søndag den 29. august 2021

Da hertugen af Windsor skulle bortføres


OK, Edward VIII tilbad af uransagelige grunde den amerikanske Wallis Simpson, hvis andet ægteskab røg, da hendes affære med den romantiske konge udviklede sig. Hverken han eller hun var kendt som åndsfyrster, men et par breve til søsteren, Mary, viser dog, at han havde en langt større forståelse for almindelige englænderes ofte barske liv end f.eks. hans bror og efterfølger på tronen, George VI. Da jeg så en udsendelse om ekskongen, hvor brevene blev citeret, var det lige før, jeg fattede sympati for ham - altså lige før .....

I sine unge dage var han en levemand, hvis primære hobby tilsyneladende var at forføre gifte damer. Gjorde han nogensinde noget godt for nogen ud over sig selv? Ikke mig bekendt, så det, han skrev til søsteren, var åbenbart ikke andet end en forbigående fornemmelse af en begået uret - en lune, der hang og flagrede i et ingenting, der hurtigt blev fyldt med et andet vidnesbyrd om hans liv, nemlig hans og Wallis' besøg hos Hitler i oktober 1937. 

Alt omkring dette besøg var betalt af nazisterne, for de var ellevilde over den gode PR, de mente det gav dem. Ekskong Edward var en fangst for dem, men man må spørge sig selv om, hvad de var for ham? En ting er, at nazisterne så ham som en potentiel allieret, men eftertiden må man spørge sig selv, om han virkelig var nazist eller bare meget naiv? Noget kunne tyde på, at han i hvert fald var - eller blev - ekstremt højreorienteret, og forskellige udtalelser, som han er citeret for, tyder på, at han mente, at den bedste, fremtidige styreform i Europa ville blive diktaturer og ikke demokratier. En sådan tankegang er noget, vi i nutiden korser os over, men vi har jo også erfaret, hvordan diktaturer i f.eks. Tyskland, Italien og Spanien udviklede sig. Han besad ikke den indsigt, som den historiske bagklogskab giver os - og da slet ikke i 1937. 

To år senere, da krigen var brudt ud, blev han tilmed forbindelsesofficer til "The French Army High Command" og fungerede som en art spion for England, især vedr. Maginot-linjen. Man må undre sig, for hvad er nu det for noget?. Der er imidlertid meget omkring Edwards aktiviteter på denne tid, der virker meget mystiske .....

Man kan sige, at hvis ikke han var nazist, så flirtede han i hvert fald godt med nazismen. Desuden var nogle af hans personlige venskaber som f.eks. med den sjette baron, Sir Oswald Mosley og hans kone meget mistænkelige. Det var nemlig ham, der havde grundlagt det engelske fascistparti, "The British Union of Fascists".

I 1940, hvor Anden Verdenskrig var en realitet, knoklede nazisterne under alle omstændigheder med en plan om at kidnappe ekskong Edward VIII, den daværende hertug af Windsor. Man kan spørge sig selv om, hvad de dog ville med ham, nu hvor han ikke længere var konge, men de havde skam store planer om at styrte hans bror og efterfølger, George VI, og få ham på tronen igen som en art marionet for dukkefører Adolf Hitler, der ville kunne få Englands deltagelse i krigen afsluttet i en ruf. Denne ambitiøse plan blev kaldt "Operation Willi", og den blev styret af den unge og meget ambitiøse Walter Schellenberg, der var personligt udpeget af Hitler til opgaven. 

Planen gik ud på at lokke hertugen og hertuginden til Spanien under foregivende af at ville sikre dem imod diverse trusler, især fra "The British Intelligence Service", der angiveligt planlagde at myrde dem. Det gik dog ikke, som nazisterne havde planlagt, for Churchill greb ind på baggrund af forskellige rygter om hertugparret. Han sendte et telegram, hvor han beordrede Edward tilbage til England og truede ham med, at han med sin midlertidige officerstitel og de forpligtelser, der var forbundet med denne, ellers ville komme for krigsretten. Nogenlunde samtidig kom der dog et andet telegram, der beordrede ham til at tage til Bahamas som engelsk guvernør. 

At huset på Bahamas ikke var Buckingham Palace siger sig selv, men det var et stort, flot hus med masser af plads midt i et naturskønt område. Ikke desto mindre sukkede og stønnede hertugparret over at være blevet "forvist" derhen. Samtidig rasede Hitler i Tyskland. Han var åbenbart så opslugt af ideen om en engelsk marionet-konge under hans kommando, at han til sidst havde bedt Schellenberg om uden videre at bortføre hertugen. Denne grumme plan mislykkedes dog, fordi hertugparret tog til Bahamas, hvor de var i knap fem år, inden de vendte tilbage til Europa og genoptog deres omkringflagrende selskabelige liv med fester, masser af berømte og fornemme mennesker samt mange hunde, men uden meget andet, der kunne optage dem. Dvs. glamour uden liv og mening ....

 



 

http://world-news-research.com/Himmler-Hitler.html 

 

https://historyofyesterday.com/the-dark-side-of-king-edward-viii-babedf8cb4c2 

 

https://www.theguardian.com/uk-news/2017/jul/20/winston-churchill-nazi-telegrams-uk-royals-edward-cabinet-papers 

 

https://warfarehistorynetwork.com/2016/11/08/operation-willi-the-nazi-plot-to-kidnap-the-duke-of-windsor/ 

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2017/12/the-crown-edward-hitler-nazi 

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar