torsdag den 10. juni 2021

Den stilfærdige, men stædige hollænder


Man kan ikke sige, at den hollandske diplomat Herman Knippenberg (født ca. 1950) ligner en James Bond-helt, men det var han nu alligevel, på sin egen måde, for det var ham, godt hjulpet af hans daværende kone, Angela Kane, der fik stoppet den såkaldte "bikinimorder", dvs. Charles Sobhraj. Denne seriemorder havde specialiseret sig i udplyndring af og mord på unge rygsækturister i Thailand og Nepal, og man ved ikke helt sikkert, hvor mange det drejer sig om, kun at der er mange og sandsynligvis langt flere end de tyve, man officielt regner med. 

Hvad Herman Knippenberg angår, så var han tilknyttet den hollandske ambassade i Bangkok i 1970'erne, men havde ikke en særlig høj stilling. Dvs. at han ikke var én, hvis ord var lov, og hans stædige efterforskning af et ungt hollandsk pars forsvinden vakte først ingen interesse blandt hans kolleger, overordnede eller politiet. Tværtimod fandt de det ikke bare sært, men direkte irriterende og også som et brud på hans egentlige arbejdsopgave for ambassaden. Normalt leger diplomater jo ikke detektiver, men Herman Knippenberg havde en så stærk tro på, at der var sket det unge par noget slemt, og at Charles Sobhraj stod bag deres forsvinden, at han bare fortsatte, selv uden nogen opmuntring.

Det par, han var bekymret for, var Cornelia Hemker og Henricus Bintanja, der senere blev fundet myrdet på bestialsk vis i Nepal. Deres mystiske forsvinden startede Herman Knippenbergs stædige efterforskning. Han og hans daværende kone, Angela Kane, samlede alt det, de kunne, via aviser, etc. og fik efterhånden en imponerende mængde stof, der burde have vakt myndighedernes interesse, men først ikke gjorde det. Havde de taget Herman alvorligt, ville det have reddet menneskeliv, for mordene fortsatte, da ingen greb ind over for Charles Sobhraj.

Herman og hans kone Angela

Efterhånden gik det op for Herman, at ikke bare det unge, hollandske par, men også mange andre unge turister var forsvundet efter kontakt med den mystiske franskmand, der brugte forskellige selvopfundne navne. Et par af de navne, han er kendt under i offentligheden, har han dog ikke selv fundet på, nemlig "Slangen" og "Bikinimorderen".


Charles Sobhraj var søn af en indisk far og en vietnamesisk mor, men fik automatisk en ny, fransk identitet, da hans mor lod sig skille for derpå at gifte sig med en franskmand. De fleste opfattede Charles Sobhraj som en flot samt særdeles charmerende og karismatisk mand, men alle disse egenskaber blev tilsyneladende først og fremmest brugt til at møve sig ind på potentielle ofre for at bestjæle og (i mange tilfælde) myrde dem.


Det tog lang tid for Herman at få samlet tilstrækkeligt med beviser imod den udspekulerede seriemorder, og selv da han mente, der var nok, var det stadig svært at vække myndighedernes interesse. Disse har sandsynligvis fundet det langt mere end mærkeligt, at denne hollandske diplomat "legede detektiv" og kom med anklager imod en fransk statsborger. Til sidst lykkedes det ham dog at blive hørt, og Sobhraj blev arresteret og dømt, men i første omgang ikke for den fulde mængde af sine forbrydelser. Det kom senere, selv om han forsøgte at sno sig ud af alle anklager.

 

Nu er Herman Knippenberg en ældre herre, der lever et stille og fredeligt liv uden den slags dramatik, som han fandt i Bombay. Han er desuden et meget beskedent menneske, der fastholder en stor grad af anonymitet, og som ikke fremhæver sin rolle i afsløringen af "Slangen", der blev til en "bikinimorder". 


 

 
https://www.distractify.com/p/herman-knippenberg-now

 

https://thecinemaholic.com/where-is-herman-knippenberg-now/

 

https://edition.cnn.com/2021/03/13/asia/serpent-bikini-killer-sobhraj-intl-hnk-dst/index.html

 

https://dailystarpost.com/the-serpent-what-happened-to-herman-knippenberg-where-is-herman-now/ 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar