Blue blooded with a touch of black

Poor George III of England started out as a stout and very honorable man, but was stricken with a sickness that turned him mad. For many years he was a lunatic who suffered insults from his son George IV and was the laughing stock for people who should have known better.
Luckily enough, he had a loving consort in his wife, Queen Charlotte of Mecklenburg-Strelitz. The people loved her even though she wasn't considered pretty. Her ancestry was quite special as she was supposed to be the descendant of the mistress of the Portugese ruler Alfonso III, Madragana, who was a Black African. Several people noticed the "moorish" features of Queen Charlotte, but none of her children or grandchildren inherited her looks. (One of these grandchildren was Queen Victoria).

She never was considered a beauty, not even in her youth, but nobody saw her as a "Moor".
Actually, Queen Charlotte may not even have been the first "black" queen of England as the consort of Edward III, Philippa of Hainault (1314-69), may have been the first one with an African heritage.


https://www.theguardian.com/world/2009/mar/12/race-monarchy

Når systemet svigter ....

Man hører alt for ofte om fejlbehandlinger og/eller manglende omhu for patienterne, der efterlades uden svar på spørgsmålet om, hvorfor de ikke bliver raske eller bare behandlet. Et eklatant eksempel på alt dette oplevede jeg i går, hvor jeg hele dagen ventede på besked om, hvordan en operation på en mig nærtstående person var gået, for så om aftenen at få at vide, at den slet ikke havde fundet sted. Den sande grund til dette fortaber sig i tågerne, men begrundelserne var, at patientens proteinværdier ikke var gode nok, at man ikke mente, at man havde det nødvendige udstyr på hospitalet, sådan at hun burde overflyttes til et andet og mere veludstyret behandlingssted, osv., osv.. Alt dette vidste man allerede, da hun fik indkaldelsen til operationen, men ingen standsede processen, så hun mødte op på hospitalet meget, meget tidligt om morgenen for bare at blive sendt hjem efter et par timer.
Hun var rasende, og det er der sandelig ikke noget at sige til, for det, hun havde været ude for, kan kun kaldes én ting, nemlig FORAGT FOR PATIENTEN. Sådan burde "systemet" ikke kunne behandle en god og hæderlig borger her i landet, men det gør det altså, tilmed uden at skamme sig det mindste ....

  

Karrierer og karriere-substitutter ....

Typisk, at kvinder automatisk bliver opdelt i disse to kategorier: fru eller frk. Den "fine" titel har i umindelige tider været "fru", for det signalerer succes på ægteskabsmarkedet og dermed i samfundet som sådant.
Også meget typisk, at hverken en gammel kæreste eller (formentlig) andre fra denne kvindes fortid overvejer, om det er muligt at hun har brugt sin begavelse til andet end af blive lavt betalt medhjælper eller hjemmegående husmor. Tanken falder dem sikkert slet ikke ind, for det er den almindelige udvikling i et kvindeliv: 1) masser af drømme og planer, men 2) mænd og/eller graviditeter skyder de mest højtflyvende drømme i sænk, for samfundet er ikke indrettet til, at kvinder kan få begge dele. For dem er det som regel et enten eller, selv om der da heldigvis er nogle, der formår at bryde mønsteret.
Denne kvinde er ung og frisk, så man må formode, at hun kun er ved starten af en formidabel karriere, og at hun også planlægger at få de traditionelle kvindeværdier som mand og børn. Håber, det lykkes hende ....

Når man er stolt af det, der i virkeligheden er skamfuldt ...

Den slags fotografier kan enten være photo shopped eller del af en filmoptagelse, men de kan beklageligvis også være fuldt autentiske, idet de udgør et kært minde for en eller anden pik-forstyrret mandsperson. Dette er ikke det eneste eksempel på billeder fra et mord, der er fundet, men i dette tilfælde er det tydeligt, at de må have været flere om forbrydelsen, for én haler den døde eller bevidstløse kvinde afsted, medens en anden tager fotoet.
Man kender vist ikke detaljerne omkring dette mord eller ved, hvem morder og offer er, men det gør man i andre tilfælde, hvor det, morderen burde skamme sig over, er foreviget og gemt som et kært minde.

Den unge, rædselsslagne kvinde er få minutter fra at blive myrdet af en af de notoriske mordere. Desværre kan jeg dog ikke huske, hvem af det det drejer sig om, men der er jo også så mange, at det er svært at holde rede på dem allesammen.
Noget af det efter min mening særeste ved seriemordere er, at de efter arrestationen - og måske også domfældelsen - praler af deres "bedrifter" som menneske-slagtere. Nogle af dem påstår tilmed, at de skam har myrdet mange flere, end politiet har opdaget. Det kan så være led i en plan om spændende oplevelser uden for fængslet, idet de bliver taget med til påståede gerningssteder og/eller grave.
Fandens til tankegang siger jeg bare ....

Kæledyr på farten

General Montgomery with his pets, the puppies ‘Hitler’ and 'Rommel’, and a cage of canaries which also travelled with him, France, July 6th 1944

Det er et sødt billede, da Montgomery jo var oppe imod en af historiens værste skurke, men samtidig synes jeg, at han udnytter dyrenes uskyld og kærlighed. De har jo ingen viden om alt det forfærdelige, der foregår, men bliver åbenbart slæbt med fra slagmark til slagmark, fordi deres ejer har et (forståeligt!!) behov for deres nærhed. - Hmmmmmmmmmm ....

Når livet står på spil

På mandag skal én, som jeg er i familie med, og som jeg altså har kendt siden barndommen, gennemgå endnu en stor operation. Hun er et vidunderligt menneske, som jeg er kommet til at holde meget af, selv om vi næsten aldrig ses. 
Nogle gange har jeg nærmest indtryk af, at hun ikke bare er uheldig med sit helbred, men at hun ligefrem er Prügelknabe for Skæbnen - den skid!!!! - da hun får den ene alvorlige sygdom efter den anden. Hun er oppe i årene og før eller senere er det slut, som man siger, men jeg håber, at hun endnu engang klarer sig flot igennem operationen og den rekonvalescens, der venter hende bagefter. At hun hverken er bitter eller vred, men tilsyneladende tager det hele i stiv arm er beundringsværdigt. Det er dog ikke noget, man kan vente, at alle formår, hvilket jeg har fuld forståelse for: der skal et særligt menneske til for at klare den slags former for konstant modgang og utallige pinsler ....

Er livet værd at leve?

Gider man at leve? Er det umagen værd? Det synes de fleste af os jo, selv om man kan være hæmmet af utallige "defekter" og andet mindre behageligt. Mange lader dog til at synes, at netop deres liv - (der måske er andres ønskedrøm) - er helt uacceptabelt, for de kan ikke gøre sig gældende på den måde, de ønsker. Sådanne personer kan gribe til en metode til udskiftning af livet, nemlig selvmord i håbet om, at troen på reinkarnation er sand og bæredygtig. Lad os lege lidt med den tanke, for det er næppe helt så enkelt, som nogle lader til at tro:

Netop den metode kan altså bide sig selv i halen, så man ender med en genfødsel, der ikke ligefrem er det, man ønsker.
Det er klart, at nogle liv er så ynkelige og nedværdigende, at de ikke forekommer os er værd at leve. Medens andre lever i sus og dus med succes på alle felter, er der dem, der går til i fattigdom og sygdom. Ingen tvivl om det og heller ingen tvivl om, at der ikke er nogen rigtig løsning, for det, der virker uretfærdigt, kan ikke forklares med hverken logik eller religion. Dvs. karma-loven har dog et bud på en forklaring, men den bygger på en tro, der ikke kan bevises.
Ergo: det eneste, man kan, er at tage sin byrde på sig og forsøge at leve så godt og hæderligt, som man kan. Den eneste belønning, man får, er som regel en indre fornemmelse af at have gjort det godt - trods alt ...