske om at då oplysninger. At han i virkeligheden var kommet for at myrde overså man for i stedet at dyrke snobberiet omkring den udenlandske forfatter.

En festlig fyr, der gerne ville have et glas eller to? Tja, men også en massemorder, der dræbte uskyldige kvinder i Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og USA. Ved sin første dom i 1974 havde han "kun" begået et mord, og under sit fængselsophold begyndte han at skrive på livet løs, bl.a. selvbiografien "Purgatory or the Trip to Prison - Report of a Guilty Man", hvilket vakte den østrigske litterære elites interesse for ham og hans sag. Skriveriet blev nemlig set som bevis på, at han var rehabiliteret, og alle mulige mennesker, som han havde imponeret som skribent startede en lobby-virksomhed, der resulterede i, at han blev prøveløsladt i 1990. Blandt hans støtter var bl.a. Günter Grass og Elfriede Jelinek.

Efter løsladelsen blev han journalist og forfatter, men det var ikke nok for ham, for inden længe gik han i gang med sine uprovokerede mord på kvinder. Det er outreret, men måske ikke så overraskende endda, for gennem sin barndom og tidlige ungdom havde han begået alle mulige former for kriminalitet, hvilket var, hvad man gjorde i hans mors gren af familien. Han og hans morfar blev så at sige "partnere inden for kriminalitet" og stjal alt muligt sammen. I de otte år mellem 1966 og 1974 var Unterweger i fængsel ialt seksten gange. Anklagerne var alt muligt fra tyveri til vold og andet, så han var meget alsidig allerede som ung mand.

Hans første mord var på den 18-årige, østrigske pige Margaret Schäfer, som han kvalte med hendes BH. Denne metode brugte han om og om igen ved de senere mord.

Margaret Schäfer, 18 år

Da han blev prøveløsladt i 1990, blev han en litterær notabilitet, der blev opfattet som en social succes. Han gjorde den bl.a. som en "omvendt kriminel", der udtalte sig som ekspert vedrørende fængsler og  rehabiliteringsprogrammer. Derudover fik han udgivet artikler og bl.a. også børnebøger, der indgik i skoleskemaer samt blev læst op i radioen. Han var tilmed fræk nok til at udbrede sig om nogle af de mord, han senere blev dømt for. Med den baggrund i den litterære østrigske verden er der ikke noget at sige til, at han fremstod som en intellektuel notabilitet i Los Angeles, hvis politi måske ligefrem har været beæret over at hjælpe ham i 1991. Var han måske ikke blevet sendt ud af et østrigsk tidsskrift, der ville have ham til at skrive om kriminalitet i Los Angeles? Jo, det var han, og det var en pragtfuld introduktion til byens politi.

 

Da han ankom til USA, havde han allerede myrdet ialt ni kvinder iberegnet Margaret Schäfer. Den ene i Tjekkoslovakiet og de andre i Østrig. Alle var blevet slået, mishandlet seksuelt og derpå kvalt i deres egen BH. Dette var altså den mand, det amerikanske politi tog med på sightseeing-ture i de kvarterer, hvor de prostituerede holdt til - manden, der boede på Cecil Hotel, og som beundrede "The Night Stalker", alias Richard Ramirez.

 

To af de tre prostituerede, Unterweger myrdede i Los Angeles: Shannon Exley og Irene Rodriguez 

 

Allerede inden Unterweger var taget til USA på sin "kulturelle rejse", var der rejst mistanke om, at han stod bag mordene på de mange kvinder. Alligevel advarede man åbenbart ikke de amerikanske myndigheder, hvilket er komplet ubegribeligt for mig. Senere, da østrigerne for alvor gik ind i jagten på ham, forfulgte de ham gennem Schweiz, Frankrig og USA, hvor han var på flugt med sin kæreste, Bianca Mrak. 

Under flugten  ringede han til det østrigske politi og bedyrede sin uskyld, men den hoppede de ikke på, og den 27. februar 1992 blev han arresteret i USA og sendt hjem til Østrig nogle måneder senere. Den 29. juni 1994 fik han en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse, men selvsamme nat begik han selvmord ved at hænge sig i sine snørebånd. Man bemærkede, at knuden, han havde anvendt, var den samme som den, der var blevet brugt ved BH-mordene på de prostituerede.   

 

Sygt nok har flere kunstnere ladet sig inspirere af Unterweger og hans forskellige svinestreger. Nok var hans forbillede, Richard Ramirez placeret ret højt på "rangstigen" over seriemordere, men man må nok sige, at hans discipel, Jack Unterweger, har overgået ham, og at han fremstår som noget helt specielt, nemlig fordi han var en kuleskør narcissist.

 

https://www.thesun.co.uk/news/14068911/netflix-vanishing-cecil-hotel-killer-jack-unterweger/ 

htps://www.news.at/a/jack-unterweger-kriminalfall-fakten  

 

https://paranormalpixie.com/f/cecil-hotel---la%E2%80%99s-deadliest-hotel 

 

https://www.psychologytoday.com/us/blog/shadow-boxing/201707/women-who-run-killers 

 

Wikipedia