Storhertuginde Tatiana Nikolaevna af Rusland (1897-1918) var zar Nikolaj II's datter. Efter sin død fik hun et kortvarigt kunstigt "forlænget liv", da en ukendt kvinde forsøgte selvmord ved at hoppe ud fra en bro i Berlin og ned i det på den årstid isnende kolde vand. Kvinden overlevede og blev indlagt på et hospital for sindslidende, hvor hun i flere måneder nægtede at identificere sig selv eller bare tale. Hun havde uforklarlige ar rundt omkring på kroppen, som lægerne gjorde sig mange tanker om, for de tydede på, at hun havde været ude for nogle voldsomme og meget voldelige begivenheder.
Samtidig med at dette skete, var der gang i en masse rygter om, at en eller flere af zarens fire døtre, storhertuginderne Olga, Tatiana, Maria og Anastasia, havde overlevet den massakre på zar-familien, der fandt sted natten mellem den 16. og 17 juli 1918, og som Lenin havde givet ordre om. Aviserne rundt omkring skrev om muligheden for, at det kunne være tilfældet, og flere bedragere var allerede dukket op og havde udgivet sig for snart den ene, snart den anden af de unge piger. Det er der sådan set ikke noget underligt i, for det er sket om og om igen op igennem historien, når en fornem eller bare berømt person dør under mystiske omstændigheder, forsvinder uden spor eller har været bortført, og man havde rent faktisk ikke kunnet finde ligene af zar-familien, så der var frit slag for svindlere af alskens art.
Tatiana
Den ukendte kvinde på hospitalet for sindslidende havde en accent, som nogen bedømte som russisk, og det var måske det, der satte gang i næste trin af denne spændende historie om den tabte virkelighed: "genkendelsen"!!! Der var i hvert fald en anden patient ved navn Clara Peuthert, der mente, at den stadig ukendte kvinde i virkeligheden var lig med zarens datter, storhertuginde Tatiana. Da Clara blev udskrevet fra hospitalet, opsøgte hun flere fornemme russiske flygtninge og fortalte dem om sin mystiske medpatient. Det gav anledning til mange besøg fra folk med forbindelse til det russiske kejserdømme, idet de håbede at genfinde en af zardøtrene på hospitalet.
Tatiana Romanov
Nogle var overbeviste om, at den ukendte var den savnede zar-datter Tatiana, medens andre var usikre. Eftersom Tatiana havde været særlig nært knyttet til sin mor og havde opholdt sig meget sammen med hende, så var der én bestemt person, hvis ord havde en betydelig vægt, nemlig zarinaens tidligere hofdame, baronesse Sophie Buxhoeveden, og hun afviste, at den ukendte kvinde kunne være Tatiana, for denne havde været højere, end hun var, og folk vokser nu engang ikke nedad. Da baronessen forlod hospitalet udtalte den ukendte sig, idet hun sagde: "Jeg har aldrig sagt, at jeg var Tatiana." Kort tid efter "indrømmede" hun imidlertid, at hun var den yngste af de fire storhertuginder, nemlig Anastasia, og det holdt hun fast ved resten af sit liv, selv om hun fremstod som "Anna Anderson". Dette navn havde hun formentlig givet sig selv for at kunne forlade hospitalet med en form for identitet.
Den ægte Anastasia (1901-1918) var en yndig og livlig pige, som mange sikkert har holdt af for hendes charmerende personlighed. Det er og bliver dog sært, at længslen efter en happy end på zar-dramaet kan have fået tilhængere af myten om hende til at hoppe på den galej, at "Anna Anderson" var lig med zar-datteren. Nu, hvor vi har DNA, ville det ikke kunne ske igen, for så ville man hurtigt få af- eller bekræftet identiteten på enhver, der påstod, at de var en forsvunden prins eller prinsesse. I dette tilfælde var problemet imidlertid, at man stadig ikke havde fundet ligene af den myrdede zar-familie. Derfor vrimlede det fortsat med personer, der påstod, at de var snart den ene, snart den anden af de døde, og de havde hver deres tilhængere blandt de sørgende slægtninge og hoffolk.
Da den angivelige Anastasia reagerede meget følelsesbetonet ved at høre et bestemt musikstykke blive spillet, blev det set som et utvetydigt bevis på, at hun var den zar-datter, hun påstod at være. Denne sære beredvillighed til at se den mistede prinsesse i den tidligere mentalpatient skyldtes formentlig sorgen og chokket over det, der var sket i Rusland, men man må sige, at mange var alt, alt for villige til at tro på det, Anna Anderson sagde. En, hun ikke kunne snyde, var zar Nikolajs søster, storhertuginde Olga, der ankom til Berlin sammen med niecens lærer, Pierre Gilliard, og ingen af dem genkendte hende i denne ret grove kvinde. Storhertuginden var angiveligt forstående over for hendes situation, men anså hende for en bedrager, og det samme gjaldt Gilliard.
Gleb
Botkin, der var søn af zarfamiliens læge, der var blevet henrettet sammen med sine arbejdsgivere, var til gengæld overbevist om, at hun talte sandt, for hun havde nævnt nogle barndomslege, de to havde deltaget i for mange år siden. Han udgav forskellige artikler til støtte for Annas påstande og anklagede Romanov-familien for at modarbejde hende, fordi de ønskede at sætte sig på den arv, hun var berettiget til efter sine henrettede forældre. Der var også en tidligere hoffunktionær, der "genkendte" Anna som Anastasia på en bestemt detalje ved hendes fødder.
Kampen rasede mellem dem, der troede på historien om den reddede og flygtede zar-datter, men en avis i Berlin bragte en artikel, hvor det blev afsløret, at den kvinde, der hævdede at være storhertuginde Anastasia, og som var kendt som Anna Anderson, i virkeligheden var den polske fabriksarbejderske, Franziska Schanzkowska.
Dette bragte satte dog ikke en stopper for tilliden til Anna Anderson og hendes historier om en ganske anden og langt fornemmere slægtslinje. Folk, der troede på hende, vedblev med at understøtte hende, også økonomisk, men senere i livet emigrerede hun til USA, hvor hun højt oppe i årene giftede sig med en excentrisk amerikansk rigmand, Jack Manahan, der formentlig har kunnet sørge for hende på bedste vis.
Da hun døde i 1984, bragte ikke engang dette en ende på hendes postulat om at være Anastasia. Folk var delt op mellem troende og ikke-troende, og først da man fandt de forsvundne lig af zaren og hans familie, blev det bevist samt fastslået, at den virkelige Anastasia var død sammen med sin familie i 2018-massakren. Ingen af de fire storhertuginder havde overlevet.
Eftersom den falske Anastasia havde fået fjernet blindtarmen mange år før, kunne man også bevise, at hun virkelig var den polske fabriksarbejderske Franziska Schanzkowska. Hele dette årelange drama havde været ét stort bedrageri med masser af skuffede tilhængere, der havde støttet den falske Anastasia. Lige den detalje gør det meget interessant, for det viser noget om menneskers tiltro til myter, de ønsker at tro på. Ikke sandheden - endsige sandsynligheden - sejrer i dette spil om højt elskede myter, som de troende bare ikke vil slippe ....
Nej, det var hun ikke, men i stedet var hun en ikke-kongelig fabriksarbejderske, der fandt en fidus og levede højt på den i rigtig mange år. Betegnende nok udtalte Franziskas polske familie sig flere år inden dødsfaldet om den på det tidspunkt ukendte kvinde, idet de sagde, at hun var deres skægtning, men at det var bedre for hende at leve videre blandt sine rige og fornemme støtter end at blive forenet med sin fattige, polske familie ....
https://www.ranker.com/list/romanov-family-mystery-solved/setareh-janda
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar