Det er ofte blevet sagt, tilmed fra forskellig side, at kvindekønnet brillerer ved sin manglende tilstedeværelse inden for eksakte videnskabsgrene som f.eks. astronomi og astrofysik. Kort sagt, der synes ikke at være ret mange af dem, hvilket bliver taget som et indirekte bevis på, at kvinder ikke KAN "den slags". De regnes ganske enkelt ikke for at være udstyret med det rette antal hjerneceller til at beskæftige sig med emner af denne art. Samtidig hører man så om alle de problemer, der rammer de kvinder, der rent faktisk ønsker at gøre sig gældende inden for dette område. F.eks. var der Cecilia Helena Payne-Gaposchkin (1900-1979), hvis mor i sin tid havde bekostet hendes brors uddannelse, men ikke hendes, fordi hun jo "kun" var en pige. Pr. køns-definition var hun udset til ikke at nå de akademiske højder, der kunne berettige hende til at kræve en højere uddannelse, men i 1919 fik hun nu alligevel et legat til Newham College ved Cambridge University, og her læste hun både botanik, kemi og fysik.
Efter et foredrag af professor i astronomi ved Cambridge University, Arthur Eddington, om hans ekspedition til Guinea-bugten ud for Afrikas vestkyst, hvor han havde foretaget observationer af stjernerne i forbindelse med en solformørkelse, blev hun meget interesseret i emnet. Eddington gjorde dette som en test af Albert Einsteins almene relativitetsteori. Han havde fastslået, at stjernernes indre bestod af luftarter, hvilket alt sammen fyrede op under hendes stigende interesse for astronomi. I sin doktorafhandling i 1925 kom hun med sine teorier om sammensætningen af stjerner i forhold til de relative mængder hydrogen og helium. Alt sammen meget imponerende, men inden da var der opstået et uoverstigeligt problem: hun kunne ikke afslutte sine studier med en doktorafhandling, da Cambridge University ikke tildelte universitetsgrader til kvinder før 1948.
Gode råd var dyre, for hvordan skulle hun komme videre med sine astronomiske studier ved et universitet, der ikke anerkendte hendes præstationer? I England var og blev hun på denne tid blot anden hånds, ligegyldigt hvor meget hun brillerede inden for de fag, hun havde kvalificeret sig til, så hun gik i gang med at søge legater, der gjorde det muligt for hende at tage til USA, hvor Harvard College Observatory direkte opfordrede kvinder til at studere astronomi. Det var grunden til, at hun i 1923 tog til Harvard, og i 1925 afsluttede hun sine studier med den doktorgrad, hun ikke havde kunnet få i England. Dermed blev hun den første person, der fik en doktorgrad ved dette universitets Radcliffe College.
Hendes disputats hed "Stellar Atmospheres, A Contribution to the Observational Study of High Temperature in the Reversing Layers of Stars", og den er senere bleve bedømt af fagfolk som f.eks. astronomen Otto Struve som "den mest geniale afhandling der nogensinde er skrevet inden for astronomi." Desværre kom hun ud for en misforståelse, der næppe ville have ramt en mandlig astronom, men som gjorde, at en mand fik æren af en vigtig del af hendes opdagelse.
Astronomen Henry Norris Russell mente, som det var gængs viden på den tid, at solens og jordens sammensætning ikke er forskellig, og det påpegede han ved sin gennemgang af hendes disputats. Fire år senere forstod han, at han - og de etablerede astronomer - havde taget fejl, og at hun havde ret. Da han nu beviste, at hendes tese var korrekt, blev det helt almindeligt, at man tillagde ham de opdagelser, hun havde gjort, selv om han enerkendte hende og hendes arbejde i sine artikler.
For mig at se lader det til, at hendes køn virkelig gjorde hende "usynlig" på en meget unfair måde, for der opstod lignende problemer for andre kvindelige forskere. F.eks. måtte Marie Curies mand, Pierre Curie, kræve, at hans kones videnskabelige indsats blev anerkendt på linje med hans: ikke bare han, men også hun havde gjort sig fortjent til Nobelprisen. Efter hans død overtog hun hans undervisningsforpligtelser ved Sorbonne, sådan at hun blev dette universitets første kvindelige underviser. Senere blev hun dets første kvindelige professor. Ikke nok med det, men hun fik også Nobelprisen to gange.
Hele vejen igennem, ikke bare i England, men også i USA, stødte Cecilia Helena Payne-Gaposchkin på forhindringer, der havde med hendes køn at gøre. Tanken om en højt begavet videnskabskvinde har utvivlsomt stødt mange af datidens mennesker, både på og uden for universiteterne. Når der sker den slags, så bliver den pågældende, geni eller ej, usynliggjort, men ikke direkte forfulgt eller åbenlyst udsat for person-forfølgelse. Næh, det foregår f.eks. ved sådan noget som det, hun oplevede med Cambridge University, der ikke tildelte kvinder universitetsgrader. Det var bedre på Harvard, men til trods for sit banebrydende arbejde, steg hun ikke i graderne eller fik en ordentlig løn. F.eks. kom hun også ud for den tort, at ingen af hendes undervisningskurser blev registreret i det gældende katalog før 1945. Ikke desto mindre var hun den første astronom, der opdagede, at stjerner først og fremmest består af hydrogen og helium. Dermed var hendes arbejde banebrydende.
"The Stars of High Luminosity" (1930)
"Variable Stars" (1938)
"Variable Stars and Galactic Structure" (1954)
"Introduction to Astronomy" (1956)
"The Galactic Novae" (1957)
Vigtige afhandlinger inkluderer:
Gaposchkin, Cecilia Payne (1936), "On the Physical Condition of the Supernovae", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet juni 1936), 22 (6), s. 332-6, PMC 1076773free to read, PMID 16588077, doi:10.1073/pnas.22.6.332.
Whipple, F L; Gaposchkin, C P (1936), "On the Bright Line Spectrum of Nova Herculis", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet april 1936), 22 (4), s. 195-200, Bibcode:1936PNAS...22..195W, PMC 1076741free to read, PMID 16577695, doi:10.1073/pnas.22.4.195.
Gaposchkin, Cecilia Payne (1941), "Obituary - ANNIE JUMP CANNON.", Science (udgivet 9. maj 1941), 93 (2419): 443-444, Bibcode:1941Sci....93..443P, ISSN 0036-8075, PMID 17820707, doi:10.1126/science.93.2419.443.
Hendes selvbiografi, "The Dyer's Hand", blev trykt privat i det år, hvor hun døde, nemlig 1979. Titlen kan referere til en af Shakespeares sonetter, selv om jeg nu ikke umiddelbart kan se sammenhængen.
Dette er ikke den asteroide, "2039 Payne-Gaposchkin", der blev opkaldt efter hende i 1974, men den kan have set nogenlunde sådan ud. Anden anerkendelse har det knebet med, da hendes epokegørende opdagelser stort set aldrig tilskrives hende, men i stedet mandlige forskere. Det er utroligt, at det skal være sådan den dag i dag, men det er det åbenbart stadig ....
https://peoplepill.com/people/cecilia-payne-gaposchkin
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar