søndag den 15. august 2021

Barnemord som hævn

 

Fem små guldklumper, der alle endte i sorte affaldssække, fordi deres far, Timothy Ray Jones Jr., myrdede dem. Under retssagen forsøgte han at forklare årsagen til denne vanvittige handling, men selv om det var den ene søns ønske om at "komme hjem", nemlig væk fra ham og hjem til børnenes mor, der startede mord-orgiet på alle fem børn, så var der hverken hoved eller hale i det, han sagde - dvs. for andre mennesker. For ham selv har det hele sikkert hængt godt sammen ..... 

Mordene var det sidste punktum i en lang, sørgelig familiehistorie med druk, vold, incest og vanvid. Det er helt tydeligt, at Timothy ikke havde haft en lykkelig barndom, men den slags kan nu ikke forklare det, han gjorde den 29. august 2014, hvor han myrdede sine fem børn. Selvfølgelig var det svært for ham, at hans mor blev indlagt som skizzofren - og stadig er det - og at han ofte følte, at han havde arvet hendes sygdom, men heller ikke det kan berettige hans handling. Desuden modbeviste rettens læger hans mulige skizzofreni-diagnose, selv om han dog havde mèn efter en mindre hjerneskade i forbindelse med en ulykke. Da han blev gennemtestet af flere læger, herskede der imidlertid en vis uenighed om hans mentale tilstand. Havde han begået mordene i raseri - sådan som han selv påstod - eller handlede han ud fra en nøje tilrettelagt plan? Meget tyder på, at det var planlagt på forhånd, men bevist uden for enhver tvivl blev det dog ikke.

Allerede som barn viste Timothy sin begavelse som matematik-geni. Han kunne løse tekniske og matematiske problemer, voksne gav op overfor. På grund af hans specielle talent syntes hans fremtid lys, selv om han havde rodet sig ind i forskellige kriminelle forhold som teenager, bl.a. check-bedragerier. Som voksen havde han imidlertid fået en god stilling med en løn på $80,000 hos det internationale computerfirma Intel. Hans kristne tro burde også have holdt ham på rette vej og i hvert fald ikke have støttet hans beslutning om at myrde alle sine fem børn. Noget, der foregik som en række enkeltstående mord, hvoraf nogle blev bevidnet af de myrdedes søskende, inden det blev deres tur til at blive kvalt af faderen. Således var det angiveligt datteren Merahs uheldige tilstedeværelse, da han "kom til" at dræbe sin næstældste søn, Nathan, fordi han ville hjem til sin mor i stedet for at blive hos sin far, der gjorde, at han også dræbte hende. Derfra gik det hele slag i slag, indtil han havde myrdet alle fem børn og puttet dem i de plastiksække, de blev fundet i. 

En udløsende faktor var sandsynligvis hans kone, Amber, der havde fundet sammen med en meget yngre nabo, efter at hun var blevet undertrykt gennem mange år i ægteskabet med Timothy. Denne utroskab gik imod alle hans forestillinger om ægteskab, der byggede på nogle gammeltestamentlige teorier om "kvinders stilling" som underdanige fødemaskiner. Noget, Amber altså havde reageret imod ved at forlade ham, men først efter at have fået fem børn.

Som barn og stor knægt havde Timothy været voldsomt skinsyg på enhver, der tog hans fars opmærksomhed. Hans jalousi gjaldt stort set alle, som han følte, at hans far holdt mere af eller var mere interesseret i end ham. Eftersom det angiveligt var 1) Ambers utroskab, 2) skilsmissen fra Amber og 3) Nathans ønske om at forlade sin far for at tage hjem til sin mor, der førte til mordene, så lyder det egentlig ikke så usandsynligt, at hele tragedien blev udløst af en allerede eksisterende sorg over at føle sig forladt som barn. At hans mor havde nægtet at give ham mad, "fordi hun ikke ville have en fed baby", havde måske også skabt et traume, men ud fra alle oplysninger var det faderens "svigt" ved at få kærester og ikke ene og alene koncentrere sig om sin søn, der havde været det værste for ham. Alt omkring "svigt" og forladthed ramte ham meget hårdt, men selv om man kan se et mønster, så synes jeg stadig ikke, det forklarer hans handlemåde.

Timothy fik en dødsdom, men der kan gå mange år, før den bliver eksekveret. Måske det aldrig sker, selv om jeg  nu tvivler på, at han får held med sine appeller. Dertil er hans forbrydelse for alvorlig. Når det er sagt, så skal man tænke på andre fædre, der har dræbt deres børn for at hævne sig på en kone, der ikke lever op til deres vilde forestillinger om kvindelig underdanighed. I det hele taget synes mord at være blevet langt mere almindeligt som facit på frustrerede mænds mere eller mindre besynderlige ideer om kønnenes stilling i det moderne samfund. Disse horrible barnemord er bestemt ikke Ambers skyld, om så hun var aldrig så utro, men hun har en vis medskyld i og med at hun lod sig presse ind i en samværsform, der bare ikke bør accepteres af nogen. Hun skulle være gået langt før, og hun skulle straks have modsat sig Timothys ideer om kvindens stilling.

Amber efter at være kollapset i retten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar