Når den irske kvinde Catherine - kaldt "Kate" - Webster (født i 1849) kom til jobsamtale, må hun have været et frydefuldt syn for den frue, der havde ideer om, hvordan hun skulle få mest muligt ud af sine tjenestefolks arbejdsevne, for hun var en høj, kraftig pige og stærk pige, der helt sikkers ville kunne tage godt fat - hvis hun vel at mærke gad .... Sagen var dog den, at Kate foretrak at stjæle og leve af salget af sine tyvekoster, idet det ofte var hendes arbejdsgivere, det gik ud over. Derfor skiftede hun også ofte navn fra sted til sted, så hun ville være sværere at spore.
Ind imellem sine fængselsophold tog hun arbejde hos personer, hun kunne bestjæle, og det var sikkert også hendes plan, da hun lod sig ansætte som tjenestepige hos den velhavende, midaldrende enke Mrs. Julia Thomas i Richmond, London. At denne dame ofte besøgte slægtninge forskellige steder i landet og derfor somme tider forlod hjemmet i længere perioder har måske også lokket hende til - og har givet hende ideer, hun kunne planlægge ud fra ....
Hun kunne se, hvordan Mr. Thomas, der havde været gift to gange med mænd, der begge var døde, nød sin både personlige og økonomiske frihed. Som yngre havde hun været lærerinde og var åbenbart en belæst kvinde, der passede godt ind i det samfund, hun var en del af, og hvor hun bl.a. gjorde sig gældende som ivrig kirkegænger. De to kvinder var på mange måder meget forskellige og har haft mange sammenstød om både det ene og det andet. En af de ting, Mrs. Thomas ikke kunne fordrage, var hendes tjenestepiges mange besøg på stedets kro. Noget, de direkte skændtes om, men intet tyder på, at Kate gav efter for sin frues ønsker, for hun fortsatte med sine hyppige besøg på kroen. Til sidst blev det for meget for Mrs. Thomas, der fyrede hende, men dog lod hende blive i tre dage mere, angiveligt fordi hun skulle forberede sin afrejse. Denne venlighed skulle komme hende dyrt at stå, men det vidste hun selvfølgelig ikke ....
Den pæne borger-madamme, Mrs. Thomas, har heller ikke forstået at aflæse sin tjenestepiges sind og personlighed. Hun har næppe fattet, hvilken mangesidet rebel hun var. Visse ting i hendes karakter indikerede ellers, at hun ikke bare gav efter for samfundets opfattelse af en fattig kvinde fra Irland. F.eks. havde hun beholdt sin "uægte" søn i stedet for at aflevere ham hos en såkaldt "englemagerske" eller andre, der hjalp de ugifte kvinder af med deres uønskede børn, når de der "kom i ulykke". At det var en stor skam at have fået et barn uden at være gift var således ikke noget, hun lod sig styre af, og det tager jeg som et tydeligt tegn på selvfølelse og også ligegyldighed over for samfundets regler og bestemmelser. Hun lod sig i hvert fald ikke tryne af de forestillinger, der normalt styrede kvinders liv dengang. At hun også havde svært ved at finde sig til rette i den almindelige stilling, som hendes køn og fattigdom automatisk udstak for hende viser sig på mange måder, der virkede chokerende dengang.
Mrs. Thomas forsvandt efter deres sidste sammenstød, hvor Kate blev fyret, men det blev forklaret
med, at hun var rejst på besøg hos slægtninge. Naboerne studsede dog
over at se tjenestepigen Kate spankulere omkring i
fruens tøj, men også det fik den snu kvinde bortforklaret. For mig at se
er det dog et tydeligt tegn på Kates ønske om at tilegne sig sin
arbejdsgiver liv, rub og stub, men den gik selvfølgelig ikke. Hun fik
solgt en masse af hendes ejendele, men da hun forsøgte at få kroejeren
på den kro, hun var glad for at besøge, til at købe inventaret i Mrs.
Thomas' hus, så begyndte nettet at strammes om hende. Folk undrede sig mere og mere over alt det, der foregik i det hus, som Kate havde været uforsigtig nok til på et tidligere tidspunkt at hævde, at hun skulle arve. Til nogen sagde hun ligefrem, at huset var hendes, og at hun havde arvet det fra en tante.
Nogenlunde samtidig begyndte der at dukke lig-dele op, og et par af stedets herrer fortalte, at de havde hjulpet Kate med at transportere en tung taske ned til floden. Andre havde hjulpet hende med en tung kasse. Mere og mere tydede på, at der var foregået noget skummelt i Mrs. Thomas' hus, og da Kate pludselig rejste hjem til Irland, tog den detektiv, der var blevet sat på sagen, efter hende. Hun blev bragt tilbage til London og benægtede ikke, at Mrs. Thomas var død, men gav de mænd, der havde hjælpet hende, samt kroejeren, der ville have købt inventaret, hvis ikke han altså havde fået mistanke om luskerier, skylden. Eftersom liget var blevet parteret, tog man for givet, at det umuligt kunne være en kvinde, der havde begået denne udåd, for det passede ikke med datidens billede af den "naturlige kvindelighed", så en af de mænd, Kate havde peget på, blev faktisk formelt anklaget for mord. Heldigt nok for ham havde han dog et vandtæt alibi, og søgelyset blev derfor rettet imod Kate. Hun nægtede længe, men blev anklaget og derpå dømt til døden, noget, hun protesterede imod, "da hun var gravid".
Den troede retten ikke på, så man lod en flok på hele tolv erfarne kvinder undersøge hende, og selvfølgelig viste det sig, at hun havde løjet: hun var aldeles ikke gravid. Nok havde Kate været virkelig dygtig til at snyde sig igennem både det ene og det andet, men denne gang gik det ikke, som hun havde håbet, og dommen stod fast.
Hele denne historie med det parterede lig rystede samfundet. At en tjenenstepige kunne finde på at myrde sin madmor var uhørt. Det var et samfundsoprør af de virkelig alarmerende, og de grusomme detaljer omkring mordet gjorde det selvfølgelig ikke bedre. Dommen stod imidlertid ved magt, og den 29. juli, 1879, blev hun hængt. Denne mordsag er senere nærmest blevet en krimi-klassiker, dels på grund af detaljerne, dels fordi Kate kan ses som en tidlig oprører imod vanvittige samfundsforhold, der på forhånd knægtede både kvinder og fattigfolk.
En af de grumme detaljer var påstande om, at Kate havde kogt Mrs.Thomas's kropsdele i en stor kedel, og at hun derpå havde tilbudt fattige på gaden noget af det fedt, der blev trukket ud af liget på denne måde. Nogle historikere mener, det virkelig skete, andre ikke, men det skulle ikke undre mig, om det virkelig fandt sted, sådan at Kate oven i alt det andet forsøgte at få sin arbejdsgiver fortæret i bogstaveligste forstand. Noget andet, der forøgede chokket for samtiden var det faktum, at man ikke fandt alle ligdelene. Hvor var f.eks. afdødes hoved? Ingen kunne finde det, før det uventet dukkede op i Sir
David Attenborough baghave i juli 2011. Hans hus ligger tæt på Mrs. Thomas' tidligere hjem samt den kro, hvor Kate holdt af at komme, og der hersker ingen tvivl om, at her har vi den myrdede kvindes kranium.
https://www.thehistorypress.co.uk/articles/london-s-victorian-murderesses/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar