Ejer vi os selv?

Gudskelov er det de færreste, der har - eller udvikler - en så deform ryg, men alle ved, at et hold i ryggen eller andet helbredsknas på samme niveau virkelig kan gøre livet surt for en. Normalt tænker man på sine forskellige legemsdele som noget, der tilhører en. Man siger f.eks. "mine hænder er så ømme i dag", "jeg har ondt i mit hoved", eller "mine tænder gør ondt". Spørgsmålet er dog, om det nu også er os, der ejer disse legemsdele, eller om det er dem, der ejer en ...
Således vil jeg hævde, at personen ovenfor i høj grad føler sig ejet af sin ryg. Denne bestemmer nemlig en hel masse i hans/hendes liv, lægger begrænsninger og skaber uoverstigelige barrierer i mange af livets områder. Surt show, siger jeg bare, for hvem kan argumentere med en defekt ryg, der gør ondt? Ingen - dens "ord" er lov ....

Fejlkøb

Så er jeg i gang med at samle ting sammen, som jeg ikke længere vil give husly. Ikke fordi de har generet mig på anden måde end ved at fylde op uden at være til gavn. De står der bare, og det er nu slut med det ....
Da der ikke er noget i vejen med tingene som sådan, går de til genbrug, hvilket føles godt. Nok er jeg ikke en særlig kirkelig person, men Kirkens Korshær virker OK, og jeg har såmænd selv på et tidspunkt købt er par ting, som andre har givet til det gode formål.
Noget af det, der slår mig i min oprydningsiver er, at det, jeg vil af med, alt sammen er fejlkøb. Det gælder bl.a. en fin og nydelig termokande, der dog desværre har den skavank, at låget er svært at skrue af og på. Sådan noget tænker man jo ikke på, når man bliver præsenteret for en pæn vare, og det er selvfølgelig dumt ....
 

"Ro i geleddet ...."

De sidste par dage har jeg arbejdet på at få orden i alle mine billeder. Mange af dem er flere år gamle, men er stadig brugbare de steder, hvor jeg nu bringer den slags. Andre har egentlig aldrig været noget, jeg alvorligt tænkte på at bruge, enten fordi de har en aura af noget, der hverken er OK eller bare særlig morsomt. De ryger ud, og jeg har foreløbig kasseret et par tusind billeder, men der kommer mere.
Fornemmelsen af at få sat system i billedstoffet er mindst lige så dejlig, som når det gælder mere håndgribelige ting i hverdagen. Således finder jeg altid stor fornøjelse i at kassere alt muligt, jeg ikke længere bruger. Hvorfor skal det også ligge og fylde op, når det er det eneste, det gør?
Det er måske ikke så pænt af mig, men jeg har oftere og oftere tænkt ad de samme baner, når det gælder mennesker. Hvorfor skal man belaste sit liv med mennesker, der ikke i mindste måde beriger det? Det mener jeg faktisk ikke, at man skal, så min adressebog vil få sig nogle nye huller i fremtiden ....

En verden, der skrumper ....

Hvor ville det være lækkert, hvis man kunne fjerne indviklede samfundsopgaver med et snuptag. Det er den tankegang, der ligger bag ideen om "samfundsfjender", der kan være alt lige fra fortidens hekse til mexikanere, der skal holdes ude fra det gyldne land, USA, med en mur. Disse mennesker bliver gjort til syndebukke for både det ene og det andet i samfundet. Det samme gælder flygtninge og indvandrere i vore dages Danmark, hvoraf de fleste forsøger at skaffe sig til dagen og vejen med arbejde inden for industri og handel. At disse udefra kommende grønthandlere eller taxa-chauffører drømmer om bedre karrieremuligheder for deres børn kan virke skræmmende for nogle danskere, der ikke selv er trykket af en studenterhue ...
Selvfølgelig er der en grænse for, hvor mange fremmede et lille land som Danmark kan tage imod. Også fordi en vesterlandsk og en østerlandsk kultur er temmelig forskellig, men at give de fremmede skylden for alle mulige sociale dårligdomme er i hvert fald ikke rimeligt. Den specielle tankegang blev afsløret én gang for alle med den nazistiske ideologi, der  bestod i troen på et særligt folkefællesskab, der byggede på både kultur og biologi. Män opfattede Tyskland og det tyske folk som stående over andre befolkningsgrupper som især jøder, sigøjnere og afrikanere. Denne tankegang byggede bl.a. på en udbredt historisk mistolkning af nederlaget i I. Verdenskrig, der blev forklaret med en "inficering af det tyske blod" gennem udefrakommende racer. Som tysker var man sin race og havde en forpligtelse til at bevare den og ikke "besmitte" den med raceblanding.
Sagen er bare den, at siden da er verden skrumpet ind: folk rejser omkring og møder hinanden steder, som deres oldeforældre aldrig ville have mulighed for at besøge, og de forelsker sig måske i disse fremmede beboere, eller de falder for indvandreren i vort eget land. Naturen har nemlig ikke noget imod den såkaldte raceblanding, men støtter den formentlig på alle måder, selv om det nogle gange kan skabe problemer af social og ideologisk art.

Når mennesker glemmer deres ansvar

Vi mennesker er temmelig tåbelige på nogle punkter, som vi netop burde værne om. Her tænker jeg især på forurening og vort uansvarlige forbrug af klodens ressourcer. Nu er mange af os ved langt om længe at få øjnene op for virkningen af forureningen, men vil det hjælpe på situationen her og nu? Der skal vist mere til, og det er meget sørgeligt, at vi næppe viser os konsekvente nok til, at det virkelig nytter noget.

Begivenheder, der ligger for tæt på

Der er mange udtryk, der omhandler skriveprocessen, uden at man egentlig tænker over det. F.eks. "at finde det rette ord", for er der noget, der er vigtigt for en forfatter, så er det det. Somme tider er det faktisk så svært, at det virkelig kan ødelægge det hele.
Hvis det gælder en episode, der ligger lidt uden for det almindelige, kan man såmænd have svært ved at beskrive den for sig selv. Det siger sig selv, at så det kan virke helt uoverkommeligt at gengive den på en måde, så budskabet fremstår klart og tydeligt.
Jeg tror, at der er oplevelser, tanker og handlinger, der er så nære på, at det er svært - eller umuligt - at finde de ord, der beskriver dem. Man kan måske fortælle om tildragelsen, som var det en rapport, dvs. efter "så-sker-der-det-og-så-sker-der-det"-recepten, men det ikke essensen af det skete. Meget frustrerende og dermed en stor udfordring for den enkelte forfatter ....
 

Hvad er godhed?

Normalt ønsker jeg faktisk at være god, selv om jeg tager for givet, at det aldrig lykkes 100% for nogen af os. Selv gode mennesker med en masse idealer svigter som regel på et eller andet tidspunkt, men det skyldes nok, at vi er for løse i vore definitioner: hvad ER godhed - altså ægte godhed - egentlig? Hvis man stiller nogen dette spørgsmål, så får man næsten automatisk en beskrivelse, der er 99,9 % lig med begrebet selvopofrelse. Man er ifølge disse mennesker god, hvis man ofrer sig selv og kun ser på sine medmenneskers tarv, hvilket Jesus formodes at have gjort. Han foretog noget, der kaldes blodsoning, hvor én ofrer sit liv for andre.
Se, det tror jeg er en fejltagelse, medmindre vedkommende i bogstaveligste forstand frelser en anden, f.eks. ved at skærme ham/hende imod en kugle eller en morders kniv. Det dér med at ofre sig for ALLE har jeg meget, meget svært ved at relatere til. For mig at se tyder det på en ganske bestemt form for hovmod, der ikke virkelig kan forbindes med godhed. Noget, der også kan ses af det sørgelige faktum, at intet har ført til så mange vildfarelser og onde gerninger som religion.
I stedet for drømmen om den ambitiøse, konstante godhed så tror jeg mere på en form for hverdagsgodhed, hvor man i det store og hele er "god som en engel", men også formår at lægge vingerne fra sig i ny og næ ....