Det indiske kastesystem virker enormt uretfærdigt på de fleste vesterlændinge. Jeg vil imidlertid hævde, at vore forestillinger om social lighed i vestlige lande til gengæld er præget af et system af naivitet og vrangforestillinger, og at det på flere punkter ligner det indiske til forveksling. De sociale skel er ikke så tydelige som i Indien, hvor der også officielt tilstræbes at holde styr på de såkaldte "kaster": 1) brahminerne (lærde og præster), 2) kshatrivaerne (krigere), 3) vaishvaerne (jordbesiddere og håndværkere), 4) sudraerne (tjenestefolk) og som rosinen i pølseenden: dalitter, der også kaldes "kasteløse". Dem, der sådan som dalitterne, befinder sig uden for kastesystemet slider med såkaldt "urent arbejde", der f.eks. kan være forskellige former for rengøring, vask, slagteri, arbejde med læder, visse tjenesteydelser, etc., etc..
At være uden for som kasteløs gør, at man rangerer langt under alle andre. Man er "urørlig" på den måde, at hvis folk fra en af kasterne rører ved én, så vil de blive genfødt som kasteløse i deres næste liv. Noget, der ikke ligefrem er eftertragtet, for så hører man til samfundets allerlaveste socialgruppe, fordi de hænger på arbejde, der defineres som "urent", og som i hvert fald er et tungt eller bare rigtig modbydeligt, manuelt slid.
Her ser man en kasteløs mand, der arbejder i kloakkerne, og det svarer meget godt til definitionen på det arbejde, som han og hans lige forventes at udføre: snavset, underbetalt, urent, lavt defineret - men virkelig nødvendigt. Hvis vi sammenligner med vores del af verden ser vi straks, at det er denne slags arbejde, der holder samfundet i gang og sørger for, at det fungerer. Vi kan sagtens klare os uden arbejdsfri billionærer, men ikke uden renovationsarbejdere. De er ikke bare nyttige men direkte nødvendige, for at samfundet ikke skal bryde sammen og gå til i uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold. Vi ved det, men denne viden fører desværre ikke til en ægte værdsættelse af disse menneskers indsats ....
Hvis man sætter sagen på spidsen, så kan ethvert samfund faktisk undvære alle høj-statuskaster som bl.a. præster, lærde, krigere og tjenestefolk, men ikke landmænd og håndværkere, der ifølge det indiske system er placeret på det næstnederste trin af rangstigen. Det vigtigste er og bliver dog de kasteløse, men de hædres jo altså ikke ligefrem for deres indsats i Indien. Der berettes om mange uefterforskede overgreb på dem, og det er oprørende, at det skal være sådan. At der er alle disse tydelige ligheder med det system, vi har/har haft i vores del af verden, og som vi kan se spor af - eller eksempler på - den dag i dag er derfor meget tankevækkende ....
Op af det uhumske kloakhul, sandsynligvis uden nogen påskønnelse af det, han har gjort for at få systemet til at virke. Sådan var det også med den gruppe arbejdere her i landet, der gik under betegnelsen "natmænd". Før indførelsen af et moderne kloaksystem med træk-og-slip i alle husstande sørgede de for at tømme latriner og/eller gruber samt fragte indholdet væk i nattens mulm og mørke, så afhentningen generede det pæne borgerskab mindst muligt. Normalt opsamlede man nemlig fra engang i 1500-tallet afføring og den slags i huller med murede sider og et hul i bunden, så der kunne ske en vis nedsivning gennem disse såkaldte "gruber" under husene. Det, der ikke var sivet ned, skulle så fjernes af byens natmand ....
Ud over dette mindre behagelige arbejde med at tømme gruber/latriner gik natmanden tillige bødlen til hånde. Senere fik han også til opgave at holde gaden ren for affald. På det tidspunkt var man begyndt at sætte aktivt ind imod folks uvane med bare at smide dette på gaden. Man fik nemlig lidt efter lidt indført brugen af en "renovationsvogn", der kørte rundt i gaderne og påkaldte sig borgernes opmærksomhed ved hjælp af en skralde, så de vidste, at nu var det tid til at komme ned med skraldet, der så blev kørt væk. Dette gav i øvrigt anledning til forskellige sproglige fornyelser, idet man begyndte at tale om "skrald", "skraldemænd" og "skraldevogne".
Natmandens arbejdsområde omfattede også flåning af selvdøde dyr samt assistance ved henrettelser. Den slags arbejde blev anset for "urent", og ligesom i f.eks. Indien skulle man passe på med ikke at komme i fysisk kontakt med de "urene natmænd", der stod for det. De formodedes nemlig at smitte hæderlige folk, der ikke var involveret i den slags nedværdigende arbejde.
Ikke bare arbejdet med de ulækre substanser, men også assistancen ved henrettelser blev set som stærkt deklasserende. Desuden var det med til at give natmændene et blakket ry, at der gik rygter om, at de spiste selvdøde dyr som f.eks. heste, da dette dyr først ret sent blev betragtet som en madvare.
Denne unge mand ses her i færd med at producere det, som det var natmandens opgave at skaffe sig af med på en så pæn måde som muligt. (Beklager: jeg ved ikke, hvor billedet stammer fra, eller hvor gammelt det er).
Uretfærdigvis var der også en vis modvilje imod skorstensfejere, og igen lader det til, at være det hårde, manuelle - og nødvendige - arbejde, der trækker fra. Beviset på "fornemhed" var det ikke-fysiske arbejde samt den ikke-eksisterende kontakt med ulækre substanser og handlinger.
https://www.berlingske.dk/boeger/da-menneskelig-fornedrelse-var-en-del-af-den-danske-virkelighed
http://risgaardhuse.dk/rakkernatmand.htm
https://indien.dk/kastesystemet/
http://www.christrup.eu/Dokumenter/Peder_Jensen_Natmand/hvem_var_natmaendene_og_rakkerne.htm
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar