Når livet står på spil

På mandag skal én, som jeg er i familie med, og som jeg altså har kendt siden barndommen, gennemgå endnu en stor operation. Hun er et vidunderligt menneske, som jeg er kommet til at holde meget af, selv om vi næsten aldrig ses. 
Nogle gange har jeg nærmest indtryk af, at hun ikke bare er uheldig med sit helbred, men at hun ligefrem er Prügelknabe for Skæbnen - den skid!!!! - da hun får den ene alvorlige sygdom efter den anden. Hun er oppe i årene og før eller senere er det slut, som man siger, men jeg håber, at hun endnu engang klarer sig flot igennem operationen og den rekonvalescens, der venter hende bagefter. At hun hverken er bitter eller vred, men tilsyneladende tager det hele i stiv arm er beundringsværdigt. Det er dog ikke noget, man kan vente, at alle formår, hvilket jeg har fuld forståelse for: der skal et særligt menneske til for at klare den slags former for konstant modgang og utallige pinsler ....

Er livet værd at leve?

Gider man at leve? Er det umagen værd? Det synes de fleste af os jo, selv om man kan være hæmmet af utallige "defekter" og andet mindre behageligt. Mange lader dog til at synes, at netop deres liv - (der måske er andres ønskedrøm) - er helt uacceptabelt, for de kan ikke gøre sig gældende på den måde, de ønsker. Sådanne personer kan gribe til en metode til udskiftning af livet, nemlig selvmord i håbet om, at troen på reinkarnation er sand og bæredygtig. Lad os lege lidt med den tanke, for det er næppe helt så enkelt, som nogle lader til at tro:

Netop den metode kan altså bide sig selv i halen, så man ender med en genfødsel, der ikke ligefrem er det, man ønsker.
Det er klart, at nogle liv er så ynkelige og nedværdigende, at de ikke forekommer os er værd at leve. Medens andre lever i sus og dus med succes på alle felter, er der dem, der går til i fattigdom og sygdom. Ingen tvivl om det og heller ingen tvivl om, at der ikke er nogen rigtig løsning, for det, der virker uretfærdigt, kan ikke forklares med hverken logik eller religion. Dvs. karma-loven har dog et bud på en forklaring, men den bygger på en tro, der ikke kan bevises.
Ergo: det eneste, man kan, er at tage sin byrde på sig og forsøge at leve så godt og hæderligt, som man kan. Den eneste belønning, man får, er som regel en indre fornemmelse af at have gjort det godt - trods alt ...

Høj alder, skavanker og livsglæde

I dag har jeg været til et tjek-up af nogle af mine ældste skavanker. Det var (som ventet) en drøj omgang, men jeg fandt nu en hel del interesse i næstsidste del af proceduren: venteværelset, hvor man venter på chaufføren fra Flex-trafik, der har til opgave at køre én hjem.
Vi var ikke helt så mange som andre gange, jeg har besøgt hospitalet, men hver enkelt forekom mig at være interessant, fordi de alle - bortset fra én yngre kvinde på ca. 30-35 år - var ældre med mange oplevelser bag sig. Noget, man kunne se af deres ansigter og kropsholdning. Hvis ikke de var sammen med en mand eller kone, så sad de enten helt stive og udtryksløse, indtil der for fleres vedkommende indtraf det, at en af deres jævnaldrende medpatienter brød isen med et spørgsmål eller en bemærkning.
Jeg lagde især mærke til en pæn ældre dame på sådan ca. 78-82 år. Hendes tænder var i en elendig forfatning, men ellers virkede hun ikke vildt syg eller plaget. Hun sad ved siden af en lidt ældre dame, som jeg vil tro var i slutningen af firserne. Sidstnævnte dame var flere gange faldet i søvn, men nu fik hun sig en munter og livlig snak med sin sidekammerat, og jeg hørte ord som "café", "beværtning" og "minefeltet". Aha, tænkte jeg, hun har lever livet med skæg og ballade og tænker tilbage på det med glæde.
Sådan skal det være: det var sjovt engang, og nu er det hele ret besværligt, men det skal ikke få os ned med nakken. Nul, siger jeg bare, nul, nul og atter nul!

Bibel-fadæser

I den ældste Bibel-udgave er der intet om Jesu genopstandelse, og de kvinder, der angiveligt ser ham efter korsfæstelsen, og som kan bevidne, at han "er genopstået fra de døde", får en helt anderledes oplevelse: de ser en engel, der skræmmer dem, så de flygter og undlader at fortælle andre om deres oplevelse.
Det viser sig da også, at meget af det, vi er blevet oplært til at tro på, først er blevet tilføjet flere århundreder senere. Desuden har hver enkelt skriver, der har kopieret teksten i hånden, formentlig begået skrivefejl. Ergo: hvad er egentlig det, vi kalder "Guds Ord"???

https://www.britannica.com/topic/Codex-Sinaiticus

Djævelsk påhit

Nå, det kan man om nogle år?!!! Man kan da heldigvis også lade være, for vi lever altså ikke i Middelalderen (eller i samfund), hvor tortur hørte - eller hører - med til straffen. I hvert fald ikke officielt ....

The Iceman, Richard Kuklinski

Det, der kendetegnede "The Iceman", var hans "dobbelte natur". På den ene side var han virkelig en iskold morder, hvis foretrukne mordvåben var cyanid, "fordi det var pålideligt og ikke svinede". Det, han efterlod sig efter et mord, var da heller ikke blod, men lig, og dem var der ifølge ham selv sådan ca. 100 af. Så mange fandt politiet dog ikke, så måske var den del af hans forbrydelse pral.
Sideløbende med hans kriminelle virksomhed havde han et privatliv med en kone, han forgudede, samt tre børn, som han ville gøre alt for.

https://serialkillershop.com/blogs/true-crime/richard-kuklinski-wife-daughters

Det, der drev ham, var ønsket om at give familien en god tilværelse med alle middelklasse-værdierne som kirkegang og sunde interesser. Han købte ikke luksus til sig selv, men til sin kone og deres børn, og han fremstod som den allerkærligste far og ægtemand.
Hvad skal man mene om sådan en fyr? Tjah, hans rolle som god far og ægtemand frikender ham jo ikke som morder og kriminel, så det fulde billede af ham består af modsætninger, der viser sig at ikke være så uforenelige, som vi andre ikke-kriminelle har forestillet os. Han er faktisk et eksempel på vor mangelfulde menneskekundskab ...

Overraskelser og symboler

Dette var næppe meningen, og mariehønen har sikkert ingen ide om, at den nu bliver et symbol på frihed, store planer og en spændende fremtid. Faktisk vil jeg tro, at denne flyvetur ender med en eller anden katastrofe, der koster den livet, selv om det da også er muligt, at den havner blandt andre smukke dyr af sin egen slags og får gang i produktionen af nye "høns".
Utilsigtede begivenheder får jo på en eller anden måde deres egen betydning, og man tænker fluks på Newton og æblet: han planlagde jo ikke, at det skulle falde ned i hovedet på ham, men det gjorde det jo altså, og dermed blev der åbnet op for en forståelse af tyngdeloven ...