tirsdag den 17. august 2021

Hæslige forsøg med mennesker


Hvis denne skønne, unge dame var blevet født i Nazi-Tyskland, ville hun automatisk være blevet udset til udslettelse, da hun er det, man kalder "evnesvag". Den slags personer var uønskede i det land, der selv mente, at deres befolkning repræsenterede det ypperligste inden for menneskeden som race betragtet. At der overhovedet ikke findes en "germansk race", men kun en "germansk sprogstamme" forstod man enten ikke eller tog ikke i betragtning. 

Måske disse specielle mennesker med Down's Syndrome ville være blevet brugt i menneskeforsøg, før de blev myrdet som ikke-værdige borgere i Tyskland. Det kommer ikke bag på os, for vi ved, hvad der skete i kz-lejre, og vi kender bl.a. Josef Mengeles forsøg og mord på såkaldte "undermennesker". Hvad vi ikke forventer er, at den slags også er forekommet i pæne, civiliserede lande som f.eks. Sverige. Og hvad med sådan noget som f.eks. det danske "Forslag til Lov om kliniske forsøg med lægemidler", der blev Fremsat den 26. februar 2016 af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde)? Her åbnes der op for muligheden af at anvende umyndige personer, hvis bare deres voksne værge giver en skriftlig tilladelse. Det lyder ikke rart, og det virker også, som om det er noget, der kan være sket før - uden skriftlige tilladelser. 

Selvfølgelig er det et dilemma, for hvis medicin ikke testes, så kan det unægtelig gå galt. Spørgsmålet er dog, HVEM der skal lægge krop til, og hvor meget man kan byde forsøgs-personer mht. smerter, ubehag og eventuelle følger. Desuden ved man jo godt, at hvis mennesker ikke stiller op, så går det højst sandsynligt ud over dyrene. Altså en dum situation for både medicinalindustrien og eventuelle patienter. Jeg kan ikke se nogen let vej ud af denne situation, men én ting er essentiel for mig: der skal være et samtykke direkte fra testpersonen, hvilket selvfølgelig udelukker børn, dyr og f.eks. mentalt udfordrede personer. Det er ganske enkelt moralsk forkert at involvere ikke-bevidste individer i den slags.

At der er personer, der stiller sig til rådighed som forsøgspersoner, må man respektere - i hvert fald hvis de ikke er blevet presset til det, sådan som det skete i kz-lejrene. Fangerne vidste, at de kunne leve længere, hvis de meldte sig til forsøg, så det gjorde en del af dem, måske uden et egentligt pres fra lægernes side.

Men som sagt, én ting var nazisterne, noget andet pæne, civiliserede lande som f.eks. Sverige. Jeg blev i hvert fald både forarget og vildt forbløffet, da jeg læste om de svenske caries-forsøg på evnesvage i 1940'erne. Det ville jeg aldrig have troet kunne ske, men det gjorde det.  

Det med samtykket sprang man vist over, inden man gik i gang med at stopfodre mentalt handicappede patienter med slik. Inden da havde de fleste af dem haft gode tænder uden huller, men efter de årelange forsøg havde de angiveligt alle "rådne" tænder. I 1920'erne og 1930'erne havde tandlæger diskuteret, hvorfor så mange havde ødelagte tænder og skulle have gebis. Var det noget arveligt? Noget, de spiste? Spørgsmålet var selvfølgelig vigtigt, men forsøget på en afklaring var og blev uacceptabel.

Mundhygiejnen var ofte ikke-eksisterende mange steder i Europa, men det syntes ikke at forklare selve problemets kerne. Den anklagende finger havnede imidlertid på de søde sager, og så fik man den ide, at de, der havde Down's Syndrom, passende kunne gøre gavn som forsøgspersoner. At disse mennesker var let tilgængelige på "Vipeholm Mental Institution" uden for Lund har været for fristende for eksperimenterende læger og tandlæger. Patienterne hér bestilte ikke andet end at "løbe omkring", og de fleste af dem havde under alle omstændigheder ikke en lang levealder, så de blev udset til diverse forsøg.

Indtil 1942 var Hugo Fröderberg den eneste læge på stedet, og han opdelte patienterne i fire grupper med nogle kategoriseret som "lavere end dyr". Foragten for patienterne var altså tydelig ud fra den måde, Fröderberg beskrev dem. Disse mentalt handicappede udmærkede sig dog på én måde: deres tænder var langt bedre end gennemsnits-svenskerens. Sådan forblev det jo altså ikke, og til slut blev spot føjet til skade, for alle fik store tandsmerter, som man ikke gjorde noget ved for de "allerlavest" rangerende patienter. Dvs. at man brugte disse mentalt handicappede mennesker, som det passede dem, der udførte de forskellige eksperimenter, og så efterlod man dem med uforklarlige smerter og ubehag uden nogen form for hjælp. Magen til svineri skal man altså lede efter, for disse mennesker var uskyldige ofre for noget, der ikke engang var deres problem, da de jo netop havde haft gode tænder, da eksperimentet startede.

Én ting er Nazi-Tyskland og de svinestreger, man begik deér, men noget andet er pæne, civiliserede landes mangel på medmenneskelighed. At man behandlede den intelligensmæssigt højest rangerende gruppe gør det hele endnu værre, for sådan en forskel ud fra intelligens viser efter min mening en total mangel på empati. De ikke så intelligente patienter har levet i et uforståeligt helvede, som de ikke har haft en jordisk chance for at forholde sig til på anden måde end med konstante lidelser. 


https://edition.cnn.com/2019/10/30/health/swedish-cavity-experiment-wellness/index.html

 

https://sverigesradio.se/avsnitt/vipeholmsanstalten-del-2-kariesexperimentet-och-barnen-p1-dokumentar 


https://sverigesradio.se/artikel/sveriges-hemliga-koncentrationslager-under-kriget

 

https://folkedrab.dk/artikler/sterilisation-og-eutanasi 


https://www.berlingske.dk/videnskab/nazisternes-bidrag-til-sundheden-0

 

https://prezi.com/ixuuo-8t1b6d/nazisternes-menneskeforsg/ 


https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201512L00142


https://www.dr.dk/drtv/serie/menneskeforsoeg_6389  

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar