Dydsiret porno ....

En ny skrante-periode har fået mig til endnu engang at kigge lidt på den berømte og/eller berygtede MTV-serie "TeenMoms OG". En af de mest farverige mødre var Farrah Abraham, der fik en datter med en kæreste, der døde inden fødslen. Ingen har haft meget pænt at sige om hende, for hun har altid været utrolig ubehagelig over for mennesker, hun ikke kunne lide, eller som forstyrrede hendes forestillinger om, hvordan verden burde være. Trist nok gælder det noget nær ALLE i hendes omgivelser, inklusiv hendes forældre, så selv om hun åbenbart kender en masse mennesker, så virker hun samtidig ualmindelig ensom. Fyren, hun regnede for sin kæreste, vil således ikke andet med hende end at have hende som bolle-veninde, og hun vil altså forloves, giftes og alt det dér. Noget, der på et tidspunkt fik hende til at handle helt vildt, da hun på egen hånd investerede i en forlovelsesring, som hun så forventede, at han betalte, idet han samtidig formodedes at fri. Intet tydede på, at det var hans hensigt, men sådan havde hun altså opfattet forholdet, så ...
Jeg er godt klar over, at hun på nogle områder er komplet skør (og ubehagelig), men hun kommer også ud for skøre og ubehagelige situationer, der forstærker problemerne. At meget af dette skyldes hendes totale mangel på empati og fornemmelse for de gængse sociale regler er sørgeligt, for hvad gør man med sådan et menneske? Vedkommende er jo helt uden for pædagogisk rækkevidde og havner derfor i vanvittige situationer den ene gang efter den anden.
Mht til Farrah så er hun røget ud af serien i hvert fald to gange, og det skyldes bl.a., at hun har forsøgt sig med porno. Således har hun ikke bare indspillet i hvert fald én porno-video, men også haft en sex-website, hvor hun angiveligt viser sig frem med forskellige avancerede sex-lege. Det har ikke huet MTV, og de fyrede hende for åben skærm.
Denne udvikling er faktisk ganske interessant, fordi så meget på MTV bygger på en lummer score-verden, hvor der tales om sex, og hvor der vises masser af pseudo-sexscener: der lægges op til en masse, og man har indtryk af, at der sandelig er gang i hormonerne i kulisserne, men der vises ikke noget direkte. Desuden er der ingen tvivl om, at der hersker en voldsom dobbeltmoral samt et mere eller mindre oldnordisk syn på parrenes samvær. På den ene side lumres der omkring sex, på den anden afvises det meget kontroversielle som f.eks. Farrahs video.
Hvad Farrah angår, så er hun som person anstødelig, fordi hun er så ubehagelig over for alle omkring sig, men spørgsmålet er, hvorfor hun opfører sig sådan. Er hun skingrende skør eller dybt ulykkelig? Nu er hun tilsyneladende ude af serien på grund af sit porno-bierhverv, så det spørgsmål får man vel aldrig svar på, hvilket jeg synes er trist.

Ejer vi os selv?

Gudskelov er det de færreste, der har - eller udvikler - en så deform ryg, men alle ved, at et hold i ryggen eller andet helbredsknas på samme niveau virkelig kan gøre livet surt for en. Normalt tænker man på sine forskellige legemsdele som noget, der tilhører en. Man siger f.eks. "mine hænder er så ømme i dag", "jeg har ondt i mit hoved", eller "mine tænder gør ondt". Spørgsmålet er dog, om det nu også er os, der ejer disse legemsdele, eller om det er dem, der ejer en ...
Således vil jeg hævde, at personen ovenfor i høj grad føler sig ejet af sin ryg. Denne bestemmer nemlig en hel masse i hans/hendes liv, lægger begrænsninger og skaber uoverstigelige barrierer i mange af livets områder. Surt show, siger jeg bare, for hvem kan argumentere med en defekt ryg, der gør ondt? Ingen - dens "ord" er lov ....

Fejlkøb

Så er jeg i gang med at samle ting sammen, som jeg ikke længere vil give husly. Ikke fordi de har generet mig på anden måde end ved at fylde op uden at være til gavn. De står der bare, og det er nu slut med det ....
Da der ikke er noget i vejen med tingene som sådan, går de til genbrug, hvilket føles godt. Nok er jeg ikke en særlig kirkelig person, men Kirkens Korshær virker OK, og jeg har såmænd selv på et tidspunkt købt er par ting, som andre har givet til det gode formål.
Noget af det, der slår mig i min oprydningsiver er, at det, jeg vil af med, alt sammen er fejlkøb. Det gælder bl.a. en fin og nydelig termokande, der dog desværre har den skavank, at låget er svært at skrue af og på. Sådan noget tænker man jo ikke på, når man bliver præsenteret for en pæn vare, og det er selvfølgelig dumt ....
 

"Ro i geleddet ...."

De sidste par dage har jeg arbejdet på at få orden i alle mine billeder. Mange af dem er flere år gamle, men er stadig brugbare de steder, hvor jeg nu bringer den slags. Andre har egentlig aldrig været noget, jeg alvorligt tænkte på at bruge, enten fordi de har en aura af noget, der hverken er OK eller bare særlig morsomt. De ryger ud, og jeg har foreløbig kasseret et par tusind billeder, men der kommer mere.
Fornemmelsen af at få sat system i billedstoffet er mindst lige så dejlig, som når det gælder mere håndgribelige ting i hverdagen. Således finder jeg altid stor fornøjelse i at kassere alt muligt, jeg ikke længere bruger. Hvorfor skal det også ligge og fylde op, når det er det eneste, det gør?
Det er måske ikke så pænt af mig, men jeg har oftere og oftere tænkt ad de samme baner, når det gælder mennesker. Hvorfor skal man belaste sit liv med mennesker, der ikke i mindste måde beriger det? Det mener jeg faktisk ikke, at man skal, så min adressebog vil få sig nogle nye huller i fremtiden ....

En verden, der skrumper ....

Hvor ville det være lækkert, hvis man kunne fjerne indviklede samfundsopgaver med et snuptag. Det er den tankegang, der ligger bag ideen om "samfundsfjender", der kan være alt lige fra fortidens hekse til mexikanere, der skal holdes ude fra det gyldne land, USA, med en mur. Disse mennesker bliver gjort til syndebukke for både det ene og det andet i samfundet. Det samme gælder flygtninge og indvandrere i vore dages Danmark, hvoraf de fleste forsøger at skaffe sig til dagen og vejen med arbejde inden for industri og handel. At disse udefra kommende grønthandlere eller taxa-chauffører drømmer om bedre karrieremuligheder for deres børn kan virke skræmmende for nogle danskere, der ikke selv er trykket af en studenterhue ...
Selvfølgelig er der en grænse for, hvor mange fremmede et lille land som Danmark kan tage imod. Også fordi en vesterlandsk og en østerlandsk kultur er temmelig forskellig, men at give de fremmede skylden for alle mulige sociale dårligdomme er i hvert fald ikke rimeligt. Den specielle tankegang blev afsløret én gang for alle med den nazistiske ideologi, der  bestod i troen på et særligt folkefællesskab, der byggede på både kultur og biologi. Män opfattede Tyskland og det tyske folk som stående over andre befolkningsgrupper som især jøder, sigøjnere og afrikanere. Denne tankegang byggede bl.a. på en udbredt historisk mistolkning af nederlaget i I. Verdenskrig, der blev forklaret med en "inficering af det tyske blod" gennem udefrakommende racer. Som tysker var man sin race og havde en forpligtelse til at bevare den og ikke "besmitte" den med raceblanding.
Sagen er bare den, at siden da er verden skrumpet ind: folk rejser omkring og møder hinanden steder, som deres oldeforældre aldrig ville have mulighed for at besøge, og de forelsker sig måske i disse fremmede beboere, eller de falder for indvandreren i vort eget land. Naturen har nemlig ikke noget imod den såkaldte raceblanding, men støtter den formentlig på alle måder, selv om det nogle gange kan skabe problemer af social og ideologisk art.

Når mennesker glemmer deres ansvar

Vi mennesker er temmelig tåbelige på nogle punkter, som vi netop burde værne om. Her tænker jeg især på forurening og vort uansvarlige forbrug af klodens ressourcer. Nu er mange af os ved langt om længe at få øjnene op for virkningen af forureningen, men vil det hjælpe på situationen her og nu? Der skal vist mere til, og det er meget sørgeligt, at vi næppe viser os konsekvente nok til, at det virkelig nytter noget.

Begivenheder, der ligger for tæt på

Der er mange udtryk, der omhandler skriveprocessen, uden at man egentlig tænker over det. F.eks. "at finde det rette ord", for er der noget, der er vigtigt for en forfatter, så er det det. Somme tider er det faktisk så svært, at det virkelig kan ødelægge det hele.
Hvis det gælder en episode, der ligger lidt uden for det almindelige, kan man såmænd have svært ved at beskrive den for sig selv. Det siger sig selv, at så det kan virke helt uoverkommeligt at gengive den på en måde, så budskabet fremstår klart og tydeligt.
Jeg tror, at der er oplevelser, tanker og handlinger, der er så nære på, at det er svært - eller umuligt - at finde de ord, der beskriver dem. Man kan måske fortælle om tildragelsen, som var det en rapport, dvs. efter "så-sker-der-det-og-så-sker-der-det"-recepten, men det ikke essensen af det skete. Meget frustrerende og dermed en stor udfordring for den enkelte forfatter ....