Jerusalems dronning

 

Når man tænker på fortidens Jerusalem, så forestiller man sig nok uvilkårligt en lang række hvidskæggede alvorsMÆND, der dikterer og skriver ned, da både jødedom og kristendom samt Islam er forbundet med alle mulige patriarkalske forestillinger. Man ser for sig, hvordan den ene patriark efter den anden søger patriarkalsk legimitet i de bøger og skrifter, de eller deres kønsfæller selv har nedskrevet gennem mange århundreder. At Jerusalem for mange år siden var hovedstaden i et kristent kongerige er ligesom blevet glemt i farten, men dette rige blev faktisk etableret i 1099 efter det første korstog, og det eksisterede indtil 1291, hvor mamelukkerne erobrede det. På højden af sin magt udgjorde kongeriget et område, der var lidt større end nutidens Israel og Palæstina foruden dele af Libanon.

 

Balduin I krones

 

Kongerækken ser sådan ud:

 

Balduin I: 1100-1118

Balduin II: 1118-1131
   
Fulko: 1131-1143

Balduin III: 1143-1162

Amalrik I: 1162-1174

Henrik II: 1285-1291

Når man ser denne kongerække, så er det tydeligt, at der i hvert fald mangler én højt respekteret regent, og det skyldes nok, at det var en kvinde, nemlig dronning Melisende (1105-1161), der var datter af kong Balduin II og den meget stærke og handlekraftige Morphia af Melitene, der ligefrem fik befriet sin mand fra et meget uheldigt fangenskab i 1124. Den unge Melisende havde altså et godt forbillede i sin mor, men også hendes far viste sig stærk og viljefast, ikke mindst i de foranstaltninger, der tænkt som en fasttømring af hendes stilling som tronfølger. At der alligevel kom knas i maskineriet skyldtes mænds magtbestræbelser.

Kejserinde Matilde  

Melisende var imidlertid ikke den eneste kvindelige, regerende dronning i denne tid, for der var også bl.a. Isabella af Kastilien (1451-1504), Eleanor af Aquitanien (1122–1204) og kejserinde Matilde (1101-1167), der som datter af Henrik I og Matilde af Skotland, blev den første kvindelige regent i England.

Henry I af England 

Eftertiden har haft en tendens til at "glemme" regerende dronninger, fordi de som regel har været gift, hvilket gør, at deres mænd ses som de ægte regenter. En dronning som den ugifte Elizabeth I af England, der jo rent faktisk regerede landet, ville sandsynligvis være blevet usynliggjort som sin mands hustru eller sin søns/datters mor af senere tider, hvis hun havde giftet sig. Man forstår godt, at nutidige, regerende dronninger som f.eks. den engelske Victoria håndhævede sin status for ikke blive suget ind i de sædvanlige kønsstereotyper, der forklejnede hendes magt og indsats og gjorde hende til en art "medhjælpende hustru". Hendes ægtemand, prins Albert var utvivlsomt hendes store, private glæde og fornøjelse, men hun regerede.

Prins Albert

Hvad Melisende angik, så forsøgte hendes far at sikre hende, der var den ældste af hans tre døtre, det reelle herredømme på forskellig vis. Bl.a. blev hun tidligt defineret som "kongens datter og arving til kongeriget Jerusalem" i officielle sammenhæng, samtidig med at han nægtede at lade sig skille fra hendes mor og gifte sig med en yngre kvinde, så han måske kunne få en søn. Som hans ældste datter fik hun forrang for alle andre kirkelige og adelige notabiliteter og blev mere og mere synlig, også i forbindelse med sin fars offentlige pligter, bl.a. inden for møntvæsen. I 1128 lod han sig krone sammen med sin datter for at pointere hendes position som tronfølger. Det springende punkt med hensyn til at sikre hendes magtposition var imidlertid valget af en ægtemage. Hvem kunne ikke bare sikre arvefølgen ved at give hende børn, men også respektere hendes ret til at regere? Balduin valgte at rådføre sig med Ludvig VI af Frankrig, også kaldt "den fede".

Ludvig VI af Frankrig 

Fed eller ej så foreslog kongen den velhavende og militærkyndige korsfarer, grev Fulko, måske også fordi han ville af med ham. Fulkos søn fra hans tidligere ægteskab var nemlig gift med den engelske dronning Matilde, og den slags tætte forbindelser kunne føre til uheldige alliancer, der måske ville blive en trussel imod den franske konge. Under alle omstændigheder: Fulko og Melisende blev gift den 2. juni 1129.

Allerede året efter fik de den søn, der senere blev til Balduin III. For at sikre Melisendes magt yderligere sørgede hendes far for, at hun blev indsat som ene-værge for sønnen. Det ægteskabelige  samliv med Melisende var dog ikke nok til at holde styr på den ambitiøse Fulko, selv om han ved ægteskabet havde opnået at blive fælles hersker over Jerusalem sammen med sin kone. Det med at træde til side og bare være en "toy boy" for Melisende var ganske enkelt ikke Fulkos stil. Desuden var det ikke utænkeligt, at han havde planlagt at forskyde Melisende, når hendes far døde, så han kunne ægte en anden og/eller indsætte en af sine voksne sønner fra sit første ægteskab som arving til Jerusalems-tronen. Mulighederne var mange for en rask og ærgerrig franskmand!

Da Balduin II døde i 1131, begyndte hans svigersøn helt åbenlyst at tiltage sig mere og mere magt. Han tilsidesatte på alle mulige måder sin hustrus nedarvede rettigheder, og det var tydeligt, at han var ude på at tilrane sig den fulde magt. Ikke nok med det, men han forsøgte også at nedgøre hende via falske anklager om utroskab. Det kunne hun - og hendes politiske støtter - selvfølgelig ikke acceptere, så de gik i gang med en paladsrevolution, der endte med, at hun fik skik på sin oprørske ægtemage. Der var mange, der lovpriste hende og hendes visdom, og hun havde bred støtte fra forskellig side.

Melisende blev altså set som en meget klog kvinde, men det virker nu alligevel noget sært, at hun og hendes oprørske og magtbegærlige ægtemand blev forsonet i 1136. Noget, der iøvrigt førte til, at de fik endnu en søn, nemlig Amalric. Da Fulko blev dræbt i en jagtulykke i 1143, sørgede Melisende også, så måske hun virkelig holdt af ham. Ligesom hendes far, der havde ladet sig krone sammen med hende i 1128, så lod hun sig nu også krone sammen med sin søn og arving, Balduin (III) i 1143. De havde ellers et noget anstrengt forhold til hinanden, der også inkluderede militære aktioner. Ganske som sin far ønskede han mere magt og forventede, at hans mor abdicerede, men det havde hun nu ingen planer om. Når hun ikke var involveret i stridigheder med ham, brugte hun sin tid til at fremme kunstneriske og religiøse forehavender, og både her og som regent vakte hun beundring. Ingen betvivlede hendes menneskelige egenskaber eller hendes kompetence som regent, heller ikke kirken.

http://israelshistorie.dk/history/chronological_presentation12.php 

 

http://www.womeninworldhistory.com/heroine4.html

 

https://historycollection.com/12-of-the-coolest-medieval-women-of-all-time/4/ 

 

Wikipedia