Hvorfor adoptere seks børn for derefter at myrde dem? Sarah og Jennifer Hart, der var gift med hinanden, havde åbenbart haft en drøm om en stor børneflok, og det skaffede de sig så gennem adoptioner. I det, der blev familiens skæbneår, nemlig 2018, havde de seks adoptivbørn på mellem 12 og 19 år, men da det kom til stykket formåede de ikke at skabe et varigt hjem for dem. Hvad var grunden, og hvorfor var der ingen, der greb ind meget før, da børnene desperat søgte hjælp hos folk uden for familien? Ganske vist var der mange idylliske billeder af de to mødre og de seks børn på de sociale medier, men det stemte nu engang ikke med børnenes gentagne forsøg på at skaffe hjælp imod deres adoptivmødre, der angiveligt misbrugte, sultede og mishandlede dem, bl.a. med strikse, nærmest militaristiske opdragelsesmetoder. Ifølge nogle af børnene var der også tale om visse former for racisme.
I begyndelsen blev dette frygtelige styrt ned i havet set som en ulykke, men det varede nu ikke længe, før sandheden gik op for myndighederne: dette var et kombineret, planlagt selvmord og mord, sandsynligvis fordi de to mødre vidste, at den idyl, de havde forsøgt at illudere i årevis, ikke holdt for et nærmere eftersyn, og at myndighedernes besøg sandsynligvis ville føre til en fjernelse af børnene og kriminalitetsanklager imod dem. Syv år før havde der været en sag imod Sarah, hvor hun blev erklæret skyldig i en vis mishandling af en af pigerne, da hun havde smækket hende på en særlig ubehagelig måde. Dvs. at de vidste, hvordan det kunne blive med en ny sag, og det har de ikke kunnet udholde tanken om.
Alle - både mødre og børn - omkom i styrtet, men det er en sær tanke, at de voksne, der havde planlagt og derpå gennemført denne tragiske handling, ikke har haft helt styr på metoder og resultater, for så sent som på vej i bilen sad Sarah og søgte på håndkøbsmedicin som f.eks. Benadryl og dets virkning ved en overdosis samt steder, hvor man tog imod hunde uden en automatisk aflivning. En anden ting, hun søgte på, var druknedøden i en bil. Hun ønskede oplyst, hvor lang tid det ville tage, så hun og hendes hustru, Jennifer, må virkelig have tænkt meget over brugbare metoder.
Trist nok lader det til gengæld
ikke til, at de har gjort sig mange tanker om alternativer. Hvorfor?
Havde de virkelig gjort det, som nogle af børnene havde klaget over? Var
de racister, som de sagde, og havde de mishandlet dem? Og hvorfor skulle seks børn, men ikke familiens hunde dø, fordi de selv begik selvmord? Det forekommer mig både inkonsekvent og utrolig egoistisk. Børnene havde jo ikke ytret noget ønske om at dø, men forsøgte tværtimod at få bedre vilkår gennem deres henvendelser til folk uden for familien, som de håbede ville hjælpe dem. At det tog så lang tid, før der kom skred i sagerne, var jo ikke deres skyld. De ønskede bare bedre vilkår i livet, hvilket de havde al mulig ret til at forvente, når nu de klagede.
Politiefterforskningen har peget på et motiv, der bare ikke er moralsk acceptabelt: Sarah og Jennifer følte sandsynligvis, at hvis de ikke kunne få lov til at beholde de seks adoptivbørn, så skulle andre i hvert fald ikke have dem. Det er samme tankegang som nogle - især mænd - udviser, når deres kæreste eller ægtefælle forlader dem. Sagen er dog, at det nu engang ikke er sådan, at man ejer andre mennesker og kan skalte og valte med dem efter forgodtbefindende. De to kvinder kunne selv vælge deres skæbne, men ikke børnenes. Da de adopterede dem, havde de forpligtet sig til at give dem en god opvækst, men det glemte de formentlig undervejs, måske fordi opgaven viste sig at være for stor for dem.
https://edition.cnn.com/2018/04/04/us/hart-family-search/index.html
https://edition.cnn.com/2019/04/06/us/hart-family-crash-inquest-searches/index.html
https://www.yahoo.com/entertainment/horrifying-true-story-hart-family-100000604.html