Bogverdenen her og nu

Danske Forlags årsstatistik 2018 Fakta - PDF: Danske Forlags årsstatistik 2018 Fakta Hvad dækker årsstatistikken? Danske Forlags årsstatistik giver overblik over danske forlags salg af trykte bøger og digitale udgivelser.

Bogverdenen er mildt sagt ikke, hvad den har været. Før i tiden var forfattere en elitær gruppe af kunstnere, der nød større eller mindre ære og berømmelse for deres værker. Dette gælder stadig en bestemt gruppe, der udgiver på anerkendte forlag. Hvis de selv bidrager med penge, så sker det gennem fonde, hvilket er med til at opbygge deres renommé som hædrede kunstnere. Denne gruppe får anmeldelser i de største aviser, og deres bøger kommer på biblioteket og/eller eReolen. Kort sagt: de opnår den hæder og ære, som selvudgiverne (foreløbig?) kun kan drømme om.
Ikke at alle selvudgivere er dårlige forfattere, for det behøver ikke at være tilfældet, men de REGNES for uinteressante for bogverdenens smagsdommere. Deres eksistens rokker ved gamle elitære traditioner, og jo flere, der kommer til, desto mindre regnes de for, "da alle og enhver kan kalde sig forfatter", når ingen behøver at forblive upubliceret. Med SAXOs ejerskift og deres nye, ikke-populære system er der dog sket ting og sager, for nu er det pludselig ikke så nemt at få en bog ud som dengang, det var gratis og uden de store tekniske problemer, det har nu.
Hvad gør man så, hvis man oplever at få sit elskede manuskript tilbage - og tydeligvis ulæst - fra et af de store forlag efter lige at have sendt dem det? Tjah, man kan selvfølgelig betale prisen for en udgivelse enten hos SAXO eller et af de mindre forlag, der lever af forfattere, der betaler for at få deres bøger ud. Spørgsmålet er dog, hvordan det går i næste led af salgskæden: anmeldelser og biblioteker. De mennesker, der styrer disse instanser, går nemlig stadig efter de gamle principper, så man ender måske med at sidde med en større regning for noget, der aldrig når de læsere, man har drømt om, og som er dem, der i sidste ende holder hele maskineriet i gang, fordi de ikke bare læser, men også køber ....

Ind og ud af systemet

Dette er ikke den ordinære Superman, men en dreng, hvis far har bygget hans kørestol om, så det ser ud, som om han er helten, der flyver gennem luften. Efter min mening en herlig ide, der virkelig viser faderens kærlighed til barnet.
Når det gælder handicappede sker der nogle uheldige ting i disse år, og mange gribes sikkert af bekymring for situationen: da Børne- og socialminister Mai Mercado og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sidste år udsendte pressemeddelelser om, at nu skulle handicappede i arbejde, så lød det som noget midt mellem trusler og gyldne løfter om en herlig fremtid for alle med handicaps. På den ene side vil mennesker med funktionsnedsættelser gerne prøve kræfter med det, der optager alle borgere her i landet, nemlig arbejdsmarkedet. På den anden side ved de - og erfarer jævnligt på egen krop - at børne- og socialminister Mai Mercado må tale imod bedre vidende, når hun siger, at projektet skal udføres med "den hjælp og støtte, de har brug for".

Mange har nemlig kunnet fortælle om nedgang i bevillinger samt i kvaliteten af det bevilgede hjælpemiddel.Noget, der falder mig i øjnene ved dette minister-udspil, er at den ønskede tilgang af handicappede på arbejdsmarkedet formentlig vil betyde, at en masse optimistiske - og naive? - mennesker giver afkald på deres førtidspension. Noget, der skaber et meget usikkert grundlag for fremtiden, for hvem ved, om - og hvor længe - disse handicappede har kræfter til at arbejde? Hvordan sikrer de sig, at de kan vende tilbage til pensionssystemet, hvis det viser sig, at de ikke kan klare arbejdspresset? Skal de så igennem det samme langsommelige og vanskelige udredningssystem endnu engang?

Jeg mener, at Mai Mercado og Troels Lund Poulsen spiller et højt spil med syge menneskers liv og helbred, og at deres udspil ikke klæder Danmark.

Presentation of the Rose - Jurinac & Rothenberger

I love Richard Strauss and his operas. Actually, I love most operas, but he is a favorite with me.
This production is the very best I've seen, and this opera has been produced many times. Well, judge for yourself, but I love it ....

Danmark og indvandrerne

Ifølge alle tilgængelige opgørelser så er ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere meget dyre for det danske samfund.

https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2018/05/ikke-vestlig-indvandring-og-efterkommere-koster-varigt-33-mia-kr


Her kan man bl.a. læse disse alarmerende oplysninger: "En ny fremskrivning fra Finansministeriet frem til år 2100 viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere indebærer en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia. kr. årligt. Det skyldes i høj grad en lav beskæftigelsesgrad. Til sammenligning indebærer vestlige indvandrere og deres efterkommere en varig nettoindtægt på 14 mia. kr. årligt. Indvandrere, som er integrerede på arbejdsmarkedet, giver således en væsentlig gevinst til de offentlige finanser."
Ergo: kom i arbejde, forsørg dig selv og betal skat, så elsker vi dig, men ellers bliver du lagt for had og forhånet i utallige vrede læserbreve. Spørgsmålet er bare, HVORDAN får disse mennesker jobs? Hvor mange ærke-danskere vil f.eks. tage imod formummede indvandrere som de to, der deler bænk med et par mopset udseende danskere? Ikke ret mange, så problemet er altså ikke bare, at de dyre indvandrere hellere vil dovne hjemme på sofaen, men at de rent faktisk ikke er velkomne på arbejdsmarkedet. De SKAL bidrage til samfundet, men meget af det, de bydes her, strider totalt imod deres kultur. Således opleves det næppe som en befrielse af disse to sortklædte damer, hvis man flår sløret af dem. Det ville være et alvorligt overgreb, der hverken kan eller bør gennemføres i et demokrati.
Jeg gad forøvrigt nok vide, om det er deres mænd, jeg hører om og selv ser i hjemmeplejen, hvor de sættes til umandige sysler som støvsugning. Magen til sure fjæs, skal man lede efter, men hvad skal Arbejdsformidlingen gøre, hvis det er det eneste, de kan tilbyde de stolte mænd fra kønsopdelte, muslimske krigernationer?
Kort sagt: det hele er ikke så enkelt, som visse danskere vil gøre det til ....
  

Når man skyder skylden på andre

Danmark er anset for at være et af de lykkeligste lande i verden. Danskerne bliver set som fredelige og venlige, men de sidste år er der kommet noget mindre rart ind i det billede af os som folkeslag. Det skyldes de flygtninge og indvandrere, der er kommet til vort land, og som mange har en meget negativ opfattelse af. Nogle ser dem som snyltere og svindlere, som en belastning for vort samfund, men selv om der da er nogle rådne æbler i tønden, om jeg så må sige, så gælder det bestemt ikke hovedparten af disse såkaldt "fremmede". Dem, jeg ser mest, er folk, der udfører manuelt arbejde som hjemmehjælpere og chauffører, foruden at de kan være butiksindehavere af f.eks. kiosker og blomsterhandler. Disse mennesker er ikke den belastning for vort land, som visse individer hævder, men det er da rigtigt, at den unge eller yngre generation har haft en kedelig tendens til at begå dumme forbrydelser, der ødelægger deres og deres forældres rygte.
For et par år siden kom jeg ud for et taskerøveri på Vestre Kirkegård, hvor danske mænd forsøgte at give unge indvandrere skylden, hvilket var absurd, da de overhovedet ikke var i nærheden af mig eller det gravsted, jeg besøgte. Det var to danskere til gengæld, og for mig at se er der ingen tvivl om, HVEM der huggede min taske.
For at gøre situationen klar vil jeg fortælle mere om det, der skete: jeg gik hen til en bestemt grav med nogle blomster i urtepotter, som jeg ville plante ud. Tasken, der var en skuldertaske, havde jeg over skulderen, men den generede mig så meget, da jeg skulle grave i jorden, at jeg tog den af og lagde den oven på en busk på graven. Samtidig med at jeg kom, ankom også en lille, noget emsig dansk mand, der besøgte en grav lidt længere væk på samme sti som den, jeg besøgte. En graver eller gartner arbejdede med en maskine på parallelstien, og det var hans tilstedeværelse, der gjorde, at jeg følte mig tryg og lod tasken blive liggende på busken.
Ham den emsige dansker kom på et tidspunkt hen til mig og spurgte, om han skulle bære mit affald væk for mig. Jeg ville ikke have for megen kontakt med ham, som jeg opfattede som indsmigrende og "underlig", men jeg sagde ja tak, nærmest for at få ham væk. Da jeg kort efter var færdig med at plante mine blomster ud og skulle gå igen, opdagede jeg imidlertid, at min taske var væk. For mig var der ingen tvivl om, at den lille, emsige fyr havde taget den, da han tog affaldet.
Jeg skyndte mig ned på kirkekontoret og meldte tasken stjålet, spærrede mine kort, osv., osv.. Medens jeg var i færd med dette, kom gartneren/graveren fra parallel-stien og forsikrede mig samt personalet på kirkekontoret om, at "at det ikke var ham den tjenstivrige affaldsfjerner, der havde gjort det." Han blev ved med at påstå, at der var "nogle indvandrere, der cyklede forbi, og at det nok var dem". Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, at en flok indvandrere, der overhovedet ikke var henne ved graven, skulle have begået tyveriet, fatter jeg ikke. Hele forløbet overbeviste mig om, at enten var de to danskere i ledtog med hinanden, eller også forsøgte graveren/gartneren at beskytte den emsige fyr, som han åbenbart kendte personligt.
Det stødte mig enormt, at denne kirkegårdstjener kæmpede sådan for at pådutte uskyldige indvandrere skylden for noget, de ikke havde gjort. Han blev ved med at spørge mig, om jeg dog ikke havde set dem, og om jeg ikke også mente, at det var dem, der havde taget tasken. Den dag i dag bliver jeg  rasende, når jeg tænker på disse ubehagelige og uretfærdige beskyldninger imod mennesker, der intet havde gjort. Desværre ser jeg samme tendens hos andre i mit land i disse år, og det er modbydeligt at opleve.

  

When USA Let Anne Frank and Her Family Down

Anne should have been able to live her life as a free, human being until old age. Maybe she would have become a writer or a scholar instead of a tragic symbol of cruelty. The U.S. government turned her as well as many others down, but in 1938, nine months before the official beginning of WWII, England opened its borders to around 10,000 children who were fleeing the Nazi regime. These children left their parents behind when they were sent out of Austria, Germany, Poland and Czechoslovakia to save their lives. This process was known as Kindertransport. At a time when most Jewish families were prevented from traveling abroad by lack of funds or stringent visa controls, this program was a miracle and it saved many young children.

The Socially Weakest of the Weak

A lovely human being, no doubt about that, but still a tragedy because she will have to rely on other people all her life. Something that should be guaranteed by society, but isn't. To me she looks like a jewel in disguise, someone who should be loved by her family, but what if they can't secure her future?
No matter what there should be room for all kinds of people, and that also goes for someone like this little girl.