Retsmedicin er efterhånden blevet en god og hæderværdig videnskab, som man regner med i fagkredse. Efter diverse TV-serier om retsmedicineres bedrifter samt spillefilm, hvor de optræder som helte, er de blevet en form for yndlings-eksperter både i virkelighedens og kriminalbøgernes verden. Morderen kan være aldrig så snedig, men sæt en god retsmediciner på sagen, og han/hun er afsløret .....
Noget af det vigtigste i en mordsag er selvfølgelig at finde beviser på, at der virkelig er en sag. Mange mordere har hævdet, at det formodede mordoffer stadig lever, men at han/hun har skiftet navn og fortsætter sit liv incognito et andet sted. Det kan være svært at bevise, at det er løgn, og at der virkelig har fundet et mord sted, hvis ikke der er et lig, selv om der måske er en tilståelse.
Hér hjælper nonprofit-selskabet "NecroSearch International" til, for de har specialiseret sig i at søge - og finde!!! - skjulte ofre for mord. Morderen kan have gjort sig virkelig stor umage for at gemme liget, men døde mennesker er nu ikke så lette at gøre sig af med. De fylder, stinker, lækker safter af forskellig art og forsvinder ikke bare af sig selv ..... Men hvis man som efterladt er så heldig, at NecroSearch International sætter ind med sit hold af sammenbragte eksperter, lige fra "lig-hunde" til kemikere, geofysikere, etc., etc., så er der håb om en opklaring af sagen.
NecroSearch blev grundlagt i 1991 og har fundet mange ofre for gamle mordsager, der var blevet opgivet, fordi liget manglede. Mordet ligger måske både 20 og 30 år tilbage i tiden, men det standser dem ikke. De har eftersøgt ofre i alt lige fra pæne og ryddelige baggårde til mudrede flodbredder, og de gør ofte en stor forskel i mordsager af forskellig art.
I virkeligheden burde det selvfølgelig være politiets opgave at udvikle de evner og den ekspertise, som medlemmer af NecroSearch besidder, så organisationen slet ikke var nødvendig. Formentlig sker dette i årene fremover, også fordi der allerede nu optræder mange nye retsmedicinske teknikker i politiarbejdet.
Hvis man ender sådan, så skal der som regel mere end et tilfælde til for at få opklaret, hvordan det gik til, og om der er tale om et mord eller et ulykkestilfælde. Sherlock Holmes havde sit forstørrelsesglas, men retsmedicinerne har nu DNA ud over de gode gamle spor som f.eks. fingeraftryk, og denne nyopdagelse har revolutioneret arbejdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar