Høj alder, skavanker og livsglæde

I dag har jeg været til et tjek-up af nogle af mine ældste skavanker. Det var (som ventet) en drøj omgang, men jeg fandt nu en hel del interesse i næstsidste del af proceduren: venteværelset, hvor man venter på chaufføren fra Flex-trafik, der har til opgave at køre én hjem.
Vi var ikke helt så mange som andre gange, jeg har besøgt hospitalet, men hver enkelt forekom mig at være interessant, fordi de alle - bortset fra én yngre kvinde på ca. 30-35 år - var ældre med mange oplevelser bag sig. Noget, man kunne se af deres ansigter og kropsholdning. Hvis ikke de var sammen med en mand eller kone, så sad de enten helt stive og udtryksløse, indtil der for fleres vedkommende indtraf det, at en af deres jævnaldrende medpatienter brød isen med et spørgsmål eller en bemærkning.
Jeg lagde især mærke til en pæn ældre dame på sådan ca. 78-82 år. Hendes tænder var i en elendig forfatning, men ellers virkede hun ikke vildt syg eller plaget. Hun sad ved siden af en lidt ældre dame, som jeg vil tro var i slutningen af firserne. Sidstnævnte dame var flere gange faldet i søvn, men nu fik hun sig en munter og livlig snak med sin sidekammerat, og jeg hørte ord som "café", "beværtning" og "minefeltet". Aha, tænkte jeg, hun har lever livet med skæg og ballade og tænker tilbage på det med glæde.
Sådan skal det være: det var sjovt engang, og nu er det hele ret besværligt, men det skal ikke få os ned med nakken. Nul, siger jeg bare, nul, nul og atter nul!