søndag den 22. august 2021

Går den, så går den - og det gjorde den ....

Charmetrold? Tjah, hans 27 år yngre kæreste, Heather Tallchief, faldt i hvert fald for ham og hans uomtvistelige karisma, hvilket sendte hende ud på et forrygende, årelangt "eventyr" som Amerikas mest eftersøgte kvinde. Når man hører, at han besnærede hende med tarot-kort og sine egne digte, så føler man, at hun må have været en særdeles naiv, ung kvinde - eller enormt kynisk og beregnende ....

I 1993 flyttede den 21-årige Heather Tallchief  fra San Francisco til Los Angeles. Hun havde ikke mange penge og forlod et godt job som sygeplejerske på et hospital for AIDS-ramte, hvor alle var overordentlig glade for hende, da hun var fuld af empati. Patienterne elskede hende, og hun elskede dem, men netop derfor var det hårdt for hende, at ingen havde mulighed for at overleve sygdommen. Det ramte hende hårdt, når den ene efter den anden af de patienter, som hun også betragtede som sine venner, døde.

Sandsynligvis blev hun efter sin flytning langt hen ad vejen drevet af eventyrlyst, hvilket gjorde hende til et let offer for den charmerende og karismatiske Roberto Solis med de utallige aliasser og et ydre, der hele tiden skiftede. Noget tyder i hvert fald på, at hun faldt for ham, allerede da han bød hende på den første drink. At han lagde tarot-kort for hende, der angiveligt fortalte, at deres fremtid lå i casino-verdenen, har hun valgt at tage for gode varer. Begge havde haft problemer af forskellig art inde på livet, men satte sig som mål at få en bedre fremtid og at VINDE, koste hvad det koste ville. For hendes vedkommende gjaldt det også om at finde et nyt indhold i tilværelsen efter at have plejet så mange døende patienter. Det havde som sagt tæret på hende, og hun trængte til noget nyt og især positivt i sit liv.

Roberto havde gjort den som forbryder i mange år og havde bl.a. begået bil-tyverier samt forskellige andre former for røverier. I 1969 blev han sendt i fængsel for at havde myrdet en vagt, men hans digte, der var udgivet under et af hans 20-30 pseudonymer, nemlig Pancho Aguila, og hele interessante personlighed havde vundet hjerterne på indflydelsesrige personer, der fik ham prøveløsladt i 1992 efter diverse appeller, der gik på hans kunstneriske formåen. Disse velmenende mennesker tog formodentlig for givet, at han var blevet rehabiliteret af sine 17 år bag tremme og nu var som et nyt menneske, men dér tog de fejl .....

Dette er bare en af hans digtsamlinger fra fængselstiden. Den kendteste er formodentlig denne, men der er flere:

Da han traf Heather må han allerede have haft en færdig plan for sit næste træk, nemlig røveri af en pengetransport fra et casino i Los Angeles. Sådan ville han skaffe sig et nyt liv med frihed og masser af penge. Hans plan krævede dog en vis officiel tilknytning til casinoet, og eftersom han var straffet, kunne han ikke selv få et job dér. Et legitimt arbejde inden for casino-security var alfa og omega i gennemførelsen af hans plan: han - eller en, han kunne stole på - skulle ansættes som chauffør, da disse transporterede enorme gevinster fra casinoet hver dag. Med den rette person og den rette flugtrute, så ville han/de kunne få fingre i rigtig mange penge. 

Heather viste sig hurtigt at være den helt rigtige, for hun fik uden videre det ønskede job som chauffør for casino-pengetransporten, da hun jo ikke havde nogen kriminel fortid, men tværtimod var en velanset eks-sygeplejerske. Så vidt jeg har forstået, var hun formentlig den første kvinde i denne stilling, og hendes kolleger var alle muskelstærke mænd af den sammenbidte type, der kan vække respekt, hvis nogen skulle forsøge at stjæle pengene. At hun selv var i gang med et røveri af de penge, hun skulle transportere og beskytte, var der tilsyneladende ingen, der havde forestillet sig, for det lå ikke i hendes image som en pæn, lovlydig sygeplejerske med et høfligt og vindende væsen. 

Dylan Eaton 

Alt gik som planlagt: Heather og Roberto fik fat på de ønskede penge - omkring $3 millioner - fra hendes transport af casino-millionerne, hvorpå de straks forsvandt sporløst. Der skete imidlertid noget uventet - men nok ikke ganske overraskende - da det viste sig, at hun var blevet gravid nogle få måneder efter røveriet. Dette fik hende til at tage til Holland, hvor hun fødte sin søn, Dylan Eaton, der er som snydt ud af næsen på sin far, Roberto Solis. Nogen tid efter fødslen forsvandt Roberto igen. 


Eftersom han har mellem 20 og 30 aliasser og er rigtig god til forklædninger, har han kunnet holde sig skjult lige siden. Heather påstår tilmed, at hun ikke aner, hvor han er. Skulle han være i live, ville han nu være godt på vej imod de 80 år, medens hun selv er omkring 50. Han er stadig efterlyst, men det er meget tvivlsomt, om han kan spores efter at have holdt sig skjult i så mange år.


Ligesom Roberto var også Heather god til at skifte type efter behov, og hun ville næppe være blevet fanget, hvis ikke hun selv havde meldt sig i 2006. Grunden til dette er ikke helt klarlagt, men har nok noget at gøre med, at hendes søn, Dylan Easton, er kommet til USA for at studere, og at hun bl.a. derfor selv har ønsket at vende hjem. 

Heather med sin sagfører under overgivelsen

Som medskyldig i røveriet af de mange casino-penge dømtes hun til 63 måneder i fængsel samt en tilbagebetaling af $2,994,083.83, som hun angiveligt er gået i gang med efter sin løsladelse i 2010. At det formentlig aldrig vil kunne lykkes hende at tilbagebetale det store beløb er alle vist godt klar over. Der er ingen tvivl om, at hun - ligesom Roberto Solis - er forbryder, men det lader til, at hun har fundet  en smutvej tilbage til sit hjemland, hvor hun lever så anonymt, som det nu er hende muligt. Forøvrigt gør hun meget for, at Roberto ikke finder ud af, hvor hun bor ....
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar