Det ultimative vovestykke

 

Da skolelæreren Annie Edson Taylor (1838-1921) gjorde sin ikke-eksisterende formue samt sine lige så tvivlsomme fremtidsmuligheder op, endte hun med at  træffe en beslutning, ingen ville have forestillet sig om denne pæne, ældre dame. Hun var fast besluttet på at følge sin drøm, for hun ville være rig og berømt. Til det formål ville hun lade sig transportere ud over og ned i Niagara Falls sydende vandmasser i en tønde. Uden tønden ville det være den sikre død, og hun var bestemt ikke ude på at begå selvmord, nej, dette var noget, der skulle skaffe hende økonomisk sikkerhed resten af hendes liv.

Mange vovehalse havde drømt om at udfordre dette berømte vandfald, men hun var den første, der ikke bare gik til opgaven med ildhu, men som overlevede dette farlige stunt. Svaret på, hvordan det kunne gå til, ligger i hendes specielle tønde - samt i hendes personlighed. At overhovedet tænke på noget så skørt var ikke noget, man forventede af kvinder, men hun var ligeglad. Hun var enke, havde også mistet sit eneste barn, og hun var blevet ensom og rodløs, så hun har sikkert følt, at dette ene stunt kunne være lige så godt som den evige smalhals, hun levede med. At være henvist til sin svigerindes økonomiske hjælp var ydmygende, og hun var også træt af den flakken fra job til job, hun var havnet i siden sin mands død.

Tønden blev foret og desuden forsynet med remme, der kunne holde hende fast i en bestemt stilling. At rotere rundt i tønden under faldet ned ville nemlig let kunne føre til alt lige fra hårde knubs og blå mærker til brækkede lemmer, hvilket ikke lige var det, hun var ude efter. Desuden var den bygget til at holde sig oprejst ved hjælp af en fastgjort ambolt i bunden. Der var altså sørget for, at tønden ikke vendte på hovedet, og der var lukkede lufthuller for oven, som hun hurtigt kunne åbne, hvis det blev nødvendigt. Alt sammen meget raffineret udtænkt og - som det viste sig - også flot gennemført, for da hun dukkede op igen, var hun stort set uskadt og i hvert fald uden alvorlige skader. Noget, der måske har været en skuffelse for de skadefro personer, der var kommet for at se hende fuldføre sine planer i "den skøre tønde". At det skulle lykkes hende er i hvert fald kommet bag på mange, for som sagt, "sådan noget gjorde ældre damer ikke". Jeg tror faktisk, at det i stedet for at vække beundring, fik folk til at tage afstand fra hende. Hvis hun havde levet af at sy stramaj, ville det have været mere efter deres forudfattede opfattelse af kvinder og det, de så som deres "natur", men det gjorde hun altså ikke.

Én detalje ved dette eventyr forekommer mig ret ubehageligt: inden Annie selv tog på sin tønde-tur, brugte hun en levende kat som test-person. Eftersom katten næppe har kunnet være fastspændt med hendes remme, har den formentlig roteret rundt inde i tønden, hvilket må have været en forfærdelig og meget  traumatisk oplevelse for sådan et dyr. Desuden er der forskellige versioner af dens videre skæbne: overlevede den - eller ikke? Selv om der er et fotografi af Annie med tønden og en kat, så ved ingen, om det drejer sig om test-katten og om det blev taget før eller efter dens tur ned ad Niagara Falls. 

Denne del af beretningen er altså noget usikker, men at hun selv overlevede sin vandfaldstur den 24. oktober 1901, er der ingen tvivl om. På billeder efter turen virker hun ikke engang særlig fortumlet, men det gør alle omkring hende til gengæld. De ser alle totalt betuttede ud over at se hende, hel og uden skrammer .....

Hendes berømmelse var altså sikret, men det gav hende nu ikke den økonomiske sikkerhed, der havde været formålet med hendes vovestykke. For at gennemføre stuntet havde hun været nødt til at hyre en manager og hjælper, og han stak af med de fleste af hendes penge samt tønden. Senere blev den dog lokaliseret til Chicago, men derpå forsvandt den igen, og ingen ved tilsyneladende, hvor den er nu.

Lige efter hendes vilde tur ned i Niagara Falls' vandmasser var der ganske rigtigt interesse omkring hendes oplevelser, og hun havde tjent en del som f.eks. foredragholder, men det varede ikke ret længe, før interessen kølnedes. Damer med et sådant vovemod var bare ikke populære dengang, hvilket sikkert har spillet ind i forbindelse med alle hendes andre planer om at opnå en stilling af en eller anden art, der kunne give hende den økonomiske sikkerhed, hun higede efter. F.eks forestillede hun sig på et tidspunkt, at hun kunne blive danselærerinde.

Stakkels Annie endte med at måtte gå fra souvenirbutik til souvenirbutik for at sælge postkort af sig selv i tønden, og da hun døde som 82-årig var hun direkte forarmet. Kun fordi nogle af hendes få venner skillingede sammen kunne hun få en passende begravelse.

 

http://www.infoniagara.com/niagaradaredevils/annietaylor.aspx 

https://americacomesalive.com/annie-edson-taylor-1838-1921-american-daredevil/

 

Wikipedia