Som ikke-ryger og sjældent-drikker forstår jeg ikke trangen til at drikke sig plakatfuld eller "feste" ved at tage stoffer, så man bliver "skæv". Jeg har kendt gode og talentfulde folk, som jeg har holdt af, gå til i druk og stoffer, og jeg har ærgret mig over det spild af menneskelige evner og muligheder, de repræsenterer.
Da jeg selv i sin tid for sådan ca. 777 år siden forsøgte mig med en enkelt cigaret, fordi det var in blandt unge mennesker, så undrede jeg mig over, at nogen kunne finde det sjovt. Det er altså ikke noget, der har fristet mig, eller som jeg har givet afkald på under suk og jammer, tværtimod. Derfor bedømmer jeg kun fuldskaben og "skævheden" som tilskuer og ikke som (potentiel) bruger, hvilket giver mig et helt andet perspektiv på sagen.
Udtrykket "skæv" er vist meget betegnende for den tilstand, folk eftertragter, men ordet "fest" forekommer mig totalt misvisende, for hvilken "fest" er der ved at hænge slap og vrøvlende et eller andet (tilfældigt??) sted?
Denne unge dame "fester" angiveligt, men så vidt jeg kan se, sover hun sig fra alt det virkelig sjove. At folk kan begå forbrydelser for at skaffe sig de stoffer, der gør dem "skæve" er sørgeligt, for - som man siger - man kan "købe guld for dyrt".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar