Kværulanten Ron Shumway var ikke populær blandt sine naboer, da han havde det med at råbe ad og chikanere dem, han ikke kunne lide. Flere fortalte, at han smed affald ind i deres have, hvis han syntes, de var dårlige til at passe den. Ud over det havde han altså en kedelig vane med at råbe, skrige og bande til den store guldmedalje, hvilket forståeligt nok virkede skræmmende på andre. Han var kendt i kvarteret som en særling og enspænder med meget få venner og bekendte - dvs. uden for de sociale medier. På f.eks. Facebook var han mægtig populær, bl.a. fordi han blev opfattet som "sjov", men også omsorgsfuld og meget venlig. Når man ser beskrivelserne af den virkelige Ron Shumway af kød og blod og hans Facebook-"tvilling", så skulle man tro, det drejede sig om to forskellige mennesker, for de lignede slet ikke hinanden. I bedste fald kunne man sige, at den virkelig Rob var "lunefuld", og at han indrettede sin personlighed efter tid, sted samt dem, han var sammen med. Ud over at han altså var kendt som "vanskelig" blandt naboerne, var det også velkendt, at han var bøsse, og at han havde været meget nært knyttet til sin afdøde mor. Noget af forklaringen på hans tilsyneladende splittede personlighed var, at han formentlig havde en bipolar lidelse. Hvilket dog ikke forhindrede ham i at arbejde som buschauffør i nogle år.
Pludselig sagde han dog sin stilling op hos busselskabet, og samtidig begyndte der at dukke notitser op på Facebook om den skønne cowboy, han havde mødt, og som han ville flytte sammen med. Facebook-vennerne - hvoraf han kun kendte nogle ganske få personligt, da de aldrig havde truffet ham i virkeligheden - ønskede ham til lykke, men nogle undrede sig dog over nogle detaljer i hans beretning om denne nye kærlighed. Og desuden: hvad skulle der blive af huset, hvor han boede sammen med sin lejer, nemlig den tidligere frisør Christopher Colbert med de store drømme om at opnå berømmelse og rigdom gennem sin kunst? Modsat Ron var Christopher ret populær i nabolaget, og man havde glædet sig over, at han havde fundet et sted, hvor han kunne leje sig ind, da hans fantasier og drømme om snarlig rigdom og berømmelse ikke modsvaredes af virkeligheden, da han hverken var rig eller berømt.Christopher, der for det meste blev kaldt Christian, klarede sig igennem på en eller anden måde sammen med sine to gravhunde, som han var nært knyttet til, men ellers flagrede han omkring, tilsyneladende fuld af drømme om kommende storhed, men uden at kunne fremvise ret meget med substans. Det er dog påfaldende, at han ofte skiftede type og udseende, og at han elskede at klæde sig ud, så han fremstod som en anden.
Christopher Colbert med sit værk, "Cracked"
En tidligere elsker sagde om ham, at han var som en kat, dvs. lunefuld og ikke til at stole på. Det ene øjeblik var han sød og venlig, det næste modbydelig og ondskabsfuld. En af Rons naboer havde på et tidspunkt hørt en uidentificeret mand råbe inde fra huset "slå mig ikke mere, nej, hold op", så man vidste, at der foregik nogle mindre gode ting mellem lejer og husejer, men ikke præcis hvad.
Da huset pludselig blev solgt og derpå renoveret af sin køber, undrede alle sig over de dunster, der lige med et emmede ud fra det. Ingen kunne finde ud af, hvad der gav anledning til den frygtelige stank, der bare blev værre og værre, men ejendomsmægleren, der havde købt huset, gav ordre til, at det blev undersøgt grundigt, og hans folk opdagede, at lugten stammede fra en stor kasse med haveaffald, etc. baghuset. Bunden i denne kasse viste sig at bestå af cement, og da man brød den op, fandt man et forrådnet lig. Først efter DNA-tests stod det klart, at den døde var husets ejer, Ron Shumway, der ifølge sin Facebook-profil angiveligt var flyttet sammen med en ny kæreste i en anden delstat. Lige siden han var flyttet, havde han skrevet henført om sin nye tilværelse sammen med denne nye fyr i hans liv, så ingen havde mistænkt, at han i virkeligheden var død, ja, myrdet.
Det var han imidlertid, for kassens indhold var ikke til at tage fejl af, og undersøgelser af hussalget førte til opdagelsen af, at lejeren Christopher Colbert havde udgivet sig for ejeren, Ron Shayman. Efter dette hussalg blev Rons kreditkort også brugt rundt omkring, og det stod hurtigt klart, at den, der havde tilranet sig huset også havde taget dem. Christopher blev genkendt af ejendomsmægleren, der havde forhandlet hussalget - forøvrigt til en bemærkelsesværdigt lav pris - og disse transaktioner afslørede, hvem den mistænkte var: Christopher Colbert! Ikke bare havde han givet Ron en ny personlighed på Facebook, der gjorde, at hans internet-venner virkelig følte sig svigtet, for hvem havde de egentlig kommunikeret med? At Ron åbenbart var anderledes på internettet end derhjemme i sit eget nabolag, er der vist ingen tvivl om, men så meget, var det sandsynligt? Hvornår var det ham og hvornår var det Christopher, de kommunikerede med? En meget mærkelig situation for alle andre end Christopher, der var som en fisk i vandet, og nød at bruge Rons penge. Han nød åbenbart også at holde kontakten med hans Facebook-venner og at glæde dem med beretninger om det nye liv, "han" - dvs. Ron - havde fået sammen med den spændende cowboy, der angiveligt var kommet ind i hans liv .....
Dette modmysterium var i virkeligheden et trekantsdrama mellem to mænd og et hus, og det kostede den ene mand livet, for han blev jo altså myrdet af den anden, der mente, at han kunne skaffe sig det liv som fri, berømt og velhavende kunstner for hans penge, som han altid havde ønsket sig. Den gik dog ikke, for han blev fanget og tilstod efter nogen tid også mordet, selv om han forsøgte at sno sig ud af anklagerne. Han blev idømt "mindst 25 års fængsel" for mordet og mere for sine andre forbrydelser i forbindelse med hussalget, etc.. Eftersom han var 46 år gammel, da han modtog dommen, så kan det meget vel tænkes at være en i bogstaveligste forstand livstidsdom.
Christopher Colberts kunstværk med det krakelerede spejl stammede fra hans yngre dage, men man må sige, at det var profetisk for, hvad han og hans kunstnerdrømme udviklede sig til ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar